»Jeg mener, at Barneliget, efterhaanden som Klæderne om det er
bleven gennemtrukne med Vand, har viklet sig ud af disse og
tilsidst kun har hængt løseligt fast i dem. Liget af Kvinden er
ganske naturligt bleven sænket ned paa samme Sted, det eneste,
hvor Adgangen til Vandet var nogenlunde let, og er saa kommet til
at hvile paa Klæderne om Barneliget. Da jeg saa forleden slyngede
den store Sten ud -- denne,« Holst pegede paa en stor Sten, der
blottedes i Overfladen af Vandet, »har Bevægelsen i Vandet revet
Barneliget løs og ført det til Overfladen.«
Herredsfogden nikkede. »Det vil altsaa sige, at Mordet -- om det er
et Mord -- maa være forøvet indenfor de sidste fem eller maaske kun
tre Maaneder.«
»Fem -- sikkert,« sagde Holst.
Herredsfogden saa skarpt paa den unge Mand, ligesom mønstrende ham
fra Isse til Fod.
»Løjtnant Holst,« sagde han, »kunde De hos Deres Foresatte erhverve
Tilladelse til at blive stillet til min Disposition i denne Sag? De
er en dygtig Mand, og her bliver sikkert Brug for al den Dygtighed,
der kan skaffes; en forbandet Historie er det.«
Holst bukkede. »Der er vist ikke noget til Hinder for det,« sagde
han.
Herredsfogden vendte sig: »Tag saa fat med det samme, Løjtnant
Holst. Jeg skal give de fornødne Ordrer.«
Herredsfogden gik atter hen til Liget. Ritmesteren stod i Samtale
med Distriktslægen. »Ja, mine Herrer,« faldt Herredsfogden ind, »her
bliver Arbejde. De, Hr. Ritmester, havde Ret i Deres Formening, blot
blev det ikke Barnelig, vi fandt i Graven.«