_De Forrige. Geheimeraadinden og Junker Claus_ #(komme ind fra
Høire.)#
_Geheimeraadinden_. Naa, her træffe vi endelig den bortfløine Fugl! Fy
skamme dig, du slemme Pigebarn! Du skulde egenlig have Skjænder, at du
saadan absenterer dig.
_Abigael_. Jeg beder Eders Naade forlade mig. Jeg var visselig tilsinds,
at tage imod Jer, men....
_Geheimeraadinden_. Ja, ja, det skal være dig tilgivet. Kom saa hid og
giv mig et Kys til Velkomst.
_Junker Claus_. Skjønneste Abigael jeg kaster mig for Eders Fødder!
_Abigael_. Ak nej, gjør det ikke, Hr. Kammerjunker! Jorden er vist
fugtig endnu af Morgenduggen.
_Claus_. Ha, ha, Skjælmsmester! Men den lille Haand faaer jeg dog Lov at
kysse--_n'est-ce-pas?_ #(kysser hendes Haand.)# Men hvor I har
embelleret Jer siden ifjor--det er mageløst! Har jeg ikke Ret, Mama?
_Geheimeraadinden._ Jo, hun er allerkjæreste!... Goddag, Bodil!... Og
altid saa smagfuldt klædt, efter den sidste Façon.
_Claus_. Og saa denne _fraicheur!_ Man maa sige, hvad man vil; men vore
Damer ved Hove kan dog ikke blande Farverne saa flint som Naturen. Deres
_rouge_ og deres _blanc_ kan hver for sig være ligesaa vellykket, men
denne charmante Overgang, den har de ikke.
_Abigael_. Tag Jer iagt, Hr. Kammerjunker! at I ikke forstyrrer den
"charmante Overgang"; I giør mig jo heelt rød i Hovedet med Eders
Komplimenter.
_Claus_. "Hr. Kammerjunker!"--Hvorfor taler I mig saa fremmed til?
_Abigael_. Er I da ikke Hans Majestæts Kammerjunker?
_Claus_. Ganske vist har Hs. Majestæt havt den Naade ved
Allerhøistsammes Kroningsfest at udnævne mig til opvartende Kammerjunker
hos Hendes Majestæt, vor allernaadigste Dronning; men naar jeg opvarter
Eder, skjønneste Abigael, er det i Kraft af en anden Udnævnelse, som er
mig endnu dyrebarere end den kongelige Gunst. Kald mig derfor ikke
Kammerjunker, kald mig Claus. Og vil I være ret aimable, saa føi blot et
lille Ord til, som for Exempel....
_Abigael_. _Junker_ Claus--ja, med største Fornøielse. Altsaa, Junker
Claus, I er uden Tvivl hungrig efter Reisen, og Eders Naade trænger vist
ogsaa til en Forfriskning. Jeg tænker, Frokosten er alt serveret; min
Fader kommer om et Øieblik, han er kun gaaet over i Ladegaarden.
_Geheimeraadinden_. Tak, mit hjerte Barn! Men for min Person beder jeg
kuns om en Kop Chokolade; jeg nyder aldrig Andet paa Formiddagen, jeg
bliver saa let echaufferet.
_Abigael_. Bodil! gaa op og siig, der skal Chokolade paa Bordet.
#(_Bodil_ gaaer ud til Høire.)# Ønsker I heller ikke Andet, Junker
Claus?
_Claus_. I Eders _présence_ fornemmer jeg i Grunden hverken Hunger eller
Tørst. Men en lille Bagatel....
_Abigael_. Et Stykke Postei maaskee?
_Claus_. Tak, hvis det findes.
_Abigael_. Et Par Skiver Skinke?
_Claus_. I er altfor god.
_Abigael_. En lille Agerhøne eller to?
_Claus. Grand merci, Mademoiselle_! Agerhøns er en af mine Livretter.
_Geheimeraadinden_. #(med et Blik til Claus.)# Hm!
_Claus_ #(hurtig).# Men, som sagt, i Eders _présence_ tænker jeg
hverken paa at spise eller drikke. Jeg glemmer Alt for Eders Skyld, Alt,
om det saa var....
_Abigael_. Agerhøns?
_Claus_. Ja. om det saa var Ager ... aa, nu harcellerer I mig jo igjen!
Men I skal have Lov dertil, thi det klæder Jer allerkjæreste. Den finere
Spøg er overhovedet mit Element. Damerne veed det meget godt. Hendes
Majestæts Hoffrøkener harcellerer mig altid ... at sige, naar vi er
_entre nous,_ for Tonen er ellers meget streng ved Hoffet for Tiden ...
meget streng. Oberhofmesterinden har de allerbestemteste Ordrer. Men i
Krogene--forstaaer mig nok, i de store Vinduesfordybninger, hvor man er
cacheret af Silkegardinerne, ha, ha, ha! I skal see, I vil more Jer
superb, naar I engang kommer til Hove.
_Abigael_. Paa Eders Bekostning, mener I; ligesom Hoffrøknerne? Saamænd,
det kunde være fristende nok.
_Claus_. Ja, ikke sandt, meget fristende?
_Geheimeraadinden._ Ah, der har vi den kjære Baron!