_Abigael. Ambrosius_.
_Abigael_. Kom ind!
_Ambrosius_ #(fra Baggrunden).# Her er jeg, efter Frøkenens Befaling.
Jeg veed nu ikke, om Frøkenen vil musicere, eller kanskee hellere sanke
Planter, som igaar. Himlen er høi og klar, og Luften skikkelig varm for
Mikkelsdags Aften at være.
_Abigael_. Ingen af Delene, Monsieur Ambrosius.
_Ambrosius_. Ingen af Delene! Er Frøkenen da ikke vel?
_Abigael_. Jo, der fattes mig Intet; men jeg har Meget at forrette i
Huset, og denne Pude skulde ogsaa baldyres færdig. Min Fader skal have
den til Fødselsdagsgave.
_Ambrosius_. Saa har Frøkenen kanskee heller ikke Stunder i Morgen?
_Abigael_. Nei, heller ikke i Morgen.
_Ambrosius_. Men i Overmorgen?
_Abigael_. Nei, ikke for det første ... ikke før Fødselsdagen er omme.
_Ambrosius_. Ikke før!
_Abigael_. Der jo kun tre Dage til.
_Ambrosius_. Tre Dage, det er jo en Evighed.
_Abigael_ #(smilende).# Det er allenfals en af de smaa.
_Ambrosius_. I tre Dage skabtes jo hele Jorden med alle dens Træer og
Urter. Sæt nu, de visnede alle igjen paa den tredie Dag, saa Jorden blev
øde og tom. Saa kom jeg jo aldrig til at plukke Blomster med Frøkenen
meer.
_Abigael_. Paa den tredie Dag ... paa min Faders Fødselsdag! Det var en
underlig Tale. Hvorfor skulde Blomsterne just visne paa den Dag?
_Ambrosius_. Aa, jeg veed ikke selv; det var kun et Indfald, jeg fik,
som saa mange andre. Nei, I har Ret, hvorfor skulde de just visne paa
den Dag? Det pleier jo at vare en Stund, inden Vinteren kommer. Man kan
faae smukke Høstdage endnu ... men Sommertiden er da forbi.--Ja, saa vil
jeg vente, til Frøkenen igjen lader mig kalde ... om det skeer nogentid.
_Abigael_. Om det skeer ... hvad vil I sige dermed? I er mig saa
synderlig idag, Monsieur Ambrosius, ikke som I pleier. Er der gaaet Jer
Noget imod? Naa, hvorfor svarer I mig ikke?
_Ambrosius_. Fordi Frøkenen sagtens vil lee mig ud og tænke, jeg er for
gammel til slig Barnagtighed. Men da jeg imorges stod op og saae, at
Rosenknoppen--den, Frøkenen skjænkede mig igaar, allerede var ganske
bleg og vissen, saa ... ja, saa blev jeg noget tungsindig tilmode, og
det er ligesom det sad mig i Kroppen endnu. Men det var jo en
Taabelighed, for jeg vidste jo forud, at saadan en Blomst ikke kan vare
evig. Og Frøkenen har vel Aarsag til at lee.
_Abigael_. Jeg leer ikke.
_Ambrosius_. Gjør I ikke! Kan I da forstaae, at det smertede mig?
_Abigael_. Aa ja, jeg lider heller ikke at see Blomster visne. Saa
kastede I den vel bort?
_Ambrosius_. Nei.
_Abigael_. Hvad gjorde I da med den?
_Ambrosius_. Jeg ...
_Abigael_. Naa?
***
_Ambrosius_. Jeg digtede en liden Grav-Skrift over den, og saa gjemte
jeg den.
_Abigael_. En Grav-Skrift? Den maa I lade mig høre.
_Ambrosius_. Ak, naadige Frøken, det er kuns en simpel Vise; den flød
mig saadan i Pennen af sig selv.
_Abigael_. Af sig selv, siger I? Jeg meente, det var en Konst at gjøre
Vers?
_Ambrosius_. Ja, rigtige Vers, som Biskop Kingo og Magister Falster og
andre store Digtere; men ikke saadanne Viser, som jeg laver. De voxer op
af sig selv ligesom Græs paa Marken. Men det gaar ogsaa med dem som med
Græsset; idag blomstrer de, imorgen kastes de paa Ilden.
_Abigael_. Voxer de op--ja, hvordan mener I? Som nu for Exempel den
Vise, I der taler om. Hvordan gik det til, at den "flød Jer i Pennen",
som I kalder det?
_Ambrosius_. Det gik saaledes til, at jeg sad og saae paa Blomsten og
tænkte, hvor skjøn den havde været og hvor stor Glæde den havde
forskaffet mig. Og saa kom jeg til at tænke paa, hvor kort den havde
levet, og hvor hurtig alt det Skjønne forgaaer, og ... ja, saa gik det
med mig ligesom jeg fortalte Jer igaar om dem samme Rose, at der kom en
underlig, frydfuld og smertelig Trang over mig til at lukke mit Inderste
op og udtale, hvad der rørte sig derinde. Og alt som jeg betragtede den
døde Blomst, var det ligesom den blev levende igjen indeni mig og voxede
og voxede ... og saa sprang Visen ud. Saadan gik det til, om I ellers
forstaaer mig, thi det er ikke saa lige at forklare Sligt.
_Abigael_. Jeg troer nok, jeg har forstaaet Jer. Men Visen? Det var dog
mig, som gav Jer Ilosen, saa faaer I vel give mig Visen til Gjengjæld.
_Ambrosius_. Ja, den er Skam ikke værd at gjøre sig kostbar for. Jeg kan
sige den for Jer, om I lyster; thi jeg har den opskrevet her hos mig.
#(Han tager et Papir op af Lommen og læser følgende Digt:)#
"Du deilig Rosenknop,
Lad mig dig ret betragte
Og paa den Skønhed agte,
Som meer end Konst og Pragt
Er i dit Bæger lagt."
"Du deilig Rosenknop,
Hvis Blade gjer saa mange
Smaa Labyrinters Gange
Og dufte Luften op,
Du deilig Rosenknop!"
"Du deilig Rosenknop!
Igaar sad du med Glæde
Smukt paa dit Tornesæde;
Men du blev brudt, og see,
Idag du visnede."
"Du deilig Rosenknop,
Din friske Farve svinder,
Dit matte Rødt mig minder,
At Herlighed forgaaer
Og Skønhed Ende faaer."
"Du deilig Rosenknop,
Naturens Mesterstykke!
Ak, hvor er nu dit Smykke?
Igaar Du blomstrede,
Idag du visnede!"
_Abigael_. Vil I skjænke mig den Opskrift?
_Ambrosius_. Gjerne, hvis Frøkenen vil værdiges at modtage den. Havde
jeg tænkt paa det, skulde jeg have gjort mig Umag, saa var Visen kanskee
bleven kjønnere.
_Abigael_. Det er et Spørgsmaal. For mig er den kjøn nok.
_Ambrosius_. Nei, det er den visselig ikke. Ingen Vise kan være kjøn nok
for Jer, naadige Frøken!
_Abigael_. Giv mig den saa! Jeg har ikke Stunder at tøve længere.
_Ambrosius_ #(rækker hende Digtet).# Her er den ... men, min Gud! I
har Taarer i Øinene! Jeg har dog vel aldrig krænket Jer med noget Ord?
_Abigael_. Vist ikke ... Farvel!
_Ambrosius_. For Guds Skyld, naadige Frøken, gaa ikke saaledes bort! Har
jeg været for dristig i min Tale eller er paa nogen Viis gaaen Eder for
nær, saa beder jeg bønlig, at I vil tilgive mig. Jeg kan ikke bære Eders
Vrede.
_Abigael_. Jeg er ikke vred, siger jeg ... hvad skulde jeg vredes for?
_Ambrosius_. Er I da bedrøvet?
_Abigael_. Ikke heller. Jeg veed ikke, hvad der kom mig paa med Eet. Men
ved at høre Eders Vise var det ligesom der blev draget et Tæppe til Side
foran mig, saa jeg fik Udsigt til en anden Verden, der var skjønnere end
denne, og som jeg ikke før havde Kundskab om.
_Ambrosius_. Og det var Visen ... min Vise, som voldte dette?
_Abigael_. Det maa det vel have været. Men det er jo Daarskab og
Indbildning Altsammen.
_Ambrosius_. Nej, naadige Frøken, det er det visselig ikke! Thi paa
selvsamme Viis gik det mig, da jeg digtede Sangen. Der er en Verden til
udenfor denne--om det er Himmerig og det evige Liv eller Paradisets
Have, det veed jeg ikke; men lysere og herligere er den, end den
skjønneste Sommerdag her paa Jorden. Og mangen en Gang, naar det var
mørkest omkring mig, har jeg pludselig havt en Fornemmelse, som der trak
en Sky fra Solen, og saa har den livsalige Verden ligget foran mig som
et Syn og kastet sin straalende Glands heelt ind i mit fattige Kammer.
Men altid var jeg alene, naar jeg saae den, og Ingen forstod mig, naar
jeg talte derom. Nu veed jeg, at I forstaaer mig, I, som selv er
skjønnere og herligere end Alt, hvad jeg har seet eller drømt om!
_Abigael_ #(med tilkæmpet Ro).# Agt paa, hvad I siger, Monsieur
Ambrosius! I taler over Jer.
_Ambrosius._ I har Ret, naadige Frøken! Jeg taler over mig ... tilgiv
min Dristighed ... jeg glemte reent mig selv ... jeg blev saa
forunderlig glad! Den Glæde vil I dog aldrig berøve mig?
_Abigael_. Kan I glædes over saa Lidt, skal det være Jer vel undt. Jeg
hører Nogen komme. Hav Tak for Visen og for Alt, hvad I har lært mig,
baade Musik og andre Ting. Farvel ... til vi sees igjen.
_Ambrosius_. Naar de trende Dage er forbi?
_Abigael_. Kanskee. Hvis ikke Urter og Blomster til den Tid er visnet,
som I forhen sagde.
_Ambrosius_ #(med Liv).# Nei, naadige Frøken! Nu troer jeg ikke
længer, at de visner!
_Abigael_. Farvel!
#(Hun rækker ham Haanden, som han kysser; i det Samme kommer Junker
_Claus_ ind fra Baggrunden).#