#_Abigael og Bodil_ (komme ind fra Høire).#
_Abigael._ Det er ikke Umagen værd at gaae længer, Bodil! Herfra kan vi
see, naar Vognen dreier om Skoven, saa er det tidsnok at vende om. Solen
brænder stærkt, omendskjøndt det er tidligt paa Dagen; vi faaer ventelig
Regn inden Aften.
_Bodil._ Troer Frøkenen det?
_Abigael._ Jeg kan kjende paa mig, at der er Torden i Luften. Saa har
jeg altid en synderlig Uro i Blodet, som om Noget var ventende, jeg veed
ikke hvad.
_Bodil._ Det er der da endelig ogsaa, siden I venter Eders Fæstemand hid
i Formiddag.
_Abigael._ Jo pyt! Det skulde vel anfægte mig stort, enten Hr.
Kammerjunkeren kommer eller gaaer.
_Bodil._ Men Frøken, han er jo dog Eders Brudgom! Og blev det ikke med
Jer Faders Minde bestemt, at Jaordet skulde holdes nu i Høst, naar
Kammerjunkeren og hans Fru Moder kom hid fra Kjøbenhavn?
_Abigael_, Min Brudgom--ja, man siger jo saa. Jeg mindes ellers ikke
saa nøie, hvad jeg svarede ham den Stund, han beilede til mig, for det
er saa længe siden.
_Bodil_. Saa længe siden?
_Abigael_. Ja, eftersom jeg endnu var klædt i Løiert og Hue og laa paa
min salig Moders Skjød, da Hr. Claus gjorde mig sin Opvartning første
Gang. Jeg blev jo døbt og trolovet paa samme Dag, saa det er da en Slump
Aar siden.
_Bodil_. Det er vel Frøkenens Spøg? Jeg veed nok, I blev trolovet paa
Vuggen, men siden har I jo....
_Abigael_. Har jeg ikke svaret ham Ja dengang--siden har jeg visselig
ikke gjort det. Thi vel har han sagt mig mange Slags Artigheder, men
beilet til mig--hos mig selv--det har han egentlig ikke. Den Ting har
min Fader og hans Moder ventelig afgjort imellem sig.
_Bodil_. Uden at spørge Jer ad! Men, i Herrens Navn, hvad har I da
bestilt al den Tid, I var sammen med ham her paa Gaarden ifjor?
_Abigael_. Jeg? Jeg har dandset med ham, og redet med ham, og hørt paa
ham--og leet ad ham, for, mellem os sagt, han er ikke meget kløgtig; men
han rider godt og danser udmærket.
_Bodil_. Og det er Alt? Men elsker I ham da ikke?
_Abigael_. Elsker ham?... See, der springer en Hare over Marken! Havde
jeg nu min Bøsse, saa var Morten væk! Saa, nu slap han ind bag en
Grøftevold.... Om jeg elsker ham? Aa, du er et Barn, Bodil! Troer du,
man sukker og lamenterer for hinanden i min Stand ligesom i din? Naar du
og din Student engang kommer sammen i et lidet Præste-eller Degnekald,
hvad det bliver, saa faaer I vel tage Kjærligheden til Hjælp, for at
bøde paa den magre Indkomst; men er man adelig født og har Midler nok,
saa gives der bedre Tidkort end at næbbes og kurre. Naa, see nu ikke saa
ulykkelig ud--det bliver nok et Præstekald.
_Bodil_. Tro ikke, at jeg gjør mig Bekymring derover. Jeg er jo selv en
Degnedatter og veed, at jeg har havt et lykkeligt Hjem, endda mine
Forældres Kaar var kun ringe. Og jeg veed ogsaa, at min Fæstemand Hans
Lauritsen tænker som jeg og vil være tilfreds, blot Vorherre under os
det daglige Brød. Men det gjør mig ondt, at Frøkenen taler saa
ringeagtende om det, som jeg selv skatter for den høieste Lykke. Thi det
veed jeg, at hverken Gods eller Guld eller adeligt Navn kunde erstatte
mig min Kjærlighed, om den blev tagen ud af mit Hjerte.
_Abigael_. Du er en god Pige, Bodil; men hvad der gjælder for dig og
dine Lige, gjælder nu engang ikke for mig og mine Lige. "Ørnen sidder
paa høien Hald, og Linden den stander i dyben Dal", hedder det i den
gamle Vise. Der er Urter, som trives bedst i mager Jord, og til dem maa
vel Kjærligheden høre. Hos mig har den i det mindste hverken sat Rod
eller Spire, og Junker Claus er dog ikke den eneste Mand, som har
dandset med mig og sagt mig smukke Ting. For den Sags Skyld kunde jeg
ligesaa gjerne gifte mig med Christen Skeel eller Jørgen Friis eller
Erik Trolle--thi derudi er den Ene som den Anden, at jeg kan vinde dem
Alle om en Finger. Og hvem veed, hvad jeg gjør? Jeg har endnu ikke givet
mit Løfte, og til Syvende og sidst er det dog mig, det angaaer. Jeg vil
selv vælge Strikken, sa'e Tyven, det er mig, som skal hænges!... Nu
maae de vel forresten snart være her. Naar min Fader er med, gaaer det
rask, og der er Heste nok at skifte med. See engang ud, om du ikke
faaer Øje paa Vognen.
_Bodil_ #(gaaer op imod Baggrunden og seer ud til Høire).# Nei, endnu
er der Intet at see; der er ikke en levende Sjæl paa hele Veien. Jo, fra
den anden Kant kommer der En.
_Abigael_ #(som har sat sig paa Bænken).# En Bonde?
_Bodil_ #(skygger med Haanden for Øinene).# Nei, skjønner jeg ret, er
han kjøbstadklædt.... Det var da en underlig En! Han gaaer barhovedet
midt i Solskinnet og bærer Hatten paa en Kjæp.
_Abigael_. Kommer han her forbi?
_Bodil_. Ja, det maa han vel, og han skrider rask til. Kanskee det er
den nye Skriverkarl, som den naadige Herre har fæstet!
_Abigael_. Paa din Anbefaling.
_Bodil_. Ja, det vil da sige paa min Kjærestes, for selv er jeg ikke
kjendt med ham. Men han har gaaet i Skole med Hans Lauritsen, og de
fulgtes ad til Akademiet i Kjøbenhavn.... Hør, kan I høre ham synge?
#(Bag Scenen lyder en munter Sang, som efterhaanden kommer nærmere.)#
Det er bestemt ham, for jeg veed, han skal have en kjøn Røst, og Viser
kan han ogsaa digte.
_Abigael_. Ei, ei! det maa jo være en sjelden Fugl af en Skriver.
_Bodil_. Der er han!
#(Abigael vender sig og seer tilbage, uden selv at sees. Ambrosius,
kommer rask ind fra Venstre hiinsides Gjærdet. Han bærer Hatten og en
lille Vadsæk paa sin Stok, og en Luth i et Baand paa Ryggen. Midt for
Scenen standser han i Solskinnet, seer ind i Haven og faaer Øie paa
Bodil.)#