_Oktober._
I Kildehaven, der ligger mellem Byen og Vejrbakken, har de smaa
Børn deres Park. Naar Vejret er godt, føres de, kørende i deres
Vugge-Kareter eller trippende paa deres stumpede Ben, herud af
Mødre, Ammer og Barnepiger. En stor Runddel, skærmet af store
Træer og omgiven af lange Bænke, er Samlingsstedet. Her findes en
Træbod, hvorfra sælges Mælk og Smaakager, Lakris, Johannesbrød og
fristende rødstribede Brystsukkerstænger. Men midt paa Pladsen staar
en broncebarsk Statue af en fædrelandsk Helt og ser med uanfægtet
Krigeriskhed paa Børnenes Leg.
Paa vor Vej til Byen gaar Grethe og jeg gærne gennem Kildehaven. For
mig er det en Opfriskelse af mine spædeste Minder, fra den Gang
jeg var et saa bevægeligt Gemyt, at jeg i Arrigskab rakte Tunge ad
Blæsten og græd af Angst, naar min Barnepige, efter den almindelige
respektløse Sædvane i Kildehaven, lod mig forrette mine nødtørftige
Smaaærinder ved Foden af den strænge General. Først og fremmest
nyder jeg dog Grethes Henrykkelse over de Smaa. Med straalende
Øjne følger hun deres yndefuldt-kejtede Tumlen og finder dem lige
bedaarende, enten de leende pludrer eller pludselig stikker i en
fortvivlet Brølen. Men allermest elsker hun de ganske Smaa, dem,
der ligger i Vognene og kigger ud i Verden med store forundrede
Øjne. Det hændte idag, at vi saa' en ung Moder tage saadan En op af
Puderne og lægge den til sit store hvide Bryst, som den sugede sig
fast til med graadig Mund og greb om med smaa ivrige Hænder. Med øm,
andagtsfuld Tilbedelse fortabte Grethes Blik sig i dette Billede, og
da hun endelig rev sig løs og vi gik bort, saa' jeg, at hun havde
Taarer i Øjnene.
-- -- Vi talte siden om hendes Kærlighed til Børn. Hun sagde:
»Mit højeste Ønske er at blive Moder til mange Børn og bo paa
Vejrbakken, hvor der er Plads til at tumle med dem. Jeg kunde ikke
forestille mig at være gift, selv om jeg elskede min Mand aldrig
saa højt, uden at have Børn. Kan noget tænkes skønnere for en
Kvinde end at give den Mand, hun elsker, Børn? Kan noget tænkes
dejligere end at blive kaldt Moder? Vide og føle, ja høre paa den
Klang, hvormed Ordet bliver sagt, at man ikke lever forgæves,
men at der er Nogen, som saa nødvendigt trænger til En? Min Mand
skulde intet tabe ved den Ømhed, jeg ofrede vore Børn. Jeg vilde
elske ham dobbelt som deres Fader. Men fordi jeg føler det saadan,
forstaar jeg ikke, ja forskrækkes af de unge Kvinder, hvorom jeg
læser i moderne Bøger. Det er jo næsten, som de frygtede Børn
som en Fare for deres Lykke. Og ikke nok med det. De klynker og
jamrer ovenikøbet over den Naturens Grusomhed, der lader dem føde i
Smerte. Som om ikke de fik tifold Vederlag for selv den pinefuldeste
Kvide, naar de holder Barnet i deres Arme. Som om overhovedet det
at blive Moder var noget værd, naar det ikke kostede Smerte! --
Jeg tænkte først: det er Mændene, der i blødagtig Medynk skriver
saa taabeligt om noget, de ikke forstaar. Men jeg læste siden det
samme i langt stærkere Ord i Bøger, skrevne af Kvinder, som hævder
at tale Kvindernes Sag. Disse kvindelige Forfattere, Hustruer og
Mødre ofte, er ligefrem fornærmede over, at alene Kvinden skal være
Moder og at Moderpligterne afholder dem fra Deltagelse i vigtigere
Samfundsopgaver. Jeg forstaar ikke de Kvinder, jeg forfærdes over
dem. Jeg ser dem for mig med Ansigter fortrukne af Oprør mod
Naturen. Jeg bliver syg af at læse deres Bøger. Jeg føler det, som
om der blev myrdet smaa Børn inde i mig.«
Men, efter en Pavse, tilføjede Grethe: »Ser De, jeg tror nok, det
har gjort meget, at jeg mistede min Moder saa tidligt. Al den
utilfredsstillede Trang, jeg havde til Moder-Ømhed, har givet min
Moder-Trang Vækst. Jeg, der ikke mindes, hvordan det er at sidde paa
Mo'rs Skød, kunde alt som lille Pige ikke se et Barn, uden at mine
Arme længtes efter at favne det og lægge det op til mig.«
Saaledes talte den Moderløse til den Moderløse. Og mens jeg saa'
paa hendes frodige Legeme, dér hun gik stolt og ren i sin frimodige
Bekendelse, tænkte jeg, at bedre Lykke kunde jeg ikke give min Søn
end at lade ham fødes af denne Kvinde.