III.

Eigil Holst modtog med nogen Undren Herredsfogdens Opfordring til at

komme til Stede, han troede Sagen sluttet; den var lidet indviklet,

og af Aviserne havde han set, hvorledes alt efterhaanden var oplyst.

Men da det jo var muligt, at der forelaa et eller andet, med Hensyn

til hvilket man ønskede en Udtalelse fra ham, der jo var den

egentlige Anmelder, erhvervede han let en tjenstlig Tilladelse til

at give Møde, og han benyttede med Glæde Lejligheden til en Tur til

sin Yndlingsegn. De Herrer Forbrydere i Hovedstaden holdt allerede

saa smaat Sommerferie, og der var ikke saa forskrækkelig meget at

bestille i Byen.

Herredsfogden tog særdeles venligt imod ham og bad ham til Frokost,

hvad Holst med Glæde tog imod. Han var en meget fintfølende Natur,

og den bureaukratiske Stivhed, hvormed en Del af de Dommere,

han kom i Berøring med i Embedsmedfør, behandlede ham, var ham

ubehagelig. Det Skel, som Examen og Rang rejste mellem overordnede

og underordnede Politifunktionærer, fandt han urimeligt. I Tjenesten

var han selv høflig og udførte punktligt givne Ordrer; men det

pinte ham, at Størstedelen af hans Foresatte syntes helt at glemme,

at han med sin Uddannelse og sin Tjenestestilling i Hæren maatte

føle sig krænket ved denne Mangel paa Hensyn.

Herredsfogden opfattede Forholdet ganske anderledes. Han behandlede

Holst med den yderste Forekommenhed og Elskværdighed, og medens

Frokosten tilberedtes, bænkede han ham i en magelig Stol i det store

Privatkontor ved en god Formiddagscigar og satte ham ind i den

latterlige Strid mellem de juridiske og de medicinske Avtoriteter.

Holst smilede, det var ikke første Gang, han traf paa det. Lægerne

havde nu en Gang svært ved at indse, at deres guddommelige Viden har

Grænser, og intetsteds skyder deres Avtoritet frodigere tilvejrs end

i Retsmedicinen. Rimeligvis var Distriktslægens »Fund« af Rester

af Næringsmidler i Barneliget meget lidet betydende. Naar det var

konstateret, at Liget havde ligget 5 Maaneder i Vandet, kunde meget

vel forskellige Opløsninger eller indsivet Vand have dannet de

saakaldte Rester af Næring, og naar Pigebarnet i alt andet talte

sandt, var der ikke megen Grund til at tro, at hun skulde lyve i

dette.

Det, Herredsfogden egentlig vilde Holst, var at formaa ham til

underhaanden at fremstille Sagen for de medicinske Avtoriteter i

Sundhedsraadet, hvortil han havde erfaret, at Holst tilfældigvis

havde god Adgang, ved forskellige Tjenester han havde haft Lejlighed

til at bevise Raadet eller Kollegiets første Mand. Dette var

berørt mellem dem allerede ved Anmeldelsen. Holst lovede med Glæde

at gøre det lidet, han formaaede, og forsøgte saa smaat at faa

Herredsfogden fra at lade Søen tømme.

Ganske vist var det Sværmeri, Sentimentalitet, men han vilde saa

gærne beholde sin lille Plet i Skoven; det sagde han ikke, men det

laa bag hans Bestræbelser. Paa det Punkt lod Herredsfogden sig

imidlertid ikke rokke. Han var ikke saa lidt af en Pedant, og naar

Distriktslægen offentlig havde udtalt, at det maatte være et andet

Barn, saa skulde det dokumenteres, at han -- Herredsfogden -- havde

Ret, om han saa skulde have tømt Esrom-Sø. Holst tænkte saa smaat

paa at sige, at det var et stort Held, at Esrom-Sø ikke laa i den

Jurisdiktion, for Herredsfogden saa ud til at være en Mand, der

holdt fast ved sit.

Kort før Frokost kom Ritmester Ankerkrone med Datter. Ritmesteren

hilste venligt paa Holst, og Ulla sendte ham et lille koket

Genkendelsens Nik, som han modtog med skyldig Honnør. Holst var som

berørt ikke af dem, der viste det smukke Køn megen Opmærksomhed; han

havde saa ringe Lejlighed til at træffe Kvinder i Hjem, og de mange

Kvinder, han kunde træffe »ude«, som han kaldte det, mødte han med

væbnet Nevtralitet. Her var det en anden Sag, han var Herredsfogdens

Gæst i et venligt, hyggeligt Hjem og anstrengte sig for at være saa

elskværdig som mulig.

Ulla forbavsedes let over den tilsyneladende Forandring i hans

Væsen, men, som hun sagde for sig selv, han var saa munter, at man

glemte det andet. Det andet var »Detektiven«. Holst og Ulla blev

rigtig gode Venner, de sad ved Siden af hinanden ved Frokosten, og

Holst benyttede Lejligheden til at se lidt ind i de klare Øjne og

glæde sig over det friske, fortryllende Smil. Ulla mærkede det godt

og straalede om muligt endnu friskere.

Ritmesteren var forstemt, han vilde paa ingen Maade tillade, at Ulla

fulgte med til Mergelgraven, man kunde ikke vide, hvilke uhyggelige

Rædsler det Vandhul kunde huse i sit Gemme, og uagtet Holst lo og

forsikrede, at Faren var saare ringe, og at det tværtimod vilde

være meget oplivende, om Frøkenen vilde ledsage dem paa den smukke

Spadseretur, blev Ritmesteren ved sit, og Ulla maatte blive hos

Herredsfogdens Husbestyrerinde, hvad der var hende meget lidt til

Maade.

Ved Mergelgraven var Arbejdet godt i Gang. Det lededes af Herredets

Politibetjent, en gammel Hugaf, der havde tjent som Underofficer

ved Hestfolket og gjort begge Krige med, en paalidelig Mand, men

stærk i sin Begrænsning, hvad det aandelige angik. Han dirigerede

fortræffeligt baade ved Fugleskydninger og Arbejder af mere

repræsentativ Art og forstod at sprede Glans over Herredets Fester.

Det var en Fryd at se ham marchere i Spidsen for Skyttetoget ved de

lokale Fugleskydninger, og hans Tale for Kongen ved disse festlige

Lejligheder -- Landets Konge, ikke Fuglekongen -- var noget af

en Begivenhed, der kun svækkedes derved, at han holdt en saadan

Tale tre Gange aarlig og havde gjort det i næsten samme Tidsrum, i

hvilket Landets Overhoved havde virket som saadan. Men hver Gang

sagde han, at han fandt en ny Side at dvæle ved.

Tømningen af Mergelgraven var for ham en Begivenhed, og hans

Arrangementstalent havde ikke fornægtet sig. Stengærdet var brudt

igennem paa tre Steder, og tre Skruer virkede samtidig, drevne

af Lokomobilet til Sognets Andelstærskeværk, der var stationeret

i en Gaard tæt ved Skoven. Byens Smed og »Mekanikusk«, som han

kaldtes, havde konstrueret en Axel, der snurrede, saa det var en

Fornøjelse, og medens Byens Folk stod paa Gærdet, ledede Betjenten,

akkompagneret af Lokomobilets Hvæsen, den »rationelmæssige« Tømning,

som han kaldte det Arbejde, der laa for.

Da Herredsfogden og hans Gæster kom til Stedet, slog Betjentens

ledende Holdning over i behersket Underdanighed, han skelede

lidt til Holst, det kreperede ham, at en Betjent fra Byen skulde

inviteres til Gæst hos Herredsfogden. Selv ansaa han sig for mindst

lige saa god som Holst, der dog, naar alt kom til alt, kun var

Overbetjent, medens han selv kunde kalde sig Assistent, om han

vilde -- og det vilde han forresten for det meste ude paa Landet.

Herredsfogden lo ad Arrangementet, og Holst skjulte et stille

Smil, men gik forresten strax hen til Betjenten og udtalte sin

Anerkendelse saa aabent og umiskendeligt velvilligt, at den andens

Stramhed forsvandt, og han følte en vis Glæde ved at kunne vise de

Herrer derinde fra, hvad det lokale Politi kunde sætte i Scene.

Imidlertid tømtes Graven langsomt, der var paa sine Steder 7 à 8

Alen til Bunden, og Skrænten var stejl. Fisk fandtes slet ikke,

den syntes ganske ubeboet, og der fandtes ikke heller Spor af de

Klæder, som Pigen havde erklæret var svøbt om det lille Lig.

Holst stod paa Gærdet ved Siden af Ritmesteren og Herredsfogden

og saa lidt vemodig ud over de gule Skrænter, der kom til Syne,

efterhaanden som Vandet løb ud. Pludselig følte han et Tryk paa

sin Arm, det var Ritmesteren, der ligesom greb krampagtigt om hans

Haandled, kun et Sekund, saa slap Taget.

Holst saa forundret paa sin Nabo, Ritmesterens Ansigt var

paafaldende blegt, og hans Øjne var vendt mod Bunden af Graven.

Holst fulgte Blikket og rettede sig. Det var besynderligt -- hvad

kunde det være?

I samme Nu lød der et Udraab fra Mændene langs Gærdet -- alles

Blikke vendtes mod Brinken, hvor Vandet var veget fra en Fordybning

tæt under Bænken, omtrent der, hvor Barneliget var kommet til

Syne. Holst stirrede mod Stedet, og i Overfladen af det vigende

Vand blinkede noget blændende hvidt, der tegnede sig vegt og rundt

mod den gule Skrænt. Vandet sank, og medens Blodet stivnede i

hans Aarer, saa han Liget af en fuldstændig nøgen Kvinde, strakt

paa Ryggen, holdt nede ved to svære Sten, hvoraf en var bunden om

Fødderne, en om Halsen. Alle strømmede til, og Herredsfogden banede

sig med Vanskelighed Vej ned ad Skrænten. Der blev dyb Tavshed, kun

Lokomobilet hvæsede og Skruerne knirkede -- medens de forsamlede

Mænd stod maalløse, uforstaaende, næsten lammede af dyb og tavs

Rædsel.

Lidt efter lidt bredte en Hvisken sig fra Mand til Mand, Arbejdet

standsede, og ganske langsomt, uden Kommando nærmede Mændene

sig Stedet og tog fat; de bar Liget op ad Skrænten og lagde det

i Græsset nær ved Bænken. Holst og Herredsfogden fulgte efter,

Ritmesteren traadte hen til Bænken og lænede sig til dens Rygstød;

han var meget bleg. Ingen af dem talte.

Herredsfogden var som lamslaaet. At dette skulde kunne ske i hans

fredelige Jurisdiktion, et Mord, et Mord, forøvet i den aller

seneste Tid. Han følte allerede, hvorledes hele Landets Opmærksomhed

vilde blive hendraget paa hans Virksomhed, imødesaa det store

Arbejde med den ringe Udsigt til Resultat. Han vendte sig til Holst

og sagde dæmpet, hvislende mellem Tænderne: »Gid Fanden havde den

Distriktslæge.«

Distriktslægen kom imidlertid som ved et besynderligt Tilfælde

i det samme over Gærdet ved Graven. Han trængte sig igennem den

forsamlede Skare af Mænd og stod foran Liget. Ansigt til Ansigt med

sin Modstander. Herredsfogden fattede sig snart, han bøjede sig mod

Distriktslægen med et ironisk Smil og samlede sin Aandsoverlegenhed

i en Vittighed, der lød skurrende og skarp gennem den Uhygge, der

knugede alle.

»Det er da i hvert Fald ikke Marie Andersens Barn.«

Distriktslægen saa alvorlig op. »Nej,« sagde han, »men maaske det

andet Barns Moder.«

Herredsfogden bed Læberne sammen og vendte sig mod Graven.

»Kirkeskov,« raabte han til Betjenten, »se at faa Vandet ud af den

fordømte Grav, om den saa er stoppende fuld af Lig. Lad os saa faa

det hele paa en Gang.«

Mængden trak sig tavs tilbage, og ved Liget blev kun staaende

Herredsfogden, hans Gæster og Lægen. Holst betragtede det nøje.

Det var en ung Kvinde, middelhøj, veludviklet, med et rigt, lyst

Haar. Trækkene var regelmæssige og smukke, mærkelig velbevarede,

Ansigtsudtrykket roligt, Øjnene lukkede under lyse Bryn, et

forunderlig hvidt, fast Marmorlegeme, mere Statue end Lig.

Distriktslægen brød Tavsheden: »Hun er ikke druknet, men sænket ned

i Graven som Lig. Der kan altsaa ikke være Tale om Selvmord.« Han

bøjede sig ned over Liget og saa nøje paa det.

»Højst 25 Aar -- snarere yngre -- det er et Mord, Hr. Herredsfoged,

et regulært Mord.«

Herredsfogden vrissede: »Tak, Hr. Doktor, det kan jeg næsten sige

mig selv -- vi kan optage det foreløbige Ligsyn med det samme, om De

vil! Obduktionen kan saa finde Sted, naar det skal være.«

Holst rev sig løs og ilede ned ad Brinken for at tage Stedet

nøje i Øjesyn. Det slog ham, at i Leret, hvor Ligets Hoved havde

hvilet, laa, øjensynlig trykket af Stenen, der var bundet om dets

Hals, nogle Stykker Klæde og et Bomulds Forklæde. Han vinkede til

Herredsfogden, der kom ned til ham.

»Hr. Herredsfoged,« sagde han, »er dette ikke de Klude,

Barnemordersken har omtalt!«

»Jo -- De har Ret --.« Herredsfogden bøjede sig ned og undersøgte

Tøjet, »netop bestemt.«

»De laa under Ligets Hoved -- Herredsfogden kan her se Aftrykket

-- det vil altsaa sige,« fortsatte Holst ligesom hen for sig, »at

Liget af denne Kvinde er sænket ned nogen Tid efter Barneliget. Ikke

saa kort Tid.«