XVI.

_15. August._

Hvad mon Verden for Tiden foretager sig? Var den store Krig

eller den store Revolution brudt løs, havde Rygtet vel været saa

højrøstet, at det var naaet mig. Nu da ingen Rygter forstyrrer min

avisløse Tilværelse, tør jeg sikkert slutte, at Begivenhederne ikke

er overvældende. Fra det hjemlige Marked indskrænker Noteringerne

sig formodenlig til det sædvanlige Antal Forlovelser og Skandaler,

den sædvanlige politiske Suppe paa en Pølsepind, der næppe en Gang

har Lugten af Kødmad tilbage, en Smule Teatervrøvl i Anledning af

den tilstundende Sæson og Forkyndelsen af et Par Snese nye Bøger,

hvoraf de tre Fjerdedele vil være glemte samme Dag, de udkommer

-- fordi de handler om alt muligt andet end det, der ligger baade

Forfatteren og hans Læsere paa Sinde, eller fordi Forfatteren ikke

har noget paa Sinde, der kan interessere Andre end ham selv og hans

nærmeste Paarørende.

Det er Betænkeligheder af den sidste Art, der faar mig til at tøve

med min Bog om den gamle By. Den ene Dag finder jeg Emnet altfor

ringe og ubetydende, frygter, at Folk med Foragt skal vende sig fra

min Bog, sigende: hvad vedkommer dette os? Men næste Dag, naar jeg

vaagner i svulmende Lykke over al den Skønhed af gamle Minder og nye

Indtryk, hvori jeg lever, genfødes Forvisningen om, at min Bog ogsaa

maa kunne bringe Bud til andre Hjærter, der har følt og drømt de

samme Længsler som mit.

Saaledes gaar Arbejdet langsomt og rykvis under de skiftende

Stemninger. Eller tøver jeg af den Grund, at de nye Oplevelser væver

ind i de gamle Minder en Roman, som endnu kun er i sin Vorden; hvis

Afslutning jeg ialfald ikke kender?

Hæmmes jeg maaske ogsaa af en vis fejg Angst for de Venner og

Veninder, jeg har forladt? Faar de skeptiske Smil, hvormed jeg

forudser, at de vil læse om min Pilgrimsfærd til Barndommens hellige

Land, undertiden min Haand til at standse? Er jeg selv her i min

sikre Ensomhed, borte fra alle Rygter og alle Randgloser, under

Selskabets Trældomsfrygt?

Jeg betroede mig iaften til Grethe, mens vi gik vor Aftentur paa

Møllebakken. Da jeg havde endt mit Skriftemaal, sagde hun, varsomt

og med sænket Hoved, ligesom hun vilde undskylde, at hun udtalte

sin Mening: »Efter hvad jeg kender til Literatur -- jeg har før

læst ikke saa lidt -- og saavidt jeg kan dømme, er Frygt for at

tale rent ud, Frygt for at give sig helt hen, Mangelen hos næsten

alle Forfattere. Jeg har den Fornemmelse, naar jeg læser en Bog, at

Forfatteren, selv hvor han foregiver Aabenhjærtighed, altid skeler

til Læsernes Domstol, altid er betænkt paa sin Værdighed, altid

pynter og pudser sig lidt, for at Ingen skal tage Anledning til

Forargelse eller Spot. Bryder De Dem om mit Raad, der maaske lyder

anmassende, saa skriv, som om De ikke havde andet Publikum end mig,

der er en uvidende Pige og ikke klog nok til hverken at spotte eller

forarges.«

Vi var standsede, vi saa' Fjorden og Byen dybt under os:

»Eller skriv,« sagde hun, »som den, der boer paa Vejrbakken.«

Guds Fred · 第 22 / 46 题