at jeg ikke taaler krydderier for eksempel. Men krydderier maa jeg ha
saa jeg _peprer_ melkevællingen min. Og jeg _maa_ bade. La det saa bli
min død. Jeg tar de følger min levemaate paafører mig. Jeg vil ha den
føde som tillater mine smaksnerver paa trods av mavesæk og nyrer og
indvolder. Jeg vil bade og røre mig og komme i sindsbevægelse paa trods
av hjerte og lunger. Og jeg vil tænke paa trods av hjernen. For er det
ikke _min_ hjerne og _mit_ hjerte og _mine_ indvolder? Professoren vil
jeg skal ligge paa ryggen og dø langsomt hele mit liv. Men jeg vil leve
saa sterkt at jeg glemmer døden. Og _naar_ jeg saa dør saa skal det være
min egen død, min personlige skjæbne paaført mig av mig selv, ved mit
liv! Det eneste rigtige.
Kan De tænke Dem noget fattigere, noget saa meningsløst som at dø av for
eksempel — en taksten i hodet?
Idetsamme blaaser vinden hendes haar over mot ham, en del blaffer helt
hen i hans ansigt. Han rynker brynene og fjerner det rolig med to
fingre.
Run Bates betragter et hvitt seil i horisonten.
Saa reiser hun sig braatt.
— Nu skal De se hvor fort jeg sætter det, sier hun. Entotre ruller jeg
det over mine pekefingre op paa issen, saan, sætter fire haarnaaler i
det — og der sitter det. Bra hvad? Jeg har lært det av en glædespike i
Yokohama.
Hun staar lidt. Saa fnyser hun kort.
— Meninsky, sier hun, De kjender ingen glædespike De, gjør De vel? De er
ren! En mand med erfaringer ved geishaer vilde ikke taalt mit haar i sit
ansigt. De rynket brynene litt fordi det kilte Dem, men Deres puls kom
ikke en strek av takt. Bravo!
Er det for kunstens skyld? spør hun ned til ham med sine mindste og
skjæveste øine.
Da han ikke svarer men stirrer paa det hvite seil derute, fortsætter
hun:
Jeg hørte om en berømt violinist at han var kvindesky for sit vibratos
skyld. Han visste at al den varme, den hengivelse og kraft han eiet var
koncentrert i dette hans vibrato og at der intet kunde tas av det til en
kvinde uten at ødelægge ham som kunstner.
For mig er det uforstaaelig — at forsage livet for kunstens skyld. Men
for en kunstner er kanske kunsten livet — som livet for os andre er
kunst.
Men skal De ikke videre? sier hun derpaa paa sin letteste skolepikemaner
til Meninsky som fremdeles sitter ved hendes føtter og tier.
* * * * *
Da kommer de en nat til at høre musik sammen.
Det hadde været en forfærdelig het dag, paladset var som en ophetet
bakerovn, der var ikke til at holde ut.
Run Bates og Meninsky sat ute paa terassen, det var midnat og fuldmaane,
luften var tung av blomsterem, i et ildliljebed like ved deres stoler
hadde solgløden glemt sig igjen og i parken sang utallige nattergaler.
Da kom orkestret flyttende ut paa loggiaen. I et øieblik var terassen
fyldt av dansende og nattergalene i parken overdøvet.
— Uf, sukket Run Bates og gjorde mine til opbrudd.
Men hun blev hvor hun var. For vis a vis sat nemlig Meninsky pludselig
skjævt paa sin stol med et ganske nyt ansigt, et av glæde oprørt ansigt,
røde striper løp op i det, øinene blev vandige og munden hvit.
— Da bjerget ikke vilde komme til Muhammed —. sa Run Bates.
— Det er festlig med litt musik — av og til, sa han.
— De sier det akkurat som en umusikalsk skreddersvend vilde sagt det, sa
Run Bates og nikket anerkjendende.
Og de sat begge længe og lyttet.
Tilsidst kremtet hun godt og sa:
— Naturligvis. De er vanskelig for mig fordi musikken er det. De er
musik, som jeg ikke skjønner!
Og lidt efter, ganske pianissimo:
— Nu husker jeg Deres tvil om Pavieres veltalenhet. _Musik_ er Deres
form for meddelelse!
Meninsky skiftet paa sig sit velvillige, indolente uttryk. Blaa skygger
fortrængte endelig gløden fra ildliljebedet.
Run Bates støttet sin hake i haanden, og satte sig rigtig godt tilrette.
Deres symfoni het Skapelsen, sa hun tørt, som om hun begyndte at tælle
paa fingrene. Jeg har jo undret paa hvordan De har kunnet forestille Dem
skapelsen, De som ikke gripes av det som er skapt. Men med musik er det
naturligvis ganske anderledes. Da De læste i bibelen om skapelsen, talte
hun videre, saa blev simpelthen bokstavene til noter mens De læste, ikke
sandt? De saa ikke scenene for Dem altsaa, det store tomme rum og mørket
over vandene. De hørte ikke den vældige stemme: Bli lys! Og De stiftet
ikke personlig bekjendtskap med Adam og Eva. De oplevet bare miraklet
med bokstavene som blev til noter?
Saa — ubegripelig, stønnet hun pludselig angst, og søkte hans øine efter
redning.
Men Meninsky saa paa de dansende og svarte ikke. Hun maatte som ellers
klare sig selv. Og som altid var hun lykkelig istand til det.
— De hører mig ikke, sa hun, for De forstaar simpelthen ikke _ord_. Aa,
jeg idiot, De forstaar bare noter!
Alt dette jeg har snakket med Dem om, alt det jeg har villet Dem, drømt
om Dem, haabet av Dem — det er gaat sporløst henover hodet paa Dem fordi
det var ord, ord, ord.
Tænk, ropte hun og slog hænderne sammen, om jeg hadde kunnet noter?
Dersom jeg i dette øieblik kunde samle i en sum denne skjønne sommers
samvær paa denne drømmenes deilige ø i nogen sorte prikker og streker
nedover et noteblad! Da vilde De stille det op paa det stativet foran
orkestret der, da løftet De haanden med taktpinden, saa klang
instrumentene — ogsaa — saa forstod De, Meninsky. Da blev De grepet! Jeg
forsikrer Dem, da kom De i ekstase som dengang i Paris!
Men jeg kan ikke en eneste note.
Meninsky, sa hun og dæmpet sin stemme saa ingen anden i verden skulde
høre hende end ham, _jeg vil lære noter_. I dette øieblik er De mig
fjernere end nogensinde — men bare vent!
Skal vi ikke foreløbig danse lidt, sa Meninsky urolig.
— Jo, ropte Run Bates.
Og de danset. Jazz.
— Se, sa Meninsky, og nikket mot førsteviolinisten, en liten elegant,
sveddryppende nigger, _han_ er ogsaa i ekstase.
— Han? sa hun usigelig foragtelig. Nei, han staar da godt paa jorden med
begge bena. _De_ opløstes i luften, blev til svingninger i æteren, til
lydbølger, til Deres egen musik. Musik er det uvirkeligste jeg vet. Ja,
De er mig fjernere end nogensinde, skjønt De i øieblikket _varmer_ mig
med Deres nærhet, De er ulegemlig som en tone, skjønt jeg har forvisset
mig om det motsatte ved at skjære i Dem og fordi jeg stadig snakker,
snakker, snakker forstaar De mig like daarlig som jeg Dem, skjønt vi i
øieblikket smelter sammen i plastik, rytme og aandedræt.
Musikken gik over i bostonvals.
Men bare vent til jeg faar lært notene, sa Run Bates. Uf, gøs hun
pludselig med panden mot hans skulder, her er saa meget skum paa gulvet
og jeg er saa svimmel.
For anden gang besvimte hun i hans arme.
* * * * *
Igjen laa hun tilsengs en tid, og de saa intet til hverandre.
Men akkurat fjortendenatten efter dansen støtte de voldsomt sammen i en
dør. Det var nede i de vældige kjælderhaller hvor de fleste av
kurgjæstene holdt til nu i eftersommerens store hete. Hun kom fra
musiksalen og han fra billiarden.
Han var drukken. Tilmed meget.
— Nei, ropte han med hænderne haardt over hendes arme, er det Dem? Og
hans stemme var fuldkommen ukjendelig, saa fyldig og uttryksfuld. Lever
De virkelig endda? Jeg hadde rent glemt Dem. Hvor skal De nu? Jeg skal
ut her og kjøle mig lidt — fyfan, jeg har spillet og drukket saa jeg er
sved. Kom her, sa han, og trak hende med hen til en stolgruppe i en mørk
krok, la os sætte os her og snakke. Se, her har vi et gammelt kadaver av
et flygel ogsaa med halvandet ben og halvparten av tasterne væk. Her var
det sandelig næsten svalt — puh, sier han og tørrer sig over panden med
et stort silketørklæ. Dette hullet beslaglægger vi, dette er vort.
Jeg har sittet i held tre stive klokketimer, sier han videre, jeg er
glad!
— Ja, dette ser jeg, sier Run Bates med vidt opspærrede øine, og maa
skynde sig for at komme ham i forkjøpet. Aldrig har jeg set nogen saa
glad som Dem nu — De _skinner_ av glæde. Og _det_ er jo meningen med
Dem! Slik hadde jeg jo tænkt mig Dem, aa, drukken av glæde! Med akkurat
Deres nuværende lyksalige eiendomsret til hele verden, med denne sande
umiddelbarhet tænkte jeg Dem — der kan De se — Paviere!
Og hun rakte demonstrativt frem sin haand.
Men Meninsky tok godt tak om sine knær med begge hænderne. Og lykken
døde i ham. Han strammet sig op langs stolryggen, rynket brynene, hikket
og kom iorden.
— Paviere, læspet han hatefuldt. Begynder De nu med det vaaset igjen? Er
De endda ikke ved det inderste egget? Ja, sier han og strammer sig endda
mere op, blir ganske stiv i nakken og olm i blikket, De minder mig om
mit første begrep om _evigheten_! Om et paaskeegg jeg fik engang som
liten gut, et saant De vet med tyve andre egg indi sig, det ene mindre
end det andet og alle i forskjellige kulører, og alle til at aapne
undtagen det siste mindste. Indeni det allermindste, lukkede egget
tænkte jeg mig egg efter egg videre, forstaar De, mindre og mindre,
længer end jeg kunde tænke mig, _evigheten_ altsaa. Jeg er et saant egg
for Dem, De plukker av mig skall efter skall, jeg blir mindre og mindre
jo længer ind De kommer og mer og mer kulørt. Maa jeg ikke snart være
liten og kulørt nok?
Han anstrengte sig for at holde sit sinne i ave, saa aarene paa hans
tinding bulnet op og blev sortblaa.
— De er fuld, sa Run Bates.
— Ja, sa han og bet sig i læben. Jeg er fuld, i høi grad fuld. Jeg er
like gal som De for engangs skyld, derfor sier jeg hvad der falder mig
ind, akkurat som De. Gud vet hvad De ikke kan faa Deres Ginungagap av en
mund til at si. —
Saa griper pludselig en ny stemning ham. Han tier og stirrer melankolsk
i gulvet.
Stakkar forresten, sier han og hans blik mot hende er som et barns saa
fuldt av ynk og godhet, jeg synes jo saa synd paa Dem. Jeg har forsvaret
Dem overfor de andre her, jeg har sagt De er ikke gal men bare original.
Stakkars liten, sier han og vil gripe hendes haand, men nu er det hun
som holder den beskjæftiget. Saa opgir han det og falder tilbake i sig
selv et øieblik.
Der er saant et godt stof i Dem, fortsætter han i en næsten ædru tone.
De har sikkert engang været en meget charmant og fetert dame. De er kvik
og slagfærdig og har et aparte ydre. Men de filosofiske gramofonplaterne
Deres er for anstrengende. Jeg antar De har forlæst Dem til filologisk
eksamen. Var det norsken som gik Dem paa hjernen? Det skal jo være et
saa vanskelig sprog?
Joda, sier han, De kan være ganske pudsig, jeg har virkelig moret mig
sammen med Dem. Men nu begynder jeg at bli træt av Deres jargon. Ja,
avbryter han sig med ett flau, De maa undskylde at jeg er saa oprigtig
men det er hvad De har lært mig op til, det er min _egenart_ forstaar
De, i dette øieblik ser De mig første gang virkelig som jeg er og jeg
haaper det glæder Dem. Som sagt, jeg vil bare ha mig frabedt flere av de
Pavieretiradene — er jeg ikke Meninsky og det har De ret i at jeg ikke
er, jeg _var_ det engang ...
Idetsamme springer der nogen gjennem rummet. Hun skimtes bare som en
lysning i tusmørket.
Men i Meninsky farer der en ond aand. Han kjæmper tappert og stønner ved
det, men alle muskler i hans sterke legeme spændes, han maa bruke sine
kræfter! Og hans blik falder paa det gamle, kasserte flygel.
I næste øieblik raser hans fingre henover tasterne i en forfærdelig
musik. Strenger springer med høie smeld, rædselsfulde dissonanser
overfylder rummet i et crescendo som ingen ende høres ut til at ville
ta. Og Meninsky er en moderne musiker. Han spiller med mimik! Hans
ansigt uttrykker musikken, det blir høirødt med opsvulmede aarer og
fortrækkes til ugjenkjendelighet, underlæben hænger tyk og slap ned mens
overlæben trækker sig opunder næsen, blikket er brustent og forfærdelig.
Og hele tiden farer hans store, sterke hænder over tasterne med
tiltagende tempo og styrke, mens ekstasens kuldegysninger krøker hans
ryg.
Run Bates faar med stor vanskelighet sine ben under sig, sniker sig
forbi ham og vakler ut.
* * * * *
Dagen efter stod han blek og ædru indenfor hendes dør og bad om
undskyldning.
— Jeg var saa beruset at jeg husker ikke hvad jeg sa, sa han, men jeg
vet at jeg altid er uforskammet og pøbelagtig i slike situationer.
Fornærmet jeg Dem?
Run Bates stod henne ved den aapne balkondør, støttet mot posten og med
hænderne bak sig. Hun saa saavidt ind paa ham mens han snakket. Hendes
ansigt var ganske glat og rolig, det hadde sit naiveste uttryk da hun
vendte det ut mot de grønne kupler igjen og sa:
— Det gjorde De ikke. Tvertom De komplimenterte mig. De kaldte mig
gramofon og idiot. Gramofonen er en epokegjørende opfindelse og at De
tror jeg er gal er en stor tribut til min originalitet, vet De.
— Jeg tror ikke De er gal, protesterte Meninsky svakt.
— Jovist. Og det er ganske naturlig. En saa modig meddelelse av
personligheten som min betragtes altid som vanvid. Tro De mig, Meninsky,
der findes meget mere originalitet og begavelse til i verden end man vet
om. Den gjemmes bare omhyggelig av mangel paa mot og til at være sig
selv. Det er flere end De som har trodd jeg var — lidt underlig av mig.
Jeg har opnaadd en ganske stor selvfølelse og selvkundskap, ser De, og
at iagtta sjælebevægelserne hos mig selv er min største glæde og at
meddele dem til og derved vække dem hos andre er min største drift. Men
denslags kritiseres av mennesker som i hele sit liv ikke forbruker saa
megen varme som jeg i en eneste samtale — for eksempel med Dem.
— Ja, sa han med meget bøiet hode, fremdeles staaende ved døren som en
tigger og fremdeles henvendende sig til hendes profil. De har været
storartet, det har været festlige stunder, jeg kommer aldrig til at
glemme dem. Men igaar var jeg utilregnelig — jeg blev oprørt over noget
om eftermiddagen og drak tæt hele aftenen utover. Jeg beklager dypt det
uheldige indtryk jeg har gjort paa Dem.
— Kjære, svarte Run Bates i en ny tone og endelig vendende ansigtet helt
ind mot ham, De tar saa fuldstændig feil av situationen. Det er mig som
skal be Dem om undskyldning! For mine ihærdige, utrættelige feiltagelser
av Dem. Igaar, i Deres rus, viste De mig endelig tappert Deres virkelige
selv, endelig kom jeg til det inderste og mest kulørte egget — og det
var i sandhet litet og kulørt!
— Var det? sa Meninsky.
— Sit ned, sa Run Bates endelig. Han satte sig paa en stol lidt inde i
rummet. Selv blev hun staaende. Det sterke lys derutefra skapte en
glorie om hendes mørke hode og mystificerte hele hendes kontur i den
lyse, lette dragt. Hun fulgte en sommerfugls flagren med øinene.
Jeg kjendte engang en bokser, sa hun derpaa som ut av dype tanker. Han
blev aldrig forelsket i mig. Ellers blev alle mænd det i den tiden. Han
betrodde mig tilslut at han til at begynde med hadde maattet forsage
kvinder for sin professions skyld, men at han efterhvert fuldstændig
kunde undvære dem. Hans profession gav ham al den utløsning av kræfter,
temperament og længsel han hadde bruk for.
Det er det samme med Dem. De er hverken ulegemlig eller kjønløs, men
kvinder behøver De ikke saalænge der er orkestre at dirigere og flygler
at slaa løs paa. Efter hvad jeg saa igaar tør jeg tilmed paastaa at De
ikke er avholden for kunstens skyld men kunstner for avholdenhetens! Det
er krasst tænkt og raat sagt, men jeg paastaar at Deres dirigeren i
Paris var en akt av allerintimeste slags og Deres klaverspil i kjælderen
her inat den aapenlyseste utugt!
Hun saa ham ret ind i pupillene med de sidste ord. Stod et øieblik og
konstaterte at det ikke gjorde noget indtryk paa ham.
At De tror jeg er idiot forklarer Deres konstante upaavirkethet av mine
ord, fortsatte hun saa. At De staar i sexuelt forhold til musikken Deres
uberørthet av min person.
Ja, sa hun og rev sig løs fra dørposten, stod lidt midt i aapningen og
svaiet og kom saa ind i værelset. Gik like hen til ham og tok ham varlig
paa skulderen.
Nu skulde vi altsaa formode at De er liten og kulørt nok — hvad? sa hun
blidt. Raaskap og last er det virkeligste av alt virkelig. Men si mig
nu, _hvor_ stort og _hvor_ kulørt var det inderste av de eggene Deres?
— Aah — sa Meninsky og trak paa det og tænkte efter, omtrent saa, sa han
og pekte paa sin tommelfingernegl, og jeg tror det var knaldgrønt. Men
som sagt, jeg tænkte mig stadig fortsættelser ... sa han og sukket
pludselig tungt. Jeg vovet aldrig at aapne det og se efter — men jeg
_haaper_ det var tomt.
— Ja, sa Run Bates svakt, og tok sin haand væk fra hans skulder og strøk
sig over haaret med den, det haaper sandelig jeg ogsaa.
Saa faldt hendes blik paa divanen.
— Og saa maa jeg nok vise Dem døren, sa hun leende, for nu vil jeg
øieblikkelig skrive og sætte i arbeide en ny pute — et paaskeegg!
* * * * *
Det blev eftersommer. Frugter glødet og faldt modne til jorden,
solskinnet blev gyldnere og mere skraat dag for dag, en morgen var
plænene hvite av rim. Men dagene fortsatte med at være høisommerlig
hete.
Det saa ut som om varmen tæret paa Run Bates. Hun blev mindre og mindre,
mer og mer gjennemsigtig, der var næsten ingenting igjen av hende nu.
Hun stod en dag og saa Meninsky drive avsted i en liten baat i aaen.
Aarene var lagt ind, han sat i skjorteærmene og sov. Og en stund vilde
han være nede ved strykene, livsfarlig vilde det neppe bli, men
hvertfald mindre behagelig. Saa ropte hun paa ham og han vaaknet.
— Hallo? ropte han paa sin gamle gutteagtig ubekymrede maate, er De der?
Vil De ro?
— Tak, sa hun, det gaar jo bra for Dem uten aarene.
— Ja, sa han og saa sig om, jøss, er jeg helt her? Jeg var oppe i
tjernet og der tænkte jeg paa Dem, der var noen vandliljer — Skal vi ro
tilbake og se paa dem — de var noksaa rare?
Hun hoppet i baaten.
Han rodde godt, med lange, sterke, rolige tak. Aaen fløt længe bred og
blank under de vældige hængepiler, men efterhvert som de nærmet sig
tjernet smalnet den saa de maatte sitte bøiet i baaten for at undgaa de
hængende haver over sig. Røde, gule og violette slyngplanter snoet sig
utover grenene og hang videre helt ned i vandet. Som under et fantastisk
karnevalspaafund av en æresport rodde de omsider ind i det store, sorte
tjern.
Det laa midt inde i en skog i dyp stilhet og mystisk belysning. En masse
store, grønhvite liljer fløt om paa hver sit runde, grønne blad. Store
insekter paa graciøse, sølverne vinger svirret over dem. Fuglestemmer
lød fjernt og dæmpet som under sordiner.
Run Bates sat agter i baaten, hendes hvite kjole var vid og brusende som
en krinoline, en liten rosenhat laa i hendes fang.
Hun bøiet sig utover vandet, plukket en av de merkelige liljene, lugtet
paa den og stak den i haaret.
— Her har jeg aldrig været, sa hun og lot blikket løpe rundt. Nok et av
jordens store skjønhetssyner.
Meninsky saa hvor hun saa og var paa nippet til at bemerke noget, men
lot det være.
— Og her sat De og sovnet, sa hun til ham. Det var varmt og stille og
godt her, De tok av Dem jakken og satte Dem fluksens til at snorke.
— Ja, ogsaa fløt jeg ned til Dem, smilte han, og det var jo bra?
— Ja, sa hun, men den stadige sovingen Deres er og forblir mig en gaade.
For den hænger jo ikke sammen med det andre? De har ikke sittet her og
musicert? Eller har De kanske en mundharmonika paa Dem?
— Nei, maa han svare, det har han ikke.
— Er De saa glad i at sove? spør hun, eller sovner De bare?
— Sove er det bedste jeg vet, svarer han pludselig sterkt. Og De har
lært mig at livets kunst er at skape saa mange lykkelige _øieblik_ som
mulig, følgelig sover jeg alle de øieblikke jeg kan overkomme.
— En merkelig form for lykke, smiler hun stille. At ophøre at eksistere.
Dette tjernet, sier hun derpaa, og denne skogen ligner Norge. Et norsk
tjern er bare endnu skjønnere, endnu mere mystisk. Og saa er det som
regel bundløst. Undres om dette er, kikker hun utover baatkanten.
Et vidunderlig klart vand, sier hun og lar det rinde sig mellem
fingrene.
— Ja, sier han, men puh for en varme, en kunde trænge at hoppe i. Og han
trækker op sit lommetørklæ.
Noget følger med det og falder ned paa tiljen. En liten flaske. Run
Bates er snarere end ham og faar fat i den.
Ved at læse paa etiketten blir hun først blodrød og saa hvit, hun faar
ganske den samme farve som liljen i sit haar.
— Det var sterke draaper, sier hun. Hvad skal De med dem?
— Ingenting, svarer han ganske rolig. De er for tandpine, og det har jeg
aldrig.
— Jeg kjender navnet, sier hun og ser ut som om hun fryser, det er nok
at _lugte_ paa det. At De vover at gaa med den paa Dem, De som sover saa
meget, tænk om De tømte den i søvne?
— Ja, og hvad saa? svarer han like uttryksløst.
— De har ikke lov til at forlate livet, sier Run Bates, for det er
tifold løgn at noget menneske kan erstattes! Denne flasken beholder jeg!
Men nu vaakner han.
— De? roper han, nei gi hit flasken.
— Nei, sier hun, aldrig!
Da blir han rød i panden og bøier sig frem med utstrakt haand og med et
meget bestemt uttryk i sit ansigt. Men hun gjemmer flasken bak ryggen.
— Maa jeg virkelig _ta_ den fra Dem, spør han.
— Ja, hvis De kan, svarer hun.
Han reiser sig øieblikkelig og kommer, han faar tak i hendes haand med
flasken og nu begynder et veritabelt haandgemæng. Han tar ikke let paa
hende, hun ynker sig av smerte da han endelig vrister hendes fingre fra
hverandre og tar flasken. Da hun igjen vil kaste sig over ham og baaten
gjør en faretruende overhaling løfter han armen med flasken og slynger
den langt uti vandet.
— De skal _ikke_ ha den, sier han bare.
Run Bates staar anpusten og betragter ringene i vandet. Hendes mund
folder sig sammen og skjælver, hun bøier sig ned og tar rolig sin hat op
fra tiljen hvor de har traadt paa den, børster av den og lægger den
forsigtig paa toften. I næste øieblik hører Meninsky et plask og hun er
væk. En liten hvit sko staar igjen i baaten, liljene dupper i det
pludselig oprørte vand, insektene svirrer paa hverandre av
forskrækkelse.
Meninsky sætter sig ned og venter paa sine sansers tilbakevenden. Det
tar en evighet. Det synes ham flere døgn senere da det roper inde paa
strandbredden. Det er Run Bates og hun holder triumferende noget høit i
veiret. Hun har hentet flasken paa tjernets tvilsomme bund!
Men da hun nu stiger i baaten, er hun et sørgelig syn. Den brusende
hvite svaneham av en kjole klæber mudret og fuld av sleip grønske tæt
indtil hende, av det lange, sorte haaret rinder vandet i strømme og
hendes ansigt er pludselig benet og ganske grønt.
Hun kommer ikke før tilro paa toften før aandenøden er over hende.
Han har hende tæt i sine arme, hendes lille vaate hode synker ned paa
hans skulder, hendes blik borer sig ind i hans med en fortvilet protest,
trækkene fordreies hæslig i rædsel og smerte.
Men akkurat idet hendes fornuft gaar smiler hun, et bittelitet rørende
blaff av et smil, det rører ikke hendes mund, er bare som en lysning
over øjenlaakene, men det er saa usigelig lykkelig, det er det
lykkeligste smil han nogengang har set og nogensinde mer faar at se i
sit liv.
* * * * *
Han sat ved hendes seng, hvor hun laa saa ny og fremmed, som forklaret.
Det vidunderlige lys fra hendes sidste smil laa endnu over ansigtet, men
det var ogsaa forandret i trækkene, de var pludselig bedre, næsten
rigtig proportionert, tilmed munden saa normal ut.
Det var _roen_ som endelig hadde fundet veien til hendes skiftende
fysiognomi.
Hun hadde ingenting at si, laa matt og svarte enstavelsesvis paa hans
bemerkninger om veiret og kurgjæstene. Det var som om hun ikke orket at
aapne munden. Bare øinene levet i det døde ansigt og de vek ikke et
sekund fra Meninskys.
Han trak sig nærmere og nærmere døren. Tilslut sa han adjø og god
bedring. Men da gjorde Run Bates en eiendommelig bevægelse med haanden
og aapnet endelig munden og hendes øine blev fulde av bøn.
— Det er mine ben, sa hun sterkt og klart, de er hovne! Begyndelse til
vatersotten! Slik som nu skal jeg efter kuren ligge til jeg dør — kanske
i aarevis — tørste og sulte og allikevel bulne op som en hvetebolle i
vand. Jeg kjender til det, min bedstemor døde av vatersot efter
nyresyke. Hun blev tappet som en anden fuld tønde tre gange. Vandet
klemte om hendes hjerte saa hun skrek som i barselnød. Jeg saa da de la
hende i kisten, det var saa komisk med hendes usymmetriske trivelighet,
den ene arm var dobbelt saa tyk som den anden, de fik ikke foldet
hænderne og hun fik daarlig plads i kisten. —
— Uf da, sa Meninsky og gøs synlig, De maa da ikke ligge med saa sorte
tanker.
— Sorte? sa Run Bates. Kjære ven, de er rosenrøde! For nu vet jeg jo
hvad jeg aldrig visste før, hvad jeg ikke ante og hvad jeg ingensinde
vilde trodd, dersom nogen hadde fortalt mig det — _at smerten er den
største nydelse og døden den høieste livsform_!
Sæt Dem ned, sa hun og pekte paa stolen ved siden av sengen.
— Kjære —! sa hun og rakte ham sin haand som var kold og ganske fugtig.
Saa kunde hun ikke mer paa en stund.
Meninsky blev urolig igjen.
— Jeg fandt det ut der i baaten — i Deres arme, hvisket hun og klemte
hans haand uten at se paa ham.
Da han igjen opfattet hvad hun sa, snakket hun om selvmord.
— Le renoncement à soi même est en tout l’opposé du suicide, sa hun og
nævnte madame de Staël.
Men undres om ikke alle filosofer har tænkt sig døden som det mindste av
to _onder_. Mon nogen av dem valgte døden av samme grund som De og jeg —
som det største av to _goder_?
For livet er vidunderlig, men døden tifold vidunderligere, ikkesandt?