Løjtnant Claes blev kun en Dag hos Faderen, han var paa Gennemrejse
til Syden; det lod til at være alt vel hjemme, og Ritmesteren var
meget tilfreds over Nyheder fra Svigerdatteren, som sad paa et Hotel
i København og ventede paa at komme videre.
Holst fik kun et Glimt at se af Løjtnanten, han var meget i Tvivl,
om han skulde benytte Lejligheden til at tale om Christiansstad og
Annie, men var hurtig paa det rene med, at det kunde der ikke være
Tale om. Selv om det hidtil var gaaet ganske glat, saa maatte man
være forberedt paa, at Træet ikke faldt for det første Hug, og saa
let at gaa til, at man kunde spørge den første den bedste, var Sagen
heller ikke.
Derimod besluttede han sig til at bede Ritmesteren om at unde ham en
Samtale, da han havde noget særdeles vigtigt at meddele ham.
Ritmesteren mødte som sædvanlig med sin Punch og sin Cigar. Han tog
Sæde i Kurvestolen, og endnu inden Holst havde begyndt, sagde han
med et elskværdigt Smil:
»Nu har Hr. Løjtnanten fundet Damens Kuffert med Damens Pretiosa og
Klæder, og nu véd Hr. Løjtnanten, baade hvorfra hun er, og hvad hun
hedder.«
Holst lo. »Om det nu var sandt, Hr. Ritmester, hvad vilde De saa
sige?«
Ritmesteren betænkte sig lidt. »Om det var sandt, saa vilde jeg
sige, at De var den heldigste Kantøffel i de trende Broderriger, --
men det er naturligvis ikke sandt.«
»Jo, det er,« sagde Holst triumferende, »men det er en dyb
Hemmelighed.«
»Gudbevares!« Ritmesteren fortrak ikke en Mine. »Om man tør spørge
Hr. Løjtnanten, hvem saa den myrdede Dame er.«
Holst svarede i samme Tone: »Annie C., skal vi sige, Annie Carlson
fra Christiansstad.«
»Det staar paa Kufferten?« spurgte Ritmesteren.