_15. August._
Hvad mon Verden for Tiden foretager sig? Var den store Krig
eller den store Revolution brudt løs, havde Rygtet vel været saa
højrøstet, at det var naaet mig. Nu da ingen Rygter forstyrrer min
avisløse Tilværelse, tør jeg sikkert slutte, at Begivenhederne ikke
er overvældende. Fra det hjemlige Marked indskrænker Noteringerne
sig formodenlig til det sædvanlige Antal Forlovelser og Skandaler,
den sædvanlige politiske Suppe paa en Pølsepind, der næppe en Gang
har Lugten af Kødmad tilbage, en Smule Teatervrøvl i Anledning af
den tilstundende Sæson og Forkyndelsen af et Par Snese nye Bøger,
hvoraf de tre Fjerdedele vil være glemte samme Dag, de udkommer
-- fordi de handler om alt muligt andet end det, der ligger baade
Forfatteren og hans Læsere paa Sinde, eller fordi Forfatteren ikke
har noget paa Sinde, der kan interessere Andre end ham selv og hans
nærmeste Paarørende.
Det er Betænkeligheder af den sidste Art, der faar mig til at tøve
med min Bog om den gamle By. Den ene Dag finder jeg Emnet altfor
ringe og ubetydende, frygter, at Folk med Foragt skal vende sig fra
min Bog, sigende: hvad vedkommer dette os? Men næste Dag, naar jeg
vaagner i svulmende Lykke over al den Skønhed af gamle Minder og nye
Indtryk, hvori jeg lever, genfødes Forvisningen om, at min Bog ogsaa
maa kunne bringe Bud til andre Hjærter, der har følt og drømt de
samme Længsler som mit.
Saaledes gaar Arbejdet langsomt og rykvis under de skiftende
Stemninger. Eller tøver jeg af den Grund, at de nye Oplevelser væver
ind i de gamle Minder en Roman, som endnu kun er i sin Vorden; hvis
Afslutning jeg ialfald ikke kender?
Hæmmes jeg maaske ogsaa af en vis fejg Angst for de Venner og
Veninder, jeg har forladt? Faar de skeptiske Smil, hvormed jeg
forudser, at de vil læse om min Pilgrimsfærd til Barndommens hellige
Land, undertiden min Haand til at standse? Er jeg selv her i min
sikre Ensomhed, borte fra alle Rygter og alle Randgloser, under
Selskabets Trældomsfrygt?
Jeg betroede mig iaften til Grethe, mens vi gik vor Aftentur paa
Møllebakken. Da jeg havde endt mit Skriftemaal, sagde hun, varsomt
og med sænket Hoved, ligesom hun vilde undskylde, at hun udtalte
sin Mening: »Efter hvad jeg kender til Literatur -- jeg har før
læst ikke saa lidt -- og saavidt jeg kan dømme, er Frygt for at
tale rent ud, Frygt for at give sig helt hen, Mangelen hos næsten
alle Forfattere. Jeg har den Fornemmelse, naar jeg læser en Bog, at
Forfatteren, selv hvor han foregiver Aabenhjærtighed, altid skeler
til Læsernes Domstol, altid er betænkt paa sin Værdighed, altid
pynter og pudser sig lidt, for at Ingen skal tage Anledning til
Forargelse eller Spot. Bryder De Dem om mit Raad, der maaske lyder
anmassende, saa skriv, som om De ikke havde andet Publikum end mig,
der er en uvidende Pige og ikke klog nok til hverken at spotte eller
forarges.«
Vi var standsede, vi saa' Fjorden og Byen dybt under os:
»Eller skriv,« sagde hun, »som den, der boer paa Vejrbakken.«