»Ikke et Ord,« fortsatte Holst roligt.
Den anden sænkede Stemmen: »Jo ser De, Sagen er saa almindelig
bekendt, alle Mennesker taler om den her i Skaane, ellers skulde
Gud bevare mig for at tale om den Sag, men som sagt, den er publik
nok. Ritmester Ankerkrone var, som Løjtnanten véd, tjenestegørende
ved skaanske Dragoner; han har aldrig været rig, men var ret
velstaaende og giftede sig ret tidligt med en italiensk Dame, en
Komtesse Cassini, der var meget smuk, ganske overordentlig vakker.
Jeg husker hende saa tydeligt fra Amaranthe Ballerne i Malmø og fra
Herregaardsfesterne her paa Egnen. Jeg var den Gang ung Løjtnant og
kom en Del paa Gamalstorp -- det kan vel være en Snes Aar siden. Lad
mig se -- Claes er fyldt 26 -- og Ulla -- er otte Aar yngre. Det
passer nok. Saa døde Fru Ankerkrone pludselig -- efter et Bal paa
Arasløf, det store Herresæde, De ser dernede ved Skoven.
Ritmesteren tog sig det meget nær, tilsyneladende da, han rejste
til Syden, Fruen var hjemmehørende i Venedig, og Børnene blev hos
hans Søster, den gamle Stiftsdame Frk. Ulla Ankerkrone, der nu
bor i Trelleborg. Lidt efter døde en af vort Regiments flotteste
Løjtnanter, Friherre Cedersköld; han var rejst til Italien omtrent
samtidig med Ankerkrone. Rygtet satte de to Dødsfald i Forbindelse
med hinanden. Jeg fortæller det kun, fordi Historien er saa publik,
som den er. Men der rejste sig mange Stemmer for at lade Fru
Ankerkrone opgrave. Tjenestefolkene paastod bestemt, at der havde
forefaldet meget bevægede Scener mellem Ritmesteren og hans Hustru.
Det blev efter Fruens Død temmelig sikkert oplyst, at der havde
bestaaet et intimt Forhold mellem Cedersköld og den Afdøde, men
Øvrighederne vendte her som altid, naar det gælder de store Navne,
det døve Øre til. Sagen blev aldrig opklaret. Ikke heller fik man at
vide, hvorledes Cedersköld var omkommen. Nogle sagde, han var falden
i en Duel med en italiensk Officer, andre, at han havde duelleret
med Ankerkrone et Sted i Tyrol, men dette er næppe rigtigt. De
fleste mener, at han ganske simpelt blev myrdet, styrtet ned fra
et Fjæld ved Ferdinandshöhe i Nærheden af Bozen. Opklaret blev det
aldrig. Ankerkrone vendte et Par Aar efter tilbage, men han tog
aldrig siden Ophold paa Gamalstorp; mest boede han i København, der
skal han være endnu. Her kommer han aldrig.«
Holst sad stille og lyttede. Da Svenskeren tav, smilede han.
»Og den Historie tror De?«
»Gudbevares,« svarede den anden, »nu er det saa længe siden; men
Folk siger, der skal være noget ved Ankerkrone nu, som er ganske
anderledes end forhen. Jeg har ikke set ham i mange Aar. Datteren
skal være meget smuk og ligne Moderen.«
Holst tav.
Toget nærmede sig Christiansstad.
»Hvor skal man saa tage ind?« spurgte Holst.
»Frimurerhotellet,« svarede Sjöström strax, »det smukkeste og
komfortableste Hus i hele Skaane. Jeg bor der selv, og om Hr.
Løjtnanten ellers har Stunder, skulde det glæde mig at gøre Honnør
paa min gamle Garnisonsstads Vegne.«
Det forekom Holst at være ganske praktisk til senere Brug at
sikre sig en saa stedkendt Mand som Løjtnant Sjöström, og da hans
Rejsefælle med den Svenskerne egne Takt ikke havde rettet et eneste
Spørgsmaal til ham om hans Ærinde, besluttede han sig til at holde
sig den Adgang aaben, det tilfældige Møde kunde byde, om der skulde
vise sig Vanskeligheder ved Efterforskningen af den unge Pige fra
Christiansstad, som han havde døbt Annie Carlson, og som han i sine
Betragtninger stedse nævnede ved dette Navn.