Efterretningen om Mordet fløj som en Løbeild over Landet; fra alle
Blade mødte Korrespondenter og Reportere paa Stedet. Pletten om den
tømte Grav trampedes saa fuldstændig ned, at al Vegetation lagdes
øde, og en fremragende Reporter ved et større Hovedstadsblad, hvis
Specialitet var Skildring af Skovidyller, maatte tage en Fjerdingvej
Nord paa for at finde et Sceneri, der kunde hæve hans Tanker til den
fornødne lyriske Flugt.
Herredsfogden havde ingen Ro hverken Nat eller Dag, han modtog
Journalisterne med udsøgt Velvilje, Cigarer og en Forfriskning,
erklærede sig beredt til at stille Oplysninger til deres Disposition
og gjorde det samvittighedsfuldt. De fik Liget at se og Lov til at
fotografere det og ham og Betjenten og Barnemordersken, kort sagt,
alt hvad de vilde.
Herredsfogden udnævntes da ogsaa i alle Landets Blade til den
dygtigste, humaneste og skarpsindigste Embedsmand i Landet -- til
uhyre Ærgrelse for Kolleger i det ganske Land og for Distriktslægen,
der var hemmelighedsfuld og intet vilde meddele, og som derfor blev
fremstillet som et uvidende Fæ, idet Historien om Barneindmaden kom
frem og blev skarpt diskuteret.
Holst lod man i Fred. Et Forlydende vilde vide, at Undersøgelsen
skulde betroes denne dygtige Politimand, der forresten slet ikke
var populær blandt Hovedstadens Politireportere, men da Forlydendet
blev bekræftet, kunde Holst med stor Sikkerhed dække sig bag sin nye
Foresatte, og man respekterede denne dækkede Stilling.
I otte Dage sysselsatte Kvindeliget det hele Land. Alle Blade
indeholdt Hypoteser, Datoer, Formodninger af enhver Art.
Eftermiddagspressen bragte hver Dag nye sensationelle Afsløringer,
hvis vigtigste Indhold var de Oplysninger, de lovede næste Dag, men
Gaaden forblev uløst. Obduktionen udviste, at den unge Kvinde var
taget af Dage med en stærk, pludselig virkende Gift og sænket død
ned i Vandet.
Men intet mere.
Der var absolut intet at finde i Graven eller dens Omegn, hvor
man søgte og gravede. Der lod sig intet oplyse om, hvorvidt den
unge Kvinde var set i Omegnen. Fotografier blev tagne af Liget,
Bekendtgørelser og Signalementer udsendt, alle mulige Mennesker
afhørte, men ikke et Vidne meldte sig eller fandtes, der turde
udtale, at den paagældende var bleven set paa Egnen. Da ti Dage
var hengaaet, uden at noget nyt kom frem, slappedes Interessen.
Besøgene blev færre. Journalisterne begyndte at henføre Tilfældet
til de talrige uopdagede Mord, og Regeringens Modstandere begyndte
saa smaat at dolere over Retsusikkerheden og Politiets tarvelige
Organisation.
Kort sagt, det gik som det plejer at gaa, og som det skal gaa.
Men Herredsfogden og Holst fik Ro, og det var det, de havde
ventet paa. Der forelaa allerede et meget stort Materiale, ganske
vist væsentlig af negativ Art, men den foreløbige Obduktion
og de anstillede Undersøgelser havde dog givet ikke saa faa
Udgangspunkter, der alle var af en saadan Art, at de mindre
interesserede Pressen og Almenheden end de faa, der virkelig
arbejdede med Sagen.
Disse faa var Herredsfogden, Distriktslægen, Holst og Ritmester
Ankerkrone. For de tre førstes Vedkommende var Iveren ret naturlig,
Ritmesteren var vel egentlig uvedkommende, men han var ved
Omstændighederne saaledes knyttet til Begivenheden, at han følte sig
forpligtet til at følge den med yderste Opmærksomhed. Han var en
fornuftig og alvorlig Mand, der aldrig gav sit Besyv med, men kun
lyttede, rystede paa Hovedet, anerkendende eller misbilligende, som
det nu kunde falde sig.
Særlig Interesse nærede han for Holst og dennes Arbejde. Han saa
godt, at Holst var en Mand, der vilde noget, og som kunde noget
tillige, og strax fra den første Dag fulgte han hans Arbejde med
dybeste Opmærksomhed.
Omstændighederne vilde, at der var et Værelse ledigt paa den Gaard,
hvor Ritmesteren boede til Leje; han henledte Holsts Opmærksomhed
herpaa.
Holst lejede Værelset og uagtet han strængt holdt paa, at han vilde
betale for sig selv, blev han lidt efter lidt Ritmesterens Gæst,
uden at han mærkede det. Han kunde heller ikke skjule for sig selv,
at han satte mere og mere Pris paa Samværet med de to Mennesker
og vel særlig med den unge Pige, der ved sit friske, frejdige Lune
bidrog stærkt til at holde Humøret oppe hos ham, naar Arbejdet var
ved at tage Modet fra ham.
Hvad der særlig indtog ham for Ulla Ankerkrone, var den
Omstændighed, at hun aldrig med et Ord omtalte Mordsagen, med ægte
kvindelig Takt undgik at nævne den, saa at han i hendes Selskab
følte sig fri af det daglige Arbejde og styrket ved denne Frihed og
Fred.
Ritmesteren derimod interesserede sig som sagt stærkt for Sagen, han
talte aldrig om den i Datterens Nærværelse, men om Aftenen sad han
ofte timevis hos Holst og gennemgik Materialet, uden at give Raad,
men bestandig lyttende. Holst vænnede sig til at betragte ham som en
tavs Medarbejder.
Der var nu hengaaet 12 Dage, og tilsyneladende var man ikke naaet
videre. Holst havde faaet Udskrift af Forhørene til Gennemsyn for at
lægge Materialet til Rette for et nyt Forhør, af hvilket man ikke
ventede sig det mindste.
Ritmesteren kom som sædvanlig ind til ham med en fin og stærk Cigar
og et Glas Punch. Han bad Holst referere Sagen, og dette gjorde han,
-- ganske langsomt og nøjagtigt.
»Skal jeg sige, hvad vi positivt véd, saa er det ikke saa
forskrækkelig meget. Med Hensyn til den myrdede véd vi, at det er
en ung Kvinde, henved 25 Aar, næppe gift, da Fingrene vel bærer
Mærker af Ringe, men ikke af nogen bred glat Guldring. Næppe af
de saakaldte fine Lag, da Lemmerne ganske vist er velskabte,
Hænderne velholdte, men dog med Spor af tidligere Arbejde, og
Fødderne prægede af ikke altid lige velforarbejdet Fodtøj, Legemet
bærer Mærker af overdreven Anvendelse af Snøreliv, Haaret har
utvivlsomt været farvet, en kemisk Undersøgelse godtgør dette,
det har oprindelig været askeblondt, men er behandlet med stærk
kosmetisk Farve. Huden er fin og bærer ikke i overdreven Grad Mærker
af Sminkning, -- tværtimod, Teinten maa have været frisk og sund.
Alle indre Organer er normale, bortset fra den Indvirkning, Giften
har foraarsaget. Men Undersøgelsen har tillige givet det Resultat,
at den myrdede utvivlsomt har været Moder, omend det ikke synes at
have været umiddelbart før Drabet, snarere at ligge ikke saa kort
tilbage i Tiden. Den Afdøde synes selv at have ammet sit Barn. Af
ydre Kendetegn eller særlige Mærker findes slet ingen, det skulde da
være, at enkelte Mærker ved højre Haands Fingre synes at tyde paa,
at Afdøde i sin Tid har været beskæftiget ved Syning. Men Neglene er
saaledes behandlede, at det synes utvivlsomt, at Afdøde i længere
Tid forinden Drabet ikke har deltaget i noget legemligt Arbejde.«
Holst standsede og trak Vejret, saa smilede han: »Som Ritmesteren
ser, alt i alt ikke saa helt lidt.«
Ritmesteren nippede betænksomt til Glasset og pustede en tæt
Røgsøjle fra sig. »Det vil altsaa sige en Demimonde-Dame eller i
hvert Fald en »lettere« Kvinde af Folket.«
»Netop,« svarede Holst, »en ung Kvinde, der, uden at tilhøre de
egentlig løse Fugle, næppe har udmærket sig ved Dyd og Ærbarhed, om
hun end paa den anden Side har været i Stand til at pleje sig godt
legemligt og ikke har været behæftet med Skavanker af nogen Art.
Kærnesund var hun tværtimod. Det er det positive.
Det negative giver ogsaa en enkelt Oplysning. Hun er næppe her fra
Landet. Der har været anstillet meget vidtløftige Undersøgelser.
Alt tyder paa et Barn af den store By, og der savnes ikke en af vor
Hovedstads kendte løse Fugle, end ikke af dem, som kun faa kender.
Tidspunktet er jo bestemt ved Forholdet til Barneliget. Mordet maa
være forøvet efter 15. December ifjor. Jeg er tilbøjelig til at
tro ikke saa lidt hen paa Foraaret, da Resterne af de Klude, hvori
Barnemordersken har svøbt Barneliget, er stærkt opløste og laa
sammenpressede under Kvindeliget. Ingen har set den paagældende
Kvinde her paa Egnen eller i Hovedstaden -- jeg mener, vi har
ikke kunnet finde nogen, der har ringeste Kendskab til hende;
en Del af de Personer, om hvem det har kunnet tænkes, har været
konfronterede med Liget, men ingen kendte det, end ikke vore
Betjente af Sundhedspolitiet, der dog har et stort Bekendtskab i
den Verden. Hertil kommer, at Ligets Ansigtstype egentlig ikke var
dansk. De véd, at De selv strax indrømmede, at det rimeligvis var en
Landsmandinde af Dem.«
»Det gjorde jeg ikke,« sagde Ritmesteren, »jeg har sandt at sige
næppe rigtig set paa Liget, det er en Svaghed, naa men den er let
forstaaelig. Deri maa De huske fejl.«
»Det er jo mulig, selv tror jeg det fuldt og fast, og det næste
Skridt, jeg har foretaget, var at søge Oplysninger fra Stockholm
og Gøteborg, men det lader ikke heller til, at man dér savner nogen
Dame af det Selskab, jeg har tænkt paa. Det er naturligvis ikke
udelukket, at jeg tager fejl, men det tror jeg nu ikke.
Saa meget om den myrdede -- meget er det ikke, men Ritmesteren vil
dog indrømme mig, at det er noget.«
»Naa, og Morderen,« spurgte Ritmesteren, »hvad véd De om ham?«
»Meget lidt. Jeg formoder, at det er Skinsyge, der er med i Spillet,
i hvert Fald er det et overlagt Mord. Pigebarnet er myrdet ved Gift
af en rolig og behersket Mand, der har overtænkt alle Muligheder.
Han har ikke ladet Liget beholde en Stump, der kunde lede til at
identificere det. Vi har foretaget Gravninger og draget Vod i
flere Grave i Skoven; jeg ventede mig ikke meget af det, da jeg er
overbevist om, at Manden har bortført alt, hvad der hørte til Liget.
Han maa i denne Henseende have forberedt sin Plan ganske vel, og
jeg er tilbøjelig til at tro, at han har medført en Kuffert eller
lignende og forøvet Mordet paa Stedet.«
»Hvorfor tror De det -- er det ikke naturligt at antage, at han har
bragt Liget derud?«
»Nej, det vilde være for vanskeligt. Han maa have kendt Stedet og
valgt det med velberaad Hu. Jeg kunde tænke mig, at han var ankommet
med den myrdede fra Sverig til Helsingør og havde begivet sig med
hende herud. Jeg har anstillet Undersøgelser herom, men intet faaet
oplyst.«
Ritmesteren faldt Holst lidt skarpt i Talen. »Hvorfor skal nu ogsaa
Morderen være svensk? Kan I danske da ikke myrde lige saa vel?«
Holst bøjede sig let. »Jeg siger ikke, Morderen har været svensk.
Kun at den myrdede har været det, og at de rimeligvis er kommet
sammen fra Sverig. Dog véd jeg intetsomhelst derom. Mere interessant
er min følgende Hypotese. Jeg gaar ud fra, at Manden har bragt en
Kuffert med sig ud i Skoven -- det vilde se naturligt ud, ikke
sandt? Efter Mordet har han pakket den dræbtes Klæder i Kufferten og
taget den med sig.«
»Se, se!« Ritmesteren grundede lidt, men maatte erkende, at det
kunde være muligt.
»Nu kommer imidlertid det interessante.« Holst saa op med et lille
Glimt af Stolthed. »Morderen har hidtil baaret sig meget forstandig
ad, nu begaar han sin første Dumhed, som han selv anser for en meget
kløgtig Handling -- og som forresten ogsaa er ganske vel udtænkt
under Forudsætning af, at han har med lutter Dumhoveder at gøre.«
»Naa, hvad gør han saa?« spurgte Ritmesteren, hvem Sagen mere og
mere interesserede.
Holst tog sig i det og føjede beskedent til: »Hvis Morderen gør,
hvad jeg ønsker, han skal gøre, saa lader han ganske rolig Kufferten
blive staaende et eller andet Sted i en Ventesal eller en Kupé, og
lader den indregistrere mellem glemte Sager for at forsvinde ved en
eller anden Auktion og sporløst udslettes.«
»Se, se!« Ritmesteren nippede til Punchen med et lille Smil.
»Ja, naar de Herrer Mordere var saa venlige at gøre, hvad de Herrer
Detektiver ønskede sig, saa var det hele slet ikke saa kompliceret.«
Holst smilede. »Heldet, Hr. Ritmester, Heldet, det er det, hvorpaa
det kommer an. Og det har jeg hidtil haft.«
Saa rejste Ritmesteren sig og trak sig tilbage. Han brummede noget
i Skægget om, at den der Detektiv var en Pokkers Karl, men der var
noget ved Holst, der tog ham, og sikker var Karlen.