Løjtnant Sjöström havde arrangeret en »Tillställning«, der var helt
festlig. Ved det obligate Smörgåsbord forestillede han for Holst en
gammel Kammerat, der endnu gjorde Tjeneste ved Artilleriregimentet,
Friherre Holger Kurk, en høj, mager, meget velvillig og velopdragen
Kaptajn, som Sjöström spøgefuldt bemærkede, hele Egnens Farbror, og
den mest søgte Kavaler i hele Christiansstads Len.
Kaptajn Kurk gjorde ikke sit Ry til Skamme, og Diner'en, der
omfattede alle de Nydelser, den mest forvænte Garnisonssoldat kan
ønske sig, blev baade lang og livlig. Stemningen var fortræffelig,
muntre Historier fra Garnisonslivet og Hovedstadslivet krydsede
hverandre. Det viste sig, at Sjöström var havnet som Staldmester hos
en større feudal Godsejer i Sydskaane, i hvis Ærinde han besøgte
Regimentet for at erhverve udsatte Heste til Avlsbrug. Holst tav
om sit Ærinde, men lod dog saa meget forstaa, at hans Besøg stod i
Forbindelse med en juridisk Sag, idet han angav sin Livsstilling som
knyttet til et Statskontor i Hovedstaden, for hvilke han skulde
søge nogle Oplysninger i Christiansstad og andre skaanske Byer.
Han forberedte saaledes Spørgsmaalet, og da Herrerne ved Kaffen sad
foran Bygningen, hvor Stadens Ungdom promenerede over Torvet, forbi
de smukke, blomsterfyldte Rabatter, henkastede Holst det Spørgsmaal,
om nogle af Herrerne mindedes en ung Dame ved Navn Annie Carlson,
der for faa Aar siden sikkert maatte have spillet en vis Rolle i den
lille By.
Man kendte hende ikke. Sjöström var lovlig undskyldt, han havde
allerede den Gang forladt Byen, men selv Kaptajnen, som var Ungkarl,
og efter hvad Sjöström forklarede et rent Leksikon, naar det gjaldt
Damer, ogsaa udenfor Familielivet, maatte erklære sig renonce.
Holst gled let hen over Spørgsmaalet, han vilde ikke røbe, at han
ikke kendte Navnet nøje og derved udsætte sig for Spørgsmaal, som
han ikke ønskede at besvare; men Tilfældet kom ham til Hjælp, idet
Kaptajnen ikke vilde give fortabt, men stadig vendte tilbage til den
Dame, som han ikke skulde kunne huske.
Saa indrømmede Holst, at Navnet Carlson kunde være urigtigt --
et paataget Navn, og dette satte Kaptajnens Tanker i en livlig
tilbageskuende Bevægelse. Det var et anseligt Regiment Amazoner,
den gamle Krigsmand mønstrede, et ikke uvæsentlig Supplement til
Vendes berømte Artilleri, og da Holst hjalp til med en Skildring
af den paagældende, hvis Træk han nøje havde mærket sig, klaredes
Kaptajnens Tanker lidt efter lidt.
Han saa skarpt og opmærksomt paa Holst, dernæst kastede han et Blik
paa Sjöström og sagde ganske kort: »A-ha -- saa der!«
Holst kunde se paa Kaptajnen, at han kendte Navnet, men tillige, at
der var Omstændigheder, der hindrede ham i at nævne det, og med stor
Behændighed gled han fuldstændig bort fra Sagen for ikke at bringe
den paa Bane mere. Sjöström blev efterhaanden ret tydelig paavirket
af Aftenens Nydelser, han vilde absolut drikke Brorskaal med
Holst, men Holst lagde Mærke til, at Kaptajn Kurk efter den lille
Episode, der ganske var undgaaet Sjöströms Opmærksomhed, blev meget
tilbageholden og af og til betragtede ham med et skarpt, stjaalent
Øjekast.
Iøvrigt gjorde Kurk det bedste Indtryk paa ham, han var en behagelig
Bordkammerat, der holdt stærkt Maade med Nydelsen og ikke forandrede
sit Væsen en Smule trods det ret betydelige Antal Glas, der blev
tømt. Holst besluttede sig da til at forfølge sit Maal, og da
Selskabet efterhaanden voksede, idet flere Officerer kom til, men
Sjöströms overstrømmende Livsglæde tillige antog overvældende
Former, lykkedes det Holst at trække sig tilbage i et belejligt
Øjeblik.
Kaptajnen rejste sig samtidig og fulgte ham ned ad Gaden. De gik
uvilkaarligt mod Byens Udkant, og ligesom om Spørgsmaalet samtidig
var steget frem hos dem begge, standsede de uvilkaarligt, og Holst
tog Ordet.
»Jeg skal komme Kaptajnen i Forkøbet, idet jeg beder Dem undskylde,
at jeg overfor Herrerne har været saa tilbageholden, -- desværre
har det været nødvendigt.«
Kaptajnen saa skarpt paa ham: »Herren er maaske slet ikke Løjtnant
Holst?«
Holst saa op: »Jo jeg er, -- rent bortset fra den Adgang jeg, som De
vil have bemærket, har til at paaskyde Deres Tillid, har jeg ingen
særdeles Grund til at skjule mit Navn.«
Kaptajnen bøjede sig. Holst havde allerede tidligere paa Aftenen
gjort den Opdagelse, at Kaptajnen, -- hvad der forøvrigt var saa
naturligt i en By som Christiansstad -- var Frimurer, ligesom Holst
selv. Han fortsatte: »Det drejer sig kun om Hensigten med min
Nærværelse her og med mit Spørgsmaal fra før -- Pigen -- jeg spurgte
om.«