SYVENDE SCENE.

_Hans Lauritsen. Ambrosius_.

_Hans Lauritsen_. Goddag. Ambrosius!

_Ambrosius_. Hvad, Hans Lauritsen! Min allerkjæreste Ven, er du her?

#(omfavner ham.)# Glæden strømmer jo ind over mig i denne Dag. Kommer

du lige fra Kjøbenhavn?

_Hans Lauritsen_. Ja, og jeg reiser strax videre.

_Ambrosius_. Ei hvad, reiser! Du skal min Sandten slaae dig til Ro her

en Stund. Vi har jo hundrede Ting at tale om. See her er mit Kammer, det

er ogsaa dit, saa længe du vil. Og derinde sover jeg, Sengen er bred nok

til To. Du har dog saa tidt deelt din Seng med mig i gamle Dage, naar

jeg var uden Logis, saa det er Skam ikke meer end billigt, at jeg gjør

Gjengjæld.

_Hans Lauritsen_. Tak for Tilbudet, kjære Ambrosius! Men jeg kan

destoværre ikke tage derimod; thi mine Forældre venter mig til bestemt

Tid.

_Ambrosius_. Ja, saa hjælper ingen Overtalelse, det veed jeg nok. Men et

Glas Viin har du da sagtens Stunder at drikke med mig? Jeg har endnu en

Flaske gammel Rhinskviin her, som Baronen selv har skjænket mig. Det er

en Most, kan du troe, som faaer Hjertet til at hoppe i Livet paa En.

#(Han trækker Flasken op og skjænker.)# See her, hvor den spiller i

de grønne Glas! Det er ligesom man saae Maanen skinne paa Vandet. Og saa

dufter den--aa!--som tusinde Blomster. Naa, paa dit Velgaaende, Hans

Lauritsen, og Lykke til vel overstanden Attestats! Den Bom naaede jeg da

aldrig at komme over, den var for høi for mig.

_Hans Lauritsen_. Du kan komme over den endnu, hvis du vil, Ambrosius.

Jeg har et Lykkebud til dig ... See her! #(Han viser _Ambrosius_ et

Brev.)#

_Ambrosius_. Et Brev til mig! Fra hvem?

_Hans Lauritsen_. Ja gjæt engang!

_Ambrosius_. Jeg har ingen Venner meer i Kjøbenhavn, det jeg veed af,

siden du er borte.

_Hans Lauritsen_. Da er der dog En, som ikke kar glemt dig, det er din

gamle Velynder, Professor Holberg.

_Ambrosius_. Holberg! Er Brevet fra ham? #(Han faaer det og betragter

Udskriften.)# Ja sandelig! Har du talt med ham? Tænker han virkelig

endnu paa mig--paa "Sanglærken", som han kaldte mig for min Røsts Skyld?

Herregud! Han, som kunde være saa vranten og iilsindet mod mangen

Anden--mig har han aldrig sagt et vredt Ord. Sidste Gang, jeg var hos

ham, for at byde Farvel og takke for alt Godt, kneb han mig i Øret og

sagde med sit lune Smil: "Saa, flyv han nu over til sit Boghvedeland,

men kom smukt igjen ad Aare og pas sine Bøger, at der kan blive noget

Andet af ham end en simpel Sanglærke--hører han det! Gud være med ham!

Gaa nu og luk ikke Døren for høit op, thi saa trækker det!"--Og han har

tilskrevet mig! Men i hvad Anledning?

_Hans Lauritsen_. Læs nu først Brevet, saa skal du faae nærmere Besked.

_Ambrosius_ #(læser).# "Saasom jeg har erfaret af hans gode Ven, Hans

Lauritsen, der nu med største Honneur har absolveret sin _examen

theologicum_, at han endnu er flyvende omkring fra Sted til Sted, og ei

engang som andre honette Fugle har sig et blivende Rede eller

_domicilium_ for Sommertiden: saa skriver jeg dette for at lægge ham

alvorlig paa Sinde at benytte den Occasion, som nu tilbydes ham til at

forbedre sine Kaar, og om hvilken hans Ven paa mine Vegne har paataget

sig at instruere ham. Vorherre har skjænket ham ugemene Gaver i

adskillige Retninger, hvilke han vel hidindtil ikke har havt synderlig

Middel til at cultivere--hvis Aarsag jeg ogsaa noget excuserer hans

omflakkende Levnet--men som det nu ved en særdeles god Tilskikkelse er

lagt udi hans egen Haand at gjøre frugtbringende, saavel til Ære for ham

selv, som til Gavn for Fædrelandet. Haabende, at han ikke vil skyde det

gode Tilbud fra sig, som offereres ham, men benytte det paa rette Viis

og Maade, til Instruction og Fremgang i den Videnskab, han saa længe

har negligeret, forbliver jeg i al Oprigtighed hans vel affectionerede

_Ludvig Holberg_." ... Nei, at jeg har faaet Brev fra ham, skrevet med

samme Haand som Peder Paars og alle de lystige Comedier! Er det ikke,

som jeg siger, idag vælder al Glæde ned over mig! Kom her, Hans

Lauritsen, og lad os drikke Professor Holbergs Skaal. Gid han maa leve

længe og skrive mange Comedier endnu!

_Hans Lauritsen_. Og have Nogen til at agere dem, og Nogen til at see

paa dem--for du veed jo vel, at det danske Theater er lukket for Tiden?

_Ambrosius_. Ei, ikke Andet end det! det bliver Skam nok lukket op

igjen.--Og lad mig saa faae at vide, hvad det er for et Tilbud, du har

at gjøre mig.

_Hans Lauritsen_. Tilbudet er kortelig dette: om du vil ledsage en ung

Person, Søn af en rig og agtbar Borger i Kjøbenhavn, til Udlandet, hvor

han skal opholde sig et Aars Tid for sin Uddannelses Skyld. Foruden fri

Reise og det nødvendige Udstyr, erholder du ved din Hjemkomst en Douceur

af to hundrede Daler, som tilligemed hvad du selv kan fortjene, vil være

tilstrækkelig til at fuldføre dine Studeringer og med Guds Hjælp

absolvere den theologiske Examen.

_Ambrosius_. Reise, siger du! Men hvor falder man paa, just at udvælge

mig?

_Hans Lauritsen_. Det kan du takke Professor Holberg for, som har

rekommanderet dig ... og kanskee ogsaa mig, som har mindet ham om, at

"Sanglærken" endnu var i Live og sad paa en liden Græstørv herovre i det

fyenske Eiland. Naa, hvad siger du saa til de Udsigter? Mig synes, du

seer saa alvorlig ud med eet?

_Ambrosius_. Tingen er, at ... det overrasker mig ... det kommer saa

uventet. Hvornaar skal Reisen gaae for sig?

_Hans Lauritsen_. Strax. Det unge Menneske er kommen i Følge med mig

over Beltet og oppebier din Ankomst i Odense. Du maa flux begjære din

Afsked hos Baronen og reise herfra i Morgen tidlig. Du kan leie Vogn

lige til Odense, der faaer du Penge til de første Udgifter.

_Ambrosius_. Jeg ... jeg kan ikke reise i Morgen.

_Hans Lauritsen_. Naa, ja--ja da, saa i Overmorgen.

_Ambrosius_. Heller ikke i Overmorgen.

_Hans Lauritsen_. Ja, længer gaaer det paa ingen Maade an at vente; jeg

har givet mit bestemte Løfte. Kommer du ikke til den Tid, saa reiser han

videre med Jens Bang, som opholder sig i Odense og er villig til at

geleide ham.

_Ambrosius_. Jeg kan ikke reise herfra for Tiden.

_Hans Lauritsen_. _Kan_ du ikke ... hvad skal det sige?

_Ambrosius_. Jeg har ikke Lyst ... jeg er fornøiet i min Stilling;

hvorfor skulde jeg saa reise?

_Hans Lauritsen_. I din Stilling--som Skriverdreng? Det er ellers en

beskeden Lykke, den.

_Ambrosius_. Jeg sigter ikke saa høit; jeg er tilfreds med den Græstørv,

du før talte om.

_Hans Lauritsen_. Saa er det ikke for Græstørvens Skyld ... der stikker

Andet under.

_Ambrosius_. Hvad skulde det være?

_Hans Lauritsen_. Ambrosius! Vi har været Venner fra Barndommen af, vi

har slidt Skolebænke sammen i Odense og deelt baade Ondt og Godt med

hinanden i Kjøbenhavn ... har du nu ikke længer Fortroende til mig?

_Ambrosius_. Visselig har jeg det, hvorfor tvivler du derom?

_Hans Lauritsen_. Fordi du ikke tilstaaer den rette Aarsag til dit

Afslag. Men jeg kjender den, jeg har hørt en Fugl synge derom.

_Ambrosius_. Om hvad?

_Hans Lauritsen_. Om at du i Blinde har hengivet dig til en ulyksalig

Elskov, som aldrig kan bringe dig Andet end Sorg og Elendighed.

_Ambrosius_. Elskov...! Og _du_ er vidende om det, som jeg knap har

tilstaaet for mig selv!... Nu vel, ja, det er Sandhed, at jeg elsker

hende.

_Hans Lauritsen_. Ubesindigt, tankeløst og uden Overlæg!

_Ambrosius_. Uden Overlæg ... det kan saa være; thi det er med

Forstanden, man overlægger, men det er Hjertet, man elsker med. Men

tankeløs er min Kjærlighed ikke; thi aldrig har jeg havt saa mange

Tanker, som nu, og den ene skjønnere end den anden.

_Hans Lauritsen_. Vogt dig for de Tanker, Ambrosius! Det er visselig kun

Lygtemænd, som den onde Frister har sendt for at lede dig vild og fange

dig i sine Snarer.

_Ambrosius_. Nei, deri feiler du storlig, Hans Lauritsen! Ingensinde har

Fristeren været saa langt fra mig, som siden jeg kom hid, og aldrig har

mine Tanker været renere og bedre, end de er i denne Stund. End ikke det

usleste Kræ paa Jorden kunde jeg nænne at gjøre Fortræd, saa lyksalig er

jeg idag. Det er som jeg havde været blind og var bleven seende. Alting

er nyt for mine Øine; Himlen er høiere, Solen lysere, og naar jeg gaaer,

er det ligesom jeg blev baaren af Vinger. Nei sandelig, det er ikke

ondt, hvad der fylder mit Hjerte med slig en Glæde!

_Hans Lauritsen_. Nu vel, lad saa være, at det ikke er ondt i sig selv,

saa er det dog ondt i sine Følger. Husk paa den vilde Abild, som har

skjønne Blomster, som dog bærer beske Frugter. Saadan et vildt Træ er

ogsaa den Lidenskab, som har betaget dig. Hvortil i al Verden skal det

føre? Jeg veed jo, hvem det er, du har fattet Kjærlighed til. Hun er

over din Stand, og du kan hverken løfte dig op til hendes, eller vente,

at hun skulde nedlade sig til din for at ægte dig.

_Ambrosius_. Ægte ... hvem tænker paa Sligt? Elske hende vil jeg, see

hende og høre hende tale--intet Andet. Min Kjærlighed er som Himmerig,

hvor der hverken giftes bort eller tages til Ægte.

_Hans Lauritsen_. Og for saadant ufornuftigt Sværmeries Skyld vil du

sætte hele din Fremtid paa Spil! Hun er jo halvveis trolovet; naar hun

nu gifter sig engang og drager bort herfra, hvad saa?

_Ambrosius_. Naar hun gifter sig...! Ja, naar Himlen falder ned, saa

slukkes Stjernerne. Men saa har jeg dog seet dem skinne!

_Hans Lauritsen_. Men tænker du da ikke paa, at Gud har betroet dig et

Pund, som du ikke skal spilde, men yde ham Rente af?

_Ambrosius_, #(heftig).# Hvad kan jeg for, hvad Gud har betroet mig

... jeg har jo ikke bedt ham derom! Og naar han kræver en større Rente,

end jeg har Kaft til at yde....

_Hans Lauritsen_. Skam dig, Ambrosius, at tale saa letfærdig! Du skulde

vel vogte dig for at kaste Buløxe til Vorherre, thi han kan let vende

det Skarpe igjen. Gud kræver ingen Mand Meer end han flyer ham, og dig

har han givet saa gode Gaver baade i din Aand og dit Legem, at du burde

takke ham paa dine Knæ og ikke sætte dig op imod hans Villie. Thi det er

Guds Villie, at du skal pleie de Gaver, han har flyet dig, og bruge dem

til hans Ære og dine Medmenneskers Gavn indtil din salige Ende. Han har

skjænket dig en klar Forstand og et godt Nemme, som du har forud for

Mange, og endda har han til Overmaal velsignet dig med Sangens skjønne

Konst, som kan trøste og fornøie baade dig selv og Andre, naar du dyrker

den rettelig. Og alt dette kan du glemme og forkaste, for at jage efter

en skinnende Drøm, efter en Sæbeboble, der brister!

_Ambrosius_. Men naar nu denne skinnende Drøm er hele min Lykke og alt

det, som lyser for mig, Hans Lauritsen!

_Hans Lauritsen_. Saa bliver din Lykke kun stakket, og dit Lys vil snart

være udbrændt.

_Ambrosius_. Lad saa være! Saa lever jeg rigt og kort--jeg ønsker ikke

bedre.

_Hans Lauritsen_. Rigt og kort! Ja hvem staaer dig inde for det? Du

faaer vel tage Livet, som det gives dig. Sæt, du nu kom til at leve

længe og fattigt, hvad saa?

_Ambrosius_. Saa har jeg den Skat i mit Minde, som er langt meer end

Velstand og gode Dage.

_Hans Lauritsen_. En Skat i dit Minde! Men er du da fra Sands og

Samling, Ambrosius? Der bydes dig en Fremtid, og den slaaer du Vrag paa,

for at nøies med et Minde! Man skulde sandfærdig troe, du var elleskudt.

_Ambrosius_. #(slaaet).# Elleskudt ... hvor falder du paa Sligt? Der

gives jo ingen Ellepiger, veed jeg, uden i de gamle Viser?

_Hans Lauritsen_. Men der kan være Andre, som har samme Magt.

_Ambrosius_. Troer du?

_Hans Lauritsen_. Det tykkes mig næsten saa. Men er du elleskudt, saa

lad mig være Hanen, som vækker dig. Denne Stund er maaskee Vendepunktet

i dit Liv, Ambrosius! Tag dig sammen og fat en Beslutning. Følg bort med

mig endnu idag, saa kjøre vi sammen til Odense.

_Ambrosius_, #(usikker).# Idag, siger du ... men Baronen er jo netop

bortreist og ... _Hans Lauritsen_. Naa ja, saa skikker du ham en

skriftlig Forklaring fra Odense, saa er den Sag afgjort.

_Ambrosius_. Saa skulde jeg slet ikke sige Farvel?... Heller ikke

til...? Nei, det kan jeg ikke! Du skal have Tak for dit Venskab, Hans

Lauritsen, men du faaer reise alene. Jeg bliver her.

_Hans Lauritsen_. Og tager ikke imod Professor Holbergs Tilbud? Er det

dit sidste Ord?

_Ambrosius_. Ja.

_Hans Lauritsen_. Nu vel, saa faaer du seile din egen Sø. Mands Villie

er Mands Himmerig, siger man jo. Men det hedder ogsaa: Hvo der gjør det,

han vil, maa lide det, han ikke vil. Gid du ei maa komme til at lide for

meget, Ambrosius! Gud være med dig og Farvel!

_Ambrosius_. Vi skilles dog som Venner? Ikke sandt?

_Hans Lauritsen_. Visselig gjør vi det. Jeg bryder ikke med en gammel

Ven, fordi jeg laster hans Daarskab. Men ondt gjør det mig for dig,

Ambrosius, bitterlig ondt.

_Ambrosius_. Ei hvad ... Vorherre er Daarernes Formynder! Kom nu, og lad

os tømme det sidste Glas med hinanden! Lykke paa Reisen, Hans Lauritsen

... #(bevæget.)# Tak for alt Godt og ... bær over med mig ... Jeg kan

ikke Andet! Og lev saa vel!

_Hans Lauritsen_. Lev vel!

#(De omfavne hinanden, _Hans Lauritsen_ gaaer.)#

_Ambrosius_ #(ene).# Elleskudt!... Ja, siden jeg _hende_ først saae!

#(Tæppet falder.)#

* * * * *

Ambrosius · 第 33 / 39 题