Holst trak paa Skuldrene.
Den gamle Herre fortsatte: »Den er vist meget dyb denne Sø, og der
lever næppe en Fisk i dens kolde klare Vand, den er Freden selv,
ubetraadt, uberørt og meget, meget stille.«
Den unge Dame tog en stor Sten og kastede den ret højt til Vejrs,
den faldt med et Plump ned i Søen, og en Kreds af Ringe steg op af
dens Vand, bredte sig, løste sig og forsvandt igen. Hun kastede
endnu en Sten og traadte nær hen til Brinken. Rødmen steg i hendes
Kinder, der før var temmelig blege.
Holst saa paa hende og fandt hende smuk, ret spæd men harmonisk
bygget, regelmæssige Træk, friske Læber og store leende Øjne. Skade,
at hun som alle Kvindfolk var sig sit Tække bevidst og koketterede
med sine legemlige Fortrin.
Den gamle Herre saa paa hende med en Blanding af Ømhed og Stolthed.
Saa tog hun en mægtig Sten for at slynge den ud i Søen, men det var
tydeligt, at det oversteg hendes Kræfter. Uvilkaarlig rejste Holst
sig og traadte hen til hende som for at forhindre, at Vægten af
Stenen skulde drage hende ud over Brinken.
Hun saa smilende paa ham og spurgte, om han da kunde slynge Stenen
midt ud i Søen.
Med et forlegent Smil løftede han den, den var meget tung, men han
spændte sine Muskler og traadte fast ned i Jorden, hendes Øjne
hvilede paa ham med Varme, hun fandt Behag i dette Spil af Styrke og
søgte ikke at skjule sit Behag.
Han slyngede Stenen, den faldt med et dumpt Drøn, og de store Ringe
krusede Vandfladen med let Skum, der fortog sig.
De stirrede alle tre uvilkaarligt ud over Vandfladen og fulgte
Krusningerne, medens Ring dannede sig efter Ring. Pludselig undslap
der den unge Pige et let Skrig -- hvad er det -- hun pegede ned mod
Brinken, hvor noget hvidt kom til Syne, og traadte uvilkaarlig et
Skridt tilbage.
Holst bøjede sig ned over Brinken og saa skarpt hen over Vandet.
Saa rejste han sig langsomt og sagde alvorligt: »Jeg tror, Frøkenen
skulde gaa bort fra Skrænten, det er ikke af den Art Ting, det
behager unge Damer at se.«
Den svenske Herre rejste sig med et nervøst Ryk og traadte meget
hurtig hen til Brinken: »Hvad er det?« spurgte han lidt stakaandet.
Holst vendte sig og svarede dæmpet: »Det synes at være et Barnelig,
der har ligget paa Bunden af Søen, Stenen har bragt det til Vejrs i
Vandfladen. Jeg maa se at faa det bjærget i Land, men da jeg nok kan
besørge det alene, vil jeg raade Dem til at gaa, Deres Frøken Datter
vil næppe føle sig særlig tiltalt af det Syn.«
Den svenske Herre smilede. »Et Barnelig --. Se, se, -- altsaa gemmer
denne idylliske Sø paa sin Bund mørke Hemmeligheder, kan hænde flere
end denne. Hvorfor vil De egentlig blande Dem i dette? Lad det være
-- det er dog ikke vor Opgave at granske efter sligt, og vi betaler
jo Øvrigheden for at tage sig af den Art Arbejde.«