Der er over de svenske Smaabyer et vist Façadepræg, der virker
strax. Opholder man sig en Stund i saadan en By, opdager man
hurtigt, at den i intet adskiller sig fra vore Smaabyer; den er
for den Tilrejsende lige saa haabløst kedsommelig som Bogense
og Æbeltoft, men Præget er fiksere, og Maden er bedre. Det
gælder de fleste smaa svenske Byer, og det gælder i særegen Grad
Christiansstad. Byen ligger ved Helgeaa, hvor denne paa sin Vandring
fra de smaalandske Højder ved Alfvesta træder ud i en Bredning,
Helgesøen; naar man nærmer sig fra sydvest, toner Højderne mod
nordøst som Bjerge frem bag en vid Slette, og Staden ligger ganske
pragtfuld med sine Kanaler og Lunde. Dens gamle Kirke er bygget af
Christian den fjerde. Sagnet melder, at Anledningen var en Drøm,
som den huldsalige Monark havde paa en Jagt, da han hvilede der paa
Stedet; om Fjerde Christian virkelig har drømt eller ikke, faar staa
hen, men Kirken staar der, saa lig Holmens Kirke, at Københavnerne
uvilkaarlig spejder efter Tordenskjold, Børsen og Frederik Folkekær
paa Springgangeren foran Slotsruinen.
I Stedet for disse kendte Bygninger maa man nøjes med Kronhuset, der
ligger pragtfuldt paa et Torv med opmarcherede Kanoner, hvor Skaanes
Hofret residerer Side om Side med Vendes Artilleriregiment, og
Landshøfdingsresidensen med sine slanke Piller, foruden en anselig
Række offentlige Bygninger og Frimurerlogen, der behersker sin Side
af Torvet, bred, mægtig og rig paa god Mad og svensk Punch.
Som sagt det hele virkede særdeles storstadsmæssigt -- særlig
Frimurerhotellet, der dristig tør tage Konkurrencen op med
europæiske Storstadshoteller, og hvor den skaanske Adel og
Officererne af Vendes Artilleri bidrager stærkt til at holde
Illusioner oppe, som et Blik paa den øvrige ret stilfærdige
Befolkning i Lenets Hovedstad iøvrigt hurtig tilintetgør.
Indtrykket varer ikke; for den, der efter et fortrinligt Maaltid
paa Hotellet vandrer ud i Staden, synker denne, som antydet, hurtig
tilbage i beskeden landlig Tilbageholdenhed; dens stolte Bygninger
bliver Enkeltheder, og Mindet knyttes kun til den berømmelige
Fjerde Christian, der drømte gudelige Drømme, Hr. Gustavsköld, født
Hellichius, der sammen med Gustav den tredie satte Sveriges Stænder
Stolen for Døren, og den triste Begivenhed for faa Aar siden,
da et særligt lejet Extratog fjernede Skaanes enskilda Bank med
dens Kontanter i Guld fra Christiansstad for Næsen af det sultne
Borgerskab og de forgældede Krigere for at føre Valuta, som Banken
ejer, til Helsingborg.
Hovedgaden hedder Vestra Storgatan, og i Nr. 17 boede ikke A.
Vikander, Leverandøren af de Strømpebaand, som Annie havde baaret,
og som var den direkte Aarsag til Holsts Rejse til Christiansstad.
Det var den næste Skuffelse, der mødte ham, og den berørte ham
dybere end Stadens for det skarpere Blik svindende Storhed. Ikke
alene fandtes A. Vikander ikke i Storgatan, men der var blandt
Stadens mange Manufakturhandlere ikke en af dette Navn.
Denne Omstændighed var naturligvis ret ligegyldig, for selv om Hr.
Vikander havde siddet i Storgatan 17 og solgt sine Strømpebaand samt
nydt sin Carlshamn Punch i bedste Velgaaende, vilde han næppe have
været i Stand til at erindre den unge Dame, der havde afkøbt ham de
Strømpebaand, Holst interesserede sig for.
Ved nøjere Eftertanke faldt det imidlertid Holst ind, at den
Omstændighed, at A. Vikander ikke var mere, maaske kunde være
fuldt saa interessant og lede til Tidsangivelser, der kunde fremme
Efterforskningen. Det var givet, at Hr. Vikander med Hæder havde
deltaget i Stockholmer Udstillingen 1897 -- den Gang existerede han
altsaa. Naar han nu ikke existerede mere, saa var det muligt, at
hans Existens' Ophør kunde afgive et vigtigt Moment til Bestemmelse
af hendes Person.
Det lykkedes Holst at erfare, at Hr. A. Vikander ganske vist havde
levet, været en agtet og anset Borger i den gode Stad, men allerede
Aaret efter Udstillingen i Stockholm var afgaaet ved Døden under
saadanne Omstændigheder, at Kirkehyrden i Christian den fjerdes
prægtige Kirke i Christiansstad med Føje kunde have gentaget Anders
Sørensen Vedels mindeværdige Ord ved nævnte Konges Faders Baare: --
om højsalig Hs. Naade havde været mindre hengiven til Nydelsen af
stærke Drikke, som nu desværre over al Maade gængs er o. s. v. --
og at en af de medvirkende Grunde til Undladelsen af denne milde
Bebrejdelse vel nok har været den, at Hr. A. Vikander, som forøvrigt
ogsaa højsalig Frederik den anden respektive, næppe har været noget
enestaaende Tilfælde blandt Christiansstads brave Borgere.
Han var imidlertid død 1898 og Forretningen ophævet samme Aar.
Nu kunde ganske vist en Del af Hr. A. Vikanders Strømpebaandslager
-- ikke mindst efter den Ære, der var bleven disse nyttige
Genstande til Del i 1897 -- være overført til Efterkommere, men
Sandsynligheden talte for, at disse vilde have benyttet Lejligheden
til hurtigst mulig at knytte deres eget Navn til den udmærkede
Brugsgenstand, og det viste sig ogsaa ved nærmere Undersøgelse, at
de fortrinlige Strømpebaand som patenteret Artikel forhandledes af
en Hr. Lindkvist i Tøjhusgatan, der havde forsynet det oprindelige
Mærke med Tilføjelsen: Eneforhandling ved Oscar Lindkvist,
Tøjhusgatan 5.
Holst blev altsaa staaende ved Hypotesen 1898 eller 97 Efteraar og
besluttede sig til at søge oplyst, om der i den Verden, der i disse
Aar morede sig i Christiansstad, havde været en ung Dame af Navnet
Annie, eventuelt Carlson.
For at konstatere dette kunde han have henvendt sig til den stedlige
Øvrighed, men det forekom ham i denne Forbindelse lettere at
benytte sin Rejsefælle og dennes Forbindelse med Vendes hæderværdige
Artilleri, idet han ræsonnerede saaledes, at en Dame som den
stakkels Annie, i sin Ungdoms fulde Vaar, sikkert vilde have været
kendt af Regimentets unge Mænd, og at disses Minder maatte være
baade lysere og indholdsrigere end det stedlige Politis.
Efter Aftale skulde Løjtnant Sjöström og Holst spise til Middag
sammen, og Sjöström havde stillet et Besøg paa Regimentets
Etablissementer i Udsigt, saa Holst besluttede ganske rolig at
afvente dette og benytte Lejligheden til at høre sig for. For at
fordrive Tiden gik han en Tur i Omegnen og fik hurtig overset Byen.
Hans Tanker vendte uvilkaarlig tilbage til Nordsjælland og Familien
Ankerkrone, og han kunde ikke skjule for sig selv, at Sjöströms
Fortælling om Familiedramaet havde gjort Indtryk paa ham.
Han var kommen til at holde af Ritmesteren, hvis fine, forstaaende
Tankegang strax havde mødt hans, men han kunde ikke nægte, at det
ikke i og for sig var udelukket, at Ritmester Ankerkrone havde
sine Grunde til at henleve de sidste Aar af sit Liv fjernt fra
sin Fædregaard i et fremmed Land. At han skulde have myrdet sin
Hustru i Skinsyge, forekom dog Holst usandsynligt, men at han havde
gennemlevet mere end en alvorlig Sorg fremgik tydeligt af hans Ord
og hans Væsen. Det slog Holst, at Ulla aldrig havde talt om sin
Moder, men lidt efter lidt dukkede enkelte Træk frem, der gjorde det
mere end sandsynligt, at der i det Ankerkroneske Hus fandtes det
saakaldte Skelet, og at Skelettet var den gaadefulde Begivenhed,
der knyttede sig til Moderens Død.
Som det altid gaar, den ene Tanke førte til den anden, og næsten
mod sin Villie lededes Holst til en Række af Betragtninger over
Ritmesterens Udtalelser i Anledning af Ligfundet, særlig de
Undersøgelser, der havde konstateret Giftmordet, som ganske vist
kunde være helt naturlige, men som paa Baggrund af Sjöströms
Fortælling -- altsaa gængse Folkesnak -- fik en dybere,
besynderligere Karakter.
Disse Tanker vandt mere og mere ind paa Holst, knyttede sig stærkere
og stærkere til Billedet af den smukke, fine Herre og prægede dette
Billede rent uvilkaarligt, saa det var ikke langt fra, at Holst
fattede den endelige Beslutning, naar hans Tid maatte tillade ham
det, at sysle med dette gaadefulde Dødsfald og se at trænge ind i
de Begivenheder, der havde ledsaget det. Foreløbig gjaldt det om at
finde Annie Carlsons Morder, men først og fremmest oplede alt, hvad
der kunde kaste Klarhed over hende selv.
Holst vendte tilbage til Frimurerhotellet, hvor hans Rejsefælle
ventede ham.