_Slutningen af September._
Det er Frugthøstens Tid. I Møllerens Have gaar Arbejdet muntert og
travlt.
Paa den lille Plæne mellem alle de bugnende Træer, midt i
Travlheden, sidder Mølleren i en Lænestol og leder, trods sin
Blindhed, Arbejdet. Han kender alle Træer i Haven og udpeger dem
i den Rækkefølge, de skal høstes; han giver Ordre om, hvordan
Plukningen for hvert enkelt Træs Vedkommende skal foregaa, og
han modtager Kurvene, efterhaanden som de fyldes, til kyndig
Undersøgelse og Prøvelse.
Grethe fører Tilsyn med Plukningen, hvortil er lejede et Par Piger
og Karle; hun tager selv Del i Arbejdet og hun sætter ogsaa mig i
Beskæftigelse. Hun og jeg besørger de fine Frugter, der vokser paa
glasdækkede Espalierer og som maa behandles med særlig Varsomhed.
Jeg staar paa en Stige og plukker dem, hun nedenfor med udbredt
Forklæde. Men ofte maa hun skænde paa mig for min Dovenskab; thi
det hænder hvert Øjeblik, naar jeg skal række hende Frugten, at jeg
fortaber mig i Beskuelsen af hendes ivrigt blussende Ansigt, der
er skønnere end nogen Frugt. Og hvad hjælper det, hun skænder? Hun
bliver kun dobbelt sød i sin skrømtede Utaalmodighed.
-- -- -- Naar Duggen begynder at falde, standses Plukningen og
Kurvene bæres ind i Frugtkamrene, der har Hylder fra Gulv til Loft,
og hvor Grethe forestaar Sorteringens vigtige og vanskelige Arbejde:
hvad der tør sendes til Hovedstadens kræsne, men højtbetalende
Frugthandlere, hvad Prangerne kan faa overladt til en billig Penge,
hvad der egner sig til Syltning og Henkogning og hvad endelig der
skal forbeholdes Husets Vinterforbrug.
Som der dufter her i disse Frugtkamre. Alle de syrlige og søde Aande
fra Kurve og Hylder fortættes i de indelukkede Rum og blander sig
til en berusende Essens, der længe hænger i Ens Klæder.
Og saa prægtig Grethe ser ud, som hun, med Kjoleærmerne smøgede op
om de hvide stærke Arme, tager i de solbrændte Hænder Frugt paa
Frugt og med hastig Kendermine tildeler hver sin Plads og Rang.
Helst tænker jeg dog paa hende, som jeg saa' hende nedenfor Stigen
ved Espalieret. Hvis jeg skrev Vers, vilde jeg sætte Billedet i Digt:
»Det er Frugthøstens Tid. I Møllerens Have paa den golde Vejrbakke
modnes den ædleste Frugt i Landet. I Møllerens Have staar hans
Datter, den højbarmede Mø, med Favnen fuld af svulmende Druer.«