»Det vidste De ikke?« spurgte Kaptajnen.
»Nej,« svarede Holst, »det vidste jeg ikke. -- Men for at vende
tilbage til mig selv, jeg er, foruden at være Løjtnant, tillige
ansat i Københavns Politi, og det er i denne min Egenskab, at jeg er
kommen hertil.«
Kaptajnen bøjede atter Hovedet -- det slog Holst, at hans Ansigt
antog samme Udtryk som Ulla Ankerkrones, da han første Gang nævnede
sin Virksomhed.
»Aha,« fortsatte Kaptajnen, »Herren er altsaa »Detektiv«.«
»Ja,« svarede Holst kort.
Kaptajnen smilede: »Det anede mig forresten, da De spurgte om
Annie. Imidlertid havde jeg en Grund til ikke at nævne hendes Navn,
medens stakkels Bror Sjöström var tilstede.«
»Saa -- hvilken?« spurgte Holst interesseret.
»Jo, Annie Cederlund har kostet stakkels Bror det meste af hans
Formue og endda hans Families Ære med i Købet. Naa, men hvad vil De
egentlig Annie, har hun begaaet Forbrydelser i København? Sidst jeg
hørte om hende -- --« Kaptajnen tav pludselig.
Holst saa skarpt paa ham, saa talte han med dæmpet Stemme:
»Hr. Kaptajn, vi to kender ikke hinanden, og Kaptajnen kan
selvfølgelig afvise min Indtrængen; jeg har jo kun den
forretningsmæssige Vej at gaa, og af den venter jeg mig ikke meget.
Vil Kaptajnen imidlertid vise mig den Tillid, som jeg altsaa, efter
hvad Kaptajnen allerede véd, har noget Krav paa, vilde jeg muligvis
kunne røgte mit Ærinde her endnu i Aften og forlade Byen saa stille,
som jeg kom, uden at et Ord om de sørgelige Begivenheder, der
har ført mig herhen, behøver at blive bekendt for andre end Hr.
Kaptajnen. Det er en indtrængende Bøn i en meget vigtig Sag.«
Kaptajn Kurk stod et Øjeblik tavs, Maanelyset faldt paa hans ranke
Skikkelse, Hovedet var bøjet, hans Tanker arbejdede stærkt. Saa
kastede han Hovedet tilbage og sagde med bestemt Eftertryk paa hvert
Ord: »Hr. Løjtnant Holst, der er Grunde, meget alvorlige Grunde,
der kunde tvinge mig til at give Dem et afslaaende Svar. Jeg véd
ikke saa lidt om Annie Cederlund, og det er et Navn, jeg helst ikke
nævner; jeg kan give Dem mit Æresord paa, at jeg ikke véd, hvor
Annie nu er, men jeg kan lige saa bestemt sige Dem, at jeg med
Hensyn til Annie Cederlund kun kan give Dem Oplysninger, der ligger
flere Aar tilbage i Tiden. Dermed er ikke sagt, at jeg intet véd om
hende siden da, men kun, at jeg intet kan sige. Vil De paa Deres
Side give mig Deres Ord paa, at De ikke vil forlange yderligere
Oplysninger af mig end dem, som jeg kan give, og som jeg vil give?«
Holst betænkte sig et Øjeblik. Der var noget eget højtideligt over
den Samtale i Maanenatten, medens Lyset sparsomt flakkede fra
enkelte Lygter, og Sjøvikens Vand sukkede skvulpende mod Bredden.
Han løftede Blikket og saa Kaptajnen fast i Øjet: »Vil Hr. Kaptajnen
saa give mig Deres Æresord paa, at De ikke véd, hvor Annie Cederlund
er, eller hvilken hendes sidste Skæbne har været?«
Kaptajnen saa op -- hans Ansigt var fuldt belyst, alvorligt og
præget af, at hans Ord var fuldt ud sande: »De har mit Æresord,
Løjtnant Holst. Kom saa med mig hjem, og jeg skal fortælle Dem, hvad
jeg véd, og hvad jeg kan fortælle Dem om Annie Cederlund. Det Navn
rummer mere for mig, end De aner -- er hun død?«
»Ja,« svarede Holst dæmpet, »hun er myrdet i Danmark i Marts Maaned
i Aar.«
Kaptajn Kurk blev ligbleg, men han sagde intet. Saa fulgtes de to
Mænd til Kasernen.