Nu er jeg kommet dit hvor De hele tiden har været. Jeg føler mit legeme
som et smertende panser, tiden som et rindende, enerverende vanvid
hvorfra det gjælder at kunne befrie sig.
Og denne Deres store, guddommelige evne — til selvbefrielse — har jeg
foragtet!
De var _død_ der paa podiet i Paris, vidunderlig befriet fra legeme og
tid, hverken Deres hjerte eller timeglassandet vedkom Dem længer, De var
et stykke _evighet_.
Som jeg var det i Deres arme der paa det lille, sorte tjernet.
Herregud, menneskene stakkar, de tænker sig evigheten som en
fortsættelse av tid, fremtid! Og deres salighetsbegrep er ingenting
andet end en evig og rikelig fortsættelse av de timelige gode ting, mat,
drikke, klær, sko ogsaa videre.
Meninsky, De og jeg vet bedre!
Og hør nu, vi skal _dele_ indholdet av Deres flaske! Der er nok til os
begge.
Skulde musikken og søvnen — som alle andre laster — tilslut svigte Dem,
saa vil en eneste draape av Deres fluidum frelse Dem.
Og skulde kjærligheten og smerten ophøre at være _mine_ midler, saa vet
ogsaa jeg raad.
For dø vil vi, ikkesandt?
Døden er livets eneste mening. Hvor blændende klart jeg ser det nu!
Og hun faldt i tanker og sovnet med dem.
Meninsky listet sig stille ut.
* * * * *
Men nogen dage senere kom hun springende mot ham nedover trappene.
Han gispet av forbauselse.
— Hei! ropte hun, akkurat Dem er det jeg søker. Førstemand ned til
Templet! Og hun grep ham om haandleddet og rev ham med som en
hvirvelvind.
I et hjørne av veien løp de paa en ung dame med en liten hund i baand.
Meninsky kom i fuld fart like mot baandet, snublet i det og hadde nær
væltet baade damen, hunden og sig selv. Men Run Bates holdt ham oppe med
et jerngrep.
Den unge dame overtok farten, som vetskræmt satte hun avsted opover
veien og hverken hendes eller hundens ben saaes at berøre singelen.
Run Bates og Meninsky fortsatte i et meget bremset tempo, de kom makelig
spaserende og i dype tanker ned til «Templet».
Det var en liten bambuspavillion med en statue av den japanske lykkegud
Ebisu. Pavillonen laa like ned i vandskorpen av en liten firkantet
svanedam, den var bare adkommelig fra vandet over et par store flate
stener, der var ogsaa anbragt et «naaleøie» hvorigjennem først Run Bates
og saa Meninsky alvorlig krøp paa alle fire.
Men omsider sat de ved siden av hverandre paa det øverste av templets
fire lave trin. Ebisu blikket diskret men alviderisk smilende over deres
hoder ut paa svanene i dammen.
— Er De frisk igjen? sa Meninsky.
— Ja, sa Run Bates. Professoren sier jeg kan leve længe, i ti, tyve,
tredive aar. Der er ingen fare for vatersot.
— Men hjertet?
— Hjertet er elendig. Jeg maa være _forsigtig_. Men De kan tro jeg skal
være forsigtig! ropte hun.
Saa kjendte hun undersøkende paa sin venstre side.
Ganske normalt, nikket hun. Der maa nok andre springmarscher til. Og jeg
er ikke spor forelsket idag. Endda _hun_ kom iveien.
Da Meninsky saa ubegavet ut, smilte hun og fortsatte:
— Forstod De hvad jeg fortalte Dem sidst? At jeg elsket Dem? Nei, jeg
var Dem vel som ellers for broget. Jo, Meninsky jeg elsker Dem og jeg
har elsket Dem hele tiden. Nu skal jeg fortælle Dem det omstændelig og
saa enkelt jeg kan.
Og hun satte sig rigtig godt tilrette der paa trinnet i det gule
eftermiddagslys, og paa den brogede bakgrund av iris og orkideer.
Jeg forstod det jo aldrig, sa hun paa sin intimeste maate, jeg forstod
aldrig nogensinde _virkeligheten_, ser De. Det at jeg elsket Dem og
simpelthen ønsket Deres favntak blev billeder, billeder — som
bevisstheten om min egen realitet altid blev bobler, bobler, et helt
skum!
Jeg saa Dem der paa den koncerten og blev forelsket i Dem, ganske rigtig
som De selv allerførst formodet. Men jeg trodde for fast paa min
overmenneskelighet til at begaa noget saa normalmenneskelig som en
forelskelse!
Aa, jeg gik som i en rus fra koncerten. Jeg sat oppe i en stol og drømte
om Dem hele natten. Og feberen var paa sit høidepunkt da jeg næste
morgen saa Dem paa stationen. Jeg _maatte_ jo følge efter Dem.
Der paa dækket var det som at stirre ind i selve solen. Deres merkelige
øine — —.
Og saa sa De at De ikke var Meninsky. Jeg kunde dødd av skuffelse.
Men som dagene gik vilde jeg gjerne tro det. Saa ganske anderledes var
De end jeg hadde forestillet mig. Forgjæves prøvet jeg at omdanne Dem
efter mit ideal. Gudskelov Meninsky, for at De var Dem selv og er
vedblit med at være det.
Det er _Dem_ jeg elsker — ikke Paviere. Aa, som jeg elsker Dem, sier hun
tungt og bøier hodet og tier.
Meninsky tier ogsaa, men ser tilveirs.
— Ikke et øieblik er De ute av mine tanker, fortsætter hun modig, _ikke
et øieblik_! De er som Pantheismens gud i alt hvad jeg ser og sanser. De
strømmer gjennem mit blod, De har suget Dem fast i mit hjerte som en
igle og er ved at tømme det. Det er De som gir mig aandenød, Meninsky!
Meninsky, sier hun og vender sig helt om mot ham, kan De elske mig? Ja,
for _De_ er mig jo midlet til befrielse fra materie og tid. _De_ er min
smerte og _De_ er min kjærlighet. Uten Dem vil jeg komme til at leve i
al evighet. Vil De gifte Dem med mig?
Da Meninsky ikke svarer, mener hun vel at gi ham tid ved at fortsætte.
— Jeg opgir, sa hun, min første tanke at være Deres middel. Jeg vil ikke
konkurrere med musikken, jeg skal tilmed prøve at kunne omgaaes flygler
og violiner uten skinsyke. Om De giftet Dem med mig skulde jeg skaffe
Dem verdens kostbareste og bedste flygel, ja et helt orkester av verdens
største kunstnere skulde jeg forære Dem i bryllupsgave. Jeg er rik,
sukker hun.
Meninsky tier fremdeles.
— Jeg vet jo, sa hun da, at De er en efterstræbt mand. Vi kvinder er nu
engang slik beskafne at vi helst kommer der hvor man ber os gaa. Den
unge nydelige damen vi fløi overende netop elsker Dem med en tispes
trofasthet.
— Hvad? sa endelig Meninsky.
Ordet kom som et kanonskudd og hadde nær væltet Run Bates ned fra hendes
høie, sikre stade.
Hun tok som svimmel for sig i luften.
— Hvad? sa hun bare.
— Ja, svarte Meninsky tappert men bøiet derefter usigelig brødebetynget
sit hode.
Slik sat de længe.
Tilsidst kom Run Bates til at slippe ned den store mørkerøde orkidee hun
sat med, hun bøiet sig ned og tok den op, lugtet til den og pustet godt
ut, strøk sig derpaa et par gange famlende over ansigtet og sat omsider
befriet.
— Jasaa, sa hun da. Jaja. Og saa aapnet hun sin guldbroderte, store
væske.
Vel, sa hun, saa la os skride til handling!
Og der sat hun pludselig med to smaa flasker og tømte indholdet fra den
ene over paa den anden. Akkurat likt delte hun, hun myste og maalte
gjentagende gange, tilsidst var der vist ikke en tiendedels draape mer
paa den ene end paa den anden.
— Værsaagod, sa hun og rakte ham originalflasken.
Og saa kan De gaa, sa hun med en stemme han aldrig hadde hørt før, saa
haard og farveløs som staal. Og hun bet sig i læben, svælget og blev
blank i blikket. I sidste liten reddet hun sig.
Til hende! sa hun med et utfordrende hodekast. Adjø!
Og Meninsky gik. Han vandret duknakket og flau som en vaat hund ned de
fire brede tempeltrin, han balancerte henover de par store flate stene i
vandet, han krøp møisommelig gjennem granitnaaleøiet og blev omsider
borte mellem buskadset paa stranden.
Da reiste Run Bates sig og fisket noget nyt op av sin taske. Et litet
speil. Hun var ikke fornøid med hvad hun saa i det. Forgjæves glattet
hun paa haaret. Det maatte helt ned og op igjen. Orkideen hun hadde
fingret med var vissen, hun plukket en ny hvit en og satte den ved øret.
Saa ordnet hun foldene paa sin kjole, polerte lidt paa sine negler og
var færdig.
Flasken staar godt korket ved hendes føtter. Hun tar den fort op og
lukker den haardt inde i sin haand et øieblik.
Saa ser hun sig godt om, paa dammen og den grønne mur av trær omkring
den, paa himmelen og paa svanene. Hendes ansigt er ganske uttryksløst.
Langsomt sætter hun derpaa flasken for munden og drikker, snur sig rolig
og vender sig mot Ebisu.
Der staar en liten rød skammel ved lykkegudens føtter. Hun falder ned
paa den og gjemmer sit ansigt i sine hænder mot Ebisus fang.
Slik blir hun liggende.
Slik finder Meninsky hende da han ti minutter senere hæsblæsende kommer
styrtende tilbake.
Run Bates! roper han og kaster sig ned ved siden av hende.
Hun vender et rødmusset søvnig ansigt mot ham og ser ubehagelig
overrasket ut.
— De? sier hun. Saa ser hun sig om og blir endda mere forbauset.
Er jeg ikke død? sier hun.
— Kjære, roper han, De kan ikke dø av de draapene, det er jo vanlige
tanddraaper, men de er sikkert ikke bra for Deres nyrer. Har De virkelig
drukket dem? Aa, sier han blodrød i ansigtet og griper begge hendes
hænder, De er et barn, miss Bates, et stort, bedaarende naivt barn og
jeg elsker Dem, jeg forstaar det nu først at jeg har elsket Dem hele
tiden og jeg kunde myrde mig selv for min maate netop. Kan De tilgi mig?
Jeg elsker Dem!
Og han river hende til sig og faar hendes ansigt under sit.
Men nu hænder der noget. Hun vil ikke! Hun stemmer begge sine smaa
hænder mot hans bryst og skyver til, og der er en slik raseriets kraft i
dem at han tumler langt henover gulvet. I et eneste øieblik stirrer hun
ham stort og stivt av angst i øinene.
Og saa er det hun som gaar. Hun springer! Trappen tar hun i et sprang,
stenene tar hun to og to og naaleøiet hopper hun forbi saa vandet
spruter. Der er en endda vildere rædselens fart over hende end over
piken med hunden, det er som alverdens farligdom er i hælene paa hende,
hun lægger haken ned paa brystet og flyr, flyr!
* * * * *
Saa skal Run Bates reise.
Det er blit høst paa et par nætter. Det suser dumpt i parkens luende løv
og uler uhyggesvangert om paladsets massive hjørner da Run Bates kommer
ut fra vestibulen.
Hun træffer Meninsky, og de blir staaende der tæt indved den blodrøde
vildvin paa væggen.
— Jeg har ledt efter Dem, sier hun, jeg vilde jo si adjø.
— Jeg har ikke set Dem siden — sier han.
— Nei, jeg har holdt mig paa mit værelse. Jeg har hat en vanskelig tid,
jeg har det fremdeles ikke godt. Jeg antar jeg er undfanget for min
tredje fødsel og Gud vet naar nedkomsten blir. Og hun sukker.
Hun er i den samme habit han først saa hende i, den svære hvite
hermelinskaape og den lille babyhat med det flagrende baand. Men ellers
er der liten likhet mellem denne Run Bates og Run Bates dengang.
Jeg undres, fortsætter hun paa sin nye vemodige maate, om jeg ikke er
ved at vende tilbake til naturen? Til min oprindelige tilstand, den før
min anden fødsel og mit eget bekjendtskap, til den første og egentlige
Gudrun Haavaldsen.
Jeg er saa gruelig træt av mig selv, like træt som _De_ er av mig,
Meninsky! Og det er et av tegnene paa gjenfødelsen eller
naturtilbakevendelsen at jeg i disse dage siden scenen hos Ebisu ikke et
øieblik har levet i nuet, men i _fortiden_. Min erindring, som har
ligget ubrukt saa længe dukker pludselig op, uthvilt og energisk, jeg
forsikrer Dem jeg har gaat gjennem alle vore samtaler — denne lange
række daarehusdialoger — ord for ord fra begyndelse til ende.
Og hvor De hadde ret i Deres «gramofon» og «idiot»! Men hvor _De_ var et
akustikfrit rum, Meninsky! Aa, jeg er blit træt i kjæverne bare av at
_tænke_ paa alt det jeg har sagt!
Jeg skriver til min forhenværende forlovede idag. Jeg vil meddele ham
den dundrende fjasko mit eksamensbevis fra ham har skaffet mig. Jeg vil
spørre ham om han kan tænke sig større tragedie end at følsomheten blir
sentimentalitet og bevisstheten analyseringsmani. Og jeg vil fortælle
ham at min sidste og tydeligste erindring fra min «aksetilværelse» var
_virkeligheten_ og at den var ubeskrivelig forfærdelig, simpelthen ikke
til at opleve!
Ja, Meninsky, det var synd jeg drak op Deres tanddraaper. Hvis jeg nu —
hvad jeg næsten er sikker om — vender tilbake til min oprindelighet, vil
intet ydre apparat være nødvendig for det jeg fremdeles tror er livets
mening, _døden_. Jeg vil kunne dø tyve gange om dagen, naar jeg vil, jeg
er uendelig lykkeligere stillet end Dem, jeg behøver ikke engang sætte
mig ned og lukke øinene for at undslippe tiden og materien, nei, jeg kan
staa og gaa, ja _springe_ i det vanskeligste terræng og være deilig
avdød. Takket være min glycerin, forstaar De. Gudskelov for at der ikke
gik trold i ord dengang jeg bad den draapen De vet, om at tørke! Da
vilde jeg nu reist bort med sindet fuldt av hat og bitterhet mot Dem,
jeg vilde lavet øieblikket om til en evighet av vilje til glemsel, jeg
vilde opkonstruert mig nye og uforgjængelige realiteter og levet
ulykkelig hele mit liv.
Istedet staar jeg nu her og sier Dem farvel, avleverer Dem min
ugjenkaldelig sidste lange egotirade og er straalende lykkelig over at
kunne gjøre det. For med Dem vender jeg virkeligheten for altid ryggen!
Jeg tar bare med mig min drøm om Dem, den vil jeg aldrig miste, den vil
jeg kunne dø med utallige gange.
_Ja, jeg vil vende tilbake til min oprindelighet. Jeg vil ha
oplevelserne foran og efter selve oplevelserne igjen og jeg vil glemme
at jeg nogensinde har mødt og lært mig selv at kjende og aldrig mer vil
jeg prøve hverken konkavt eller konvekst at gjennemskue andre, fordi jeg
nu har lært at jeg da bare støter paa mine egne grænser — som ikke er,
fordi jeg er grænseløs!_
Run Bates maa holde paa sin hat, den vil ustanselig av hendes hode og
avsted efter baandet.
Stormen rusker i Meninskys haar, der er ingenting igjen av hans vanlige
udadlelige frisyre, det feminint lange og sterkt pomadiserte forhaar,
der pleier ligge som slikket tilbake fra panden og ned i nakken, falder
ham nu i komiske tuster ned paa haken. Forgjæves stryker han det gang
paa gang tilbake med de fem sprikende fingre, maa tilslut opgi det.
Run Bates kaster et blik paa sit armbaandsur.
— Jeg maa gaa, sier hun fort. Adjø og tak for samværet! Gud velsigne Dem
og Deres daadyr, det gaar nok i orden, vær bare taalmodig, hun er saa
ung og saa sky. Jeg kommer til at drømme om dere to. Bare jeg nu visste
hvordan jeg skal faa det til med denne nye fødselen, noget maa hænde
tror jeg, en eller anden katastrofe. Merkelig, sier hun med sit gamle
overvældende smil, hvor jeg føler mig som et foster! Adjø, adjø!
Idetsamme hun vender sig fra ham for at springe, kommer der noget
susende i luften ovenfra, noget tungt, tungt.
I næste øieblik styrter Run Bates til jorden, med ansigtet ned, rammet i
hodet av en taksten, dræpt paa stedet.
Da Meninsky knæler ned ved siden av hende og løfter op hendes døde
ansigt finder han hendes glædeligst overraskede uttryk i det. Det er som
om hun skal til at si: Nei, var den allerede der — katastrofen?
Gudskelov!
Ende!
Det er 14 dage siden, kjære adressat! Hver dag har jeg ventet svar
paa mit «brev». Men du tier. Nu er det dig som er taus. Jeg aner
ikke enten du forstaar eller ei, jeg har en tydelig følelse av at ha
«talt for døve øren» og «kastet perler for svin» osv.
Og derfor maa altsaa ogsaa jeg gaa videre, derfor maa der efter
e-n-d-e som kom saa sent fordi den ikke kunde komme før, en
«epilog». En historiens historie. Denne:
Da jeg for 6 uker siden paa din og lægens befaling reiste herned til
denne udmerkede, dræpende kjedelige og stygge «havskuranstalten» med
min hodepine og mine nerver, saa tænkte jeg virkelig: Nu gjælder det
at være sin lærer en værdig discipel, nu er det virkeligheten om at
gjøre, ingen flere fantasterier og optiske bedrag, en sten er en
sten, bak den syvende blaane er der ingenting, og jeg selv er det
eneste som betyr noget i den vide, vide verden.
Men ak, allerede paa baaten nedover _traf jeg en mand_. En
skuespiller — jeg vil gjerne tie med navnet, la mig kalde ham X —
som netop hadde gjort et sterkt indtryk paa mig i en rolle. Vi kom
til at snakke sammen. Deriblandt en hel del om «virkeligheten».
Jeg grep dypt i mit — av dig saa møisommelig bibragte — forraad av
reminiscenser, og han var meget imponert. En stund. Men ser du,
efterhvert som vi kom ut i det, des mere jeg aabenbarte av mit
_eget_ ved siden av _dit_ og i forhold til _hans_, des mere
anstrengt, tvilraadig og ulykkelig blev hans opsyn. Han sat
efterhaanden der stille og rolig og avbalancerte sig til selskap for
en — _idiot_! Og det var saa fint, diskret og beundringsværdig gjort
at jeg kom til at elske ham for det der paa baaten og elsker ham
litt den dag i dag.
Men da jeg saa gik fraborde her paa dette nakne, øde, triste
skjæret, og den unge damen som hele tiden hadde fulgt os med øinene
og ørene endelig stod trygt plantet ved siden av ham, da tok han mot
til sig og sa: Jeg haaber De vil finde frem til virkeligheten,
frøken Haavaldsen, men foreløbig har De langt igjen. Her har De jo
nu for eksempel ikke et øieblik holdt Dem til _mig_ i min
paatagelighet og uomtvistelighet, men til min _rolle_, en omstridt
digters uvirkelige fantasifoster!
Jeg tror jeg i det øieblik saa temmelig ubegavet ut av lutter
overbevisning. Men der hadde jeg det saa gaaende med grubbel fem
fulde døgn. For der visste jeg jo _du_ elsket mig og vilde mig det
godt, der elsket _jeg_ pludselig X og maatte jeg træffe ham igjen og
overbevise ham om min normalitet, og der skulde jeg ha sagt dig at
dine ideer ikke passet for mig og samtidig gjøre dig forstaaelig at
du ikke hadde talt for døve øren og kastet perler for svin ...
Da var det paa den femte dag jeg satte mig svimmel og fortvilet ned
her ved vinduet for at skrive til dig og at jeg graat mig i søvn og
drømte om _Run Bates_ og _Meninsky_. Da var det videre paa samme dag
jeg gik ned til middag i den lille spartanske spisesalen her, satte
mig som nr. 17 tilbords, lot prismelynene fra den stygge,
gammeldagse hængelampen under det lave, fluebeskitte tak dryppe mig
i ansigtet som ellers, betragtet skuffet den tomme stol vis a vis
som tidligere, ønsket pludselig X i den og — _placerte Meninsky
der_. Anbragte saa en vældig sølvbolle med hyazinter mellem os,
utvidet rummet, dekorerte det a la Vignola, forvandlet etpar høns
utenfor vinduerne til paafugler og en sølepyt til en svanedam,
forældet endelig mig selv med ti aar og en masse verdenserfaring og
fortsatte drømmen om Run Bates — _mit fremtidsselv efter dit
mønster_.
Og jeg var frelst! Paa alle maater! Jeg hadde anledningen til
fortsat uendelig samvær med X og det bak den syvende blaane! Jeg
hadde ideen og motet til opslagsbrevet og utredningen til dig! Jeg
hadde et nyt medium og altsaa en ny lykke!
For første gang siden «Boblen» satte et andet menneske mine sanser,
min tænke- og uttryksevne i funktion, jeg kom i samme forunderlige
oplevelsens ekstase som altid i mine drømme om hende, jeg følte mig
paany midt inde i en spændende familiejournalnovelle, et nyt nøste
rød traad var begyndt at trille, og dennegang var den røde traaden
mig selv. Jeg kunde i en lignende række kulørte billeder som jeg
engang viste dig Boblen endelig vise dig mig selv, slik jeg er, slik
du vil ha mig og slik jeg nødvendigvis da maa bli!
Og dette har jeg nu gjort. Engang skrev jeg til en amerikansk filmer
for Boblen, Burton Bates het han, og andet vet jeg ikke om ham, men
i min drøm var jeg altsaa gift med og skilt fra ham, og paa dette
stykke komisk løsrevet fremtid er det jeg nu har gaat min utvikling
i forkjøpet ved en stund hver dag i en maaned at være Run Bates
sammen med Meninsky paa Capranola, ved kortsagt at drømme og digte
dig historien om draapen som du sa faldt hel til jorden da Boblen
brast, men som desværre var saa fuld av glycerin at den ustanselig
blev til bobler paany, _et helt skum_!
Og jeg paastaar saa længe jeg lever og om jeg saa skal paa baal for
det, at det er vakrere paa mit digts Capranola end her paa dette
paatagelige, nakne, svenske granitskjæret! Denne min absolutte
overbevisning har jeg nu moret mig med at reise et monument i det
materiale du har anbefalt mig — _snak_. Jeg antar du er snakket godt
ihjæl, at du er lam i tungen av at læse mig og tør i hjernen av at
tænke mig og dermed er vi kvit, hensigten er naadd og helliget være
saa midlet, var det end aldrig saa langt og fantastisk og
fordømmelig.
Mit oplysningsbureau i din umiddelbare nærhet meddeler at du ser
overanstrengt, syk og ulykkelig ut om dagen, at du er taus,
interesseløs og delvis arbeidsudygtig, og at du forleden dag spurte:
Gudrun Haavaldsen, hvem er det? Det er altsammen som jeg beregnet
det. Nu hater du mig like hjertelig som jeg før hatet dig.
Men nu skal du høre! Nu elsker jeg dig meget mer end du nogengang sa
du elsket mig! Du elsket mig for det jeg var og det var ingenting,
men jeg elsker dig for det du ikke er, og det er meget. Fra samme
øieblik Run Bates fik takstenen i hodet og blev Gudrun Haavaldsen
igjen elsket jeg dig. Selvfølgelig.
Og det er hvad du vil kalde min straf og hvad jeg vil kalde min
belønning for denne sommermaaneds literære virksomhet, dette at det
nu er dig jeg elsker haabløst, at det nu er du som er boble, medium,
X, Meninsky — tusen nye billeder, nye blaaner, nyt skum.
For jeg vil ikke virkeligheten!
Afskriverens bemærkninger
Afskriverens rettelser:
[p. 50]:
... tungen. Og da han smilte, sa han: ...
... tungen. Og da hun smilte, sa han: ...
[p. 85]:
... — Er ikke Gudrun Haavaldsen engelsk navn? ...
... — Er ikke Gudrun Haavaldsen et engelsk navn? ...
[p. 88]:
... gange et ord, men aldrig verden en bie. Men at ...
... gange et ord, men aldrig i verden en bie. Men at ...
[p. 89]:
... og husket at den fremherskende farve i hende ...
... og husket at den fremherskende farve i hendes ...
[p. 93]:
... vi er. La os ikke hefte os ved no saa usigelig elendig ...
... vi er. La os ikke hefte os ved noe saa usigelig elendig ...