Holst brød af. »Undskyld mig, Frøken, at jeg berører en Sag, som jeg
ellers ikke har berørt for Dem, men De véd jo nok, at jeg ikke, som
Deres Fader, ligger paa Landet for min Sundheds Skyld.«
Ulla nikkede atter.
»Godt,« fortsatte Holst, »De vilde gøre mig en stor Tjeneste ved
slet ikke at omtale denne Sag for Deres Broder, jeg ønsker den ikke
omtalt i de Kredse, hvor han i sit Hjem sikkert færdes -- dertil
har jeg nu mine Grunde. Jeg beder Dem paa mine Vegne sige til Deres
Fader, at det er af Betydning, at Sagen ikke omtales. Maaske jeg
selv, om jeg træffer Deres Broder, kan komme til at berøre den. Det
vil De love mig.«
Ulla saa uhyre højtidelig ud og havde stor Lyst til at spørge, men
hendes Fader havde saa strengt forbudt hende at tale om den Sag med
Holst, og desuden, efter hvad hendes Jomfru havde fortalt, var der
noget mindre passende ved det hele. Hun tav altsaa.
De sad nu kort Tid i Tavshed, saa spurgte Holst for at sige noget:
»Sig mig, Frøken, hvorledes er De egentlig dalet ned i denne afsides
Egn? Det er dog ikke almindeligt, at Fremmede finder herud.«
Ulla greb med Begærlighed det nye Konversationsemne og fortalte
meget livligt og med mange Ord, hvorledes de havde været paa
Gamalstorp og, da det var bragt i Orden med de unge derovre, var
taget afsted paa maa og faa, egentlig bestemt paa at tage til Rügen
eller Nordeney, men at Ritmesteren i sidste Øjeblik havde foreslaaet
Nordsjælland, og de saa havde fundet dette fortræffelige Sted, hvor
de nu vilde blive til midt i Juli.
Medens Ulla sad og talte, betragtede Holst hende af og til og lagde
Mærke til, hvor meget hun lignede Faderen; det friske, muntre
Ansigt kunde pludselig blive alvorligt, næsten skarpt, og der var i
hendes Bevægelser noget djærvt viljefast, der fuldstændig lignede
Ritmesterens udpræget energiske Holdning og Optræden.
Men nydelig var hun -- og Holst tænkte paa Gamalstorp og den meget
søde og meget rige, men ikke præcis vakre Emily. Saa kom de til
Stationen.
Toget sydfra kom først, og Løjtnant Claes præsenterede sig som en
høj, lys, meget bukkende og særdeles elskværdig udseende Svensker
af den skaanske Kavalleritype, som lader sig kende fra Sydpol til
Nordpol, hvor den end mødes. Ikke i mindste Maade interessant, men
meget smuk og elegant.
Ulla præsenterede Løjtnant Holst som en Ven af Pappa, og Hr. Claes
bukkede velvilligt, han længtes sikkert efter et Glas forfriskende
og en Enesamtale med Ulla, og da Toget kom nordfra, forlod Holst
ilsomt de to Søskende.
Paa Rejsen til Byen tænkte han vedblivende paa Ulla, først ved
Gentofte blev han mindet om Kufferten, men slog det hen for at
drømme.