III.

Løjtnant Sjöström havde arrangeret en »Tillställning«, der var helt

festlig. Ved det obligate Smörgåsbord forestillede han for Holst en

gammel Kammerat, der endnu gjorde Tjeneste ved Artilleriregimentet,

Friherre Holger Kurk, en høj, mager, meget velvillig og velopdragen

Kaptajn, som Sjöström spøgefuldt bemærkede, hele Egnens Farbror, og

den mest søgte Kavaler i hele Christiansstads Len.

Kaptajn Kurk gjorde ikke sit Ry til Skamme, og Diner'en, der

omfattede alle de Nydelser, den mest forvænte Garnisonssoldat kan

ønske sig, blev baade lang og livlig. Stemningen var fortræffelig,

muntre Historier fra Garnisonslivet og Hovedstadslivet krydsede

hverandre. Det viste sig, at Sjöström var havnet som Staldmester hos

en større feudal Godsejer i Sydskaane, i hvis Ærinde han besøgte

Regimentet for at erhverve udsatte Heste til Avlsbrug. Holst tav

om sit Ærinde, men lod dog saa meget forstaa, at hans Besøg stod i

Forbindelse med en juridisk Sag, idet han angav sin Livsstilling som

knyttet til et Statskontor i Hovedstaden, for hvilke han skulde

søge nogle Oplysninger i Christiansstad og andre skaanske Byer.

Han forberedte saaledes Spørgsmaalet, og da Herrerne ved Kaffen sad

foran Bygningen, hvor Stadens Ungdom promenerede over Torvet, forbi

de smukke, blomsterfyldte Rabatter, henkastede Holst det Spørgsmaal,

om nogle af Herrerne mindedes en ung Dame ved Navn Annie Carlson,

der for faa Aar siden sikkert maatte have spillet en vis Rolle i den

lille By.

Man kendte hende ikke. Sjöström var lovlig undskyldt, han havde

allerede den Gang forladt Byen, men selv Kaptajnen, som var Ungkarl,

og efter hvad Sjöström forklarede et rent Leksikon, naar det gjaldt

Damer, ogsaa udenfor Familielivet, maatte erklære sig renonce.

Holst gled let hen over Spørgsmaalet, han vilde ikke røbe, at han

ikke kendte Navnet nøje og derved udsætte sig for Spørgsmaal, som

han ikke ønskede at besvare; men Tilfældet kom ham til Hjælp, idet

Kaptajnen ikke vilde give fortabt, men stadig vendte tilbage til den

Dame, som han ikke skulde kunne huske.

Saa indrømmede Holst, at Navnet Carlson kunde være urigtigt --

et paataget Navn, og dette satte Kaptajnens Tanker i en livlig

tilbageskuende Bevægelse. Det var et anseligt Regiment Amazoner,

den gamle Krigsmand mønstrede, et ikke uvæsentlig Supplement til

Vendes berømte Artilleri, og da Holst hjalp til med en Skildring

af den paagældende, hvis Træk han nøje havde mærket sig, klaredes

Kaptajnens Tanker lidt efter lidt.

Han saa skarpt og opmærksomt paa Holst, dernæst kastede han et Blik

paa Sjöström og sagde ganske kort: »A-ha -- saa der!«

Holst kunde se paa Kaptajnen, at han kendte Navnet, men tillige, at

der var Omstændigheder, der hindrede ham i at nævne det, og med stor

Behændighed gled han fuldstændig bort fra Sagen for ikke at bringe

den paa Bane mere. Sjöström blev efterhaanden ret tydelig paavirket

af Aftenens Nydelser, han vilde absolut drikke Brorskaal med

Holst, men Holst lagde Mærke til, at Kaptajn Kurk efter den lille

Episode, der ganske var undgaaet Sjöströms Opmærksomhed, blev meget

tilbageholden og af og til betragtede ham med et skarpt, stjaalent

Øjekast.

Iøvrigt gjorde Kurk det bedste Indtryk paa ham, han var en behagelig

Bordkammerat, der holdt stærkt Maade med Nydelsen og ikke forandrede

sit Væsen en Smule trods det ret betydelige Antal Glas, der blev

tømt. Holst besluttede sig da til at forfølge sit Maal, og da

Selskabet efterhaanden voksede, idet flere Officerer kom til, men

Sjöströms overstrømmende Livsglæde tillige antog overvældende

Former, lykkedes det Holst at trække sig tilbage i et belejligt

Øjeblik.

Kaptajnen rejste sig samtidig og fulgte ham ned ad Gaden. De gik

uvilkaarligt mod Byens Udkant, og ligesom om Spørgsmaalet samtidig

var steget frem hos dem begge, standsede de uvilkaarligt, og Holst

tog Ordet.

»Jeg skal komme Kaptajnen i Forkøbet, idet jeg beder Dem undskylde,

at jeg overfor Herrerne har været saa tilbageholden, -- desværre

har det været nødvendigt.«

Kaptajnen saa skarpt paa ham: »Herren er maaske slet ikke Løjtnant

Holst?«

Holst saa op: »Jo jeg er, -- rent bortset fra den Adgang jeg, som De

vil have bemærket, har til at paaskyde Deres Tillid, har jeg ingen

særdeles Grund til at skjule mit Navn.«

Kaptajnen bøjede sig. Holst havde allerede tidligere paa Aftenen

gjort den Opdagelse, at Kaptajnen, -- hvad der forøvrigt var saa

naturligt i en By som Christiansstad -- var Frimurer, ligesom Holst

selv. Han fortsatte: »Det drejer sig kun om Hensigten med min

Nærværelse her og med mit Spørgsmaal fra før -- Pigen -- jeg spurgte

om.«

Hvad Skovsøen gemte · 第 25 / 90 题