_19. Juni._
Hver Dag gaar jeg lange Ture i Byen og gennemstrejfer den paa
Kryds og Tværs. For hvert Skridt vaagner en Erindring. Jeg
føler mig som en Opdagelsesrejsende i min egen Sjæl: der bygger
sig, Sten paa Sten, op i mig et Kongerige af gode Minder, jeg i
mange Aar har ladet falde i Ruiner. Den gamle By med Barndommens
Søndagsstemning bliver levende i mig, og den befolkes med et Mylr
af kære Skikkelser. Nogle af dem træffer jeg endnu spadserende om i
Gaderne. Gamle Adjunkter, allerede gamle den Gang, jeg var blandt
deres Elever, vandrende samme sindige eller skyndsomt trippende
Gang til Skolen; ærværdige Borgermænd, hvis smilende gæstfri
Ansigter jeg mindes fra deres Sønners Børneselskaber, og unge
travle Forretningsfolk, af hvis alvorsfulde Familjeforsørger-Miner
jeg pludselig ser en gammel forglemt Legekammerats Barnetræk kigge
frem. Jeg gaar som Harun al Raschid i Bagdads Gader. Iagttagende,
genkendende uden selv at blive hverken kendt eller iagttaget. Kun en
Gang imellem møder jeg et skottende, prøvende Blik, der siger: Naa,
der er nok kommen en Fremmed til Byen.
Der er andre Skikkelser, som stiger frem for mig, mens jeg studerer
Butikskiltenes Navne. Det forekommer mig, naar jeg finder de samme
Butiker og samme Købmands-, Bager- og Haandværker-Navne paa samme
Plads, jeg sidst saa' dem, som om den gamle By havde standset sit
Liv og sin Udvikling den Dag, vi forlod den. Jeg maa ræsonnere for
mig selv: »det er jo dog kun tyve Aar siden.« Thi jeg føler mig som
en gammel, gammel Mand, der efter at have levet mange Menneskealdre
i Troldenes Høj, vender tilbage til min Hjemstavn. Jeg kan egenlig
slet ikke forstaa, at ikke alt er forandret og at ikke alle de
Mennesker, jeg kendte, er døde.
Mange af dem er det dog. Om nogle véd jeg det af Beretning, om andre
slutter jeg det, fordi jeg ikke finder dem i deres vante Krog. Ogsaa
disse Skikkelser lever op for mig af den Stenbro, de før traadte og
som jeg nu træder uden at møde dem.
Allertydeligst ser jeg for mig den Frøken, som holdt Skole for bedre
Folks Smaadrenge i den gamle By. Det tykke rare gamle Menneske, til
hvem Mødrene saa trygt betroede deres Poder, thi hun tog sig dem an
ikke blot som Skolemesterinde, men noksaa meget som en Barnepige og
Kæletante. Hende var det, der med sine buttede Fingre hjalp os af
med vore Mælketænder, naar de begyndte at rokke; til hende blev vi
sendt de Dage, hvor vore Forældre formedelst et Storkebesøg eller
andre forstyrrende Familjeanliggender vilde være af med os. Hun
forærede os de første Komediebilletter, og, naar vi betalte vore
fire Mark i Skolepenge hver Maanedsdag, gav hun dem af os, hvis
Forældre sad i smaa Kaar, de to tilbage som en Foræring til at købe
»noget nyttigt« for. Hende endelig var det, der til Fornøjelse for
os Drenge laa og svedte i Sengen Fastelavns-Mandag til langt op paa
Dagen, for at vi alle kunde naa at rise hende op og blive belønnede
med de Boller, hun i en stor Torvekurv havde staaende under Sengen.
Du gode, gamle Pige, i dit store Hjærte bankede al den gamle Bys
barnlige Troskyldighed. Jeg rejser Dig et Æres-Minde, det, dine
Drenge altfor længe har skyldt Dig.