10) Et Lommetørklæde med Blonder mrk. A. C. og et mindre
Lommetørklæde mrk. Annie med en Krone, samt endelig et Sæt
Strømpeholdere af almindelig, lidt slidt Elastik, der kontrasterede
noget med det øvrige særdeles udsøgte Linned. Paa Laasene var
trykket med ret læselige Bogstaver: A. Vikander. Vestra Storgatan
17, Christiansstad, og nedenunder Sølvmedalj vid Stockholm
Utställningen 1897.
Andet og mere forefandtes ikke.
Men det var jo heller ikke saa lidt. Først maatte det undersøges,
om Klæderne passede Liget, hvad Holst ufortøvet vilde forsøge, saa
snart han kom tilbage, da Liget ved hensigtsmæssig Behandling var
saaledes præpareret, at det ikke undergik nogen Proces, der hindrede
dets Tilstedeværelse under Undersøgelsen. Dernæst maatte det
forsøges, om der paa det gjorte Fund kunde bygges noget med Hensyn
til Identiteten.
Holst gennemgik nøje det forefundne med sin Foresatte, og begge var
enige om, at det oplyste i høj Grad bestyrkede Holsts Hypotese om
den Myrdedes Stand og Vilkaar. Den Myrdede var efter den udfoldede
Luksus at dømme sikkert en Dame, der havde let Adgang til Penge.
Den besynderlige Sammenstilling af de fineste engelske og tyske
Dameskrædderfirmaer med ret ubekendte Handlende i tre evropæiske
Hovedstæder og det mærkelige Faktum, at det ene Lommetørklæde var
mærket A. C., det andet Annie under en Krone, bestyrkede ogsaa
ganske de opstillede Formodninger.
Mest interessant var dog Fundet af Strømpebaandene; thi lykkedes det
at følge dette Spor, der ledte til en saa ubemærket, afsides Stad
som Christiansstad i Skaane, saa vilde det næppe være vanskeligt
at konstatere Ligets Identitet og i saa Fald vilde det kun være et
Tidsspørgsmaal, naar Morderen blev opdaget.
Det maatte nemlig anses for højst usandsynligt, at en Dame, hvis
Klæder udgik fra Redferns berømte Salon i London, og hvis Bluseliv
skyldtes en Jules Biester, Unter den Linden, skulde falde paa at
søge til Christiansstad for at anskaffe sig et Par Strømpebaand og
senere bære disse tarvelige Elastikker til sin evropæiske Pragt.
Langt naturligere maatte det forekomme, at en lille letsindig
skaansk Pige drog ud i den store Verden ved en eller maaske ved
skiftende Kavalerers Side og skiftede Fjer fra inderst til yderst,
efterhaanden som Færden gik over Lande, for tilsidst kun at beholde
sine Strømpebaand, der nu engang passede godt og var et Minde om
Hjemmet og gamle Dage.
Denne Hypotese var endogsaa mere end naturlig, og den havde den
Fordel, at den bød et fast Udgangspunkt.
Holst forlod sin Chef for at tiltræde Tilbagerejsen, og det blev
besluttet, at ikke et Ord om det skete maatte komme offentlig frem,
i hvilken Henseende den paagældende Jernbaneembedsmand fik meget
skarpe Instrukser. Herredsfogden blev næsten ude af sig selv af
Nervøsitet, og i dybeste Hemmelighed gik han og Holst, ledsaget af
Arrestforvarerens Hustru, til den Celle i Arresthuset, hvor Liget
var anbragt under fornødne Foranstaltninger.
Arrestforvarerens Hustru, der var ferm til al Slags Gerning, iførte
med noget Besvær Liget de vigtigste af de fundne Klædningsstykker,
særlig Linned, Korset, Strømper, Sko og Handsker samt Overklædning,
og det viste sig, hvad Holst forøvrigt ikke et Øjeblik havde
betvivlet, at alt passede paa det nøjeste, og at Liget, som det laa
der paa Baaren, var det, der her paa Jorden var tilbage af Annie, en
lille letsindig Pige fra Christiansstad, der havde set det meste af
Europa for at ende sine Dage i en Skov nord for Helsingør, begraves
i Mergelgraven i Udkanten af Skoven og atter staa op af Graven for
at kræve Hævn over sin Morder.
Men om alt dette tav man, og besynderligt nok, de paagældende kunde
tie, ikke en Stavelse kom ud.