Sagen forløb meget jævnt og hurtigt. Herredsfogden tog straks efter
Anmeldelsen alvorligt fat paa Undersøgelsen. Det lykkedes at finde
Barnemordersken, en Bondepige fra en tæt ved Søen og Skoven liggende
Gaard. Hun tilstod strax. Barnet var født i December Aaret forud,
hun havde kvalt det strax ved Fødslen og pakket det ind i nogle
Klæder for at bringe det ved Nattetid til Søen og sænke det ned ved
Brinken, hvor det fandtes.
Saavel Holst som Ritmesteren afgav Forklaring, der jo ikke var af
større Betydning for Sagen, men førte til, at Herredsfogden og
Ritmesteren lærte hinanden at kende. Herredsfogden, der var en
gammel Ungkarl og levede temmelig ensomt, fandt stort Behag i den
fine, aristokratiske Svensker, og denne lod til at interessere
sig meget for alt, hvad der havde med Rettens Pleje at gøre.
Herredsfogden fritog meget chevaleresk Frøken Ulla fra at give
Møde i Retten, og medens Sagen gik sin Gang, traf Ankerkrones
og Herredsfogden hyppigt hinanden. Frøken Ulla spurgte ofte
interesseret efter den smukke unge »Detektiv«, som hun og Faderen
kaldte Holst, og Herredsfogden smilede, lidt overlegent, skønt han
indrømmede, at den unge Politifunktionær var en særdeles dannet og
beleven ung Mand.
Imidlertid skete der noget, der gjorde Sagen indviklet og voldte
Herredsfogden stor Ulejlighed. Ritmesteren var indbudt til Aften
hos ham -- de var begge passionerede Beziquespillere, og i en Pavse
under Spillet beklagede Herredsfogden sig over de Fortrædeligheder,
den tilsyneladende vel oplyste Sag skulde forvolde ham.
Ritmesteren laa tilbagelænet i en Kurvestol og nød en af
Herredsfogdens bedste Cigarer, mens han nippede til et Glas »Punch«,
som Herredsfogden af Hensyn til sin Gæst havde ladet sætte frem.
Herredsfogden gik selv nervøst op og ned ad Gulvet og talte hurtigt:
»Ser De, Hr. Ritmester -- de fordømte Læger gør ikke andet end
Ulykker. Distriktslægen, som mellem os sagt er et Asen, har ved at
snitte i det lille Kadaver fundet ud, at Barnet har taget Næring
til sig. En anden lige saa kløgtig Gripominus af Arten Medicus har
sluttet sig til ham. Jeg har Pigens Udsagn om, at Barnet strax er
ombragt, men da vor vise Straffelov sondrer meget skarpt mellem
større eller mindre Hastighed i Expeditionen af saadan et lille
Væsen til det hinsides, maa den Sag slaas fast. Har Pigen Ret i sit
Udsagn, siger Lægevidenskaben, er det Barn, vi har faaet fat i, slet
ikke Marie Andersens -- saadan hedder Pigen -- men et helt andet.
Da Marie imidlertid har tilstaaet, at et Barn er født og ombragt af
hende, saa er der en Mulighed for, at der kan være et andet Barn
paa Bunden af denne fordømte Mergelgrav, og det maa undersøges.
Pigen bliver ved sit og de kloge Læger ved deres, og derfor maa Søen
tømmes.«
Ritmesteren lo. -- »Mener Hr. Herredsfogden virkelig, at det er
nødvendigt at tømme Graven ud for at konstatere det? Sæt nu, at De
fandt et helt Regiment Barnelig paa Bunden, hvad vilde De saa gøre?«
Herredsfogden kløede sig i Hovedet: »Se at finde et tilsvarende
Regiment Barnemordersker; med den Moral, vort Samfund har, er der
saamænd nok af den Slags.«
»Saa -- er Danmark saa umoralsk?« spurgte Ritmesteren.
Herredsfogden rystede paa Hovedet: »Aa jeg tænker egentlig snarere
paa et Overmaal af saakaldet Moral end paa det modsatte. Saadan
som Samfundet og Lovene behandler en stakkels Pige, der kommer for
Skade, er det egentlig intet Under, hun bliver angst og klemmer
til. Naa, det er jo ikke mig, der skal lave Lovene, lad dem om
det, der skal det. Jeg har kun at dømme efter dem. Jeg skal jo til
Bunds i Sagen, selv om det vilde ærgre mig, om jeg skulde tømme den
Mergelgrav. Distriktslægen, den forbenede -- noksagt -- holder paa,
at hvis Barnet er ombragt strax, er det ikke det Barn, og blot for
at faa ham overbevist og slippe for ham snarest bliver jeg nødt til
at sætte en Archimedesskrue i Bevægelse rimeligvis i Morgen. Jeg
har forresten skrevet til den unge Politimand, Holst, som er en
Protegé af en af mine Venner derinde, og som skal være flink, for
underhaanden at høre lidt om lignende Tilfælde. De Folk derinde fra
har saa stort et Materiale, og Lægerne er færdig ved at ærgre Livet
af mig. De gør saagu ikke andet end Fortræd baade paa levende og
døde.«
Ritmesteren sad tilbagelænet i Stolen og blæste Røgen af Cigaren i
store Ringe. »Tømme Søen ud. Tja, hvorfor ikke, men i Herredsfogdens
Sted gjorde jeg det ikke. Det med Ernæringen er dog et ret
ligegyldigt Spørgsmaal, og naar Pigebarnet har tilstaaet, saa er
Sagen, synes mig, klar. Nej, jeg gjorde det ikke. Sæt, som jeg
siger, at Bunden er dækket af Lig -- hvad saa?«
Herredsfogden lo. »Aa, det er der næppe Fare for. Det hele er jo
ogsaa ret simpelt. Afløbet er let, da Søen ligger højt, og der fører
en dyb Grøft forbi Skoven. Vi kan følges ad derop i Morgen og se
til.«
Ritmesteren kaldte paa Datteren, der sad ved Klaveret i Dagligstuen
og spillede for Herredsfogdens Husbestyrerinde, en ældre Slægtning.
»Ulla,« sagde han, »nu tømmer de Vandet af vor Sø deroppe i Skoven,
saa kan vi lige saa godt rejse hjem til Malmø med det samme.«
Ulla lo. »Man skulde tro, Pappa var forelsket i den Sø deroppe. I
de fire Uger, vi har været her, har han besøgt den hver eneste Dag.
Jeg takker Herredsfogden saa meget for, at vi bliver fri for den,
nu keder den mig. Den unge Detektiv var lige saa indtaget i Søen
som Pappa. Han vilde sikkert ærgre sig lige saa meget, om han kom
igen og fandt den tom.« Ulla rødmede let ved Tanken om den unge
»Detektiv«, hun vendte Hovedet bort.
»Frøkenen kan spørge ham selv,« sagde Herredsfogden med et lille
Smil, »han kommer herud i Morgen, i Tjeneste. Hvis De ønsker at
forny Bekendtskabet, kan De jo gøre mig den Ære at spise Frokost her
sammen med Løjtnanten.«
Ulla rødmede stærkere. Ritmesteren brummede.
»Skal han hjælpe med Tømningen af Søen deroppe?«
»Ikke just det,« svarede Herredsfogden -- »men jeg ønsker at tale
med ham, bagefter kan vi jo gaa op og se paa Arbejdet.«
Ritmesteren rejste sig: »Skal vi tage endnu et Parti, Hr.
Herredsfoged?« Det gjorde de. Om Aftenen, da Ritmesteren og hans
Datter gik det Kvarters Vej, der skilte deres og Herredsfogdens
Bolig, var Ritmesteren i slet Humør. Ulla spurgte med et Smil, om
Pappa havde »forloret« mange Spil.
»Nej,« sagde han, »men nu rejser jeg. Den Idé med at tømme Søen er
for absurd.«
»Det kan da være Pappa ligegyldigt,« indvendte Ulla. »Det kan det,«
svarede han skarpt og gik tavs videre.
Ulla syntes, Pappas Humør var blevet slettere siden den Dag, de
fandt Barneliget deroppe og traf »Detektiven«. Ulla rødmede, hun
tænkte ligegodt temmelig meget paa den unge Mand; men smuk var han
og meget beleven. Imorgen skulde hun faa træffe ham igen.