»Saagu,« snærrede Herredsfogden, »nu skal saamænd ingenting undre
mig mere.«
Arbejdet kom atter i Gang. En Presenning bredtes over Liget, og
Lokomobilet hvæsede, medens Skruen hvinede. Men der laa en knugende
Tyngsel over Mændene, og lidt efter lidt listede Tilskuerne af,
medens Herredsfogden og Distriktslægen holdt Ligsyn, og Holst og
Betjenten nøje ransagede alt om Stedet.
Graven tømtes, og der fandtes intet. Kun de fattige, trevlede Klude,
som Barnemordersken havde talt om, og det nøgne Lig af den unge,
ubekendte Kvinde, bundet med to korte, stærke Reb om Fødder og Hals;
men uden et eneste Kendetegn eller en Stump, der kunde lede paa Spor
af, hvem den dræbte kunde være, endsige hvor Morderen var.
Ritmesteren fulgtes hjemad med Herredsfogden; han var, som alle,
meget uhyggelig berørt ved det skete og betonede stærkt, hvor
fornuftigt han havde handlet i at forbyde sin Datter at gaa med.
Herredsfogden gav ham Ret heri.
Holst blev tilbage, efter at de andre var gaaet. Hans Hjerne
arbejdede stærkt, her var noget at tage fat i, fortræffelige
Arbejdsvilkaar. Han lovede sig selv, at intet skulde han lade
uforsøgt, og Sporet skulde findes. Her stod han da endelig overfor
et Arbejde, der krævede en Mands Kraft og tog en Vilje i Tjeneste
mod et virkeligt Maal.