Jakobe?“
Straks efter at Vognen var kørt, var Nanny gaaet op paa sit
Værelse. Hun havde listet sig hen til Jakobes Dør for at lytte;
og da alt var stille indenfor, kiggede hun gennem Nøglehullet og
saae, at der ikke var tændt Lys derinde. Heraf sluttede hun, at
Søsteren allerede var gaaet i Seng, og skuffet listede hun
tilbage til sit Værelse.
Jakobe var dog endnu oppe. Døren til hendes Altan var aaben, og
derude i Maaneskinnet stod hun og fulgte Lyden af Vognen, der
førte Per bort. Hendes Ansigt var bleven gammelt i den sidste
halve Time, Udtrykket mørkt og forgræmmet. Som en Støtte blev
hun staaende derude, indtil den sidste Rumlen døde hen bag
Skoven.
Saa gik hun ind og lukkede Døren til efter sig. Et Par Gange gik
hun frem og tilbage over Gulvet; saa satte hun sig hen paa
Langstolen og trykkede Ansigtet ned i sine Hænder.
Længe sad hun i denne Stilling, et Bytte for den dybeste
Fortvivlelse og Skam. Dette blev altsaa Enden! Dertil skulde
hendes tungt tilkæmpede Selvforsagelse føre hende! Paa en saa
forsmædelig Maade, i et saadant Vrængebillede skulde hendes
Ungdomsdrøm om en Helte-Elsker virkeliggøres!
Hun søgte ikke at besmykke de Følelser, der havde kastet hende i
Pers Arme. Heller ikke prøvede hun paa at bedrage sig selv ved
at mene, at hun vilde være i Stand til at rive sig ud af sin
sanselige Forvildelse. Hun følte det kun altfor godt: hun var i
hans Magt. Og det vilde jo da ogsaa kun gøre hendes Ydmygelse
fuldstændig, om hun ovenikøbet blev nødt til at tilstaa, at hun
havde givet sig viljeløst hen! Her var ingen frelsende Udvej.
Hendes Skæbne var beseglet. Saa minutkort deres Møde havde
været, hun havde dog hvilet i hans Arme, hans Læber havde berørt
hendes, og en Anelse om Elskovens Henrykkelse havde gennemrislet
hende under hans Omfavnelse, -- hun var jo allerede halvvejs
bleven hans.
Der blev banket sagte paa hendes Dør, og Nanny stak Hovedet ind.
„Aa! Om Forladelse! Du sidder og sværmer i Maaneskin!“
„Hvad vil du?“
„Undskyld … jeg hørte, du endnu var oppe. Kunde du ikke laane
mig et Par Haarnaale?“
„Du kan jo se efter, om der er nogen.“
Nanny var i Natdragt. Paa en egen kattelistende Maade gik hun
over Gulvet hen til Jakobes Kommode og gav sig til at lede i en
af Skufferne. Men pludselig vendte hun sig om og satte sig paa
den halvt udtrukne Skuffe. Maanelyset faldt lige ind paa hende
og gennemskinnede det tynde Natlinned, saa hele Legemets Form
saaes derunder. Med indsmigrende fremstrakt Overkrop og lidt
Ængstelse i Stemmen sagde hun:
„Maa jeg spørge … tør man gratulere?“
Jakobe foer sammen med en Kuldegysning.
„Hvad mener du?“
„Aa, om Forladelse! Det skal maaske endnu være en Hemmelighed.
Da vil jeg ellers sige dig, at den er ikke videre godt gemt.“
„Hemmelighed? Hvilket? Jeg forstaar ikke et Muk.“
„Aa, du vil lade uskyldig! Hvad var det da for vigtige Ting, du
før derude paa Gangen forhandlede med Hr. Sidenius?“
Lyden af det sidste Ord fremkaldte en Slags Kvalmefornemmelse
hos Jakobe. Sidenius! Hvilket Navn! … Fru Sidenius!
„Og det Væddeløb -- hm!“ vedblev Nanny. „Det var mig nu straks
lidt mistænkeligt.“
Jakobe rettede sig besluttet op.
„Nu ja, du kan jo ogsaa lige saa godt faa det at vide iaften.
Jeg er altsaa forlovet med -- den Mand, du der nævner. Det er
hele Forklaringen, dersom den virkelig interesserer dig.“
Der blev et Øjebliks Stilhed.
„Om den interesserer mig? … Hvad mener du? Jeg er naturligvis
glad paa dine Vegne.“
„Saa -- er du det?“ sagde Jakobe.
„Hvor du taler løjerligt! Hvorfor skulde jeg ikke være glad
derved? … Aa, nu forstaar jeg! Du mener maaske, at jeg selv …
Jeg husker, du engang drillede mig med Hr. Sidenius. Men i den
Henseende skal du nu ingensomhelst Bekymringer gøre dig. Jeg
fragaar saamænd ikke, at jeg altid har syntes rigtig godt om din
Forlovede; men jeg tror nu alligevel, at du og han, I passer
vistnok meget bedre til hinanden.“
Jakobe saae opmærksomt op.
„Hvorfor mener du?“
„Jo -- I er nu begge to mere i den højere Stil, mens jeg jo som
bekendt kun er et stakkels tankeløst Hverdagsmenneske, et
letsindigt Verdensbarn, -- det har du selv tidtnok fortalt mig.
Naa, men nu vil Folk da faa noget at snakke om! Og stakkels
Eybert!“
Jakobe rejste sig utaalmodig.
„Hør Nanny -- det er silde. Og du maa jo fryse, som du sidder
der --.“
„Er jeg til Ulejlighed? Gudbevares, saa gaar jeg naturligvis.
Saa gaar jeg.“
Hun blev alligevel siddende lidt. Og atter var der noget egent
underfundigt i den Maade, hvorpaa hun endelig luskede henover
Gulvet paa sine bare Fødder. Henne ved Døren vendte hun sig
endnu engang om og sagde:
„Du er dog en rigtig kedelig En, at du aldrig kan fortælle lidt
interessant. Jeg havde glædet mig til at faa en rigtig fornuftig
Passiar med dig, og jeg kunde endelig ogsaa nok behøve at blive
belært af en ældre og erfaren Søster for det Tilfælde, at jeg
selv skulde komme i den rædselsfulde Situation at maatte række
Mund til en Person med Overskæg.“
„Ja, du maa nu undskylde mig, -- jeg er træt,“ sagde Jakobe og
begyndte at klæde sig af.
„Hvor du stiller dig hellig an! Bild mig bare ikke ind, at du
gaar i Seng. Du skal naturligvis skrive til ham endnu iaften …
udøse dit Hjerte for ham i Nattens ensomme Time, omfavne den
Elskede i violblaat Blæk og sende ham titusinde Kys med
Morgenposten. Men jeg vil advare dig, min Pige! Vær lidt
tilbageholden i Begyndelsen! Vær i det hele lidt fornuftig! Kan
du huske Rebekka, da hun blev forlovet; hun maatte i den første
Tid bruge Læbepomade, fordi han kyssede hende helt itu. Og
dersom jeg har nogen Forstand paa Mandfolk, saa er din Kæreste
vist en af dem, der tager for sig af Retterne. Godnat, lykkelige
Søster! Og drøm ikke altfor behageligt!“
Tiende Kapitel.
Der var ikke gaaet mange Dage, før det stod klart for Per, at
han trods det „Ja“, han havde fravristet Jakobe, ikke var naaet
synderlig videre, end han var i Forvejen. For det første
fordrede baade Jakobe og hendes Forældre -- de sidste endog „paa
det bestemteste“ -- at Forlovelsen foreløbig skulde holdes
hemmelig, i hvert Fald kun maatte betroes de allernærmeste.
Dernæst var Jakobes Opførsel overfor ham præget af en
Lunefuldhed, der mangen Gang satte hans Taalmod paa en haard
Prøve. Ved mere end een Lejlighed hændte det, naar han kom ud
til „Skovbakken“, at hun slet ikke lod sig se men blev oppe paa
sit Værelse under det Paaskud, at hun ikke befandt sig vel; og
det bødede kun lidt herpaa, at hun til andre Tider, naar de f.
Eks. var bleven alene i en Skumringstime, kunde give sig endog
ret lidenskabeligt hen til hans Kærtegn. Han var saa meget af en
Kvindekender, at han forstod Sammenhængen mellem saadanne
ubeherskede Ømhedsudbrud og de regelmæssigt paafølgende Anfald
af fornærmende Kulde; og han indsaae, at en fortsat
Eftergivenhed fra hans Side kunde blive farlig for ham.
Efter en Ugestids Forløb forandrede han derfor saa smaat sin
Opførsel overfor hende, viste sig en Smule ligegyldig, indfandt
sig med mindre Regelmæssighed og udeblev tilsidst helt i nogle
Dage.
„Med Sult skal de Stridige tæmmes!“ tænkte han. Det skulde nu
vise sig, om han havde Magt til at herske over Mennesker og gøre
sig deres Vilje underdanig.
Den første Dag følte Jakobe hans Bortebliven som en Befrielse.
Den anden Dag var hun forundret, den tredje Dag lidt urolig. Hun
bestemte sig tilsidst til at skrive for at faa at vide, om han
var bleven syg; men netop som hun havde faaet Pennen i Haanden,
hørte hun hans Stemme nede i Haven. I samme Nu slog hendes
Følelse om. Rigtignok var hendes Hjerte kommen til at banke, men
hun ønskede ham atter langt bort. Hun vilde ikke engang se ham.
Moderen lod straks en af hendes smaa Søskende melde hende hans
Komme, men hun blev siddende oppe paa sit Værelse. Paa det Ark
Papir, hun havde bestemt for ham, gav hun sig til at skrive et
ligegyldigt Brev til en udenlandsk Veninde.
Først efter en halv Timestids Forløb viste hun sig nede i
Stuerne. Per modtog hende med sit ligegladeste Smil og gav
ingensomhelst Forklaring paa sin lange Fraværelse. Det meste af
Aftenen opholdt han sig sammen med Ivan og Onkel Heinrich inde i
Billardværelset og syntes at more sig fortræffeligt. Straks
efter Tebordet tog han bort, uden at de i Grunden havde talt med
hinanden.
Den Nat blev afgørende for hendes Forhold til ham. Timevis gik
hun frem og tilbage i sit Kammer og kæmpede med sig selv. Hun
sagde, at nu vilde og maatte hun bryde denne unaturlige og
uværdige Forbindelse, der ikke alene havde forstyrret hendes
Forhold til Forældre og gamle Venner, men som var paa Veje til
at berøve hende den sidste Rest af Selvagtelse. Henimod Morgen
satte hun sig ved sin Skrivepult for at meddele ham sin
Beslutning. Men da hun skulde nedskrive Ordene, var det, som om
Haanden strittede imod. Kærlighedsbegæret flammede op i hendes
Blod, -- hun kastede pludselig Pennen og blev siddende
ubevægelig med Hænderne for Ansigtet.
Fra dette Øjeblik var han hendes Herre. Fra denne Nat fortabte
hun sig i sin Ulykke, saaledes som man synker hen i det
uafvendelige. Per vedblev at komme og gaa efter
Forgodtbefindende. Naar han blev borte, sendte han undertiden et
Brev med et Par undskyldende Linjer, ved en enkelt Lejlighed
fulgte der ogsaa nogle Blomster med; men han gav i Almindelighed
slet ingen Oplysning om Grunden til sin Udeblivelse, og Jakobe
spurgte aldrig.
En Dag opholdt hun sig inde i Kabinettet sammen med Moderen, der
sad paa sin Sofaplads og syede. Selv havde hun slaaet sig ned
henne ved Vinduet med en Avis. Hele Formiddagen havde hun
tilbragt paa sit Værelse; ikke engang ved Frokosten havde hun
vist sig. Hun var endnu ganske umeddelsom og saae ikke op fra
Avisen, som hun ligegyldig gennemløb.
„Du havde nok Brev imorges fra Sidenius,“ sagde Moderen efter en
længere Tavshed og gav sig til at lede efter noget i sit
Syskrin.
„Ja.“
„Kommer han herud idag?“
„Jeg veed det ikke.“
Der blev igen en Pavse. Men saa lagde Fru Salomon ligesom med en
Beslutning Hænderne ned i Skødet, saae paa Datteren og sagde:
„Jakobe … sæt dig herhen, min Pige, og lad os tale lidt sammen.“
Jakobe løftede Hovedet med et opskræmt Udtryk. Tøvende rejste
hun sig og gik hen til Moderen.
„Hvad vil du?“ spurgte hun, idet hun med Haanden under Kinden
lagde sig tilbage i Sofahjørnet, saa langt fra Moderen som
gørligt.
Fru Salomon tog hendes anden Haand og sagde:
„Vil du svare mig paa et Samvittighedsspørgsmaal, Jakobe?“
„Hvad mener du?“
„Nej … bliv nu ikke straks fornærmet! Jeg skal ikke trænge ind
paa dig. Vil du blot -- aabent og ærligt -- svare din Moder paa
et eneste Spørgsmaal: Er du lykkelig?“
„Det var da et besynderligt Spørgsmaal,“ sagde Jakobe og lod
ganske uforstaaende, ja forsøgte endog at le, -- men hun var
bleven meget bleg.
„Aa, ikke saa besynderligt. Du veed, at jeg ellers ikke har for
Skik at forlange mine Børns Fortrolighed i
Kærlighedsanliggender. Men i dette Tilfælde mener jeg dog at
have en Slags Ret til at spørge … og til at faa et ærligt Svar.“
„Hvor du er underlig, Mor! Det er dog vel af egen fri Vilje, jeg
har forlovet mig. Altsaa maa jeg vel være lykkelig.“
„Ja, naar du tager det saadan, min Pige, saa vil jeg da tale
lige ud af Posen. Ser du, for en Timestid siden søgte jeg dig
oppe paa dit Værelse; jeg mente, du ikke befandt dig vel, siden
du ikke kom ned til Frokosten. Du var netop gaaet bort et
Øjeblik, og jeg fik da tilfældigt set, at Sidenius’ Brev laa
fremme paa din Skrivepult. Naa, deri var der i og for sig maaske
ikke noget mærkeligt, skønt man jo ikke plejer at lade den Slags
Breve ligge saadan og flyde. Hvad der derimod i høj Grad undrede
mig, var -- at Brevet endnu slet ikke var bleven aabnet.“
„Nu ja -- hvad saa?“ sagde Jakobe efter en kort Stilhed,
hvorunder hendes Haand, som Moderen stadig holdt om, var bleven
kold som Is.
„Hvad saa? Hør Jakobe -- jeg er nok tilaars, men dog ikke ældre,
end at jeg kan huske, hvordan det er at være forelsket. Naar man
lader sin Kærestes Breve ligge ulæste fra Klokken otte til
Klokken to, saa er ikke alt, som det skal være.“
„Det forstaar du dig ikke paa, Mor! Det har i dette Tilfælde sin
egen Grund, som jeg ikke kan forklare dig.“
Moderen saae et Øjeblik mistvivlende paa hende.
„Ja ja, mit Barn. Jeg vil -- som sagt -- ikke trænge ind paa
dig. Naar du blot ganske oprigtig vil sige mig, om du er
lykkelig. Er du?“
„Ja -- naturligvis!“
Hun sagde det uvilligt, trak Haanden til sig og stod op.
Moderen fulgte hende med Øjnene; men i det samme tumlede Nanny
ind i Overtøj og fyldt med Gadenyt, og al videre Samtale blev
forpurret. Fru Salomon tog atter fat paa sit Sytøj, og Jakobe
gik kort efter ud af Stuen og op paa sit Værelse.
Moderens Spørgsmaal og navnlig den lidt medlidende Tone, hvori
hun talte, havde krænket hende og fyldt hende med en ny Uro. Hun
vilde ikke ynkes -- ikke af andre, ikke heller af sig selv. Af
egen fri Drift havde hun knyttet sin Skæbne til denne fremmede
Mand. Altsaa havde hun ingenting at beklage sig over.
Rask skar hun nu Pers Brev op og gav sig til at læse det. Naar
hun ikke før havde kunnet bekvemme sig dertil, var det af
Grunde, som hun virkelig daarligt kunde fortælle sin Moder.
Intet ydmygede hende mere end disse ligegyldige, ungdommeligt
henjaskede, end ikke med Hensyn til Skrivemaaden helt fejlfri
Breve, som Per sendte hende. Selv opfattede hun sin Sky overfor
dem som en Angst for, at de skulde indeholde Hentydninger til de
Øjeblikke, hvor hun under Samværet med ham modstandsløst gav sig
sine Sanser i Vold, disse Øjeblikke, som hun bagefter altid
tænkte paa med Skamfuldhed og Lede, -- men dette var halvvejs et
Selvbedrag. Naar hun havde gennemlæst hans Breve uden at finde
fjerneste Antydning af det, hun havde frygtet, ikke et
Taknemlighedstegn, ikke et Længselsudbrud, kunde hun harmfuld og
foragteligt knuge det sammen og kaste det i Kakkelovnen.
Heller ikke dennegang indeholdt Brevet andet end et Par Ord om,
at han ikke saae sig i Stand til at komme ud til „Skovbakken“
den Dag. Men sammen med denne Meddelelse, der var skreven bag
paa et Visitkort, sendte han hende nogle Papirer, der viste sig
at være et Korrekturark af det Kampskrift, som Ivan havde talt
saa meget om og udbasuneret som en Verdensbegivenhed. Hun tog
Papirerne med Uvilje. Hvad skulde hun med dem? Hun havde stadig
ingensomhelst Tillid til hans Evner og allermindst til hans
Duelighed som Pennefører. Han kunde jo ikke engang skrive sit
Modersmaal korrekt!
Hun havde dog ikke læst mange Sider, før hendes Kinder begyndte
at gløde. Saa fremmed hun end var for det meste af, hvad han
skrev om, og skønt det ikke var vanskeligt at opdage det
Forbillede, hvorefter han havde dannet sin Stil, gik det hurtigt
op for hende, at der var noget virkelig nyt og friskt, ja paa
sin Vis storladent i hans Syn paa Naturen og dens Kræfters
Anvendelighed i Kulturens Tjeneste. Adskilligt genkendte hun
iøvrigt fra hans mundlige Udtalelser, dem hun -- væsenlig paa
Grund af deres vidtløftige, foredragsagtige Form -- aldrig havde
kunnet faa noget alvorligt ud af. Andre Partier kunde hun føre
tilbage til Tanker og Indfald, hun selv havde anvendt i deres
Samtaler om disse Emner; men dette forringede saa langt fra
Indtrykket, at hun tværtimod paa saadanne Steder ganske særlig
fik Øjet op for hans Evners Oprindelighed og naturgroede Kraft.
Udtryk, der i hendes Mund nærmest havde været tilfældige
Talemaader, fik i hans Fremstilling en for hende selv ganske
overraskende Betydning. Henkastede Ytringer, hvormed hun knap
havde forbundet nogen alvorlig Tanke, var hos ham bleven til
anskuelige Billeder, havde formet sig til fuldt færdige
Fremtidssyner, der betog hende baade ved deres Dristighed og ved
den Overbevisningens Magt, hvormed de her fremsattes.
Efter at have endt Læsningen blev hun længe siddende med Haanden
under Kinden og saae grundende ud for sig. Hvad var han egenlig
for et Menneske, denne Fremmede, der var bleven hendes Skæbne? I
Grunden kendte hun ham jo slet ikke, vidste intet andet om ham
end det højst utroværdige, som Ivan og han selv havde fortalt.
Hvad skjulte hans Fortid? Hvorover dækkede f. Eks. det mørke,
kolde Had til Hjem og Slægt, som han hin Gang havde aabenbaret
hende?
Ofte i disse Dage havde hun følt Trang til at tale med nogen af
hans Familje, for at faa Lys over alt dette uopklarede, der
undertiden foruroligede og ydmygede hende mere end noget andet,
og som hans egne Fortællinger blot gjorde bestandig dunklere.
Hun vidste, at en af hans Brødre, der var Jurist, havde en
Ansættelse paa et offenlig Kontor inde i København; Per havde
selv fortalt, at han nylig havde truffet ham paa Gaden og da i
Samtalens Løb i Fortrolighed meddelt ham deres Forlovelse. Saa
lidet modig hun var ved Tanken om at fremstille sig for en
vildfremmed Herre i en saadan Anledning, besluttede hun at
opsøge denne Broder, der maatte kunne give Besked, og allerede
den næste Formiddag tog hun ind til Byen.
Det Regeringskontor for Fængselsvæsenet, hvor Eberhard Sidenius
havde Ansættelse, var indrettet i en stor, skummel, skiddengraa
Bygning ved Kanalen. Jakobe foer vild i en Labyrint af øde Gange
og fandt omsider en Budstue, hvor to søvnige Mænd sad med Ryggen
klistret opad Væggen og saae ned paa deres Støvlesnuder. Paa
hendes Spørgsmaal om, hvor hun kunde finde Hr.
Ekspeditionssekretær Sidenius, fik hun det lakoniske Svar:
„Første Sal, tredje Dør tilhøjre.“
Og næppe havde hun vendt de to Mænd Ryggen, før de ganske højt
vekslede disse Bemærkninger:
„Sikken et Næb.“
„Ja, det var en Jødetøs.“
Oppe paa første Sal fandt hun den hende opgivne Dør og kom ind i
en tofags, halvmørk Stue, der vendte ud til en Gaardsplads med
nogle grønne Træer. Henne ved det ene Vindue stod Eberhard og
skrev ved en Fyrretræs Skrivepult, der tilligemed et Par
Træstole og en Reol med Protokoller udgjorde Stuens Udstyr. Han
havde en langskødet og sneverærmet, af Slid ganske spejlblank,
sort Frakke knappet tæt omkring sig; og da det havde regnet lidt
om Morgenen, var hans Benklæder omhyggelig opsmøgede forneden og
aabenbarede et Stykke af et Par grove, mørkegraa Uldsokker over
et Par dobbeltsaalede Ankelsko.
Skønt han havde besvaret Jakobes Banken med et „Kom ind“, blev
han staaende uden at se op og fortsatte nogle Øjeblikke
uanfægtet sit Arbejde.
Dels af denne Aarsag, dels paa Grund af hans Klædedragt antog
Jakobe ham for en Skriver og bad om at faa
Ekspeditionssekretæren i Tale. Først da han derefter med megen
Værdighed lagde Pennen bort, og da hun mødte Blikket fra hans
blege, vandkolde Øjne, saae hun med en Gysen Familjeligheden med
Per.
Hun sagde sit Navn og tilføjede:
„Jeg veed, at Deres Broder -- at Per -- har talt til Dem om
mig.“
Eberhard gjorde tavs en embedsmandsmæssig Haandbevægelse henimod
en af Stolene.
„Grunden til, at jeg har søgt Dem, vil De rimeligvis af Dem selv
forstaa,“ vedblev Jakobe efter at have taget Plads, -- hendes
Stemme var usikker, Hjertet hamrede i hendes Bryst, og hun
maatte gribe til disse Talemaader for overhovedet at faa en
Samtale i Gang. „Jeg veed jo, at Deres Broder -- at min
Forlovede -- i længere Tid har været noget fremmed ikke alene
for Dem men ogsaa for sin øvrige Familje. Jeg kan -- naturligvis
-- ikke bedømme, hvad der ligger til Grund for denne
Misstemning. Jeg behøver vist ikke at forsikre Dem om, at jeg er
oprigtig bedrøvet over den.“
Eberhard var bleven staaende ved Pulten, hvor han havde anbragt
sig i en noget kunstlet Stilling, med Hovedet støttet til sin
udspilede Haand paa en saadan Maade, at denne skyggede for hans
Øjne. Han lod rolig Jakobe tale ud. Ikke en Trækning i hans
Ansigt røbede hans Følelser, og dog var han som himmelfalden af
Forbavselse. Han havde godt vidst, at Broderen var bleven
indført i den rige Grosserer Salomons Hjem. Alligevel havde han
ikke et Øjeblik troet paa Pers Fortælling om, at han var bleven
forlovet med denne Mands Datter -- saa meget mindre, som Per
udtrykkelig havde bedt ham om at hemmeligholde Sagen for alle
Fremmede. Han havde opfattet Meddelelsen som et frækt Skryderi,
der skulde dække over et eller andet Nederlag. Han vidste jo, at
Philip Salomon var en Mand, hvis Formue taltes i Millioner.
Hans første, bevidste Tanke var nu den, at denne Forbindelse for
enhver Pris maatte forpurres. Og det var ikke Skadelyst, der
indgav ham Tanken, endnu mindre nogen skjult Misundelse. Men han
indsaae, at med de Fremtidsudsigter, som herved aabnede sig for
Broderen, vilde han føres endnu dybere ind paa Fortabelsens
Veje, og Haabet om hans Omvendelse vilde atter for lange Tider
være udelukket. Langt nøjere, end Per anede, havde Eberhard i de
forløbne Aar paa Afstand fulgt hans Færd; og netop nu havde han
saa sikkert troet det Tidspunkt nær, da Per -- tvunget af Nød og
Vanære -- endelig vilde gaa i sig selv og erkende sin Skyld mod
Hjemmet og Forældrene.
„Tør jeg spørge Dem,“ sagde han, da Jakobe nu tav, „er det kun
Dem, der har ønsket denne Samtale om min Broders Forhold?“
„Ja.“
„Min Broder veed maaske slet ikke, at De vilde søge mig i den
Anledning?“
„Nej.“
„De spørger altsaa udelukkende paa egne Vegne?“
Ubehagelig berørt af hans Væsen havde Jakobe hurtig taget sig
sammen. Denne forhørsmæssige Tone opæggede hende yderligere, og
hun svarede fornemt afvisende:
„Som sagt -- det er mig, der har ønsket denne Samtale, ikke
Per.“
„Jeg kunde tænke det. Det er jo nemlig -- desværre -- kun altfor
sandt, at min Broder i en Aarrække, ja egenlig fra sin Barndom
har skilt sig fra sit Hjem. Det kan vistnok siges, at han
systematisk har forhærdet sig paa dette Punkt og følt en
sørgelig Glæde ved at trodse ethvert Hensyn endogsaa til dem,
hvem han først og fremmest skylder Taknemlighed og Ærbødighed.
Disse Løsrivelsesforsøg har jo endog strakt sig til selve
Daabsnavnet. Jeg hørte, at De kaldte ham Per. Maaske veed De
ikke engang af, at det er et selvgjort Navn?“
„Jeg tror, jeg har hørt det.“
„Jeg vil nu heller ikke skjule for Dem, hvad der er min bestemte
Mening -- og De har jo udtrykkelig ønsket en aaben Udtalelse --
at ogsaa Forlovelsen med Dem er et saadant overlagt Oprør mod
Hjemmet, en bevidst Fornægtelse af dets Aand -- --.“
Jakobe saae op med sammentrukne Bryn.
„Jeg forstaar Dem vist ikke,“ sagde hun.
„Jeg skal forsøge at forklare mig nærmere. Det er Dem næppe
ganske ubekendt, at Peter Andreas er udgaaet fra et kristeligt
Hjem. Selv veed han, at for hans Forældre er Kristendommen den
altbestemmende Livsmagt, og at de ikke anerkender nogen Lykke,
hvor glimrende den maaske ellers kan tage sig ud, naar den ikke
har sin Grund i kristen Gudsfrygt.“
„Naa saaledes!“
Jakobe bed sig i Læben, saa det smertede. Gennem Eberhards
rolige og nøje afvejede Tale hørte hun hele Tiden det samme
pøbelagtige Haansord, der nylig havde lydt ude paa Gangen, og
som havde forfulgt hende hele hendes Liv.
Hun havde allerhelst rejst sig med det samme for at vise ham sin
Foragt. Men Trangen til at høre mere om Per var for stærk; hun
beherskede sig og blev.
„At Per ikke deler sin Familjes Syn paa det religiøse, har jeg
vidst,“ sagde hun. „Men jeg tilstaar … det dømmer ham ikke i
mine Øjne.“
„Jeg kan tænke det.“
„Jeg mener, at dersom Per ikke paa anden Maade har forbrudt sig
mod sit Hjem, synes han mig at kunne undskyldes. At han har
faaet et andet Syn paa Kristendommen, kan dog forklares uden
netop at forudsætte ond Vilje hos ham; og at han aabent har
tilstaaet det i Stedet for at hykle -- hvad maaske i mange
Tilfælde kunde have været fordelagtigt for ham -- det kan dog
kun tjene til hans Ros.“
„Jeg tror ikke, Frøken Salomon, at det nytter at begynde en
Meningsudveksling om dette Emne. Jeg skal derfor indskrænke mig
til at sige, at der for mine Forældre -- paa hvis Vegne jeg her
taler -- sikkert ikke gives Undskyldning for nogetsomhelst
Menneske, der lukker sine Øren for Sandhedens Røst, allermindst
da naturligvis for saadanne, der som Peter Andreas er udgaaet
fra et Hjem, hvor den har lydt til dem fra den tidligste
Barndom.“
Herpaa svarede Jakobe ikke. Hun havde bøjet Hovedet; og som
altid, naar hendes Sind var i heftig Bevægelse, skiftede
Kindernes Farve med hvert Pulsslag.