_Hans Lauritsen. Bodil_.
_Hans Lauritsen_ #(i Baggrundsdøren.)# Nei, her er heller Ingen.
#(Han træder ind, _Bodil_ følger.)#
_Bodil_. Saa kommer han nok strax. Han kan ikke være langt borte, for
her ligger hans Hat ... og Luthen, den pleier han ogsaa at tage med,
naar han spadserer. Han er ventelig ovre i Skriverstuen, siden han ikke
var i Bibliotheket.
_Hans Lauritsen_. Saameget bedre, saa kan vi endnu tale et Ord sammen i
Eenrum, før jeg reiser videre.
_Bodil_. Men at I ogsaa bliver her saa kort, Hans Lauritsen! Det er jo
knap et Par Timer siden I kom hid, og nu vil I allerede afsted!
_Hans Lauritsen_. I veed jo Aarsagen, Bodil, at min Fader er gammel og
længes efter mig. Nu, da jeg lykkelig har overstaaet Attestatsen, har
han ikke Ro paa sig, før han seer mig paa den samme Prædikestol, hvor
han i tredive Aar har forkyndt Guds Ord for Menigheden.
_Bodil_. Saa bliver I da nu rigtig hans Capellan.
_Hans Lauritsen_. Det gjør jeg, og med Guds Hjælp kanskee ogsaa hans
Eftermand engang. Men han har maget det saa, at vi ikke behøver at vente
paa hans Død for at komme sammen. Saa længe han lever, deler han Bolig
og Indkomster med mig, og hvad der siden skal skee, det raader Vorherre
for.
_Bodil_. Nei, for den Glæde, det skal være at boe under Tag med Jer, min
kjæreste Ven! Tro mig, jeg skal blive Jer en trofast Hustru og Eders
Forældre en kjærlig Datter, om jeg maa have Lykke dertil, som jeg har
Villie. Nu har jeg kun eet Ønske tilbage ...
_Hans Lauritsen_. Og det er?
_Bodil_. At Eders Ungdomsven Ambrosius kunde blive Degn samme Sted; thi
her er ikke godt for ham at være.
_Hans Lauritsen_. Det slog I alt paa for lidt siden, Bodil! Hvad mener I
dermed? Er her Nogen paa Gaarden, som ikke vil ham vel?
_Bodil_. Jeg veed ikke, hvad jeg skal sige. Han har visselig Misundere,
men det fik være det samme, naar blot....
_Hans Lauritsen_. Naar blot?
_Bodil_. Mig tykkes, den naadige Frøken driver et underligt Spil med
ham, som jeg ikke forstaaer mig paa.
_Hans Lauritsen_. Hvorledes det?
_Bodil_. Hun har moret sig med at drage ham til sig, og det kunde let
hænde, han fæstede sit Sind stærkere til hende, end godt var.
_Hans Lauritsen_. Skulde det være muligt?
_Bodil_. Ja, jeg er kun lidet klog paa saadanne Ting. Jeg kjender kuns
een Slags Kjærlighed, det er den, jeg bærer til Jer, Hans Lauritsen; men
det har jeg da hørt sige, at der er den Elskov, som kan volde et
Menneske stor Hjertesorg, og det var dog Jammerskade, om noget Saadant
skulde hænde den gode Ambrosius.
_Hans Lauritsen_. Nei, for Himlens Skyld! Vel synes det mig lidet
rimeligt, at en fattig Student, som han, skulde forfalde til saadan
Daarskab; men alligevel er det bedst, han kommer bort jo før, jo
heller--og det skal jeg nok sørge for. Thi det træffer sig saa heldigt,
at det Tilbud, jeg har at gjøre ham, og som han neppe vil undslaae sig
for at modtage, er af den Beskaffenhed, at han strax maa opgive sin
Tjeneste og reise herfra.
_Bodil_. Naa, Gud skee Tak! saa kan Alt jo blive godt endnu. Tys, der
kommer han over Gaarden, jeg kan høre ham synge.
_Hans Lauritsen_. Lad os saa være ene, Bodil! Gaa forud til Ladegaarden,
jeg kommer strax efter. Der kan vi endnu tales ved en Stund, mens Vognen
bliver forspændt, og saa tage Afsked med hinanden.
_Bodil_. Ak, allerede!
_Hans Lauritsen_. Jeg kommer snart igjen, kanskee om en Maaned. Og næste
Gang, jeg kjører herfra, tænker jeg nok, vi bliver to i Age-Sædet,
Bodil! #(_Bodil_ ud, et Øieblik efter _Ambrosius_ ind.)#