_29. Juli._
Jeg sidder i Morges nede paa Bolværket ved Havnen for at se
Dampskibet fra Hovedstaden komme. For at undgaa mulige Bekendte
blandt Passagererne har jeg sat mig lidt afsides, ved Oplagspladsen
for ankommende Varer. Jeg morer mig med at se ned i Vandet paa de
grønslimede Bolværkspæle, hvor Krabber kravler mellem fastgroede
Muslinger, og jeg tænker paa gamle Dage, da det var en Fest, naar
Dampskibet, den eneste daværende Kommunikation med Hovedstaden,
bragte Gæster i Besøg. Festen begyndte ved aarle Gry. Den Gang,
som nu, var Ankomsttiden meget skiftende. Under normale Forhold
skulde Skibet lægge i Havn Kl. 5, og fra det Klokkeslet gjaldt det
om at være parat; men faldt det i med en af de Taager, der udmærker
Fjorden og som i Løbet af faa Sekunder overtrækker den med et
uigennemsigtigt Bomulds-Slør fra Bred til Bred, kan Ventetiden blive
flere Timer lang. Ofte løb vi Børn fem, seks Gange frem og tilbage
for at melde vore Forældre Tilstanden. Endelig hejses Kurven paa
Fjordbakkens Signalstang, Taagen letter, nu kommer det, Skibet, det
længselsfuldt ventede, som bringer Tanter og Gaver samt megen fin
Mad og en Række af Fornøjelser i Udsigt.
Og det hænder, mens jeg idag sidder og opfrisker disse Minder,
at Taagen sænker sig over Fjorden, ligesom Skibet dukker frem
om den sidste Pynt. En graa Mur glider ned foran mig, jeg maa
sunde mig lidt, før jeg forstaar, hvad der er sket. Langt ude fra
lyder Dampskibets Taagehorn, jammerfuldt klagende, ængsteligt
varskoende. Men det er klart, at Kaptejnen, saa nær sit Maal,
forsøger at læmpe sig frem. Langsomt nærmer Taagehornets Tuden sig,
nu ses Mastetoppene ragende op over Skyen. Da, ligesaa pludselig
som den er kommen, forsvinder Taagen. Et Blændværk: i glitrende
Morgensol ligger Skibet et Par Hundred Alen fra Land og, forude paa
Overdækket, staar en ung høj Kvinde i et langt, mørkt Regnstykke.
Bedrager mit Syn mig? Er det hende? -- Uden at bryde mig om Per
eller Poul styrter jeg hen til Landgangen. Nu har den unge Dame
faaet Øje paa mig, hun vifter med sit Lommetørklæde. Det er hende!
Gud være lovet for det Smil, der lyser mig i Møde. Hun er altsaa
glad ved at se mig, glad ved saa uventet at træffe mig her.
Vi følges op gennem Byen. Jeg er saa betagen af Lykke, at jeg
ikke kan tale. Jeg gaar gennem _min_ By ved _hendes_ Side, og
jeg hører hende fortælle, hvordan det hænger sammen med hendes
Rejse. Hun kommer sammesteds fra som hin Morgen, jeg saa' hende
paa Skibet, fra en lille Handelsplads ved Fjordens Munding. Derud
tager hun hver fjortende Dag for at sælge Havens Produkter: Frugt,
Honning, Syltetøjer og henkogte Grøntsager. Hendes Fader har der en
Forretningsven, som han foretrækker at handle med fremfor med den
gamle Bys Købmænd.
Da hun har fortalt mig alt dette og jeg stadig tier, spørger hun:
»Men hvad vilde De egenlig ved Skibet? Ventede De Nogen?« »Ja,«
svarer jeg, »det gjorde jeg vist. Fra min Barndom af har Skibet
altid bragt mig Nogen, jeg holder af. Og Skibet narrede mig
heller ikke idag.« Og da jeg ser, at mine Ord ikke skræmmer eller
forstemmer hende, fortsætter jeg: »Men nu De? Tænkte De, da De
stirrede mod Land, at blive modtagen af Nogen?« Hun siger: »Jeg
stod inde i Taagen og tænkte paa Dem, saadan som De var den første
Gang, jeg mødte Dem. Og saa saa' jeg Dem paa den anden Side Taagen.«
Uvilkaarligt griber jeg hendes Haand, og hun trækker den ikke
tilbage: »Ja, nu er jeg paa den anden Side Taagen.«
Men lidt efter, da vi skilles, siger hun: »Kommer De saa op til
Møllen? Vi venter Dem.«