_12. Juni._
Øverst oppe paa Vejrbakken, ovenover Skoven, paa den aabne Bakkekam
knejser Møllen, hvid med sorte Vinger, paa sin grønne Jordvold. Det
er den bedste Mølle i Egnen, thi den har altid Vind nok. Den tjener
tillige som Sømærke for Skibene paa Fjorden. Den ses i flere Miles
Afstand.
Mølleren ejer Jorden oppe paa Bakken saa langt ned, til Anlægget
begynder. Skrænten mod Nord, mod Fjorden, ligger øde og udyrket. Men
paa Skraaningen mod Syd er et stort Stykke indhegnet og opdyrket til
Have. Mølleren har taget Lære af den Mand, der anlagde Lystanlægget.
Han har trodset Vind og Vejr, har rejst en skærmende Hæk mod Vest,
har blandet Bakkens sandede Jord med møjsommelig tilkørt fed Muld
fra Agerlandet, har gødet og vandet, grøftet og gravet, indtil han
saa' sin hængende Have trives og blomstre.
Jeg mindes den halvt uvillige Respekt, hvormed Mølleren omtaltes
af Byens Folk. Man beundrede hans Dygtighed, men frastødtes af
hans brydske Særlinge-Væsen. Det stod i hans Kontrakt med Byen, af
hvem han købte sin Grund, at den til enhver Tid skulde staa aaben
for Folk, der vilde nyde Udsigten. Men skønt han ikke gjorde noget
Forsøg paa at omgaa denne Kontrakt, følte Byens Beboere sig ikke vel
paa hans Enemærker. I hvert Fald holdt man sig i ærbødig Afstand
fra hans Hus og hans Have. Selv vi Drenge, der nødigt gik af Vejen
for et Vikingetogt ind i en Frugthave, lod om Efteraaret Møllerens
berømte Pærer og Æbler modnes i Fred. Der gik ogsaa ganske ondartede
Rygter om Mølleren. Det fortaltes saaledes, at han behandlede sin
unge smukke Kone, en Proprietærdatter fra en Egn sydpaa, med
tyrannisk Haardhed. Maaske Rygterne blot kom af, at Møllerens Kone
levede lige saa afsondret og indesluttet som han selv -- noget,
den gæstevenlige og selskabelige Befolkning vanskeligt opfattede
som frivilligt --; blidere blev ialfald Rygterne ikke, da den unge
Kone døde faa Maaneder efter sin første Barselseng, efterladende
sin Mand en lille Datter, som hverken fik Amme eller Barnepige, men
passedes af Mølleren selv og hans Svend. Den lille Pige, Genstand
for hele Byens Beklagelse, var vel en 2-3 Aar, da vi rejste bort.
Med sky Nysgærrighed havde jeg ofte betragtet hende, naar hun i sin
Barnevogn -- en simpel Trækasse paa fire Hjul -- blev rullet af den
gamle skutryggede Svend rundt paa Møllevolden.
* * * * *
-- -- Jeg har hver Dag været en Tur oppe ved Møllen. Vi har haft
Vestenstorm. Jeg har nydt det storartede Skue af Fjorden i Oprør, og
jeg har, da Stormen løjede af, lyttet til det fjærne Tordendrøn fra
Vest: Dønningerne fra Havet fem Mil borte.
Jeg fandt Møllen paa sin Plads; men til min Forbavselse stod
Vingerne stille. Jeg tænkte: »Mølleren maa have forandret sig meget
paa sine gamle Dage. Han kan nok ikke længer lide at lade Møllen
gaa i Storm.« Men ogsaa idag, da det er Magsvejr og kun blæser
en almindelig skikkelig Vind oppe over Skoven, hvilede Møllen i
urokkelig Ligegyldighed. Vinden ruskede i de rebede Sejl, den muntre
Bygesol legede gennem Vingernes Ribber. Men Møllen lod sig ikke
vække. Og det allervidunderligste: støttet op mod en af Vingerne,
saa trygt dvælende som kunde der slet ingen Fare tænkes, stod en ung
Kvinde i en tætsluttende blaa Lærreds Kjole, med Armene korslagte
over det høje Bryst, og stirrede ud over det vide Land. Hun hørte
mig ikke, saa' mig ikke. Hun syntes, lig en Tornerose, at drømme ved
Foden af den sovende Mølle.
Skulde Mølleren være død? Og ingen Efterfølger have taget Møllen og
Arbejdet i Arv?
Da jeg for lidt siden kom hjem, spurgte jeg i Forbigaaende min Vært,
om den gamle Møller endnu boede deroppe. Jo, det gjorde han.