_vil_ mene, hvad jeg har lært at jeg _skal_ mene. Citerte jeg netop
Goethe husker jeg nu Pascal som sier at vi mennesker _aldrig_ lever i
nuet, at vi ikke kan det! Vi er enten optat av det forgangne eller av
det kommende, det nuværende betragter vi bare som et middel for det
næste og saaledes _lever vi aldrig_, bare forbereder os paa at leve, vi
_haaper_ altid paa lykken og _nyder_ den aldrig. Og Gud, hvor det er
trist, dersom det er sandt. Og dette med guldfisken netop var jo en
absolut bekræftelse, sa hun med et langt suk og blev sittende lidt.
For mens jeg endnu ikke hadde den tænkte jeg paa det øieblik da jeg
skulde ha den, og da jeg saa hadde den i haanden tænkte jeg straks med
bedrøvelse paa det øieblik da jeg maatte slippe den igjen, og da jeg
hadde sluppet den var det hele jo allerede et minde blot. Ak.
Og hun slap som i dype, triste tanker perledusken ned paa marmoret
igjen. Men den lille skjøre klang var nok til at vække hende.
Hun løftet armene over hodet, foldet dem deroppe og bøiet sig tilbake.
— Derfor, sa hun til Meninsky, derfor _maa_ jeg træffe Paviere. Jeg maa!
Jeg tror at han _kan_ hvad jeg har _lært_, denne forvissningen kommer
jeg ikke undav, den er gaat i blodet paa mig og pumpes taktfast gjennem
mit hjerte, den er blit mit aandedræt, ophører det, dør jeg. Kan De
forstaa det?
— Nei, svarte Meninsky bare og hans svar var et spørsmaal.
Men Run Bates tidde med lukkede øine. Og hun saa ut som om hun aldrig
hadde været glad og som om hun aldrig kunde bli det.
* * * * *
Alle Capranolas hvite blomsterblade falder.
De falder for hver mindste bevægelse i luften, de drysser og tysser naar
bare en stemme taler for høit, de dækker jorden som sne.
Paviere spørres ikke.
— Min ven lægen maa være bortreist, sier Meninsky til Run Bates. Blir De
meget fortvilet om De maa vente lidt?
Run Bates har hele sin opmerksomhet fæstet paa sine ben, hun traar saa
usigelig varlig i det myke, hvite teppe og hendes ansigt er fyldt av ynk
for det.
— Fortvilet? gjentar hun uten at se op, det blir jeg jo aldrig. Men det
er vanskelig at holde sig samlet om dagen. Vet De, Meninsky, idag tænkte
jeg paa Paviere som paa et maal!
Det var som om hun betrodde ham en sensation.
— Jeg blev ganske ulykkelig, sa hun. I det hele tat er denne tiden siden
jeg saa Paviere første gang like vanskelig for mig som hin første tid
efter at jeg hadde gjort mit eget bekjendtskap. Jeg gjør feilgrep paa
feilgrep, jeg føler pludselig grunden svigte under mig paa de mest
utrolige steder. Som dette med maalet. Jeg vet jo forlængst og har sat
mig fuldstændig ind i at der gives ingen maal utenfor en selv. Alt er
midler. Paviere er mig udelukkende et nyt middel til selvoptagelse,
utvikling, forklarelse. Og saa tørner min fantasi op og laver mig en
kridtstrek ved et væddeløp! Gud som jeg sprang med tungen ut av halsen
for at naa den streken Paviere.
— Og naadde De ham? spurte Meninsky.
— Nei, fortalte hun, hun hadde stoppet sig selv i tide.
— Jeg har et altfor følelig maal i mig selv. Kjender De ikke den lille
indiske legenden om draapen i havet? Hvad er en draape i et hav, sier
man jo. Hvad er et menneske blandt mennesker? Men hør nu, hvordan kan
der bli et hav uten draaper? Og beror ikke havets _beskaffenhet_ av
draapen? Er draapen klar er havet klart. Det er da usigelig enkelt?
— Ja, sa Meninsky. Han gik og saa paa hende fra siden. Hendes merkelige
mund arbeidet i profil ganske som et papegøienæb.
— Jamen, menneskene gjør det saa vanskelig, gik hun energisk videre. Hun
hadde glemt jorden og hvad som dækket den nu, hun saa ret tilveirs.
— Menneskene laver samfundsetik og religionsetik og hundre slags etik.
Som om der _gis_ anden etik end den individuelle. Aa, jeg kunde det
utenad engang, jeg maatte jo pugge det, at: Det altid er og altid blir
det enkelte, bestemte individ man paa det etiske omraade har med at
gjøre, at etiske domme angir villen og handlen og at der handles og
villes i al evighet av enkelte, bestemte individer. Et samfund handler
akkurat forsaavidt de enkelte individer handler. Et samfund er
fuldkomment forsaavidt dets enkelte medlemmer er fuldkomne. Derfor er
maalet vor _egen_ fuldkommengjørelse ikke sandt? Alle andre mennesker,
alle forhold, alle oplevelser kan bare bli midler for det ene, vor egen
utvikling.
Og hun saa paa ham, blaat og triumferende som et barn der har avliret en
godt pugget lekse uten avbrytelser.
— Nu husker jeg, sa da Meninsky og stanset og stirret betænkt ned i
bladmylderet, at De den første gangen der paa dækket snakket noget om en
draape.
Der stod en gammel, mosgrodd stenbænk inde under et drivende hvitt
mandeltræ, bænken var hvit av blade. Run Bates subbet dem undav med
haanden, ryddet to pladser avdelt ved en tyk, hvit stripe.
De satte sig.
— Ja, sa hun, men dengang var det som draapen i boblen jeg tænkte paa
mig selv.
— Draapen i boblen?
— Ja, har De aldrig blæst saapebobler?
— Jo, det hadde Meninsky, han husket godt en bobleperiode fra sin
barndom.
— Ja, sa Run Bates, hvis der er tilstrækkelig med glyserin i vandet kan
De faa dem kolossale, vet De, og da gaar de like lukt til himmelen uten
at efterlate sig spor. Men er der forlitet av skumstoffet smelder de
straks og da plasker vandet — _draapen_ — til jorden. Der var meget lite
glycerin i Dem, Meninsky, derfor blev der slik en stor vaat flek under
Dem paa dækket!
Og hun lo saa mandeltræet ganske vettskræmt drysset en regn av blade
nedover dem.
— Det vil si, sa hun, der var lite _fantasi_ i den min formodning at De
var Paviere, der var for meget av mit eget kjød og blod i den,
gudskelov. Derfor plasket jeg i dækket saa eftertrykkelig. Ja, for De
forstaar vel at det var _mig_ den væteflekken, den draapen?
— Jo, selvfølgelig forstod Meninsky.
Men der blev en pause. Ingen blade faldt.
— Haha! lo Run Bates kort, og tusen blade faldt samtidig.
Meninsky saa først paa hende og derefter paa nedbøren men sa ingenting.
— Hvad tænker De paa? spurte hun.
— Jeg? sa han forbauset.
— Ingenting, mener De? Nei, jeg tror virkelig ikke De tænker sa hun. De
ser ikke, hører ikke, føler ikke, De lever ikke. De _sover_!
— Vet De, hvisket hun pludselig tæt indtil skillet mellem dem og bøiet
sig frem og foldet hænderne om knærne, jeg kan tænke mig Paviere her i
Deres sted nu. Han sitter der og ligner Dem, stor og blond og
mandhaftig. Men _han_ lever! Han er lynende vaaken og ser mig og alt
omkring mig og han sitter og lytter ut i luften og ned mot jorden. Og
saa sier han til mig: Se, siger han, hvor Deres stemme bevirker
katastrofer her mellem disse faldefærdige verdener, Miss Bates! Der er
et stort farlig cello vibrato i Deres stemme, ser De, luften kommer i
sjøgang, lange, sterke bølger laver brændinger. Og han lytter. Kan De
høre, sier han til mig, at det _klinger_ i luften av disse kaskadene av
blekrøde, duftende fnugg, den fineste, lille lyd i verden, ingen sordin
kan dæmpe en violintone ned til dette. Og saa sitter vi her og ser og
lytter og tiden staar stille imens.
Meninsky har sopt bladene mellem sig og hende sammen i en liten haug, nu
krammer han dem indi haanden, haardt, saa væten rinder ham ut mellem
fingrene og kaster derefter den lille vaate, brunlige klump langt fra
sig, ut paa veien.
— Er De sikker om at han er veltalende? spør han rolig.
Run Bates betragter uttryksløst hans offer ute i singelen.
— Nei, sier hun, det er jeg slet ikke. Kanske er han tvertom taus. Men
for en taushet! Han behøver simpelthen ikke si noget — han er den
fuldstændige livskunstner forstaar De, hans følelse av livet i sig selv
og alt gjør hans mindste berøring med en ting saa sjælfuld at tingen
forklares — uten ord. Aa, han er saa fuld av ømhet, Meninsky, der
strømmer saa megen medlidenhet, varme og godhet ut fra ham at al is og
bundenhet omkring ham smelter og løses — uten ord. Ingenting lavt eller
sjofelt kan eksistere i Pavieres nærhet. Aa, ja, De skal faa se!
_De_ Meninsky — De er ikke sjælfuld. De er automatisk, kold og grusom,
De er — ja, De er bare glad for at tiden gaar! avslutter hun skyndsomt
da hun ser Meninsky trække frem sit ur.
— Ja, sier han, men undertiden staar den virkelig ganske stille, tænke
sig til at den ikke er mer end et, en hel time til lunch og middagslur!
Og han stopper med en irritert snøften uret ned igjen og gjør et par
sterke opadstræk med armene.
Da reiser hun sig og følger ham tiende videre.
* * * * *
Nattemørket paa Capranola er marineblaat og ugjennemsigtig.
Endda der lyste tusen stjerner over paladsets flate tak maatte Run Bates
føle sig frem over det, det var som om hun med hænderne skjøv det ene
lag efter det andet av lette, blaa fløielsdraperier tilside.
Langt derinde i det svale, bløte og vigende mørke støtte hun paa
Meninsky. Han sat og sov i en kurvstol. Men han vaaknet ved lyden av
hendes skridt.
— Au, der traadte jeg paa Deres cigar, sa hun, den er vel faldt Dem ut
av munden mens De har sovet — snorker De?
— Ja, svarte Meninsky, nu skulde jeg forresten netop gaat ned og lagt
mig.
— De er vel sovnet paa veien da, sa Run Bates. Det er langt over midnat.
Hele paladset sover.
— Bare De vaaker?
— Jeg er heroppe en tur hver nat ved denne tid, svarte hun. Her er jo
altid stjerner. Og aldrig føler man saa deilig samtidig sin litenhet og
sin storhet som under stjernene.
Hun snakket som man snakker i mørket, dæmpet og intimt, for ham alene og
dog for alle mørkets usynlige øren.
Meninsky knuste en gjæsp og svarte ikke.
Der blev saa stille, de kunde høre hverandres aandedræt.
— Jeg kan høre Dem tænke «Storhet»?, sa hun om en stund. De er ikke
rigtig vaaken, men i en saapas ret skinnegang hjuler Deres hjerne av sig
selv. De var bare barnet da De lærte at stjernene er verdener, de fleste
meget større og betydningsfuldere end vor, og at De selv er en maddik,
et støvgrand, et atom, ikke sandt?
Meninsky svarte fremdeles ikke, men han tændte en cigaret og indtok en
mere liggende stilling i stolen, belavet sig altsaa paa at bli og at
høre.
— De lever paa den læren, fortsatte Run Bates, henvendt til det stykke
fortættet mørke han utgjorde. Det ser jeg hver dag! Deres plastik er saa
absolut en maddiks. De kommer frem ved at suge Dem til bunden! Og De
opfører Dem som et intelligent støvgrand, forbauser verden ved Deres
indrømmelse av uberettigelse, De er til for at flyttes av fjærkosten og
beklager med Deres lille ulykkelige smil tyngdeloven som tvinger Dem til
saa ofte at falde tilro. De er ogsaa mikroskopisk i al Deres færden som
et atom. Man vet ingenting om Dem her paa stedet og endda mere
betegnende, man prøver ingenting at faa rede paa, De anes ikke engang av
denne samling forskere, De er like uinteressant som bacillen til en
sygdom der endnu ikke har optraadt!
— Tak, svarte endelig Meninsky med søvnen omsider væk fra sin stemme.
Det er ganske sandt hvad De der sier, sa han.
— Jamen hør nu, sier Run Bates og bøier sig fremover i stolen saa den
knaker. I dette øieblik ter De Dem for mig som intet hverken større
eller mindre end en stjerne! Jeg ser Dem ikke, jeg ser bare Deres
cigaretflamme. Men den lyser like varmt og utvilsomt som selve
Flammarion og sætter et stort horn paa Den lille bjørn. Det ser virkelig
komisk vederhæftig ut.
Og han hørte hende smile med haanden over sin lykkelige mund og bli
alvorlig igjen og grunde.
— Og De er en stjerne, sa hun derpaa. De er et billede i det mindre av
en verdens frembringende, ordnende og opretholdende kraft, De lyder
ganske de samme love og betyr like meget som klodene i Melkeveien. Nei
se, sa hun og pekte fort ut, der faldt det en! Akkurat fra Melkeveien!
Meninsky vendte sig.
— Uf da, sa han, hvor det høres profetisk ut.
De sat urørlig en stund og stirret op i det tindrende, uendelige under.
Men som altid fandt hun det sin pligt at ta sig av pausen.
— Vil De nødig dø? spurte hun blidt. Ja, maatte Meninsky indrømme.
Da foredrog hun med sin virtuose cellostemme en liten elegisk melodi for
ham der i mørket og stilheten, en romance med modererte stigninger, et
litet vidunder av snakkekunst. Hun fortalte:
— Vi dør daglig. Vi utsender nemlig vor levende kraft til en anden
størrelsesverden. Blir vi femti aar kan vor tidligst utsendte kraft
allerede være naadd til de nærmeste stjerner. Og underveis har den mødt
et uendelig mylder av lignende bølger hvormed den har interferert. Midt
ute i det evige rum, hvor der er saa langt til kloder at vi ikke længer
ser enkelte stjerner men kun hist og her en stjernetaake, er der ikke en
synaalsspids av en plads saa liten at den ikke i hver milliontedels
sekund paa den maate gjennemsitres av milliarder av liv og skjæbner.
Hvert saant litet sted, forstaar De, har været sat i svingninger av alt
der er skedd rundt omkring paa klodene, hvert ord der er talt, hver
tanke der er tænkt, aa ved bare at en maddik har snudd sig i jorden. Alt
det vi trodde forsvundet ved sin litenhet og umerkelighet løper videre
til evig tid, idet det overfor det uendelig smaa faar størrelse igjen
forstaar De, det løper og løper, bølgebredde for bølgebredde av
milliontedels størrelse med uhyre hastighet gjennem rummet for aldrig at
stanse, hele Deres personlighet, Meninsky, reiser ustanselig fra Dem med
firtitusen miles fart, tænk paa det og mist pusten, likesaagodt først
som sist!
Han kunde ikke se hendes øine som enten var altfor vaakne eller altfor
fraværende.
— Hvilken komponist var dette? sa han bare.
— Feilberg, sa Run Bates stolt.
— Hvordan har De faat læst al den masse, De er jo blottende ung?
— Jeg har ikke læst. Jeg er blit læst for. Og jeg er ikke ung — svarte
hun.
— En maddik som vender sig i jorden, forsøkte han at ape hende men opgav
det. Naar jeg laver firti tusen hvad i herrens navn præsterer saa
Paviere tror De? Huf, jeg føler mig rent uvel, sa han og skuttet sig som
om han frøs, det maa være Deres snak om bølger, jeg som er saa anlagt
for sjøsyke, jeg liker idetheletat ikke at reise, nei, nu kryper jeg
tilkøis og glemmer de milene, saa blir De alene med Deres kjære naboer!
Og han ønsket godnat og gik.
* * * * *
Efterhvert gir lysmesteren sterkere overlys, kulisserne skjærpes i
konturene og dypner i farvene, det blir sommer paa Capranola.
Run Bates ansigt sees begravet i en jasmingren, hendes fingre stryker
varlig henover en rododendron, hendes favn er fuld av syren og guldregn.
En morgen kom de ind i en birkelund. Duggen var endnu ikke tørret.
— O, at ha sine sanser, ropte hun, at kunne se, høre, føle, lugte,
smake! Meninsky, hvilken av Deres sanser har De mest glæde av?
Meninsky sagtnet sine skridt mens han lydig tænkte efter og orienterte
sig. Han saa sig om baade for og bak og han lyttet op mot trærne og han
snuste ut i luften. Tilsidst smækket han med tungen. Og da hun smilte,
sa han:
— Nei, De har ret, jeg er ganske sanseløs.
— Hvad? sa Run Bates.
— Ja, svarte han, De ventet Dem jo et kontraspørsmaal? For at faa sagt
mig at De har like stor glæde av hver enkelt av Deres sanser som jeg av
alle mine tilsammen? Men jeg har ikke spor glæde av mine sanser, jeg er
virkelig ganske sanseløs.
— De gjør mig uret, sa Run Bates og stanset med ryggen mot en skinnende
birkestamme. Jeg tænkte paa Paviere. For det faldt mig ind ved denne
fuglemusikken i trærne her at hans gehør vel maa være utviklet paa syns
og lugts og smaks bekostning. Og jeg undres paa hvordan han vilde
beskrive denne scenen. Mon den ikke vilde være spækket med gloser fra
harmonilæren? Alt, hele livet kanske _klinger_ for ham, alle ting maa
kanske karakteriseres ved tonemotiver, illustreres ved intervaller og
skalaer, stakkatoer og fermater, ved forter og pianissimoer.
Meninsky spurte om det vilde skuffe hende.
— Ja, sa hun, jeg hater specialisering. Jeg fik idag et brev fra en god
ven av mig, et langt spirituelt brev, men jeg gad ikke læse det ut.
Fordi han udelukkende henvendte sig til mine øine. Han er nemlig selv
bare øine, maler. Og jeg vet at hvis jeg med ord skulde beskrive ham
denne scenen foran os, saa vilde han ingen andre forstaa end de som
vedkom hans syn. Livet er for ham bare farver og former, og jeg vilde
bare fængsle ham ifølge mit kjendskap til spektret og geometrien.
— Hvordan vil De beskrive dette for _mig_ da? spurte Meninsky, staaende
urørlig og ydmyg som en hund ved hendes side. Jeg som hverken har øine,
ører, næse eller mund?
— De? sa hun og vendte sig og saa paa ham. De har de største og klareste
øine jeg har set hos en mand, Deres blik er usedvanlig sterkt og klart.
Deres ører er store og meget velformede, jeg tviler ikke om at de
funktionerer upaaklagelig. De har en fin, uttryksfuld og vakker mund.
Men De savner virkelighetssansen, derfor er der intet syn, ingen klange,
ingen duft og intet indtryk i det hele tat som berører Dem. Hvis jeg
derfor pekte for Dem nu og sa, se for et knitrende fyrverkeri av
solgnister der silrer gjennem det unge birkeløv ned i grønsværet og blir
til hundreder av røde, blaa, gule og hvite, bittesmaa, duftende, søte
tusindfryd, saa appellerte jeg jo til alle Deres sanser, men De vilde
bare finde det et overspændt, skjønliterært og unødvendig utlæg av et
hverdagsfakta. Ikke sandt?
— Jo, sa Meninsky, min virkelighetssans vilde den beskrivelse hvertfald
ikke vække. For det er da slet ikke solskinnet som blir til tusindfryd?
— Jo! svarte Run Bates fort, men gik ikke videre. Hun blev høirød og
forvirret som grepet i en løgn og kunde intet si paa en stund.
Først langt om længe sa hun stille:
— Nei, det var min ulyksalige, ukuelige fantasi igjen. Jeg myrder den
tusen gange om dagen, men stadig lever den op igjen. De forstaar, jeg
kan like lite som Vorherre junior la være at tale i billeder, endda jeg
like godt som han vet hvor daarlig de blir forstaat, tilslut blir vel
ogsaa jeg spikret op paa et kors for mine sproglige formastelser. Men
kom jeg galt avsted med eksemplet, saa har jeg hvertfald ret i pointet —
sansene!
— Ja, sa Meninsky trøstende. Jo, selvfølgelig hadde hun ret. Men vilde
hun ikke hjælpe ham lidt — til at bli sanselig han ogsaa? Putte lidt av
sin egen overflod i ham.
Da stanset Run Bates igjen og grep sig haardt under haken og efter at ha
bevæget kjæverne op og ned som var de gaat av ledd og det gjaldt at faa
dem sammen igjen sukket hun tungt og sa:
— Uf, jeg er saa træt av at snakke! Og vi er bare halvveis ...
Og saa tier hun. Hun tar virkelig en lang pause. Det blir stille paa
Capranola.
Han vandrer ensom i de labyrintiske gange og ser ut som om han hører paa
at græsset gror og som at han nu synes det kan være langt nok.
Endelig den tredje dag finder han hende i en huske. Der har hun hat paa
for engangs skyld, en liten fiffig hat sydd av blaa, bløte silkebaand,
bremmen ligger hende ned i ansigtet, helt nedover munden. Hun sitter
ganske stille, den ene spidse skosnute støter mot marken, hun holder sig
godt fast i taugene, det ser ut som om hun er faldt i tanker akkurat
idet hun skulde i luften.
Han har set hendes ansigt et øieblik, at hun ikke sover, men da han
nærmer sig og stanser midt fremfor hende blir hun fremdeles sittende,
løfter ikke hodet, hattebremmen gjemmer hendes ansigt.
Han blir forgjæves staaende der og vente paa hendes blik og stemme. Da
kommer han nærmere, tæt hentil hende og han strækker sin ene haand ut og
griper med to varlige fingre i hendes hattebrem for at løfte den op, men
kommet halvveis, seende den store, hvilende mund og de nervøse
næsefløier slipper han den braat, som forfærdet over sin egen
dristighet. Og han forlater gaaten under den blaa hattebrem uløst.
Men den fjerde dag taler hun igjen. Og da er der en ny magt i hendes
stemme, en større styrke i hendes foredrag, en bedre orden i hendes
stof, en sterkere koncentration.
— Hvorfor, sier hun, løftet De ikke den hattebremmen? Var det Dem selv,
skrækken for hvad De kunde opdage under den gjaldt, eller var det mig?
Var der noget De ikke _vilde_ vite eller trodde De ikke _maatte_ vite?
Vet De ikke at det at leve, det er at gjøre sig til vidne? Hvor De er
feig!
* * * * *
— Dette er Indien, sa hun, liggende utstrakt i badestrandens okkergule
sand og stirrende ind i den soldirrende, skyløse himmel.
Og nu vet jeg det! satte hun sig braat op idet hun klasket hænderne
kraftig sammen. _De_ er indier!
— Er jeg det? sa Meninsky forundret.
— Javist, lo hun sit clownsmil. Det forklarer det hele! Der De nu sitter
i den latterlige skjørtedragten Deres, med knærne opunder haken og med
saa meget av Deres sarte, hvite kvindehud utsat for solbranden, forener
De en tempelvogters ro, en majarias værdighet og en fakirs
uimottagelighet for ydre indtryk. Om en bombe sprang her like ved os
vilde De ikke blunke engang, og blev jeg med tilveirs vilde det ikke
berøre Dem. Vel?
— Nei, naturligvis ikke, svarte Meninsky.
— Slik som nu, kunde De sitte hele Deres tid og rolig la livet leve sig
selv paa siden av Dem. Verden er for Dem bare et taakebillede, en
illusion, et gjøglende skin, det som inderne kalder Maya. Hele Deres
higen gaar ut paa at komme væk fra dette mummespil til den store
guddommelige virkelighet. De er ikke saa lav som vore kristne at De
lønskalkulerer, De indtar den allerklokeste holdning, De gjør
_ingenting_. Saa kan De hverken lønnes eller straffes? Liddelig lurt!
Og hun efterapet hans stilling og mimik, og lykkedes fuldstændig.
Hun hadde en elegant badedragt paa, den var vid og anstændig men dækket
saa lite som mulig an hendes lille, brune krop. Om en stund, naar hun
blev rigtig gjennemstekt av solen skulde hun i sjøen.
— Men De vet, sa hun pludselig alvorlig og meget indtrængende, om
inderne ikke handler saa tænker de, er de passive med musklerne saa kan
de bruke hjernen.
— For eksempel? sa Meninsky.
— Jo, en veninde av mig, en engelsk officersfrue som har levet nogen aar
derborte nu, skrev for en tid siden en liten pudsig historie til mig. Om
en fakir. Hun hadde set ham sitte saan i det hete tørre sandet, som de
altid sitter, dag efter dag, i samme forvredne stilling, magrere og
magrere, gulere og gulere, mere og mere avskrækkende, et fuldstændig
passivt menneske — som De. Men engang møtte hun hans øine, sælsomt
sorte, blanke øine. Og pludselig en dag hun var ganske alene i huset
stod han paa hendes veranda, bøiet til jorden og bad om en lok av hendes
haar. Hun sa nei, men han bad igjen, han gav sig ikke med de svarte
øinene sine. Da fik hun en genial ide. Og oppe paa sit soveværelse
klippet hun en frynse av en sengeforlægger, frynsen var gul og silkemyk
som hendes eget haar, fakiren tok den og takket hjertelig.
Hver dag saa hun ham siden sitte og stirre paa noget i sin hule haand,
hun mødte aldrig mere hans øine. Men fjorten dage senere da hun igjen
var alene i huset og sat paa verandaen blev hun opmerksom paa en
underlig lyd ovenpaa i soveværelset, en sælsom tassing og subbing, helt
forskjellig fra menneskelige skridt. Døren gaar op og nedover trappene
kommer humpende, subbende og raslende — hendes sengeforlægger! Du kan
tro den hadde hastverk, skriver hun til mig, du gode Gud som den bugtet
sig ivei til den manglende frynsen sin!
— Hm, sa Meninsky. Men den fakiren var altsaa ikke uimottagelig for ydre
indtryk.
— Han var saa ung, sa Run Bates og tømte sandet ut av sin ene strandsko,
han var ikke paa langt nær saa gammel og drevet i selvforglemmelse som
De.
— De mener, sa Meninsky og saa interessert paa at hun tok skoen paa
igjen, at jeg ikke kan bli forelsket? Men er ikke kjærligheten netop
selvforglemmelse, selvhengivelse?
— Oh, sa hun, fra hvilken aargang før syndfloden er De? Jeg har elsket
en eneste gang, og aldrig hverken før eller senere har jeg været saa
bevisst min egen realitet som da. Man kom og fortalte mig at jeg «gik op
i» gjenstanden for mine følelser, man advarte mig mot tapet av min egen
personlighet og jeg lot mig skræmme. Nu ser jeg klart at hadde jeg
fortsat med at elske vilde jeg blit en ideél egoist. For det er sig selv
man elsker i den elskede, det er sine egne feil og fortrin man
henholdsvis overser og forstørrer, ikkesandt?
— De paastaar mig jo ute av stand til at bedømme det, sukket Meninsky.
— Ja, for hvad skulde kunne beta Dem? Hvem kan speile intethet,
understreke tomrum og korrigere fuldkommenhet? Nei, den er ikke født som
De kunde forelske Dem i, Meninsky. Eller som kunde forelske sig i Dem.
Meninsky saa paa hende.
— De er en djævel, sa han med stor overbevisning. Jeg begynder at se
frem til Paviere!
— Og jeg tilbake, lo hun. En av de allerførste dage reiser jeg fra dette
sted hvor jeg vet han aldrig kommer.
— De vil ut og lete efter ham?
Det svarte hun ikke til. Hun sat og skrev med sin pekefinger i sandet.
— Tror De paa skjæbnen? spurte han.
— Nei, sa hun, paa tilfældighetene. Jeg tok tilfældigvis feil av Deres
og Pavieres ryg, og det er udelukkende min egen og ingen skjæbnes
fortjeneste at jeg har faat en oplevelse ut av det.
— Har De det? spurte Meninsky forundret, meget forundret.