_9. Juli._
Jeg fandt forleden i Biblioteket nogle Familjeoptegnelser, som jeg
fik Lyst til at kontrollere. Jeg var derfor idag oppe hos Præsten
for at faa Lov til at slaa efter i de gamle Kirkebøger.
Det var en ung høj Mand med et skarpt Ansigt og stærke, lyse Øjne.
Med største Forekommenhed gik han mig til Haande og lagde i det
hele et behageligt Verdensmands-Væsen for Dagen. Men vi havde ikke
samtalet i mange Minutter, før han røbede sig som en af den strænge
Kristendoms ivrigste Forkæmpere. Han førte Ordet; jeg sad og lyttede
halvt aandsfraværende til. Jeg forstod dog saameget, at han var
ifærd med at rydde op i den gamle Slendrian, hvori hans Forgængere
havde efterladt Byens kirkelige Forhold. Han skildrede den gamle
By som et Sodoma af Ugudelighed og Ryggesløshed. Alle Laster gik
i Svang: Drik, Usædelighed, Kortspil og Foreningsballer. De, som
roste den gamle By, kendte den ikke eller lod sig bedrage af dens
tilsyneladende Bravhed og Elskværdighed. Med Guds Hjælp skulde Piben
dog snart faa en anden Lyd. Allerede nu sporede han Frugter af sit
Vækkelses-Arbejde, og han var endda kun lige begyndt.
Det var saalænge siden, jeg havde hørt Fanatismens Ord. De buldrede
som en tom Torden over mit Hoved. Saa grim han saa' ud i sin
harmfulde Vrede, saa vanvittigt det lød, at denne unge rasende
Mand vilde lære skikkelige Borgerfolk Gudsfrygt. Jeg tænkte et Par
Gange paa at modsige ham, men opgav det. Jeg følte mig saa udenfor
Striden, og ingensinde har jeg dybere fornummet Lykken ved ikke at
være med længer. At tænke sig, at her gaar en Mand, som indbilder
sig at arbejde i en algod Guds Tjeneste, og fraader af Vrede, mens
Verden trænger til Mildhed og Fred. I Sandhed, Ulvene rives om
Lammene.
Da jeg rejser mig for at gaa, bliver Præsten pludselig atter den
belevne Verdensmand. Trykker mig varmt i Haanden, smiler venligt og
siger en Spøg om sin egen Hidsighed.
Men mens jeg vandrer hjemefter, ynker jeg min gamle By. Den har haft
sin gode Tid med de gamle Præster. De forstod den, de læmpede deres
Forkyndelse efter dens Behov. De sad gærne selv ved L'hombre-Bordet,
de kimsede ikke af et godt Glas, de glædede sig, naar de Unge
svingede sig i Dansen, og de græd ikke, naar de saa' en lidt for
trivelig Mø myrtesmykket træde frem for Brudeskamlen.
Jeg synes, Luften er bleven trykkende; der er ingen rigtig Fryd i
Solskinnet, Blæsten er kold og graa. Du gamle, sunde, livslystne By,
nu kommer din onde Besøgelsens Stund.
... Først i Vejrbakkens Sol ryster jeg Misstemningen af mig. Og dér
venter mig en Glæde, som fylder mig med de taabeligste Fantasier og
faar mit Hjærte til at slaa en ganske ungdommelig Stormmarsch.
Paa mit Arbejdsbord stod en Buket Roser. Et Bud havde bragt den uden
anden Besked end at den skulde stilles paa den fremmede Herres Bord.
Fra hvem skulde den være, om ikke fra hende? Hun har altsaa ikke
glemt mig; hun tænker paa mig; hun sender ovenikøbet en Hilsen. Et
Øjeblik formørkes min Henrykkelse ved Tanken om, at Buketten maaske
kunde være fra min Veninde i Stiftelsen. Nej, umuligt. Saa fine
Blomster gror ikke i den gamle By. De plukkes kun paa Vejrbakken, i
Møllerens Have.