_4. Juli._
Jeg har en Veninde i Stiftelsen. Stiftelsen er et Alderdomshjem
for gamle Jomfruer og Enker. Min Veninde, en Jomfru paa henimod 70
Somre, er en af Stiftelsens yngste Beboere, hun anses af de Andre
for et rent Barn. Alligevel er hun Anstaltens Veteran. Hun har
nemlig været der, fra hun virkelig var Barn, slap derind, mod al
Skik og Brug, sammen med sin Moder, fordi hun var saa svagelig, at
hun, ifølge Lægernes Mening, kun havde en stakket Stund at leve.
Saa laa hun til Sengs i mange Aar, og da hun begyndte at komme sig,
var Moderen død, og man beholdt den nu 30-40 aarige Pige, der ikke
havde andre Paarørende end Stiftelsen.
I hendes Celle, den hun beboede sammen med tre andre Damer, --
Stiftelsens Beboere kaldte altid hinanden ceremonielt for »Damerne«
--, tilbragte jeg mange af min Barndoms lykkeligste Dage. Hun havde
utallige Talenter. Ingen fortalte saa dejlige Æventyr som hun,
hendes Forraad var uudtømmeligt, thi hun digtede dem selv; og ingen
kunde saamange Kortkunster. Desuden var hun en sand Kunstnerinde
med sine Hænder: klippede alle Slags Figurer af Papir, lavede den
vidunderligste Juletræspynt og flettede af Straa de nydeligste Kurve
og Æsker. Den sidste Færdighed, som hun drev til virkelig Kunst,
havde hun lært sig i de mange Aar, hun laa til Sengs. Madratsen
leverede Straaet, Resten besørgede hendes Fantasi og Snille.
At besøge hende var for et Barn at komme til Æventyrets Land. Altid
var her sælsomme Ting at høre og se. Og saa fik man til paa Købet
den dejligste Kop Kaffe, Kaffe med brun Kandis, som ikke kom i
Koppen, men suttedes og knasedes, mens man nød Nektaren.
Jeg var hos hende idag. I den lange sandstrøede Gang stod nu, som
før, gamle Koner, der nejede og nysgærrigt stak Hovederne sammen, og
den kendte Duft af Indelukkethed, Lavendler og sippet Renlevned slog
mig i Møde. Jeg bankede paa Døren til den Stue, som min Veninde har
beboet i et halvt Aarhundred, mens Hold paa Hold af Kontubernaler
er lagte i Kisten og baarne bort. I det smalle lange Rum med et
Vindue, vendende ud mod Stiftelsens Grønnehave, dybest inde sad fire
gamle Kvinder, hver paa sit Territorium, en Fjerdedel af Stuen, hvor
der akkurat er Plads til en Seng ved den ene Væg, en Kommode og et
Servantebord ved den anden Væg og to Stole imellem. Min Indtræden
vakte betuttet Nyfigenhed hos Stuens Beboere. Strikketøjet sank ned
i Skødet paa dem, og med spørgende Miner afventede de, hvem Besøget
af den fremmede Herre kunde gælde. Jeg havde straks opdaget min
Veninde paa Primadonna-Pladsen ved Vinduet, graanet og rynket, endnu
mere mager end før, men med de samme kloge og fiffige Øjne. Og det
Liv, der kom over hende, da hun omsider genkendte mig. Hun blev helt
rød i Kinderne af Sindsbevægelse, aabnede Armene og trykkede mig
til sit indfaldne Bryst. »Ja, saa sandelig er det ikke ham! Og han
kommer her til mig!«
Saamegen Lykke har jeg aldrig drømt om at gøre. Jeg blev fejret som
en Prins. Min Veninde var ganske fortumlet. Ikke blot Stuens Damer
blev præsenterede for mig, hun hentede rundt fra Stuer og Gange
alle de Gamle, der havde kendt mine Forældre og set mig som Barn.
De stimede ind, rokkende Morliller og strunke Gammeljomfruer, de
trykkede mine Hænder, de puffedes om mig og pludrede i Munden paa
hinanden for at fortælle mig, hvor godt de mindedes mig, hvor nøje
de havde kendt mine Forældre, og for at spørge til hele Familjens
Befindende.
Kaffe fik jeg i Guds Velsignelse, men med Kandis'en kneb det. De
gamle Damer kunde ikke forsone sig med, at jeg ikke vilde have hvidt
Sukker.
Da jeg omsider gik, blev jeg fulgt til Dørs af den halve Stiftelse.
Men med min Veninde aftalte jeg, at vi, naar jeg kom igen, skulde
have det lidt mere for os selv.