_Abigael. Geheimeraadinden_.
_Geheimeraadinden_ #(kigger ind ad Døren til Venstre).# Er den
naadige Frøken alene?
_Abigael_ #(neier)# Til den naadige Frues Befaling.
_Geheimeraadinden_ #(ind).# Hvad mener du, mit hjerte Barn! jeg har
igjen faaet Brev fra Oberhofmesterinden. Hun har den Godhed at lade mig
vide, at Fru Christense Kaas agter at sælge sin Gaard næstved
Helliggjæstes Kirke. Din Fader har oftere talt om at kjøbe sig en
Eiendomsgaard i Staden, hvor han kunde tage ind nogle Maaneder om
Vinteren. Og den Gaard ligger bekvemt, ikke langt fra Slottet og har to
Leiligheder. I den ene kunde han boe, og I den anden ...
_Abigael_. I selv?
_Geheimeraadinden_. Nei, Barn, den er altfor stor til mig. Jeg kjender
den. Deilige Stuer, syv Alen høie, med prægtige Malerier paa Væggene og
svævende Basun-Engle oppe under Loftet. Jeg mindes godt, jeg har været
der i min første Ungdom til Dands og Assemblee. Hvad mener du om at boe
i sligt et stateligt Huus?
_Abigael_. Saamænd, det kunde være artigt nok.
_Geheimeraadinden_ Naar det blev smukt udstyret med Mobilier og andet
Huusgeraad?
_Abigael_. Ja, det maatte der jo til, skulde det see ud efter noget.
_Geheimeraadinden_ Og Silkegardiner i Vinduerne. Hvilke Kulører lider du
bedst?
_Abigael_. Jeg? Aa, Rødt og Gult, tænker jeg! det er de mest levende.
_Geheimeraadinden_ De tager sig ogsaa kjønnest ud fra Gaden, naar der
skinner Lys igjennem dem i de mørke Vinteraftener Saa staaer de
Forbigaaende stille paa Fortovet og seer paa Karosserne, som kommer
kjørende--prægtige Vogne med gallonerede Lakaier--kanske somme med
Løbere foran.
_Abigael_. Med Løbere, siger I?
_Geheimeraadinden_. Ja, naar de kongelige Herskaber viser Huset den Ære.
Saa bliver, der Stimmel paa Gaden af Tilskuere, kan du troe. Alle staaer
de med Hattene i Haanden og speider efter de oplyste Vinduer, og den Ene
hvisker til den Anden: Iaften er der fornem Forsamling hos de unge
Folk?
_Abigael_. Hvilke unge Folk?
_Geheimeraadinden_. Aa, din Strik! du veed jo godt, hvem jeg mener. Hos
dig og Claus naturligviis.
_Abigael_. Naa, det er os, som gjør Selskab. Eders Naade seer frem i
Tiden.
_Geheimeraadinden_. Ikke saa langt, haaber jeg ... vel?
_Abigael_. Ja, hvem kan vide?
_Geheimeraadinden_. Hvor langt der er til Vinteren? Det er da let nok at
regne, siden det er Mikkelsdag imorgen.
_Abigael_. Men det kunde jo være, Vinteren kom seent, eller at det slet
ikke blev Vinter, ligesom forleden Aar, da vi havde Violer ved Juletid
og Ribsbuskene begyndte at grønnes i Januari.
_Geheimeraadinden_. Hør nu, Abigael, lad os tale et fornuftigt Ord
sammen. Kom hid og sæt dig hos mig. Jeg lægger vel ikke stor Vægt paa,
at du og Claus blev fæstet til hinanden som Børn; thi meget kan
forandres med Tiden, og det er ikke enhver Kvist, der bliver et Træ af.
Men nu er I dog voxet op med den Tanke, og du kjender min Søn saa vel,
at du veed, baade hvad han har og hvad han mangler; thi han gjør saa
vist ingen Røverkule af sit Hjerte. Kanskee kjender han ikke dig fuldt
saa nøie, men som han kjender dig, har han stor Estime og Tilbøielighed
for dig, og bliver han din Husbond, vil han bære dig paa Hænder.
_Abigael_. Om jeg kuns ikke bliver ham for tung?
_Geheimeraadinden_. Kjærlighed gi'er Kræfter og gjør Alting let.
_Abigael_. Ja ... Kjærlighed. _Geheimeraadinden_. Tvivler du om, at
han bærer Kjærlighed til dig.
_Abigael_. Han?... Aa nei, det gjør han vel, paa sin Viis.
_Geheimeraadinden_, Tilvisse; det kan du slaae tilvæds om, _naar_ det
skal være.
_Abigael_. Tilvæds!... Nei, jeg har slaaet nok tilvæds ... kanske for
meget.
_Geheimeraadinden_. Hvad mener du?
_Abigael_. Intet videre. Men hvad er Eders Naades Mening med alt dette?
_Geheimeraadinden_. Det er, at der nu bør tages endelig Beslutning i
denne Sag. Din Fader har bestemt ... hvis det ellers er dig til Villie,
at din Trolovelse skal celebreres paa hans Fødselsdag.
_Abigael_. Det veed jeg, Eders Søn har sagt mig det.
_Geheimeraadinden_. Men ikke paa den rette Maade. Du havde Aarsag til at
vredes; thi det var ingen Befaling, men et Ønske.
_Abigael_ #(smilende).# Jeg kjender nok Papas Ønsker, de banker ikke
paa Døren, de gaaer lige ind i Stuen.
_Geheimeraadinden_. Claus har ikke des mindre græmmet sig derover, og nu
frygter han....
_Abigael_. For hvad?
_Geheimeraadinden_. For at du skal regne ham det til Onde og skyde
Jaordet ud.
_Abigael_. Hm, skal det være, kan det jo skee lige saa godt nu som
siden.
_Geheimeraadinden_. Altsaa samtykker du?
_Abigael_. Vi kan jo tales ved derom. Jeg beder Eders Naade undskylde
mig, men det er nu min Syngetid, og jeg venter Monsieur Ambrosius hvert
Øieblik.
_Geheimeraadinden_ #(afsides).# Skriveren! #(høit)# Nei, nei, mit
kjæreste Barn! lad mig nu ikke gaae bort med halv Besked. Vil du gjøre
os Alle den store Glæde, saa lad det blive afgjort med det Samme.
_Abigael_. Nu vel da ... som I vil; for mig gjerne.
_Geheimeraadinden_ Der væltede du en Steen fra mit Hjerte. Lad mig
embrassere dig, min allerkjæreste Datter; thi det kan jeg nu altsaa
kalde dig. Jeg vil strax skrive til Oberhofmesterinden, for at melde
hende den glædelige Begivenhed og lade hende vide, at vi ventelig kjøber
Fru Christenses Gaard. Jeg siger vi, for nu er vi jo saa godt som een
Familie.--Og hør, _à propos_ om Skriveren. Var det ikke rettest, du nu
hørte op med den Information? Du faaer jo saa meget at tage vare paa, og
desuden, naar du kommer til Kjøbenhavn, kan du jo lade dig instruere af
Stadens første Syngemestere ... ja, om du saa vil, af Hs. Majestæts egen
Capelmeister og Hofcantor, som informerer de kongelige Børn.
_Abigael_. I mener, jeg skulde høre op at synge med Monsieur Ambrosius?
Aa ja, kan hænde, det var det Bedste.
_Geheimeraadinden_. Ja ikke sandt! Du er saa fornuftig og føielig idag,
min hjerte Abigael, at jeg er ganske charmeret i dig. Hvor den Rose
klæder dig smukt!
_Abigael_. Ikke sandt, den er kjøn endnu? Og den har dog staaet i Vand
Natten over.
_Geheimeraadinden_. Du skulde sige ham det idag--Skriveren mener jeg--at
han ikke har nødig at indfinde sig tiere. Du behøver jo ikke at lade ham
vide, hvorfor ... det er ikke engang convenabelt.
_Abigael_. Hvorfor ... nei, det behøves ikke.
_Geheimeraadinden._ Jeg vil imens gaae ind og skrive Brevet til
Oberhofmesterinden, og paa Veien vil jeg overraske Claus--_din_
Claus--med den lykkelige Tidende. Det banker ... det er formodentlig
Skriveren. _Adieu, ma chère! Au revoir!_
#(Hun gaaer ud til Venstre)#