_Natten mellem 1ste og 2den August._
I to Dage tøvede jeg med at følge Indbydelsen. Jeg tænkte: hun har
sagtens ikke ment, Du skulde komme ligestraks. Men iaften maatte jeg
derop. Da jeg kom, stod Grethe i Døren: »Naa, endelig!« sagde hun.
»Fader begyndte allerede at drille mig med, at De nok helst var fri
for vort Selskab.« Saa vidste jeg, at jeg var velkommen og kunde
straks føle mig tryg og vel til Mode.
Møllerens Dagligstue, gennem hvis Vinduer man har Udsigt over
Fjorden, ligner en Kahyt, lavloftet og dyb, med en lang gulpoleret
Hestehaarssofa, et stort Klapbord, læderbetrukne Stole, Søkort og
Billeder af Skibe paa Væggen, i et Hjørne en Skibsmodel, i et
andet Hjørne et gammeldags Klaver, paa Hylder og Skabe Konkylier og
udstoppede tropiske Fiske, over Bordet en Svinglampe.
Herind blev jeg ført til Mølleren, hvis brede ranke Kæmpeskikkelse
jeg straks genkendte, men hvis Blik under de buskede graa Bryn
var blegt og udslukt. Han sad i Sofahjørnet i en blaa Pjækkert og
dampede paa en svær Merskumspibe. Grethe førte mig hen til ham
og sagde: »Her er han, den fremmede Herre, kan Du se, han kom
alligevel.« Hans haarede brune Haand trykkede hjærteligt min, og
dermed var jeg hjemme i Møllerens Stue.
Aldrig har jeg nogetsteds følt mig saa hjemme. Jeg sad og tænkte:
har jeg set alt dette før i en Drøm, eller er det en Drøm, som min
Sjæls Længsler fremtryller? Jeg syntes, jeg havde levet mange Aar i
disse ejendommelige Omgivelser, i denne Kahyt, der som et Vrag var
kastet i Land paa et gæstevenligt Bjærg, sammen med denne blinde
Olding, der talte vise Ord, og denne unge Pige, der stille hyggede
og smykkede Eneboerlivet for os.
Jeg lyttede til den Gamles Fortællinger og havde Sjælen jublende
fuld af Grethes Billed. Iført en tarvelig graa Hjemmekjole og et
broget Bondeforklæde syslede hun ud og ind, bragte os skaaret
Smørrebrød og Frugtmost af egen Tilvirkning, stoppede os bagefter
Piber og bryggede os en Toddy af gammel vestindisk Rom. Hver Gang,
hun vendte tilbage, strømmede Solskin ind i Stuen. At den Gamle
ogsaa fornam det, saa' jeg paa de Glimt af Liv, hendes Indtræden
altid tændte i hans Øjne.
Da Grethe var ude at tilberede Aftensmaden, fortalte Mølleren:
»Før jeg faldt til Ro heroppe, foer jeg vidt omkring. Jeg førte
Skibe paa de store Have, baade for egen og andres Regning. Men en
skønne Dag syntes jeg, det kunde være nok. Jeg havde set mere end
jeg brød mig om, Tiderne blev daarlige for Sejlskibene, jeg mente
ikke, Sejladsen førte til ret meget mere. Saa byggede jeg Møllen
her. En Mølle er dog et Slags Skib, den bruger baade Vind og Sejl
for at male i Posen, og tillige maler den langt sikrere. De andre
Møllere paa Egnen korsede sig over den ny Møller, der førte sin
Mølle som en Skude og lod staa til selv i den stærkeste Storm.
Efterhaanden havde min Mølle malet saameget, som jeg og min Datter
behøvede. Jeg var gammel, mit Syn ødelagt af den skarpe Blæst og
det hvirvlende Melstøv. Og saa bliver man saa træt af saadan en
Mølle, der evigt støjer og altid svinger rundt paa samme Plet. Jeg
var træt, trængte til at lade Møllen hvile og faa Stilhed omkring
mig. Deri er jo intet underligt. De, der dog ikke er nogen gammel
Mand, har nok haft noget af samme Fornemmelse, efter hvad Grethe har
fortalt mig.
Mærkeligere er det med Grethe. Hun er ligesom Barn af Stilheden
heroppe, hun kan ikke slippe den, saa ung hun er. Hvis De tror, det
er mig, som øver Pres paa hende for at faa hende til at sidde og
kukkelure sammen med mig, tager De Fejl. Jeg har ofte nok foreslaaet
hende, at hun skulde se sig om i Verden. Jeg har endogsaa tilbudt
hende at flytte med hende et Aarstid til Hovedstaden. Hun vil ikke
bort herfra. Her synes hun, hun har alt det, der gør hende glad. For
det derude føler hun kun Frygt og Uvilje. Det er ikke kommet med
Alderen, gennem Læsning af alle de utilfredse moderne Bøger, som man
kunde formode. Hun er født med det. Da hun var en lille Pige, tænkte
jeg at skulle gøre hende en Fornøjelse ved at skikke hende paa et
Besøg over til hendes Moders Slægtninge i Hovedstaden. Hun blev
artigt sin Tid ud; men da hun kom tilbage, tog hun det Løfte af mig,
at jeg aldrig mere maatte sende hende bort. Familjen havde været god
nok imod hende og gjort alt for at adsprede hende. Men hun længtes
kun efter Vejrbakken, hun var bleven bleg af at længes og føle sig
ene.«
Den Gamle standsede og sad en Stund fordybet i Tanker. Saa tilføjede
han: »Naa, en Gang maa hun vel bort herfra -- naar jeg er død.
Medmindre hun faar en Mand, der kan finde sig i at blive her hos
hende. Men Vejrbakken er just ikke frodig paa unge Mænd, og, saavidt
jeg kan skønne, har Grethe hellerikke været videre befængt med
Giftetanker. Ogsaa i det Stykke er hun anderledes end unge Piger
flest, endda hun har læst nok af Romaner om Elskov og Sværmeri.«
-- -- Jeg blev længe siddende i Møllerens Stue. Da Mørket faldt paa,
tændte Grethe Lampen og satte sig til Klaveret. I det aabne Vindu
tegnede sig Omridset af den hvilende Mølle paa Baggrund af den blege
Sommerhimmel. Og ud i Stilheden bares til Klaverets spinkle, sprøde
Toner Grethes simple, rørende Sang.
Men i Sofahjørnet slumrede den gamle Møller, med Lampelysets bløde
Skær over det mildt smilende Ansigt.