_20. Juni._
Naturligvis er den unge Kvinde, jeg saa' oppe paa Møllen forleden,
Møllerens Datter. Jeg Dumrian, som ikke straks begreb det. Hun maa
jo nu være en forlængst voksen Pige.
Jeg kan ikke faa hende ud af mine Tanker. Saa stolt hun stod dér,
højtsvævende, vidtskuende, ovenover Byen og Skoven, ja ovenover
selve Vejrbakken. Hvilke Drømme svulmede mon i hendes Barm, hvilke
Længsler var det mon, som hendes korslagte Arme knugede tilbage?
Saa' hun fra sit høje Bo med Foragt ned paa Menneskenes jordbundne
Stræben, eller gik hendes Hu mod at stige ned og være med i den
travle Færden?
Helst tænker jeg mig hende som den store Freds Gudinde, den
Gudinde, jeg dyrker. Her paa Vejrbakken er hendes Tempel rejst,
og af Møllen bygger jeg hende et Højalter. Herop kalder hun til
livsalig Fred i Naturens ubesmittede Rige den, som mødig søger bort
fra Hverdagslivets Støv og Møje. Hendes Skød har Engens duftende
Kløverhvile for den trætte Vandrers Hoved, hendes Øje spejler
Himlens Blaa og hendes Stemme synger Vindens hviskende Vuggesang i
Træernes Kroner.
Er jeg en Nar, Du smukke Møllerdatter, at jeg fæster Digtningens
Glorie om din Pande, kaarer Dig til min Lykkedrøms Gudinde? Er
Du maaske en ganske jævn lille Borgerpige, der skikkeligt længes
mod Kæreste, Lysning og Brudeseng? Har Du maaske allerede fundet
din Møllersvend? Var det ham, Du spejdede efter, da Du stod paa
Højalteret?
Ligemeget: jeg lader Dig staa, som min Drøm har stillet Dig.
Jeg kender Dig ikke og vil ikke lære Dig at kende. Ingen brutal
Virkelighed skal skænde dit hellige Billed.