_7. Januar._
Idag kom der Slædepost. Den bragte mig et Brev fra min Forlægger,
der drilsk spørger, om jeg ikke snart er ked af mit Eneboerliv og
om det ikke kunde friste mig til en Tilbagevenden at blive Leder af
et stort literært Foretagende, som han paatænker. De Vilkaar, han
kunde byde, er saa gode, at jeg foreløbig ikke behøvede at frygte
økonomiske Vanskeligheder.
For nogle Maaneder siden vilde jeg maaske have vaklet. Nu behøver
mit Svar ingen Overvejelse. Jeg dypper straks min Pen og skriver:
At jeg ikke kan modtage hans venlige Tilbud, fordi jeg heroppe
er bleven det lykkeligste Menneske i Verden og fordi min Lykke
er bunden til denne Plet Jord. At jeg saaledes uigenkaldelig har
opgivet enhver Tanke om at vende tilbage og at min Deltagelse i
det literære og offenlige Liv maa indskrænke sig til de Bøger,
jeg skriver. At den Bog, han venter, snart kommer og at den vil
efterfølges af andre, der ligner mine tidligere ligesaa lidt. At jeg
har taget Stade paa Vejrbakken, hvor Luften er klar og ren; hvor
Livets Mening bliver lettere at fatte, Lidenskaben mere usammensat,
Følelsen dybere. Endelig, at min Lykke er saa sikker, at den trænger
hverken til Anger eller Anklage; at den tværtimod har Raad til Tak
for alt forbigangent, fordi den uden det ikke vilde været saa stor.
Inden jeg afsender mit Svar, viser jeg Grethe Brevet fra
Forlæggeren. Da hun har læst det, siger hun, efter et Øjebliks
Tavshed:
»Jeg faar nu Anledning til at sige Dig noget, jeg har tænkt paa
stadig siden hin Dag paa Isen. Jeg tør ikke holde Dig tilbage. Du
kan for en kort Stund trives her; før eller senere vil alt det, Du
kom fra, atter kalde Dig. Jeg finder det kun rigtigt og naturligt.
Og derfor skal Du vide, at jeg intet Baand lægger paa Dig. Gør, som
Du vil og maa. Gør med mig, hvad Du vil. Lad mig blive her, om Du
maaske frygter mig som en Hæmsko, hvad Du har Grund til efter min
dumme Adfærd forleden. Eller tag mig med, om Du mener at have nogen
Brug for mig og om Du tør tro mig paa mit Ord, at jeg er grundig
kureret for min Dumhed. Jeg følger Dig, hvorhen Du vil. Vejrbakken
var hidtil mit Hjem. Uden Dig vil jeg være hjemløs paa Vejrbakken.
Livet og Verden derude skræmmede mig. Sammen med Dig vil jeg ingen
Frygt føle. Og siger Du, at jeg maa blive her for Faders Skyld, saa
svarer jeg: Det er ikke Fader mest, som ikke har villet herfra. Til
Tider tror jeg endog, han gærne rejste. Maaske var det ogsaa bedre
for ham. Han er gammel, hans Sind plages ofte i den sidste Tid af
sære Tanker deroppe i Stilheden. Han ligesom frygter Møllen, han
tror, den kalder paa ham; at den bebrejder ham, at han har standset
den. Mod min Fader gør vi ingen Uret ved at rejse. -- Men vil Du, at
jeg skal blive her og vente paa Dig, da er ogsaa det godt. Maaske
synes Du, at Du helst en Tid maa være ene og prøve dit Hjærte: om
det nu ikke blot var her i Ensomheden, at Du trængte til mig. Alt,
hvad Du bestemmer, alt, hvad Du gør med mig, er godt. Thi jeg elsker
Dig.«
Jeg lader Grethe tale til Ende. Var det haardt og stygt af mig, min
søde Veninde? Var det egenkærlig grusomt, at min Sjæl intet vilde
spilde af de velsignede Ord, som dit angstfulde Hjærte udblødte? Jeg
tror, Du tilgiver mig, for den dobbelte Fryd, mit Svar nu voldte.
Mit Svar, som Du fik sort paa hvidt i Svaret til Forlæggeren.