_23. August._
Jeg har opdaget, at Grethe i Grunden slet ikke kender den gamle
By, og jeg har bedt hende, om jeg maatte vise hende den. Jeg vilde
saa gærne, at hun skulde lære at holde af den, saadan som jeg gør.
Fordi hun forstod, at det vilde glæde mig, modtog hun mit Tilbud.
Hun synes ogsaa at interessere sig for, hvad jeg viser og fortæller
hende, men mest morer det hende vist at se min Iver som den gamle
Bys Fremfører.
Idag viste jeg hende Slottet.
Slottet, der ligger nede ved Fjorden og gør Tjeneste som
Amtmandsbolig, er en lang graa pakhuslignende Bygning med et Utal af
smaarudede Vinduer i to Etager. Kun den Række af gamle Poppeltræer,
der paraderer foran det, og den rødkappede Skildvagt, der vandrer
frem og tilbage mellem Poplerne, kendetegner det som et fremragende
Hus. Som det nu fremtræder, er Slottet hverken særlig gammelt eller
paa nogen Maade mærkeligt. Det har kun sparsomme Rester fra den Tid,
det var et virkeligt Slot og Sæde for Kongens Lensmand.
Det er henimod Skumring, da jeg med Grethe vandrer gennem den dybe
skumle Port i Forhuset ind i den store firkantede Slotsgaard,
der omsluttes af lave hvide Længer. Græsset gror frodigt mellem
Gaardens Brostene, langs Længerne staar paa fornem Herregaardsvis
smaa kuppelklippede Linde. Ved Foden af Træerne løber, hele Gaarden
rundt, en Rendesten saa dyb og bred som en lille Bæk, med talrige
Gangbrædter over.
Vi sidder paa en Bænk under Lindene ved Længen lige over for
Porten, hvor Vandet fra Rendestenene samler sig og forsvinder i en
underjordisk Afløbskanal ned til Fjorden. Og mens Solen daler i
Bakkerne Nordvest for Byen og sender sine sidste Straaler paa Skraa
gennem Porten ind over Gaardens Græs, fortæller jeg Grethe om den
strænge Hr. Esben, der for mange Aarhundreder siden raadede her paa
Slottet, navnkundig ikke mindre som Kvindebedaarer end som Kriger.
Til Sikkerhed i Ufredstider var af hans Forgængere bygget en Løngang
fra Slottets Kælder til Volden paa den anden Side Fjorden. Hr. Esben
benyttede dog Løngangen mest til sine galante Æventyr. Han havde et
vennesælt, nedladende Væsen, samme Herre. Ofte bød han en Borger
med hans unge Kone eller Fæstemø til Gilde paa Slottet. Men naar
Borgermanden var drukken ganske sanseløs, lokkede han den unge Kone
ud af Salen, lod hende, om hun gjorde Modstand, kneble og førte
hende gennem Løngangen under Fjorden til et lidet Hus med vellystige
Kammerser, hvor Gildet saa fortsattes, den Bortførte oftest ej til
Ubehag, saasom Hr. Esben var saare skøn og gavmild; den narrede Mand
eller Elsker til megen Fortrædelighed, naar han vaagnede af sin Rus
og fandt Fuglen fløjet. Dog saa' han sin Fordel i at tie, holde gode
Miner til slet Spil og bide Skammen i sig. For Hr. Esben var kendt
som en nidkær Herre med en haard Haand. Desuden var der jo ingen
Anledning til at udbasunere over den ganske Stad den Tort, der var
bleven Ens Kæreste til Del, især naar man ikke kunde være saa sikker
paa, hvor god eller hvor daarlig hendes Vilje havde været. Et og
andet sivede dog ud gennem forblommede Ord, et og andet kunde anes
ved pludseligt brudte Trolovelser og Ufred mellem Ægtefæller, der
før havde levet i god Enighed. En Sky af hemmelig Angst og hviskende
Had lagde sig efterhaanden mellem Byen og Slottet.
Saa hændte det, at Hr. Esben kastede sine Øjne paa Borgmesterens
dejlige 17 Aars Datter, nygift med en af Byens raskeste og dygtigste
unge Haandværkere, Klaus Bryde. Hr. Esben smægtede og smiskede en
Stund med dristige Blik og lønlige Tegn, naar han red forbi den
unge Kones Vindue. Og da han havde forstaaet, at hun ikke tog ham
hans Hyldest ilde op, greb han den først mulige Anledning til at
byde Klaus Bryde og Kone være Gæster paa Slottet. Klaus Bryde havde
imidlertid lugtet Lunten. Han drak sig fuld kun paa Skrømt. Alt mens
hans Hoved sank dybere paa Brystet, iagttog han de ømme Blikke, der
veksledes mellem hans Kone og Lensmanden. Og ikke saasnart var de
to forsvundne ud af Salen, hvor de troede Ægtemanden hvilende i en
salig Rus, før Klaus Bryde rejste sig, gik hen til et af Slottets
Vinduer og gav en lille Skare udenfor ventende Venner et aftalt
Tegn. Med Vaaben i Haand trængte de sig ind i Slottet, overmandede
og kneblede den intet anende Vagt, fandt, anførte af Klaus Bryde,
den aabne Dør til Løngangen, saa' i det Fjærne det blege Lys af
døende Fakler og ilede ind i Mørket ... -- Om det Drama, der er
udspillet paa Fjordens Dyb, beretter Sagnet følgende: Da Slottets
Folk den næste Morgen, opskræmte af den omsider befriede Vagts
Fortælling, kom til, var Løngangens Dør smækket i Laas. Det varede
en rum Stund, inden den svære Jærndør sprængtes, og i det samme, den
aabnedes, saa' man de uskadte Lig af tre af Klaus Brydes Venner.
Efter en haabløs Kamp for at sprænge Døren var de kvalte. Længere
inde i Gangen fandtes flere Lig af Kvalte, midtvejs Lensmanden, den
unge Kone, Klaus Bryde, de to Fakkelsvende og et Par Andre, alle
skrækkeligt lemlæstede. -- Siden hed det sig, at en Fisker, der hin
Nat havde stanget Aal paa Fjorden ligeover Løngangen, mente at have
hørt Vaabenraslen nede fra Dybet.
* * * * *
... Solen er gaaet ned. Den graa Skumring er falden over den stille
Slotsgaard. Da lyder et dumpt Pjask i Vandet lige bag os og Grethe
griber mig i Armen. »Hvad var det?« spørger hun. »Se selv,« svarer
jeg og peger paa Gangbrædtet:
»De gamle Slots-Rotters Time er inde. De drager deres Spøgelse-Færd
fra Slottet ned til Fjorden. Se, snart svømmer de og snart
entrer de over Brædtet. Sid bare roligt, de følger deres vante
Vej, herop kommer de ikke. Det er en hel Karavane, de skal ned at
se til den gamle Løngang, vaage over, at Ingen forstyrrer dens
hemmelighedsfulde Hvile i Sagnets Mørke.«
»Hvad har Rotterne med Løngangen at bestille?« spørger Grethe.
»Kom, saa skal De høre!«
Jeg fører hende hen til en Kælderluge i et Hjørne af Gaarden. Gennem
Lugen, som jeg aabner, ser vi ned i nogle mørke murede Hvælvinger,
hvorfra en klam indelukket Gravkammer-Luft slaar os i Møde.
Og jeg fortæller: »Da disse Krypt-Hvælvinger -- vi gaar ikke
derned; thi paa dette Tidspunkt er der næppe ganske hyggeligt --
udgravedes i forrige Aarhundrede, paastaar man, at Løngangen, som
man troede forlængst forsvunden, om den overhovedet nogensinde
havde eksisteret, genfandtes. En af Arbejderne tilbød at gaa
derind; spændt afventede man Resultatet: man hørte hans Skridt og
hans muntre Sang fjærne sig, det var tydeligt, at han naaede frem.
Saa blev alt stille. Man ventede og ventede, men han kom aldrig
tilbage. Byens Øvrighed lovede da en Straffefange Friheden, om han
vilde forny Forsøget. Det var en forsoren Galgenfugl, der frygtede
hverken Gud eller Fanden. Han slog til. En Tov blev bundet ham om
Livet: saasnart der var Fare paa Færde, skulde han trække til.
Karlen gik rask ned og forsvandt. Paa Tovet, der droges efter ham,
kunde man skønne, at han fandt aaben Vej adskillige Favne. Pludselig
standsede Tovet, uden at der dog rykkedes i det. Man tænkte, han var
stødt paa en eller anden Hindring, som han var ifærd med at rydde.
Standsningen blev imidlertid uhyggelig langvarig. Maaske Manden var
besvimet. Og man halede ind i Tovet: det kom tilbage uden Byrde; det
var gnavet over -- af Rotterne, som havde beholdt Karlen ... Men
endnu ses i Hvælvingen en rusten Jærndør og indenfor den et Par
murede Trin, som fører nedad.«
-- -- Vi stod atter udenfor, hvor de gamle Popler og Skildvagten
i sin røde Kappe paraderer. Smilende saa' Grethe paa Slottet og
sagde: »Hvem skulde nu tro, at den grimme, kedelige Bygning kunde
forskrække Nogen! Og dog var jeg ikke rigtig hyggelig til Mode før.«
»Ja,« svarede jeg, »saadan gaar det med hele den gamle By. For
den, der haster den ligegyldig igennem, er den kun en almindelig,
hverdagsagtig Provinsby. Men for den, der oplader den sit Hjærte,
aabenbarer den en Skat af fin Poesi og sære Sagn.«