_25. Juni._
Jeg fik idag gennem min Forlægger Post fra Hovedstaden. En Bunke
ligegyldige Breve, et Brev ogsaa fra min Elskerinde.
Hun spørger forundret, krænket og bedrøvet, om jeg er sunken i
Jorden. Hun har forgæves ventet og søgt mig. Af en fælles Bekendt
har hun saa hørt Rygtet om, at jeg skulde være rejst til Udlandet
med en Dame. Og hun sender mig nu sit Brev paa Maa og Faa, efter
min gamle Adresse: »Jeg véd jo ikke, om det naaer Dig. Dog syntes
jeg, jeg paa en eller anden Maade maatte spørge Dig, hvorvidt Rygtet
taler sandt. Jeg maa jo næsten tro det. Men har jeg da fortjent, at
Du handler saadan mod mig? Har jeg nogensinde forbrudt mig? Har jeg
ikke altid tværtimod føjet Dig i ét og alt, gjort mig Umage for at
være netop saadan som Du vilde have mig; ikke plaget Dig hverken med
Overhæng eller Skinsyge? Nu, Du har tilføjet mig saa bitter en Sorg,
vilde jeg ønske, jeg kunde hade Dig. Jeg kan det ikke. Skriv blot to
Ord, at Du vil komme snart tilbage til mig, og jeg elsker Dig nu som
altid.«
Hun kan ikke hade mig, hun bilder sig ind, hun elsker mig. Jeg tror
ikke paa, at Kærlighed og Had er hinandens nødvendige Supplementer.
Jeg føler mig tværtimod overbevist om, at den største Kærlighed
aldrig, hvor forsmædeligt den end martres, slaar om i Hadets
Modsætning. Men _hun_, der sender mig dette Turteldue-Brev, er
kun Due, forsaavidt som hun forstaar at kurre elskovssygt, kan
ingensinde blive en Høg, thi hun mangler den Følelsens Fanatisme,
der hvæsser Klør og Næb. Hun valgte mig til Elsker, fordi det
behagede hendes Forfængelighed at blive foretrukken af mig. Hun
føler en vis Tomhed nu, jeg er borte. Hun ønsker at faa mig
tilbage; thi det krænker hende, at jeg af egen Drift er gaaet fra
hende. Men om føje Tid vil den Lykke, hun begærer, atter blomstre
for hende. Den tomme Plads vil blive optagen af en ny Elsker, der
har om end andre saa ligesaa store Fortrin som jeg. Hendes Nag imod
mig vil svinde, og naar vi ad Aare atter ses, vil vi hilse fornøjet
paa hinanden som to Venner, der aldrig har haft noget Livsens Alvor
sammen, næppe nok nogen minde- eller glemselværdig Oplevelse.
Det er Sagen. Og det er Forklaringen af, at jeg kunde rejse bort
uden at føle det som en Nødvendighed at tage Afsked med hende. Her
var ikke Tale om et Brud. Hvad skulde jeg sagt hende andet end
et valent »Tak for denne Gang«? Her var end ingen Knude at hugge
over, kun en løst sammenhæftet Kotillonssløjfe at skille i sine to
Baand, det hvide og det røde. Jeg kunde ikke overvinde mig til at
sige de behørige sløve Trøstens- og Takkeord ved denne Skin-Grav.
Jeg skammede mig ved at spille med i en Scene af saa aabenlys
Uvederhæftighed, at give Repliken til hende, der sikkert ikke havde
nægtet sig den Fornøjelse at forsøge sig i det store Drama efter de
bedste Mønstre.
Naar jeg besluttede at bryde op fra Hovedstaden, var maaske
ogsaa, dybest inde, det den stærkeste Bevæggrund, at jeg vilde
bort ikke just fra hende, min sidste Elskerinde, men fra hele den
Elskovs-Sport, som leges i den store Bys Overflade-Selskab og som
jeg med saamegen Iver havde dyrket. Havde dyrket mest fordi jeg
derved tilfredsstillede en Lyst til at haane Kærligheden, til at
rive den ned fra det svimlende høje Fodstykke, som min Ungdoms
blinde Tro byggede den med det Resultat, at jeg selv en skønne Dag
laa værkbruden paa Jorden.
Jeg havde elsket og var blevet skuffet. Jeg tvang min Sorg i mig,
jeg svor en stille Ed, at for første og sidste Gang havde jeg været
Kærlighedens Nar. Var jeg bleven erobret, vilde jeg nu erobre.
Havde man leget med mig, vilde jeg nu lege med andre. Ikke havde
jeg nogen Lyst til at gøre ondt, som der var gjort mig ondt. Jeg
vilde blot tage Kærligheden ovenfra, saadan som den en Gang havde
taget mig i Nakken. Og jeg vilde lære andre at gøre det. Lære dem,
at Kærlighed ikke er værd at regnes for andet end en Spas. Mindst
af alt noget at sætte Livet ind paa. Jeg lærte, at i Kærlighed
sætter man altid Livet ind, ogsaa naar man netop ikke vil det. Jeg
følte mit Liv forspildes, mens jeg troede mig ifærd med at gøre mig
til Kærlighedens Herre. Jeg vaagnede en Morgen i Angst: Se, Aarene
svinder. Hvor er de henne alle de, Du legede med? Hvad har Du samlet
i Lade af de Følelser, Du saaede ud for Vejr og Vind? Draabevis lod
Du dit Hjærte forbløde og lægge sig øde, gav lidet og fik intet, gav
saa ofte, at Du snart intet vil have tilbage.
Jeg vil svare min fortørnede Elskerinde: Jeg ønsker Dig, der var min
altfor lærvillige Elev, at Du en Gang maa træffe En, der lærer Dig
at elske.
Maaske vil jeg da ialfald lære hende at hade.
Thi dum er hun ikke.