II.

Sagen forløb meget jævnt og hurtigt. Herredsfogden tog straks efter

Anmeldelsen alvorligt fat paa Undersøgelsen. Det lykkedes at finde

Barnemordersken, en Bondepige fra en tæt ved Søen og Skoven liggende

Gaard. Hun tilstod strax. Barnet var født i December Aaret forud,

hun havde kvalt det strax ved Fødslen og pakket det ind i nogle

Klæder for at bringe det ved Nattetid til Søen og sænke det ned ved

Brinken, hvor det fandtes.

Saavel Holst som Ritmesteren afgav Forklaring, der jo ikke var af

større Betydning for Sagen, men førte til, at Herredsfogden og

Ritmesteren lærte hinanden at kende. Herredsfogden, der var en

gammel Ungkarl og levede temmelig ensomt, fandt stort Behag i den

fine, aristokratiske Svensker, og denne lod til at interessere

sig meget for alt, hvad der havde med Rettens Pleje at gøre.

Herredsfogden fritog meget chevaleresk Frøken Ulla fra at give

Møde i Retten, og medens Sagen gik sin Gang, traf Ankerkrones

og Herredsfogden hyppigt hinanden. Frøken Ulla spurgte ofte

interesseret efter den smukke unge »Detektiv«, som hun og Faderen

kaldte Holst, og Herredsfogden smilede, lidt overlegent, skønt han

indrømmede, at den unge Politifunktionær var en særdeles dannet og

beleven ung Mand.

Imidlertid skete der noget, der gjorde Sagen indviklet og voldte

Herredsfogden stor Ulejlighed. Ritmesteren var indbudt til Aften

hos ham -- de var begge passionerede Beziquespillere, og i en Pavse

under Spillet beklagede Herredsfogden sig over de Fortrædeligheder,

den tilsyneladende vel oplyste Sag skulde forvolde ham.

Ritmesteren laa tilbagelænet i en Kurvestol og nød en af

Herredsfogdens bedste Cigarer, mens han nippede til et Glas »Punch«,

som Herredsfogden af Hensyn til sin Gæst havde ladet sætte frem.

Herredsfogden gik selv nervøst op og ned ad Gulvet og talte hurtigt:

»Ser De, Hr. Ritmester -- de fordømte Læger gør ikke andet end

Ulykker. Distriktslægen, som mellem os sagt er et Asen, har ved at

snitte i det lille Kadaver fundet ud, at Barnet har taget Næring

til sig. En anden lige saa kløgtig Gripominus af Arten Medicus har

sluttet sig til ham. Jeg har Pigens Udsagn om, at Barnet strax er

ombragt, men da vor vise Straffelov sondrer meget skarpt mellem

større eller mindre Hastighed i Expeditionen af saadan et lille

Væsen til det hinsides, maa den Sag slaas fast. Har Pigen Ret i sit

Udsagn, siger Lægevidenskaben, er det Barn, vi har faaet fat i, slet

ikke Marie Andersens -- saadan hedder Pigen -- men et helt andet.

Da Marie imidlertid har tilstaaet, at et Barn er født og ombragt af

hende, saa er der en Mulighed for, at der kan være et andet Barn

paa Bunden af denne fordømte Mergelgrav, og det maa undersøges.

Pigen bliver ved sit og de kloge Læger ved deres, og derfor maa Søen

tømmes.«

Ritmesteren lo. -- »Mener Hr. Herredsfogden virkelig, at det er

nødvendigt at tømme Graven ud for at konstatere det? Sæt nu, at De

fandt et helt Regiment Barnelig paa Bunden, hvad vilde De saa gøre?«

Herredsfogden kløede sig i Hovedet: »Se at finde et tilsvarende

Regiment Barnemordersker; med den Moral, vort Samfund har, er der

saamænd nok af den Slags.«

»Saa -- er Danmark saa umoralsk?« spurgte Ritmesteren.

Herredsfogden rystede paa Hovedet: »Aa jeg tænker egentlig snarere

paa et Overmaal af saakaldet Moral end paa det modsatte. Saadan

som Samfundet og Lovene behandler en stakkels Pige, der kommer for

Skade, er det egentlig intet Under, hun bliver angst og klemmer

til. Naa, det er jo ikke mig, der skal lave Lovene, lad dem om

det, der skal det. Jeg har kun at dømme efter dem. Jeg skal jo til

Bunds i Sagen, selv om det vilde ærgre mig, om jeg skulde tømme den

Mergelgrav. Distriktslægen, den forbenede -- noksagt -- holder paa,

at hvis Barnet er ombragt strax, er det ikke det Barn, og blot for

at faa ham overbevist og slippe for ham snarest bliver jeg nødt til

at sætte en Archimedesskrue i Bevægelse rimeligvis i Morgen. Jeg

har forresten skrevet til den unge Politimand, Holst, som er en

Protegé af en af mine Venner derinde, og som skal være flink, for

underhaanden at høre lidt om lignende Tilfælde. De Folk derinde fra

har saa stort et Materiale, og Lægerne er færdig ved at ærgre Livet

af mig. De gør saagu ikke andet end Fortræd baade paa levende og

døde.«

Ritmesteren sad tilbagelænet i Stolen og blæste Røgen af Cigaren i

store Ringe. »Tømme Søen ud. Tja, hvorfor ikke, men i Herredsfogdens

Sted gjorde jeg det ikke. Det med Ernæringen er dog et ret

ligegyldigt Spørgsmaal, og naar Pigebarnet har tilstaaet, saa er

Sagen, synes mig, klar. Nej, jeg gjorde det ikke. Sæt, som jeg

siger, at Bunden er dækket af Lig -- hvad saa?«

Herredsfogden lo. »Aa, det er der næppe Fare for. Det hele er jo

ogsaa ret simpelt. Afløbet er let, da Søen ligger højt, og der fører

en dyb Grøft forbi Skoven. Vi kan følges ad derop i Morgen og se

til.«

Ritmesteren kaldte paa Datteren, der sad ved Klaveret i Dagligstuen

og spillede for Herredsfogdens Husbestyrerinde, en ældre Slægtning.

»Ulla,« sagde han, »nu tømmer de Vandet af vor Sø deroppe i Skoven,

saa kan vi lige saa godt rejse hjem til Malmø med det samme.«

Ulla lo. »Man skulde tro, Pappa var forelsket i den Sø deroppe. I

de fire Uger, vi har været her, har han besøgt den hver eneste Dag.

Jeg takker Herredsfogden saa meget for, at vi bliver fri for den,

nu keder den mig. Den unge Detektiv var lige saa indtaget i Søen

som Pappa. Han vilde sikkert ærgre sig lige saa meget, om han kom

igen og fandt den tom.« Ulla rødmede let ved Tanken om den unge

»Detektiv«, hun vendte Hovedet bort.

»Frøkenen kan spørge ham selv,« sagde Herredsfogden med et lille

Smil, »han kommer herud i Morgen, i Tjeneste. Hvis De ønsker at

forny Bekendtskabet, kan De jo gøre mig den Ære at spise Frokost her

sammen med Løjtnanten.«

Ulla rødmede stærkere. Ritmesteren brummede.

»Skal han hjælpe med Tømningen af Søen deroppe?«

»Ikke just det,« svarede Herredsfogden -- »men jeg ønsker at tale

med ham, bagefter kan vi jo gaa op og se paa Arbejdet.«

Ritmesteren rejste sig: »Skal vi tage endnu et Parti, Hr.

Herredsfoged?« Det gjorde de. Om Aftenen, da Ritmesteren og hans

Datter gik det Kvarters Vej, der skilte deres og Herredsfogdens

Bolig, var Ritmesteren i slet Humør. Ulla spurgte med et Smil, om

Pappa havde »forloret« mange Spil.

»Nej,« sagde han, »men nu rejser jeg. Den Idé med at tømme Søen er

for absurd.«

»Det kan da være Pappa ligegyldigt,« indvendte Ulla. »Det kan det,«

svarede han skarpt og gik tavs videre.

Ulla syntes, Pappas Humør var blevet slettere siden den Dag, de

fandt Barneliget deroppe og traf »Detektiven«. Ulla rødmede, hun

tænkte ligegodt temmelig meget paa den unge Mand; men smuk var han

og meget beleven. Imorgen skulde hun faa træffe ham igen.