_Abigael. Bodil._
_Abigael_ #(betragtende sig i et Haandspeil).# Jeg veed ikke, hvordan
du har brugt dine Fingre imorges, Bodil! Min Frisure sidder jo heelt
forkeert.
_Bodil_. Frøkenen var saa utaalmodig og kunde ikke blive tidsnok færdig.
_Abigael_. Bring mig de Krøller i Orden, og fæst saa en Blomst her paa
Siden. Du kan tage en af Roserne der, de er friske nok endnu. #(Hun
sætter sig, _Bodil_ pynter hende)#
_Bodil_. Venter Frøkenen Fremmede?
_Abigael_. Fremmede? Nei, jeg venter ingen Andre end Monsieur Ambrosius.
_Bodil_. Er det kanskee for hans Skyld, I vil have Blomst I Haaret?
_Abigael_. For Skriverens? Hvad vil du sige dermed?
_Bodil_. Jeg meente, at ... Frøkenen maa ikke blive vred; men I veed,
han er Hans Lauritsens Ven, og jeg har Ynk af at tænke paa, hvad der
vilde skee, hvis Frøkenen gjorde Alvor af Eders Spøg; det kunde komme
ham dyrt til at staae.
_Abigael_. Dyrt til at staae? Det er en mørk Tale, jeg forstaaer ikke,
hvad du mener.
_Bodil_. Jeg mener, om han nu virkelig fæstede sit Sind til Jer i
Kjærlighed.
_Abigael_. Naa ja, hvad saa? Det var vel ikke det daarligste Valg, han
kunde gjøre.
_Bodil_. Ja men ægte ham, det kan I jo dog ikke.
_Abigael_. #(med en Bevægelse).# Ægte ham! Er du galen, Pige? Har du
nogen Tid hørt, at en adelig Frøken ægtede en Skriverkarl?
_Bodil_. Hørt derom har jeg vel, men ...
_Abigael_. Ja saa, det veed jeg Intet af. Kan hænde der har været Den,
som var saa lidet ærekjær. Men aldrig agter jeg at sætte en Gaasefjer i
mit Adelsskjold--det kan du forlade dig paa!
_Bodil_. Om han nu endda faldt paa den Tanke, Frøken, over al den
Venlighed, I viser ham?
_Abigael_. Saa var han jo ikke bedre værd, end at spærres inde i en
Daarekiste.
_Bodil_. Forlad mig, naadige Frøken! men nu er det mig, som ikke
forstaaer, hvad I mener. Jeg er kun simpelt lært, veed I nok, og jeg
skjønner ikke rigtig, hvad Tanker I egentlig har.
_Abigael_ #(betragtende sig i Speilet).# Hvad Tanker jeg har?... Sæt
mig den Blomst noget højere op!... Hvad Tanker jeg har?... Jeg har de
Tanker at vise dig, at din Kjærestes Ven er bagt af samme. Deig, som
andre Mandfolk. Hvilke Tanker skulde jeg vel ellers have?
_Bodil_. Men det var jo dog kun Eders Skjemt med det Væddemaal, ikke
sandt, Frøken? Jeg tilstaaer saa gjerne, at jeg har tabt, naar I blot....
_Abigael_ #(heftig).# Men det _har_ du jo netop ikke ... ikke endnu
mener jeg ... Au, du stikker mig! Hvor du er klodset paa Fingrene idag!
Saa, lad det nu være nok; Hvad stod der saa i Brevet fra Hans Lauritsen.
_Bodil_. Han skriver, Attestatsen er forbi, og jeg kan vente hans Besøg
hver Dag. Han har et godt Tilbud at gjøre Ambrosius.
_Abigael_. Et Tilbud ... hvorom?
_Bodil_. Ja, det nævner han ikke.
_Abigael_. Skulde det være om en anden Plads?
_Bodil_. Gid det var saa vel ... for hans Hjertefreds Skyld.
_Abigael_. Saa, begynder du nu igjen at lamentere? Altid gjør du en
Elefant af en Myg. Hjertefred! Troer du, jeg vilde spilde noget
Menneskes Hjertefred, om jeg kunde?
_Bodil_. Ikke med Eders rette Villie, naadige Frøken! Men ... ja, I
faaer holde mig tilgode, at jeg siger det ... jeg troer ikke, Eders eget
Hjerte er saaledes beskaffent, at I skjønner Alt, hvad der gaaer for sig
i Andres.
_Abigael_. Mit Hjerte ... hvad veed du om det? Den Bog har hverken du
eller Nogen læst til Ende.
_Bodil_. Kanskee I selv ikke heller.
_Abigael_. Kan saa være, at der er Blade, jeg ikke har læst endnu. Men
hvad jeg skjønner og veed af Erfaring, det er, at man kan bøie en Mand
som en Pilevaad, og naar man slipper ham, staaer han lige rank og svai
endda. Mændene tækkes man gjennem Øiet, skal jeg sige dig, og der er
lang Vei fra Øie til Hjerte.
_Bodil_. Ikke saa langt endda, naadige Frøken! Kjærlighed er som Taaren,
hedder det for et gammelt Ord; den begynder i Øiet og falder i Barmen.
_Abigael_. Som Taaren? Det var et underligt Ord. Hvad har Kjærlighed med
Taarer at skaffe? #(med let Spot:)# Jeg tænkte, den var idel Fryd og
Herlighed, efter hvad du har fortalt om dig og din Fæstemand.
_Bodil_. Tilvisse, naar det er To, som elske hinanden lige trofast.
_Abigael_. Men ikke, naar det kuns er den Ene, som...? Saamænd, det kan
være, du har Ret; jeg skal tænke derover.--Ved du, om min Fader kommer
hjem til Middag?
_Bodil_. Det troer jeg knap; den naadige Herre er til Hestemarked og
har taget Ridefogden med. Han vil nok kjøbe Stadsheste til den nye
Karosse, har jeg hørt.
_Abigael_. Til den nye Karosse? Mener du ...
_Bodil_. Den, som hører til Frøkenens Brudestyr.
_Abigael_. Naa, den. Ja saa er det godt; saa kan du gaae, Bodil. Jeg har
ikke Brug for dig længere. #(Bodil ud i Baggrunden.)# ... Saa, nu
bliver altsaa Hestene kjøbt, og en Dag bliver der spændt for og
Vogndøren lukket op, Jørgen Tjener slaaer Trinnet ned, Papa siger
Farvel, og saa ager Abigael til Kjøbenhavn i Følge med ... Aa ja,
hvorfor ikke?... Hvorfor _ikke_? Men om En nu spurgte, _hvorfor_? hvad
skulde jeg da svare? Det er sært nok, men det er aldrig faldet mig ind,
at Nogen kunde spørge, hvorfor?... Ja, hvorfor gifter man sig? Fordi Ens
Frænder har bestemt det saa? Eller fordi alle Andre gjør det? Der er dog
Somme, der aldrig gifter sig..., ja, dem er der vel Ingen, der vil
ha'e.--Af Kjærlighed, vilde nu Bodil sige ... den, som begynder i Øiet
og synker i Barmen. Saamænd, ifald man kjendte den.--Skulde det mon være
sandt, at Kjærlighed kan forstyrre Ens Hjertefred?... Aa pyt!... Men om
den nu alligevel kunde?... Nei, saa hellere Hestene for Karossen og
afsted til Kjøbenhavn!