_20. Juli._
Nattergalene synger i Vejrbakkens Buske. Jeg har iaften vandret i
Skoven med min Møllerdatter, som hedder Grethe.
Saa lidt det i Grunden er, saa lidt mærkværdigt. Og dog synes jeg,
at der ingensinde er hændet mig noget større.
Jeg gaar i Skoven og jeg møder hende. Vi er Naboer, saa deri er
intet underligt. Vi kender hinanden, altsaa havde det været den
rimeligste Ting i Verden, om jeg havde standset hende og talt
til hende. Det var imidlertid hende, som standsede mig, hvori
hellerintet naturstridigt var.
Hun spurgte: Hvordan lever De? Omgaas De mange Mennesker? Savner De
ikke Hovedstaden?
Jeg svarede: Jeg bliver for hver Dag lykkeligere. Jeg omgaas Ingen,
savner Intet, i Forgaars fik jeg ovenikøbet en Buket Roser.
Hun siger nu, at Roserne var fra hende, og jeg frydes over, at hun
ingen Hemmelighed gør deraf. Hun siger, at hun havde faaet saadan
Lyst til at sende mig nogle af sine Blomster. »Jeg tænkte, det vilde
glæde Dem, fordi de er saa skønne og sjældne. Og jeg vilde gærne
glæde Dem.«
Jeg spurgte hende, hvorfor hun nærede saa venlige Følelser overfor
mig, en næsten Fremmed. Hun svarede: »Fordi jeg forstod, at De ikke
har været lykkelig. Og jeg, jeg har altid haft det saa godt.«
Jeg beder hende fortælle noget om sit Liv deroppe med Faderen i
Ensomheden ved Møllen. Hun ryster paa Hovedet: »Der er ikke stort
at fortælle. Jeg røgter mine Blomster, mine Bier og mine Frugter, og
jeg læser for min Fader. Vil De vide mere, saa kom selv op og se.
Vi, ligesom De, omgaas Ingen. Derfor vil vi passe sammen.« Og hun
tilføjer: »De behøver ikke at svare Ja eller Nej. Er De lykkelig ved
at være ene, vilde det være meningsløst, om De søgte Selskab. Men
synes De en Dag, at De har Brug for os, er De velkommen.«
Saa staar vi og skal byde Farvel. Men pludselig kommer jeg i Tanker
om, at der er noget, jeg har glemt at faa Rede paa, og jeg siger:
»Jeg saa' Dem en Dag oppe paa Møllen. De lænede Dem mod den ene
Vinge. Sæt nu, Møllen var begyndt at gaa!«
»Aa nej,« svarer hun, »der var ingen Fare. Møllen har i de sidste
Par Aar ikke gaaet. Fader er gammel og næsten blind, han er hørt op
med at drive Møllen.«
Hun nikker Farvel og gaar. Men jeg bliver staaende og hvisker tusind
Velsignelser efter hende, al den Takkens og Lykkens stille Musik,
som hun har fyldt mit Hjærte med.
Elsker jeg hende? Jeg tror det ikke; thi jeg begærer hende ikke.
Der er intet mellem os, som jeg ønsker andet og mere. Mine Sanser
ligger som lykkeligt smilende Vuggebørn og lytter til hendes Stemmes
Kærtegn. Hendes Øjnes store milde Varme svøber mig. Hendes Haandtryk
er Aftenbønnens Englevagt. Kunde det umulige tænkes, at hun i Nat
kom til min Dør og bad om at blive indladt, jeg vilde flygte som fra
en Vanhelligelse, jeg vilde føle mig som en Forbandet paa Jorden.
Som En, der har staaet ved Renselsens Kilde og set den grumses af at
spejle hans Billed.
Da jeg atter sidder i min Stue med hendes Roser foran mig, gribes
jeg af en Trang til at tilkendegive hende, hvormeget hendes Venskab
betyder for mig. I et hvidt Papir fæster jeg en af Roserne og
skriver nedenunder: »Fra En, den har gjort karsk«, haster op gennem
Skoven til Møllerhuset og fastgør Rosen over Døren. Jeg véd jo, at
den vil falde i de rette Hænder, da hendes Fader er blind.
Og jeg vandrer langsomt hjemad, mens Nattergalene synger i mit
Bryst.