XXVI.

_Nytaarstid._

Frost og Sne har lukket af for den gamle By. I mange Dage er intet

Bud fra Omverdenen trængt ind til den. Men da Proviant forefindes i

rigelig Mængde og det tilmed er Ferietid, føler Byen ingen Uhygge

som indespærret Fæstning. Den lever blot saameget stærkere sit eget

Liv, den samler som en Høne Kyllingerne under sine lune Vinger; den

glemmer, at den er ifærd med at udvikle sig til en udadstræbende

Fremtidsby med Bank og Eksportforeninger; den bliver atter helt og

ganske den gamle By.

Naar jeg møder de ringlende Kanetog med lystige pelsindhyllede unge

Herrer og Damer; naar jeg hører den skingrende Jubel og den leende

Hvinen fra Børnene, der kjælker ned ad Vejrbakkens Sneskraaninger;

naar jeg ser Fjorden sort af farende Skøjteløbere og naar om Aftenen

Sang og Dansemusik toner bag de festligt oplyste Vinduer -- da

mindes jeg hin strænge Vinter for mange Aar siden, da Byen, efter

møjsommeligt at have gravet sig op af Sneen, drog ud paa Fjorden og

holdt Karneval Uger igennem.

Saa fantastisk det staar for min Erindring:

Gennem en Granport kommer man ind i en lang Isgade, der ligger lunt

mellem høje Snemure. Saa pludselig er man paa en stor aaben Plads,

der straaler i Fakkellys og indhegnes af Telte, illuminerede med

kulørte Lamper. Telte, hvor der spises og drikkes, synges og danses.

Og fra Pladsen skærer nye Gader sig ind i Snebjærgene. Man kommer

forbi Huler i magisk Blaalysskær, Snemænd med funklende Ildøjne,

Smaaboder, hvor gamle Kællinger i Tranlampe-Belysning braser Aal og

Pandekager, et Varmeskur, der benævnes den gloende Ovn, og man naaer

ind i en Lund af Grantræer, hvor der er Trængsel om en Karrusel

med Slæder, der har den oplivende Egenskab, at den i hver Omgang

lader en Slæde vende Koldbøtte i en Drive. Snebyen forgrener og

breder sig endnu videre. Vi Børn naaer aldrig til dens Ende, thi der

gaar Rygter om megen Vildskab og uhyggelige Slagsmaal i dens fjærne

mørke Forstæder, dér den gamle Bys Svende og Lærlinge mødes med de

fjendlig sindede Folk fra den anden Side Fjorden. Vi bliver, hvor

Lyset hersker og Uskylden boer. Hvor vore Søstre og deres Veninder

farer os forbi i susende Fart med deres Kavallerer eller opfører en

ikke altid saa vellykket, men des muntrere Skøjte-Lanciers. Henad

Aftensmad-Tid er hele Byen paa Fjorden. Saa kommer Mødre og Fædre

for at hente de unge Døtre og Børnene, eller de bringer Maden med

i Kurve. Inde i den gloende Ovn slaar man sig da sammen, Venner

og Bekendte, og dækker et Fællesbord med de forskellige Madkurves

Herligheder. Og naar man bagefter vandrer hjemad, stiger Raketter

op over Fjorden, hvor den summende Karnevalstummel først forstummer

sent paa Natten.

* * * * *

Grethe og jeg var i Formiddags en Kanetur. Nede ved Fjorden gjorde

vi Holdt og gik ud paa Isen mellem Skøjteløberne. Der var Liv og

Glæde, men ikke det Æventyr-Sceneri som i gamle Dage. Jeg følte

mig maaske en Kende skuffet over den glatte velfejede Bane og hele

det ordnede sportsmæssige Præg, Forlystelsen havde faaet; saameget

ivrigere fortabte jeg mig i Genopfriskelsen af de gamle Minder.

Først sent opdagede jeg, at Grethe, den ellers saa ligelige, gik

ganske tavs og med et forpint Udtryk i Øjnene af fjærntskuende

Sørgmod. Bekymret spurgte jeg, hvad hende fattedes.

»Min egen Ven«, sagde hun, »tilgiv mig. Det er slet intet uden

Barnagtighed. Mens vi gik her blandt alle disse Mennesker, der

ligesom jager hæsblæsende efter Glæden, overfaldt der mig en Angst

for at miste Dig. Jeg syntes, de vilde rive Dig fra mig. Jeg

syntes, din Tale hastede bort med dem, saa langt, langt bort. Tilgiv

mig. Husk, hvor lidet jeg er vant at færdes blandt Mange. Husk, det

er første Gang, vi har forladt de stille Steder.«

Hun smiler atter til mig, hun trykker ømt min Arm. Men jeg fører

hende hastigt bort fra Skøjteløbernes Bane; vi stiger op i den

ventende Kane, og vi vender tilbage til de stille Steder.

Guds Fred · 第 32 / 46 题