_Nytaarstid._
Frost og Sne har lukket af for den gamle By. I mange Dage er intet
Bud fra Omverdenen trængt ind til den. Men da Proviant forefindes i
rigelig Mængde og det tilmed er Ferietid, føler Byen ingen Uhygge
som indespærret Fæstning. Den lever blot saameget stærkere sit eget
Liv, den samler som en Høne Kyllingerne under sine lune Vinger; den
glemmer, at den er ifærd med at udvikle sig til en udadstræbende
Fremtidsby med Bank og Eksportforeninger; den bliver atter helt og
ganske den gamle By.
Naar jeg møder de ringlende Kanetog med lystige pelsindhyllede unge
Herrer og Damer; naar jeg hører den skingrende Jubel og den leende
Hvinen fra Børnene, der kjælker ned ad Vejrbakkens Sneskraaninger;
naar jeg ser Fjorden sort af farende Skøjteløbere og naar om Aftenen
Sang og Dansemusik toner bag de festligt oplyste Vinduer -- da
mindes jeg hin strænge Vinter for mange Aar siden, da Byen, efter
møjsommeligt at have gravet sig op af Sneen, drog ud paa Fjorden og
holdt Karneval Uger igennem.
Saa fantastisk det staar for min Erindring:
Gennem en Granport kommer man ind i en lang Isgade, der ligger lunt
mellem høje Snemure. Saa pludselig er man paa en stor aaben Plads,
der straaler i Fakkellys og indhegnes af Telte, illuminerede med
kulørte Lamper. Telte, hvor der spises og drikkes, synges og danses.
Og fra Pladsen skærer nye Gader sig ind i Snebjærgene. Man kommer
forbi Huler i magisk Blaalysskær, Snemænd med funklende Ildøjne,
Smaaboder, hvor gamle Kællinger i Tranlampe-Belysning braser Aal og
Pandekager, et Varmeskur, der benævnes den gloende Ovn, og man naaer
ind i en Lund af Grantræer, hvor der er Trængsel om en Karrusel
med Slæder, der har den oplivende Egenskab, at den i hver Omgang
lader en Slæde vende Koldbøtte i en Drive. Snebyen forgrener og
breder sig endnu videre. Vi Børn naaer aldrig til dens Ende, thi der
gaar Rygter om megen Vildskab og uhyggelige Slagsmaal i dens fjærne
mørke Forstæder, dér den gamle Bys Svende og Lærlinge mødes med de
fjendlig sindede Folk fra den anden Side Fjorden. Vi bliver, hvor
Lyset hersker og Uskylden boer. Hvor vore Søstre og deres Veninder
farer os forbi i susende Fart med deres Kavallerer eller opfører en
ikke altid saa vellykket, men des muntrere Skøjte-Lanciers. Henad
Aftensmad-Tid er hele Byen paa Fjorden. Saa kommer Mødre og Fædre
for at hente de unge Døtre og Børnene, eller de bringer Maden med
i Kurve. Inde i den gloende Ovn slaar man sig da sammen, Venner
og Bekendte, og dækker et Fællesbord med de forskellige Madkurves
Herligheder. Og naar man bagefter vandrer hjemad, stiger Raketter
op over Fjorden, hvor den summende Karnevalstummel først forstummer
sent paa Natten.
* * * * *
Grethe og jeg var i Formiddags en Kanetur. Nede ved Fjorden gjorde
vi Holdt og gik ud paa Isen mellem Skøjteløberne. Der var Liv og
Glæde, men ikke det Æventyr-Sceneri som i gamle Dage. Jeg følte
mig maaske en Kende skuffet over den glatte velfejede Bane og hele
det ordnede sportsmæssige Præg, Forlystelsen havde faaet; saameget
ivrigere fortabte jeg mig i Genopfriskelsen af de gamle Minder.
Først sent opdagede jeg, at Grethe, den ellers saa ligelige, gik
ganske tavs og med et forpint Udtryk i Øjnene af fjærntskuende
Sørgmod. Bekymret spurgte jeg, hvad hende fattedes.
»Min egen Ven«, sagde hun, »tilgiv mig. Det er slet intet uden
Barnagtighed. Mens vi gik her blandt alle disse Mennesker, der
ligesom jager hæsblæsende efter Glæden, overfaldt der mig en Angst
for at miste Dig. Jeg syntes, de vilde rive Dig fra mig. Jeg
syntes, din Tale hastede bort med dem, saa langt, langt bort. Tilgiv
mig. Husk, hvor lidet jeg er vant at færdes blandt Mange. Husk, det
er første Gang, vi har forladt de stille Steder.«
Hun smiler atter til mig, hun trykker ømt min Arm. Men jeg fører
hende hastigt bort fra Skøjteløbernes Bane; vi stiger op i den
ventende Kane, og vi vender tilbage til de stille Steder.