X.

_2. Juli._

Er hun smuk? Hvordan ser hun egenlig ud? -- Jeg vil prøve paa at

klare mig det Indtryk, hun har gjort paa mig.

Luften bliver høj og ren dér, hvor hun træder. Hun er saa nyskabt i

sin Fuldmodenhed, straalende af ung Sundhed og uvilkaarlig Godhed.

Hendes Øjne er dybe og ømme, men klare og aabenhjærtige som et

Barns. Enten de smiler eller mørknes i Alvor, siger de deres Mening

lige ret ud, der er ingen Fordulgthed i Krogene. Hendes Barm er høj

og rund, hendes Midie slank, hendes Hofter yppige. Men hun bærer

sin rankvoksne Frodighed saa ubekymret som et Træ sin Sommerpragts

Fylde. Skred hun igennem en Lejr af berusede Krigsfolk, de vilde,

uden selv at vide hvorfor, aabne hende en bred Vej. Saa unærmelig

synes hun. Og dog saa dragende. Fra Haaret, der, skilt i Midten,

falder i to brune Bølger om hendes hvide Pande, til Fødderne, der i

taktfast Lethed fører hende hen over Jorden, danner hendes Person

og Væsen Indbegrebet af retlinjet Sikkerhed. Hun kender sin Vej og

sit Maal som den lyse Dag. Hos hende vilde man føle sig tryg. Hun

er uden Svig og Svinkeærinder, hun bringer med sig den Luft, som er

ovenover By og Skov. Hun drager som et Alter. Knælende maa man nærme

sig hende. Hun er Kvinden, som hun udgik af Naturens Haand: paa

samme Tid Jomfru og Moder.

Saadant er det Indtryk, jeg ubevidst modtog af hende allerede, da

hun stod i Solopgangen paa Skibet, og siden da jeg saa' hende oppe

paa Møllen, lænet til de hvilende Vinger. Og saadan aabenbarede hun

sig forgangen Dag for mig.

Paa det Papir, hun bragte mig tilbage, havde jeg skrevet: »Min Sjæl

raaber i Vaande paa en Moder.« Formodenlig har hun læst det. Jeg

føler ingen Undseelse derover. _Hun_ maa gærne kende mit Hjærtes

Hemmeligheder. Hun vil ikke spotte mig, ikke forraade mig.

Maaske viser hun sig ikke mere for mig. Ialfald faar jeg næppe

Lejlighed til oftere at tale med hende. Jeg synes dog, jeg nu har i

min Nærhed en forstaaende Ven og Medvider, En, hvis Sympati mildt

omsvæver mig, En, jeg ikke vilde frygte at søge Hjælp hos, om jeg

var i Nød. Naar jeg ensom vandrer i Skoven, ser jeg hendes Ansigt

smile mig imøde mellem Træerne, jeg gaar saa let og trygt, som

holdt jeg hendes faste varme Haand i min. Og gribes jeg stundom af

Tilbagefaldets forvirrende Tanker og hede Begær, maner jeg hendes

Billed frem som Værn. Og et svalende Aandepust køler mit Sind til Ro.

Hun er altid hos mig som min Skytsaand.

Guds Fred · 第 16 / 46 题