_De Forrige. Jørgen_.
_Baronen_. Ja saa, og i hvad Anledning, maa jeg spørge? #(til
Jørgen).# Har han noget at sige mig, saa vent!
_Abigael_. Der har jo tidt været Tale om, at Degnen skulde sættes paa
Aftægt. I siger selv, at han har en Stemme som en sprukken Jydepotte. Da
jeg hørte at Skriveren baade kunde synge og spille paa Orgel, saa tænkte
jeg, at han maaskee kunde blive Peer Rasmussens Medhjælp og siden løse
ham af, naar det gjordes fornødent. Derfor lod jeg ham synge for mig, at
jeg kunde høre, hvad han duede til. Og jeg kan give ham et godt Lov
baade for hans Røst og Færdighed.
_Baronen_. Saamænd, det var ikke saa ilda betænkt. Blind Høne finder
ogsaa et Korn iblandt. Han kunde da være Degn om Søndagen og Skriverkarl
om Hverdagen; det var at slaae to Fluer med een Smække. Ja, ja, nu faaer
vi see, hvordan han skikker sig.
_Jørgen_. Naadigherren glemmer da ikke, at I har givet mig Haab om at
blive Degnens Eftermand i Kaldet?
_Baronen_. Haab? ja, det kan han frit beholde for mig. Men Kaldet er
mit, og det gi'er jeg til hvem jeg lyster.
_Jørgen_. Men naadige Herre, betænk at....
_Baronen_. Hold Mund! #(til Abigael.)# Jeg gaaer et Øjeblik over i
Ladegaarden, men kommer igjen til Frokosten. Sørg nu for, at
Geheimeraadinden bliver stillet tilfreds, hvis hun, som rimeligt er,
skulde være noget pikeret, #(til Jørgen.)# Hvad var det saa for et
Ærind, han havde til mig?
_Jørgen_. Jeg skulde melde fra Ridefogden, at en af Indsidderne er
greben paa fersk Gjerning imorges, da han var ved at stjæle Kvas i
Folehaven. Ridefogden spørger, om han skal paa Træhesten, eller om
Herren vil have ham paa Vand og Brød i Hullet.
_Baronen_ Aa, lad ham slippe med Træhesten, siden det ikke var Andet end
Kvas. #(til Ambrosius.)# Han kan følge med og lade Jørgen vise ham
Vei til Skriverstuen. Den vender just ud til Baggaarden, hvor Træhesten
staaer, saa kan han lære at ride med det samme.
#(_Baronen_ gaaer ud til Venstre, _Ambrosius_ og _Jørgen_ til
Højre.)#
_Abigael_. See saa, nu er det Pust overstaaet. Min Fader koger hurtig
over, men det varer ikke længe. Det var nær gaaet ud over Skriveren, om
jeg ikke havde lagt mig imellem. Han huede mig ellers ganske godt, den
Person ... hvad var det, han hed?
_Bodil_. Ambrosius Stub.
_Abigael_. Han er en kjøn Karl og vel skaaren for Tungebaandet. Og han
var meer frimodig i sin Tale, end det Slags Folk ellers pleier at være,
For de er gemeenlig saa krybende, at En faaer Lyst til at træde paa dem,
bare for deres Underdanigheds Skyld.
_Bodil_. Da synes mig ellers, Frøkenen talte ham haardt nok til, især i
Begyndelsen.
_Abigael_. Jeg? Det mindes jeg ikke. Men om saa var, saa er det vel
løbet af ham igjen, siden han ikke lod sig mærke med Noget.
_Bodil_. Siig ikke det, Frøken! Det er ei alle Tanker, som komme til
Tinge, veed I.
_Abigael_. Ja, ja, fik han Regn idag, kan han jo faae Solskin imorgen,
saa er den Sorg slukt.
_Bodil_. Det kunde dog være, I tog feil. Ofte findes der stolt Hjerte
under luvslidt Kjortel, og....
_Abigael_. Stolt! Ha, ha, nu maa jeg lee. Skulde en Skriverkarls Hjerte
være stoltere end en Junkers? Hr. Claus og de Andre kan jeg styre med
en Silketraad, saa kan jeg vel sagtens vende Sind og Hjerte paa en
fattig Student, naar det lyster mig.
_Bodil_. Eet Sind er ikke som et andet, naadige Frøken! Og hvad Hjertet
angaaer, saa tænker jeg, det retter sig ikke efter Stand og Vilkaar
alene, men kan være ligesaa ærekjært hos en ringe Tjener som hos en
fornem Junker. Ellers havde Vorherre da skiftet altfor daarlig mellem
Fattige og Rige.
_Abigael_. Hør, Bodil, jeg synes, du begynder at præke mig noget meget
paa den senere Tid. Det er nok Præstekonen, som stikker dig i Kroppen
allerede. Det kan være priseligt nok, at du tager din Stand og dine
Kjendinge i Forsvar; men skal Mændene være Text, er det bedre, du hører
til og lader mig holde Talen. For i det Kapitel er _jeg_ nok mere
bibelfast end _du_. Har man nogen Tid hørt Mage! En Skriverkarl skulde
være for stiv, til at jeg kunde bøie ham under min Villie? Paa sine bare
Knæ skulde han ligge for min Fod, kom det mig an derpaa. Du smiler!
Troer du det ikke? Det kunde næsten lyste mig at prøve det Spil, om det
ikke var at nedlade mig for meget.
_Bodil_. For Himlens Skyld! Det er da ikke Frøkenens Alvor?
_Abigael_. Ha, ha, nu bliver du bange for Skriveren! Tag saa flux dine
Ord igjen!
_Bodil_. Det er ikke for ham, jeg er bange. Thi den Tro har jeg da til
ham, at han er ingen taabelig Gjæk, omendskjøndt han er ung og munter.
_Abigael_. Ikke for ham! Er du fra Sands og Samling, Pige? Mener du, at
jeg....
_Bodil_. Jeg mener kun, det var en farlig Leg for Eders Rygte, naadige
Frøken, som let kunde give Aarsag til Misforstand.
_Abigael_. Mit Rygte skal jeg nok sørge for. Jeg sidder vel saa høit
til Hest, at jeg kan ride over det Vand uden at stænkes. Nu har du egget
mig, og jeg skal vise dig Syn for Sagn, at de Alle er lige gode, din
Fæstemand ufortalt. Skal vi slaae tilvæds, at inden Maaneden er omme, er
Skriverens Villie saa myg som en Pilevaand, og hans "Stolthed" ligesaa
tyndslidt som hans Kjortel?
_Bodil_. Naadigste Frøken, jeg beder Jer saa bønlig....
_Abigael_. Taber jeg, skal du faae Linned og Uldent til Udstyr, men
vinder jeg ... tys, der kommer Nogen! Tand for Tunge, hører du!