Holst besluttede at tage en Tur til Hovedstaden for at prøve sin
Kuffert-Hypotese, der mere var et Indfald, han havde faaet under
Samtalen med Ritmesteren, end egentlig en forudfattet Krigsplan. Det
regnede, og han kunde ikke benytte Cycle til Turen, derfor passede
det ham ganske vel, at Frk. Ulla havde Ærinde til Stationen for at
hente sin Broder, der pludselig telegrafisk havde anmeldt sit Komme.
Det gik langsomt op ad den sandede Bakkevej, medens Ulla og Holst
sad nok saa behagelig tilbagelænede i Gaardmandens Wienervogn, der
var slaaet op paa Grund af Vejret. Efterhaanden var de to blevet
rigtig gode Venner, og Samtalen gik ganske kvikt mellem dem om
allehaande ligegyldige Ting.
Fjorten Dage tilbragt paa samme Sted binder mange smaa Baand og
fletter Tanker, hvoraf Kammeratskab og Venskab let voxer frem, og
Ullas muntre, frejdige Væsen havde ganske faaet Bugt med Holsts
Tilbageholdenhed. De talte om Broderen, der kom. Ulla forgudede ham,
han var rigtig en Type paa en kvik og flot svensk Husarofficer; nu
var han Godsejer, han havde overtaget Faderens Ejendom, der laa
mellem Esløf og Christiansstad, hvor de skaanske Herregaarde ligger
tæt mellem Skove og Moser.
Ritmesteren havde aldrig selv drevet sine Godser, fortalte hun.
»Pappa er Officer og elsker Rejser i Syden og saa der, »Gamalstorp«,
som Stedet hedder, er ikke præcis noget vakkert eller morsomt Sted,
og var det ikke, fordi Bror Claes er meget rigt gift og har faaet
alt indrettet saa charmant, saa skulde vel næppe han heller holde
Stedet ud.«
»Er Deres Broder gift?« spurgte Holst, der for første Gang havde
Lejlighed til at erkyndige sig nærmere om Ritmesterens Familie.
»Ja,« sagde Ulla og trak paa det, »med en borgerlig, men meget sød
ung Dame fra England; umaadelig rig er hun og meget sød, ikke præcis
smuk, snarere langt fra -- men meget sød og meget rig.«
»Har Deres Broder været gift længe?« spurgte Holst.
»Fire Aar, men Emily -- min Svigerinde hedder Emily -- har været
syg og opholdt sig i Syden i to Aar. Der var en Baby -- en lille
en -- som forresten nu er kommen sig helt godt, men den var lige
ved at dø. Naa, det kan jo ikke interessere Dem at høre om Claes'
Familieforhold og desuden, lystelige er de heller ikke.«
Holst smilede. »Er Deres Svigerinde maaske mest rig? Jeg synes, De
betonede det saa stærkt.«
»Ikke just det, men Claes er saa kvik, saa køn og saa glad, og
Emily er saa streng, saa filistrøs. Ja, De kender os jo saa godt
nu, Løjtnant Holst, saa jeg tager ikke i Betænkning at sige Dem, at
Claes og Emily har været lige ved at skulle skilles. Saa var det
Pappa lagde sig imellem, og saa blev Claes mere fornuftig -- for
ufornuftig var han jo, noget, og nogen Ret har Emily, men hun var jo
desuden syg og -- --«
Frk. Ulla talte sig rød i Hovedet og fuldstændig ind i en blind
Gade, hvorfra hun ikke kunde slippe ud. Det klædte hende nydeligt,
og Holst smilede, hvad der kun bevirkede, at hun blev endnu mere
rød i Hovedet og gik fuldstændig i Staa. Holst kom hende til Hjælp.
»Det vil altsaa sige, at Frøkenens Broder maaske ikke har været den
mest opofrende Sygeplejer, og at hans svagelige Hustru har taget ham
dette ilde op, men at Skyerne paa den ægteskabelige Himmel nu er
fjernede, og at Æren derfor er Ritmesterens.«