En Dag i Maj 1902, kort efter at Skoven havde udfoldet sin grønne
Vaarpragt, besluttede Eigil Holst at belønne sig selv med en Udflugt
til det nordlige Sjælland. Han trængte til at faa Luft i Lungerne
og slippe bort fra Slidet, Støvet og Røgen derinde i Hovedstaden.
Desuden var han træt, nervøs og overanstrengt af haardt Arbejde.
Eigil Holst var 26 Aar, eneste Søn af en militær Embedsmand, begge
hans Forældre var døde, hans Slægt hørte hjemme i Jylland, og selv
var han først kommen til Hovedstaden, da han 22 Aar gammel havde
ombyttet Sekondløjtnantens forsølvede Usikkerhed med en københavnsk
Politimands mindre straalende, men noget mere betryggende Udsigter.
Eigil Holst var fra Barndommen bestemt til den Vej; saalænge han
kunde huske, havde Politiromanen været hans kæreste Læsning,
Kriminalhistorien hans bedste Glæde. Pitavals berømte Værker havde
han gennemlæst Bind for Bind i den tyske Udgave; efterhaanden som
han voksede til, drev han denne Læsning systematisk, læste tyske
og engelske Værker om Kriminalogi, ja drev det endog saa vidt, at
han med Støtte fra en Fætter, der var Latinskolelærer, erhvervede
Kendskab til Fransk for at studere den berømte Macé i Grundsproget
og Italiensk for at kunne følge den italienske Skoles interessante
Forbryderteorier.
Hans største Sorg var det, at Faderen ikke vilde lade ham studere;
han ønskede ivrigt at blive Jurist og Dommer og tænkte saa smaat paa
ved egen Hjælp at arbejde sig frem til Studenterexamen. Saa døde
Forældrene, ligesom han var fyldt 18 Aar, og han maatte forblive i
den Plads som Medhjælper hos en Boghandler, som han efter Faderens
Ønske havde tiltraadt efter at have taget Præliminærexamen. Der
blev han, til han skulde aftjene sin Værnepligt, og da han var en
ordentlig, opvakt, veldisciplineret ung Mand, blev han udtaget til
Sekondløjtnant og gjorde som saadan Tjeneste et Aar. I denne sin
Tjenestetid blev han en søgt og afholdt Gæst i Garnisonsbyens bedste
Hjem, men var forstandig nok til at indse, at Soldaterlivet for ham
kun kunde blive et Gennemgangsled.
Hans Kompagnichef, en halvgammel, elskværdig Soldat, der var
beslægtet med en af Hovedstadens overordnede Politiembedsmænd,
skaffede ham Ansættelse i Politiet, og Eigil Holst begyndte igen
støt og roligt nede fra for at arbejde sig frem til en Stilling,
der paa en Gang kunde tilfredsstille hans Ærgerrighed og skaffe ham
Levebrødet.
De første Aar skuffede ham, men sejg og udholdende, som han var,
forfulgte han sit Maal og naaede efterhaanden at blive anset for en
usædvanlig Brugbarhed, langt forud for sine Kolleger i Dannelse,
Kundskaber og medfødt Haandelag. Han holdt sig for sig selv, levede
stille i et Pensionat midt i Byen, søgte ikke Kammeraternes Selskab,
var derfor ikke særlig vel lidt, men uangribelig i sin Vandel.
De andre sagde, han var en Tørvetriller, der ikke havde Sans for
andet end Tjenesten og sine mugne Bøger, og det kunde man vel ogsaa
nok sige, for han gik sin Vej lige ret ud og gav sig ikke af med
nogen.
Eigil Holst var en usædvanlig smuk ung Mand, med brunt, krøllet
Haar, mørke, lidt drømmende Øjne, smidig og stærk, sund af Legeme,
øvet i alskens Idræt. Kvinderne beundrede ham, men han gik dem forbi
uden at se paa dem. Han var sig selv nok, og hans Gerning var ham
alt. Han holdt af lange Ture i det grønne og havde paa Cycle kørt
det meste af Sjælland igennem paa Kryds og tværs. Mest holdt han af
Nordsjælland, Egnen om Gurre og Esrom og Skovene Nord for Helsingør,
hvor Kattegat og Sundet mødes, og hvor Kullen hæver sin takkede Ryg
bag det blaa Vand.
Han havde udsøgt sig en Yndlingsplads ved en lille Mergelgrav i
Udkanten af en Skov, tæt kranset af Træer, men med et lille Udkig
over det smilende Land og det blaa Hav i det fjerne. Særligt i Maj
var Stedet henrivende, og der kunde han sidde timevis alene med sine
Tanker, stirre ned mod den lille mørke Sø og hen over de blomstrende
Hæge og Tjørne.
Han syntes næsten, at denne Plet var hans alene, ukendt for alle
andre, og han følte sig ogsaa som Herre til Stedet; han havde selv
tømret sig en Bænk under en høj Bøg, hvor Vandet skar sig ind under
Brinken, der støttedes af Trærøddernes Fletværk.
Det voldte ham derfor ogsaa et øjeblikkeligt Ubehag, da han den
Dag i Maj vaktes af sine drømmende Tanker ved Lyden af Stemmer;
han rejste sig uvilkaarlig for at gaa, men i det samme traadte de
talende frem af Krattet og spærrede ham Vejen. Han blev siddende for
at lade dem gaa forbi.
Det var en Mand paa et halvhundrede Aar og en ung lysklædt Kvinde,
efter Udseendet at dømme ikke fyldt de tyve. Manden var særdeles
omhyggelig klædt, høj, med forunderlig skarpe Øjne i et sjælden
klassisk formet Ansigt med et kort militært Mundskæg. Han blev
staaende foran Bænken og bøjede sig let mod Holst for med et Par Ord
at undskylde den mulige Ulempe, hans Komme forvoldte.
Han talte Svensk, dog med en Betoning som en Mand, der i en Række
af Aar havde levet i Danmark. Holst bøjede Hovedet med et halvhøjt
Gudbevares og rejste sig for at gaa, men det vilde den fremmede paa
ingen Maade tillade; han var særdeles veltalende, og undskyldte
paa det stærkeste sin og Datterens Indtrængen, idet han smilende
tilføjede, at Bænken jo bød Plads for dem alle. Holst bøjede sig
høfligt, de to fremmede tog Plads ved hans Side, og den svenske
Herre sagde, at Stedet her ved Skovsøen var deres Yndlingssted, de
boede for en kort Tid paa en Bondegaard i Nærheden.
Den unge Dame faldt ind med en kort Latter og den Bemærkning, at det
særlig var hendes Pappa -- hun udtalte Ordet med to P'er --, der
flere Gange om Dagen stilede mod denne lille blanke Sø, der ganske
vist var bedaarende, men hun holdt mere af de store Vidder, Synet
af Havet og Kullaberg i det fjerne. Saa lo hun igen med en kort
Latter og viste nogle henrivende hvide Tænder, medens et lille Blink
i Øjenkrogen spejdede, om ikke hendes Smil og Latter skulde have
afvæbnet den unge Mands fjendtlige Tilbageholdenhed.
Hun saa lidt skuffet ud.
Holst svarede mest med Enstavelsesord og afventede egentlig kun en
Lejlighed til med Honnør at trække sig tilbage. Den svenske Herre
syntes at nyde hans Forlegenhed, medens Datteren af og til skottede
til sin ordknappe Nabo.
De talte om Egnen, Naturen, de grønne Træer, og den svenske Herre
roste i høje Toner den skønne, ensomme Plet i Skovkanten, hvor
de sad: »Jeg elsker denne lille Sø,« sagde han, »der ligger her,
gærdet af grønne Træer, som en idyllisk Protest mod al Haardhed og
Hæslighed i Verden derude, blank og ren som en Jomfrus Hu, medens
Solens Straaler spiller paa dens Flade ved Dag, og Himlens Stjerner
spejler sig i dens Dyb ved Nat.«