_2. Juli._
Er hun smuk? Hvordan ser hun egenlig ud? -- Jeg vil prøve paa at
klare mig det Indtryk, hun har gjort paa mig.
Luften bliver høj og ren dér, hvor hun træder. Hun er saa nyskabt i
sin Fuldmodenhed, straalende af ung Sundhed og uvilkaarlig Godhed.
Hendes Øjne er dybe og ømme, men klare og aabenhjærtige som et
Barns. Enten de smiler eller mørknes i Alvor, siger de deres Mening
lige ret ud, der er ingen Fordulgthed i Krogene. Hendes Barm er høj
og rund, hendes Midie slank, hendes Hofter yppige. Men hun bærer
sin rankvoksne Frodighed saa ubekymret som et Træ sin Sommerpragts
Fylde. Skred hun igennem en Lejr af berusede Krigsfolk, de vilde,
uden selv at vide hvorfor, aabne hende en bred Vej. Saa unærmelig
synes hun. Og dog saa dragende. Fra Haaret, der, skilt i Midten,
falder i to brune Bølger om hendes hvide Pande, til Fødderne, der i
taktfast Lethed fører hende hen over Jorden, danner hendes Person
og Væsen Indbegrebet af retlinjet Sikkerhed. Hun kender sin Vej og
sit Maal som den lyse Dag. Hos hende vilde man føle sig tryg. Hun
er uden Svig og Svinkeærinder, hun bringer med sig den Luft, som er
ovenover By og Skov. Hun drager som et Alter. Knælende maa man nærme
sig hende. Hun er Kvinden, som hun udgik af Naturens Haand: paa
samme Tid Jomfru og Moder.
Saadant er det Indtryk, jeg ubevidst modtog af hende allerede, da
hun stod i Solopgangen paa Skibet, og siden da jeg saa' hende oppe
paa Møllen, lænet til de hvilende Vinger. Og saadan aabenbarede hun
sig forgangen Dag for mig.
Paa det Papir, hun bragte mig tilbage, havde jeg skrevet: »Min Sjæl
raaber i Vaande paa en Moder.« Formodenlig har hun læst det. Jeg
føler ingen Undseelse derover. _Hun_ maa gærne kende mit Hjærtes
Hemmeligheder. Hun vil ikke spotte mig, ikke forraade mig.
Maaske viser hun sig ikke mere for mig. Ialfald faar jeg næppe
Lejlighed til oftere at tale med hende. Jeg synes dog, jeg nu har i
min Nærhed en forstaaende Ven og Medvider, En, hvis Sympati mildt
omsvæver mig, En, jeg ikke vilde frygte at søge Hjælp hos, om jeg
var i Nød. Naar jeg ensom vandrer i Skoven, ser jeg hendes Ansigt
smile mig imøde mellem Træerne, jeg gaar saa let og trygt, som
holdt jeg hendes faste varme Haand i min. Og gribes jeg stundom af
Tilbagefaldets forvirrende Tanker og hede Begær, maner jeg hendes
Billed frem som Værn. Og et svalende Aandepust køler mit Sind til Ro.
Hun er altid hos mig som min Skytsaand.