»Naa, saa staar maaske hans Navn paa Kufferten?«
»Det gør det ikke,« sagde Holst alvorlig, »men staar det til mig,
skal det komme til at staa der.«
»Det tror jeg nok,« sagde Ritmesteren og saa alvorligt paa Holst.
»De er en Pokkers Karl -- en Troldmand, tror jeg næsten.«
Holst smilede. »Dette her er ganske naturligt, et lykkeligt Indfald,
der er slaaet til; det kunde lige saa godt være slaaet fejl, nu gik
det.«
»Hvorfra har De da Navnet?«
Holst fortalte om Klæderne og de forskellige Mærker; Ritmesteren
nikkede bekræftende og maatte indrømme, at det hele var særdeles
plausibelt.
»Hvad vil De nu?« spurgte han.
»Rejse til Christiansstad og undersøge den letlevende Dameverden
dér, for hos Ritmesteren kan jeg vel ikke faa nogen Oplysning om
den?«
Ritmesteren rystede leende paa Hovedet: »Nej, Hr. Løjtnant, det er
jeg vokset fra.«
»Skade, at Løjtnant Claes v. Ankerkrone er rejst, hos ham kunde jeg
maaske faa Underretning.«
Ritmesteren blev pludselig alvorlig. »Desværre, muligt er det --
dog selv om ikke min Søn nu var bortrejst paa en længere Tid, vilde
jeg dog have bedt Dem ikke henvende Dem til ham. Han har desværre
selv udover den Tid, da han havde Lov til den Slags, ofret den lette
Dameverden stor Opmærksomhed og mange Penge -- det er lykkedes mig
at rive ham ud at dette, og jeg vilde nødig -- for hans Hustrus
Skyld -- meget nødig, at der atter røres ved dette.«
Holst angrede halvvejs nu, at han ikke havde talt til Løjtnanten om
Annie -- maaske han her kunde have faaet første Haands Viden -- men
han tav om det. »Kendte Løjtnanten maaske nogen Dame af dette Navn?«
spurgte han.
Ritmesteren svarede Holst: »Jeg kender ikke de Damer, min Søn maaske
har kendt. Det plejer Faderen ikke, vel Hr. Løjtnant?«
Holst bøjede sig. »Jeg beder Hr. Ritmesteren undskylde, jeg har her
maaske rørt ved noget, der gør ondt -- jeg kunde ikke vide det og
beder Hr. Ritmesteren se bort derfra.«
»Gudbevares!« Ritmesterens Ansigt blev atter velvilligt, og han
løftede Glasset mod Holst: »Skaal, Hr. Løjtnant -- Skaal for Dem.
What next?«
»Christiansstad,« svarede Holst, »og maa jeg nu benytte Lejligheden
til at takke Hr. Ritmesteren for Deres store Elskværdighed mod mig i
de forløbne Uger. Nu skilles vore Veje, Gud véd, naar vi mødes igen.
Derfor Tak for denne Gang.« Holst tænkte et Øjeblik paa Frøken Ulla
og blev varm om Hjærtet.
Ritmesteren saa meget alvorlig ud. Saa løftede han sit Glas og
sagde stille: »Det er ikke min Vane at gaa den forbi, jeg en Gang
har mødt. Vi to vil mødes igen, eller rettere, vi skal mødes igen.
Rigtignok synes De, Hr. Løjtnant, at staa tæt ved Deres Maal, men
det kunde jo dog hænde, at Vejen over Christiansstad og tilbage igen
blev ret lang. I saa Fald skal De ikke gaa min Dør forbi. De har i
mig en Ven -- det skal De vide, og Venner har Mennesker altid Brug
for. Særlig naar de mindst tror det.«
Holst rejste sig og gik hen til Ritmesteren. Han rakte ham Haanden
og sagde med en vis Inderlighed i Tonefaldet, der klædte hans
dæmpede, noget mørke Stemme saa godt:
»Hjertelig Tak for godt Samarbejde, Ritmester v. Ankerkrone. De kan
være vis paa, at det Venskab, De byder mig, skal jeg ikke glemme,
saa vist som ingen haardere end jeg kan trænge til Venskab, fordi
jeg staar saa alene, som nogen Mand kan staa. Jeg glemmer ikke
Venskab, saa lidt som jeg skænker det bort i Blinde, men stolede jeg
ikke paa Dem, som jeg gør, havde vi to ikke siddet her sammen om en
Sag, der for mig gælder saa meget, som denne gør.«
Ritmesteren trykkede hans Haand og sagde dæmpet, næsten hviskende:
»Løjtnant Holst, vi Svenskere faar Ord for at være slemme til det,
vi kalder at drikke Brorskaal. Jeg giver Dem mit Ord paa, at paa
dette Punkt er jeg ikke lig mine Landsmænd, og dog foreslaar jeg Dem
det -- i broderligt Venskab.«
Holst var ukendt med svenske Skikke, og da han derfor drak Brorskaal
med den fine gamle Herre, som han havde truffet under disse særlige
og mærkelige Omstændigheder, følte han sig højtidelig stemt og meget
varm tilmode.
Det var ham virkelig en Art Indvielse af et Venskab, hvorpaa han
byggede mere, end han vilde tilstaa for sig selv. Den Nat var Holst
og Ritmesteren sammen, til Dagen begyndte at lysne i Øst, og skiltes
som to Mænd, der har lært hinanden at kende og sluttet et Venskab,
der varer et godt Stykke af Livet.
Dagen efter begyndte Holst sin Rejse for at følge Sporet, der fra
den stille, ensomme Skovsø førte ud i Verden, hvor Mennesker færdes.