_De Forrige. Ambrosius_.
_Ambrosius_. Godmorgen, lille Jomfru! Alt saa tidlig ude at spadsere? I
har vel hjemme her, kan jeg tænke. Fører denne Vei ret op til Gaarden?
_Bodil_. Det kommer an paa. Alleen hist henne er kun for Herskabet og
fornemme Gjæster. For Tyendet og Hovbønderne gaaer Veien om ad
Ladegaarden. Den pleier veifarende Folk ogsaa at følge, naar de har
Ærind paa Gaarden. Der skulde I have taget af til Høire.
_Ambrosius_. Hører I kanskee til Tyendet?
_Bodil_. Jeg er Kammerpige hos den naadige Frøken.
_Ambrosius_. Ih nei da, er I Bodil Ibsdatter? Saa har jeg kjærlig Hilsen
til Jer fra Hans Lauritsen. Jeg er den nye Skriver, Ambrosius Stub. Bi
lidt, nu kommer jeg over til Jer.
_Bodil_. Nei holdt! det er Herskabets Have her. I faaer kjønt gaae
tilbage, om ad Ladegaarden.
_Ambrosius_. Skam, der gjør! Skulde jeg nu vende om igjen? Hvor I gaaer,
kan jeg vel og træde, omendskjøndt mine Fødder er større end Jeres. Vi
er jo dog Tyende begge to. #(Han springer over Gjærdet.)# Saa, her
har I mig! Og nu rigtig Goddag #(ryster hendes Haand)# og velkommen
hid, Ambrosius! Ja, det var Jer, som skulde sagt det. Jeg havde Brev fra
Jer Fæstemand--idag er det fjorten Dage siden. I veed vel, Attestatsen
staaer for Døren. Saasnart han har absolveret den, reiser han hjem og
kommer hid paa Veien. Det skal blive Løier! Vi har ikke seet hinanden i
tre Aar. #(Han har imens taget en Flaske op af Lommen.)# Hans Skaal,
den ærlige Karl! Og gid han maa faae Kaldelse, inden Aaret er omme!
#(drikker.)# See saa, nu er den Flaske tømt! Jeg fik den i Kroen,
hvor jeg overnattede--den kostede mig kuns en Vise. Vil I fylde den
igjen, skal I faae samme Betaling. #(Seer sig om.)# Naa, saa det er
Baronens Have. Der er ellers nok saa kjønt udenfor, synes mig; der har
man en friere Udsigt.
_Abigael_. Saa skulde I være bleven derude.
_Ambrosius_. Hvad er det? Er vi ikke alene? Og I siger mig Ingenting!
_Bodil_. I lod mig jo ikke komme tilorde. Det er mit Herskab, den
naadige Frøken.
_Ambrosius_ #(med Hatten i Haanden).# Frøkenen!
_Abigael_ #(fornemt).# I er temmelig dristig, at I saaledes bryder
ind i Haven uden Forlov. Gjorde jeg Jer Eders Ret og besværede mig
derover, kunde I vente at blive jaget af Gaarde som en Løsgænger.
_Ambrosius_ #(stolt)# En Løsgænger! #(godmodig).# Naa ja, det er
jeg vel i Grunden og, det kan Frøkenen have Ret i. Men nu skulde jeg jo
prøve paa at slaae mig fast, saa det var ondt nok, om jeg blev jaget paa
Døren med det samme ... I mener det vist heller ikke saa slemt. I
Grunden har jeg jo ikke gjort Andet, end hvad saa mange andre løse Fugle
gjør hver Dag, baade Skader og Stære og Finker og hvad de allesammen
hedder. De flyver da baade ud og ind i Haven, skal jeg troe.
_Abigael_. Det var en underlig Tale den. Er I kanskee en Fugl?
_Ambrosius_. Saamænd, naadige Frøken! Jeg synger med mit Næb, ligesom de
andre Fugle med deres, og kan jeg ikke flyve, saa kan jeg dog hoppe.
Kanskee faaer jeg ogsaa Vinger med Tiden!
_Abigael_. Og bliver til en Skade--ja I seer ud derefter. Men naar
Skaderne skræpper for næsviist, saa skyder man dem.
_Ambrosius_. Men om jeg nu blev til en Sangfugl og satte mig i Træet
udenfor Eders Vindue, vilde I saa endda lade mig skyde?
_Abigael_. Jeg tænker ikke, det gjordes behov, al den Stund vi har Katte
nok paa Gaarden. Men lad det nu faae en Ende med den Fuglesnak! Jeg vil
forlade Jer Eders Dristighed, siden I ellers er anbefalet som en
skikkelig Person. Hvor kommer I fra?
_Ambrosius_. Siden jeg forlod Kjøbenhavn for tre Aar siden, har jeg
konditioneret paa forskjellige Steder. I det sidste Fjerdingaar har jeg
læst med Pogene i Vissenbjerg Skole under Degnens Sygdom.
_Abigael_. I er jo Student; hvorfor har I overgivet Studeringen?
_Ambrosius_. Ak, naadige Frøken! det var saadan en Skjæbne. Jeg har havt
smaa Kaar fra Barndommen af og har været vant til at hjælpe mig med
Lidt. Et Korn her, et Korn hist, ligesom Fuglene, vi talte om før. Nogle
Skillinger havde jeg sparet sammen, da jeg forlod Skolen i Odense, og en
Tid fik jeg frit Bord paa Klosteret i Kjøbenhavn. Siden læste jeg en
Stund for Kosten med en ung Person, som var Søn af en Viintapper, jeg
kjendte. Men han skulde til Tydskland i Lære, og saa blev der slaaet
Prop i den Flaske. Imidlertid, forknyt har jeg aldrig været; jeg boede
paa et Tagkammer og slog mig igjennem som jeg kunde, #(til Bodil).#
Ja, Eders Kjærest, Jomfru Bodil, har været mig en trofast Ven. Han havde
saa vist heller ikke Overflod; men hvad han havde, det deelte han med
mig af et villigt Hjerte. Og sommetider gav han mig en Præken oven i
Kjøbet, maa I troe.
_Bodil_. En Præken?
_Ambrosius_. Ja, naar jeg ikke hang stadig nok i Bøgerne. Han gik nu
altid midt ad Kongeveien, skal jeg sige Jer; jeg havde gjerne saadan et
lille Svinkeærind til Højre og Venstre.
_Abigael_. Ja, har I været saa vidtløftig i Alt, som I er i Eders Tale,
saa undrer det mig ikke, at Hans Lauritsen blev utaalmodig. Jeg spurgte,
hvorfor I overgav Studeringen.
_Ambrosius_. Nu kommer det, naadige Frøken! nu kommer det. Ret som jeg
var bedst i Gang med at læse og havde faaet udbetalt en liden Arv, som
var tilfalden mig efter en Velynder--gik det Hele op i Røg.
_Abigael_. Hvad gik op i Røg?
_Ambrosius_. Alle mine Eiendele, mine Bøger, min Smule Klæder, min
Seng--og Pengene med, som jeg havde syet ind i min Hovedpude. Det var i
den store Ildebrand, som overgik Kjøbenhavn for tre Aar siden. Jeg var
gaaet et Par Miil ud i Landet, for at sige Farvel til Skoven, som
begyndte at faae gule Blade. Og da jeg kom tilbage, hørte jeg Klokkerne
kime og saae Luerne slaae iveiret. Saa var min Klokke slaaet, og der var
ikke Andet for mig at gjøre, end at reise over til mit Hjemsted her i
Fyen og friste Livet som jeg kunde. See, saadan gik det til, naadige
Frøken, og jeg takker Gud for det ikke gik værre.
_Abigael_. Saa maa I være nøisom. Mig synes ikke, I har Stort at takke
for, efter hvad I der beretter. Hvad mener du, Bodil?
_Bodil_. Vorherre har dog sparet ham Liv og Helsen. Han kunde jo være
omkommen i det brændende Huus eller have mistet sin Førlighed for
bestandig.
_Abigael_. Liv og Helsen! Ja, naar man ikke forlanger Andet. Det har jo
hver en Oxe, der gaaer for Ploven, og hver en Bonde, der gaaer bag.
#(til Ambrosius.)# Men det er jo heldigt, I kan nøies med Lidt, siden
der ikke er beskaaret Jer Mere.
_Ambrosius_. Lidt! Kalder I det Lidt, at jeg lever, at jeg kan flytte
min Fod og drage min Aande? At jeg kan føle Solen varme mig og Vinden
køle min Pande? Er det lidt, at Vorherre hver Aften tænder sine Stjerner
for mig og lader Maanen lyse heelt ind i mit Kammers? At jeg kan lægge
mit Hoved til Hvile med hans hellige Ord og vaagne styrket og frisk til
min Gjerning, naar Dagen gryer? Herre, min Gud, hvor I maa være rig,
naar I kan kalde alt det Lidt!
_Abigael_ #(koldt).# Hvad der er Meget for En, kan være Lidt for en
Anden. Det er ellers Skade, I ikke fik Attestats, for I præker godt. Men
I kan jo altid blive Degn, om I synger saa vel, som I taler flydende.
_Ambrosius_. Jeg tager Frøkenen paa Ordet og siger Tak som byder.
_Abigael_. Naa saaledes var det just ikke meent. Men det er det samme;
skikker I Jer vel, skal jeg rekommandere Jer, naar der bliver et
Degnekald ledigt paa Godset--et, som ikke er for lidet, for I skal vel
og giftes og sætte Bo, kan jeg tænke. I kan jo ved Leilighed lade mig
høre, hvordan Eders Røst klinger. Hvad var det for en Vise, I sang før,
da I kom gaaende?
_Ambrosius_. Giftes? Jo vist, det har gode Veie! Først skulde jeg da
have mig en Fæstemø, og det kan falde vanskeligt nok, naadige Frøken,
for jeg er meer genegen til Venskab end til Kjærlighed, troer jeg. Eller
ogsaa har jeg ikke fundet den Rette endnu--Vorherre raader for det, som
for alt Andet! Men Kjærlighed maa der til. Det er bedre at gaae fri paa
bar Mark, end at være bunden til en Tornebusk.
_Bodil_. Der kan Frøkenen høre; der er Andre, der tænker om Elskov og
Giftermaal ligesom jeg.
_Abigael_. Ei, gak til Bloksbjerg med din Elskov! Var den saa stor en
Lykke, vilde fornemme Folk vel skatte den saa godt som I og gifte sig
derefter.
_Ambrosius_. Siig ikke det, naadige Frøken! Fornemme Folk har saa meget
Andet at tænke paa. Enhver af dem har maaskee saa travlt med at elske
sig selv, at der ikke bliver Tid til at elske nogen Anden.
_Abigael_. Troer I? Der er ellers Ingen, som har forlangt at faae Jer
Mening at vide. I skulde hellere svare paa det, jeg spurgte Jer om.
_Ambrosius_. Jeg beder underdanig om Forladelse, men jeg kommer sandelig
ikke i Hu....
_Abigael_. Jeg spurgte, hvad I sang for en Vise, da I før kom gaaende?
_Ambrosius_. Hvad jeg sang for en Vise?... Ja, hvor er den Snee, som
faldt ifjor? Jeg synger saamange Viser, og sommetider laver jeg dem med
det samme. Jeg skulde næsten troe, det var Tilfældet før, for jeg
mindes, der fløi en Lærke op ved Siden af mig, da jeg skraaede over
Engen, og saa tænkte jeg ved mig selv: hvem der saadan kunde synge sig
høiere og høiere op imod Himlen! Og saa sang jeg Noget, jeg veed ikke
hvad; men muntert har det været, for det var Lærken, jeg sang omkap
med.--Men lyster Frøkenen at høre en anden Vise, saa staaer jeg til
Befaling. Instrumenterne er i Orden, det ene har jeg i Halsen og det
andet paa Ryggen.
_Abigael_. Aa ja, I kan jo synge mig Noget for, saa skjønner jeg med det
samme, om I kan gjøre Fyldest i en Kirke.
_Ambrosius_. Det tænker jeg vel; jeg har da sunget for meer end eengang,
baade i Trinitatis og andre Steder, og jeg kan ogsaa spille paa Orgel,
om det behøves--men det Instrument fører jeg ikke med mig. Ja, saa skal
det vel sagtens være en Psalme?
_Abigael_. Aa nei, I kan jo synge en af de Viser, I selv har digtet. Men
ingen Elskovsarier eller Sligt--det kjeder mig.
_Ambrosius_. Mig ogsaa, naadige Frøken! saa det kan vi lettelig enes om.
Nei, nu skal jeg synge Jer en Vise, jeg digtede ved Foraarstid i mit
Hjertes Glæde, dengang Varmen kom i Veiret og Skoven begyndte at
grønnes. Giv nu Agt! #(Han tager Luthen frem, præluderer et Øieblik og
synger derpaa, til en munter Melodi, følgende Strofer:)#
"Den kjedsom Vinter gik sin Gang,
Den Dag saa kort, den Nat saa lang
Forandrer sig
Saa lempelig;
Den barske Vind, den mørke Sky
Maa flye,
Man frygter ei, at Sne og Slud
Skal møde dem, som vil gaa ud;
Thi lad os gaae
At skue paa,
Hvor smukt Naturen sig beteer
og leer."
"Ak see, hvor pyntet Solen gaaer
Med lange Straaler i sit Haar;
Den varme Krands
Er rette Kands
For alle Ting, som nu maa grye
Paa ny.
See Fuglene i Flokketal
I Luftens vide Sommersal;
Her flyver en
Jo med sin Green,
En anden sanker Haar og Straa
Saa smaa."
"Ak see et meget yndigt Syn
Paa Skovens grønne Øienbryn!
Den høie Top
Skal klædes op,
Og Vaaren pynter Bøgen ud
Til Brud.
Hist vogter Hyrden Kvæg og Korn;
Et Hundebjæl, en Lyd af Horn
Er alt hans Spil;
Men hør blot til,
Hvor smukt den Skov ham svare maa.
Derpaa."
"Ak, see, hvor speileklar og glat
Den Sø dog er i Lave sat...."
#(Sangen afbrydes af den følgende Replik.)#