_3. September._
Vi har inat haft den første Efteraarsstorm. Jeg laa i Sengen og
lyttede til den.
Oppe fra Skoven kommer et Vindstød susende, rusker i Pavillonens
Træværk, saa det knager i alle Fuger, og bulrer videre ned over
Bakken til Byen. Stød følger paa Stød, om og om igen den samme
Leg, stadig vildere, stadig voldsommere. Træerne sukker, gisper og
stønner. Stormen giver ikke Pardon. Hvad der ikke har Kraft at staa,
faar falde.
Stormen, den store Opriver og Forskrækker, raser udenom mig. Jeg
kender ingen Angst, jeg ler den op i Ansigtet: Du skræmmer mig ikke,
Du naaer mig ikke, Du havde din Klo i mig, men jeg undslap Dig.
Og i lykkeligt Overmod velsigner jeg Stormen. Den blæser Efteraaret
ind, den dejlige Tid, hvor der bliver endnu mere stille paa
Vejrbakken; den Tid, hvor Vejrbakken vil tilhøre kun Grethe og mig.
Iaftes, da jeg forlod Møllerhuset og hun fulgte mig til Dørs,
sagde hun: »Ser De, nu er Himlen fuld af Efteraar. Nu drager Syden
Trækfuglene, nu længes Hovedstadsfolk bort fra de stille Steder.
Begynder ikke ogsaa De at længes?«
»Og hvis jeg rejste,« spurgte jeg, »vilde De føle det som et Savn?«
Hendes Øjne duggedes, mens de saa' ind i mine og hun svarede: »Jeg
synes, det maa være saa forfærdeligt at skulle sige Farvel. Hvis De
rejser, saa lov mig, at De gør det uden Afsked.«
»Jeg rejser ikke, før _De_ siger Farvel.«
Og jeg skyndte mig bort i det frembrydende Uvejr, men da jeg, henne
ved Skoven, vendte mig, stod hun endnu i Døren og saa' efter mig.
_7. September._
Hvorfor siger jeg hende ikke, at jeg elsker hende? Er det af Frygt
for, at det skulde bedrøve eller mishage hende? Visselig ikke. Af
tusind Smaating har hun forstaaet, hvor kær og dyrebar hun er mig;
for hver Dag ser hun, uden at jeg behøver at sige det, hvordan min
Kærlighed tager Vækst. Hun sér det, med Smil i sit Blik, med fagre
Roser paa Kind.
Jeg taler ikke, fordi jeg ikke nænner at forstyrre vore Sjæles Møde
i den trygge Ventens Tysthed. Fordi jeg føler mig til Mode, som sad
vi Haand i Haand og lyttede til en dæmpet Sang ude over Vandet en
yndig Skærsommernat.