»De!« -- den svenske Herre saa spørgende paa Holst.
»Ja -- jeg er ansat ved Opdagelsespolitiet i Hovedstaden -- og jeg
siger ikke med Fogden i »Brand«: »Dette er ikke indom mit Distrikt«.
Men De har formodentlig mindre Interesser for Fogders Gerning, og
jeg skal gerne søge at skaane Dem for videre Ulejlighed. Imidlertid
maa Liget jo fiskes op og bringes i den stedlige Øvrigheds
Varetægt, og det vil jeg strax sørge for.«
Den svenske Herre rystede smilende paa Hovedet. »Det vil sige, at
De, min Herre, har gjort en Fangst, sat Foden paa et Spor, som
De nu skal til at forfølge for at føre et stakkels Menneske for
Retfærds Skranke -- eller Urets Skranke maaske -- hvem ved det.
Ulla,« sagde han henvendt til den unge Dame, »gaa du hjem, jeg vil
hjælpe Hr. Detektiven med at bjærge Fangsten i Land.« Den unge Dame
havde trukket sig tilbage til Bænken, ved Ordet »Detektiv« saa hun
forundret op, der gled ligesom en Skuffelse over hendes Ansigt, hun
bøjede Hovedet som til en Slags Farvel og gik langsomt bort ad Stien
bag Skovgærdet.
Den svenske Herre vendte sig mod Holst, og idet han af sin
Brystlomme fremtog en lille Visitkortbog, rakte han Holst sit Kort
med et Smil.
»Det er vel bedst, vi bliver bekendt med hinanden, inden vi gaar til
det fælles Arbejde.«
Holst kastede et Blik paa Kortet; der stod under en femtakket Krone:
Arvid von Ankerkrone, f. d. Ritmester ved skaanske Dragoner.
Holst bukkede. »Jeg beklager ikke at kunne gøre Gengæld. Jeg har
intet Kort hos mig. Mit Navn er Eigil Holst, Overbetjent ved
Københavns Politi -- og« tilføjede han med et Smil, »før dette
Sekondløjtnant ved 9. Regiment.«
Den gamle Herre rakte ham Haanden: »Altsaa Soldat som jeg -- det er
mig en Fornøjelse at gøre Hr. Løjtnantens Bekendtskab. Lad os skride
til Værket.«
Det gjorde de. Først maatte de kaste Frakken, -- Ritmesteren hængte
med stor Omhyggelighed sin over Bænken og smøgede sine blændende
hvide Skjorteærmer op. Saa bevæbnede de sig med nogle afbrudte Grene
og efter nogle Minutters Arbejde lykkedes det at bjærge det lille
Lig ind paa Bredden.
Holst bøjede sig ned over Liget -- det var et næppe fuldbaarent
Barnelig, der øjensynlig havde ligget nogen Tid paa Bunden af
Graven, det var ganske nøgent, som en lille Mumie med fladtrykt
Ansigt, men endnu tilsyneladende friskt. Det saa ud, som om Halsen
bar et Stranguleringsmærke. Den triste Historie var ikke vanskelig
at fortælle, det var den gamle -- Letsind, svegne Løfter -- Skam og
Næringssorg.
»Hvad vil De nu?« spurgte Ritmesteren.
»Se at faa dette lille Menneskelig anbragt i en Kasse og sendt
til Herredskontoret for at overlade Stedets Øvrighed det videre
fornødne.«
»Selv faar De ikke noget at gøre med det?«
»Næppe,« svarede Holst, »det plejer at være en meget let Sag at
opspore den Art Forbrydelser, og det vil næppe vare længe, inden den
stakkels Moder er funden. Stakkel, det bliver drøje Dage, men derved
er jo intet at gøre.«
Ritmesteren saa skarpt paa Holst. »Hvad om vi slet intet gjorde ved
det? Lod Liget ligge? Rævene vil sikkert fortære det, inden det
bliver Dag igen, og saa -- saa er der ingen, der faar mere at vide
om det.«
Holst rystede paa Hovedet. »Ritmesteren kender jo en Soldats
Pligter, mine Pligter er her Soldatens. En ganske anden Sag er det
med Dem. De behøver selvfølgelig intet som helst at foretage Dem.«
Ritmesteren smilede lidt tungt. »De har Ret. Vi Mennesker er nu en
Gang sat til at fortrædige hverandre for den store Retfærdigheds
Skyld. Lad os fortrædige hverandre -- i Guds Navn da.« Han vendte
sig mod Søen og sagde ligesom hen for sig. »Hvem véd, om ikke denne
smilende, tavse Sø gemmer andre Gaader i sit Skød? De skulde tømme
den, Hr. Detektiv, for at anholde den med det samme, om den maatte
vise sig at være medskyldig i flere Forbrydelser.«
»Det vilde være et svært Arbejde,« sagde Holst, »og unyttigt
tillige. Nej, det, der allerede foreligger, kan saamænd være nok.«
Saa dækkede han det lille Lig til, og Herrerne fulgtes til den
nærmeste Bondegaard. Ledsaget af en Karl med en Trillebør og en
Kasse, vendte de tilbage til Stedet, og Liget blev anbragt i Kassen,
og kørt til Bondegaarden, hvor det blev indsat i en Vognport, medens
Holst ufortøvet begav sig paa Vej til Herredsfogdens Bolig for at
anmelde Ligfundet.
Ritmester Ankerkrone gik tilbage til Søen og blev siddende en Stund
i dybe Tanker, medens hans Blik ligesom søgte at gennemtrænge
Vandet og bringe Søen til at røbe flere Hemmeligheder, om den gemte
saadanne i sit Skød.
Han saa meget forstemt ud, da han kom hjem, og hans Datter søgte
forgæves at sprede hans Tungsind. Selv var hun egentlig mere berørt
af Mødet med Holst end af Begivenheden; det glædede hende at høre,
at den unge Mand var Løjtnant, altsaa en Gentleman, der rimeligvis
en Gang kunde blive Politichef eller saadant. Ualmindelig smuk og
velopdragen var han, saadan havde hun egentlig aldrig tænkt sig en
»Detektiv«.