_Slutningen af Januar._
Grethe havde aldrig spurgt mig om min Fortid, det Spørgsmaal, som
plejer at være det første, en Mand hører af sin Elskede. Jeg tænkte:
Skulde det skyldes Uvidenhed? Utvivlsomt ikke. Grethes Viden om
Livet var tydelig og klar. Hun talte uden Omsvøb om det, som unge
Piger ellers anser det for et Uskyldighedsbevis at rødme over.
Skulde det da maaske skyldes en altfor god Tro til mig?
Jeg vilde ingen Tvivl, intet Bedrag i det Punkt. Og jeg spurgte
hende idag.
Aldrig har jeg set Grethe saa overvættes lystig. Hun lo saa
hjærteligt, saa overgivent, at hun næsten ikke kunde holde op.
Omsider sagde hun: »Nej, Du er virkelig for morsom. Du spørger,
halvt fornærmet, om jeg anser Dig for at have levet, som de gamle
Damer i Stiftelsen lever. Nej, min Ven, Du kan berolige Dig. Du har
for tydeligt indskærpet Offenligheden dine Letsindigheder, til at
Nogen skulde tvivle om, hvilken forfærdelig Person Du er.«
Og hun lo atter, saa jeg blev ganske forvirret. Efterhaanden
genvandt hun sin Alvor og sagde -- vi gik i Skoven --: »Lad os sætte
os her paa Bænken, saa skal jeg forklare Dig Grunden til, at din
slemme Fortid aldrig har foruroliget mig, ja, at den tværtimod,
efter hvad jeg véd om den, yder mig Sikkerhed for, at Du nu først
føler det, jeg forstaar ved Kærlighed. Du kan bagefter sige mig, om
jeg har Ret eller Uret.
Først maa jeg tilstaa, at min Sikkerhed intet har at gøre med den --
vistnok af Mændene -- udbredte Mening, at en Mand bør anvende en Del
af sin Ungdom til at rase ud. Jeg tror ikke paa, at Jert Raseri er
saa stort, at I behøver det.
Nej, min Sikkerhed har en Grund, jeg selv har udspekuleret og som
jeg bilder mig ind er noksaa solid. Jeg har i alle dine Bekendelser
forgæves ledt efter _Barnet_. Mange begejstrede Ord har Du ødslet
paa at lovprise dine Elskerinders Dejlighed. Du har udstyret dem
med alle Fortrin. Kun ét nægtede Du dem: Berettigelsen til at føde
dine Børn. Maaske har det ikke været Dig bevidst. Ialfald synes det
mig, at Du ligefrem med Flid gaar udenom Børnespørgsmaalet, hvori
jeg ser al virkelig Kærligheds baade Begyndelse og Ende. Hvad kan
den Kvinde være en Mand værd, hvem han ikke ønsker at skænke Frugten
af sit Favntag? Det er dog det store Under, den Lykke over al Lykke
i Favntaget mellem Mand og Kvinde, at dér mødes deres Kærligheds
Evighedstrang, Trangen til at vide sig forenede ud i de fjærne Tider
gennem Børnene og atter disses Børn og saa fremdeles, til Dagenes
Ophør. Hvis jeg hvilede i dine Arme og jeg fornam din Vilje kølnes
af Frygten for Barnet, jeg vilde føle den dybeste Beskæmmelse. Jeg
vilde tænke: til en flygtig Lyst, et Sansernes hensigtsløse Behag
er jeg ham god. Men han værdiger ikke at lade mit Skød bære hans
Evighedstanke. -- Nu er jeg stolt og sikker, fordi jeg tror at vide,
at jeg er den første, hvem Du har ønsket at se som dine Børns Moder.
Og jeg nærer ingen Misundelse til din Fortid og de Kvinder, der
fylder den. Stakler, om de elskede Dig; thi deres Hjærter vil da,
selv under dine mest glødende Kærtegn og Smigerord, have følt Tomhed
og Skuffelse. I modsat Fald er de end ingen Beklagelse værd. De
fandt, hvad de søgte. De tog, ingen af dem, noget af den Lykke, din
Kærlighed forjætter mig.«
* * * * *
»Har jeg saa« -- spurgte Grethe -- »haft Uret i ikke at foruroliges
af din Fortid?«
Men uden Ord knælede jeg ned og lagde mit Hoved i hendes Skød.