om, hvorvidt Sagen er praktisk gennemførlig,“ sagde den lille
Mand paa sin underlig stammende og forlegne Maade. „Men Hr.
Sidenius synes jo for Alvor at mene, at vi i Betragtning af vor
ejendommelige geografiske Beliggenhed og vore … som man vel
altsaa maa sige … hidtil ubenyttede … eller … maaske snarere …
hidtil upaaagtede naturlige Hjælpekilder har særegne Betingelser
for at blive et Industriland af Rang, især naar de moderne
Maskiner, han taler om … disse Bølgemaskiner og Vind-Motorer
eller hvad det er, han kalder dem … engang har naaet fuld
Udvikling. Som sagt, jeg drister mig ikke til at have nogen
Mening om den tekniske Side af Sagen; men der synes mig at være
noget saare tiltalende ved selve Tanken … saaledes at forvandle
de Naturmagter, vi hidtil har betragtet som vore Fjender og
Landets Ødelæggere … Vestenvinden, Bølgeslaget, Luft-Uroen i det
hele … at forvandle dem til vor sande Rigdomskilde, et
uudtømmeligt Kraftvæld, der vil kunne omskabe netop vore hidtil
fattigste Egne til et sandt Eldorado. Det klinger jo næsten som
et Eventyr.“
Hans Ord vakte nogen Uro rundt om blandt Tilhørerne. Eybert sad
og smilede lidt nervøst. Fru Salomon bød mere Kaffe. Kandidat
Balling, der nu ogsaa var kommen derind, saae med Medynk paa
Taleren. Selv de to gamle Frøkner Israel fik efterhaanden en
Fornemmelse af, at Broderen havde vovet sig ud paa utryg Vej. Da
han tav, blev der en længere Stilhed.
Det var Eybert, der følte sig kaldet til at bryde den.
„Ja Eventyrdigtning, kære -- den har vi jo sjelden Mangel paa
hertillands.“
„Hør!“ lød det med et Løvebrøl fra Balling, hvis Blodtørst
vaktes, saasnart han hørte Nogen blive rost.
Opmuntret af denne Tilslutning vedblev Eybert:
„At ville flyve med Vildgæssene har jo desværre altid været vor
Nationalskavank, og det har sandelig -- baade politisk og
kommercielt -- været os en dyr Passion. Det er en evig Sandhed,
hvad Nathan engang skrev i en Nekrolog over et forulykket
Subjekt af hans Bekendtskab: man fødes, lever, ældes og dør som
Fantaster i dette Land.“
Aron Israel sad lidt og pillede ved sit tynde Hageskæg. Saa
sagde han, ligesom undskyldende:
„Ja -- mon der ikke skulde være nogen Overtro deri ogsaa? Jeg
mener, holder ikke … gennemgaaende … vore unge Mænd sig i deres
Stræben endogsaa paafaldende lavt ved Jorden? Jeg har som Lærer
nogen Lejlighed til at lære vor Ungdom ret nøje at kende; og det
har ofte forbavset mig, hvor sjelden deres Indbildningskraft
beherskes af noget, der ligger udenfor Dagliglivets snevreste
Rammer. I ni af ti Tilfælde gaar deres Fremtidsdrømme ikke ud
over en eller anden ret beskeden Samfundsstilling, et
Borgmesterembede, en indbringende Lægepraksis, en hyggelig
Præstegaard paa Landet. Der synes mig derfor noget interessant …
noget tiltrækkende ved at træffe en ung Mand, der som Hr.
Sidenius sætter sit Maal saa højt … saa fantastisk stort, om De
vil -- --.“
„Jeg vil ikke strides med Dem om det enkelte Ord,“ afbrød Eybert
ham ret hvast, mens Fru Salomon igen bød Kaffe og de to Frøkner
Israel hemmelig forsøgte ved Tegn at faa Broderen til at
standse. „Maaske maa man virkelig snarere kalde os et drømmesygt
Folk end netop et fantastisk. Resultatet er i hvert Fald --
desværre -- det samme.“
Disse Ord bekræftede Balling med et Udtryk fra sin Citatsamling:
„Ja, vi er et Taagefolk med uklare Hjerner og slappe Viljer,“
udslyngede han uden dog at antyde noget Anførselstegn. Til
Gengæld rullede han kraftigt med sine egne Gaaseøjne.
Aron Israel sad atter et Øjeblik og ventede beskedent paa, om de
andre vilde sige mere. Saa sagde han:
„Er det da saa slemt for en ung Mand at drømme? Jeg mener … har
ikke de største Mennesker væsenlig faaet deres Værd for os ved
deres stærke Drømme? Ja mon Nogen overhovedet har udført en
Stordaad i Verden uden først at have drømt den? I Grunden vikler
vel al Virkelighed sig ud af vore Fantasier, og --“
„Gud bevares!“ lo Eybert. „Det er en anden Sag! Naar man ikke
nøjes med alene at fantasere, men ogsaa forstaar at realisere,
saa --.“
„Ja -- jeg veed dog ikke. For Personligheden selv er der i hvert
Fald næppe nogen afgørende Værdiforskel paa de to Ting. Jeg
mener … er der ikke i Drømmen ligesom i Ønsket og Haabet … dens
Fader og Moder, kunde man maaske sige … Spor af en
hemmelighedsfuld Trolddomskraft, der kan faa Personligheden til
at vokse ud over de Grænser, som Fødsel, Opdragelse, Vane, Arv
og andre Tilfældigheder har afstukket … og saaledes paa en Maade
… i hvert Fald tilsyneladende … sprænge Naturens Skranker. Selv
om det f. Eks. ikke skulde lykkes Hr. Sidenius at virkeliggøre
sine dristige Fantasier … hvad unægtelig er det sandsynligste …
saa kan de jo dog blive af den største Betydning for hans
personlige Udvikling, hvilket dog … ideelt set … maa siges at
være det vigtigste.“
„Undskyld, mine Herrer!“ afbrød Fru Salomon lidt nervøst; hun
havde siddet og iagttaget Jakobe, der hørte efter med et
anstrengt Udtryk i Øjnene. „De maa ikke tage mig det ilde op,
men det var Meningen, at vi skulde køre en Tur. Vognen holder
for Døren. Jeg kan høre, at min Mand knalder med Pisken.“
Aron Israel blev forlegen, og alle rejste sig straks og gik op.
Ogsaa Jakobe fulgte men lidt langsommere og i Afstand. Da hun
var kommen op ad den brede Marmortrappe og havde naaet Terrassen
foran Villaen, blev hun et Øjeblik staaende her med Haanden paa
Brystlænet og saae i Tanker ud over Havet.
Vognen -- en Charabanc -- holdt udenfor Forstuetrappen, og
Philip Salomon i højstegen Person sad paa Kuskepladsen med to af
de halvstore Børn ved Siden. Da det kom til Stykket, foretrak
Rosalie og hendes Veninder at blive hjemme og spille Kroket, og
Kandidat Balling vilde derfor heller ikke med. Ligeledes
undskyldte baade Aron Israel og Onkel Heinrich sig, fordi de
ikke turde udsætte sig for Aftenkøligheden. Nanny, hvem Faderen
nu spurgte om, var ikke til at finde; hun var gaaet bort straks
efter Middagen, fordi hun havde sat Dyhring Stævne ved
Stationen. Der blev saaledes god Plads baade til Per og Ivan,
hvilket var ganske imod Fru Salomons Beregning. Endnu i sidste
Øjeblik søgte hun at blive dem kvit ved at henstille til dem at
følge Ballings Eksempel og vise sig galante overfor de unge
Piger; men Per lod, som om han ikke hørte det, og satte sig med
hele sin Vægt paa en af Yderpladserne.
Solen var i sin Nedgang. Himlen lyste rødt over Skoven; der
rørte sig ikke en Vind. Først kørte de et Stykke ud ad
Strandvejen, saa drejede de ind i Skovens Skumring, hvor Philip
Salomon lod Hestene gaa i Skridtgang paa de sandede Veje.
Passiaren i Vognen gik hele Tiden livlig, særlig var Eybert
meget underholdende. Per derimod mælede ikke et Ord. Han sad
ubevægelig ret op og ned; kun Øjnene flyttede sig urolig, og
Farven paa hans Kinder skiftede idelig. Siden om Formiddagen, da
Jakobe gik fra ham derude i Haven, og efter at den første
Virkning af hendes Svar havde fortaget sig, havde han stadig
gentaget den samme Sætning for sig selv: „Jeg vil endnu ikke
give tabt“. Han havde opbygget alt for meget paa denne
Forhaabning til straks at kunne opgive den. Det syntes ham, at
selve Grunden under hans Livsværk vilde styrte sammen, dersom
Lykken svigtede ham her. -- Og dog, alle disse Bekymringer for
Fremtiden var i Løbet af Dagen trængt mere og mere tilbage i
hans Sind af Sorgen eller Skuffelsen over ikke at eje Jakobes
Kærlighed. Han havde ikke vidst, at hun rent personlig betød saa
meget for ham. Skønt han stadig godt kunde se, at hun ikke var
nogen egenlig Skønhed, var den Tanke ham nu uudholdelig, at
nogen anden skulde besidde hende. Egenkærligheden og hans
saarede Forfængelighed havde i de forløbne Timer hidset ham op
til den Indbildning, at han virkelig elskede hende. For første
Gang i sit Liv syntes han at forstaa Ordet Tilbedelse. Som han i
dette Øjeblik saae hende for sig, med det smalle, blege Ansigt
indrammet af mørke Haarbølger, paa en Baggrund af luende
Solnedgangsrødt og sorte, højtidelige Træstammer, blev hun et
helligt Væsen for ham, og han var ude af sig selv ved Tanken om,
at den klamme Eybert eller en anden Hr. Fiskeblod skulde
vanhellige denne skønne, stolte Jomfruelighed, at overhovedet
nogen anden end han selv skulde faa disse mulmsorte Øjnes
uudgrundelige Sibylleblik til at briste i jordisk Elskovsfryd!
-- Men det skulde heller ikke ske. Med sammenbidte Tænder gentog
han for sig selv, at han ikke vilde give tabt. Hans Livsløsen
„Jeg vil“ skulde nu staa sin Prøve. Saa fik det gælde Knald
eller Fald!
Hvad han egenlig havde i Sinde at foretage sig for at tiltrodse
sig Jakobes Gunst, vidste han endnu ikke. Han vilde i saa
Henseende lade Tilfældet raade og blindthen give sig sine
Indskydelser i Vold. En lille Triumf havde han iøvrigt at bygge
paa midt i sit Nederlag. Baade ved Middagsbordet og nu paa
Køreturen mente han at kunne spore, at Jakobe følte sig lidt
besværet af Hr. Eyberts Elskværdigheder og undertiden maatte
lægge Baand paa sig for ikke at blive utaalmodig over den ret
fortrolige Tone, han allerede tillod sig overfor hende. Nu
gjorde han en ny Iagttagelse. Ved et af de røde Skovled, der
aabnedes for dem, stod en fattig Kone og falbød Blomster; Eybert
købte en Buket og overrakte Jakobe den med et galant Sprikvort.
Hun tog ogsaa imod den men uden Tak; og Per lagde Mærke til, at
hun hele Tiden holdt den nede i Skødet uden en eneste Gang at
lugte til den.
De havde imidlertid naaet Raadvad og kom nu ud af Skoven. En Tid
kørte de ud ad Lundtoftevejen, saa drejede Philip Salomon
tilvenstre ind paa en Bivej for at naa hjem over
Eremitagesletten.
Aftenen var allerede vidt fremskreden. Nede i Lavningerne og
omkring de smaa Damme drev hvide Taager. Allevegne var der
stille. Der hørtes over hele den vide Slette ingen anden Lyd end
en flerstemmig Sang fra et Selskab, som drog gennem Skoven et
Sted langt borte.
Hestene begyndte at nyse, og Damerne trak deres Skulderstykker
tættere om sig. Samtalen, der et Øjeblik var gaaet istaa, fik
fornyet Liv ved en Flok Krondyr, der stod og græssede nær ved
Vejen. De to gamle Frøkner Israel greb nemlig heraf Anledning
til at fortælle en Historie om en svensk Student fra Lund, der
havde indgaaet Væddemaal om at opløbe en Rudel af dette Kongens
Vildt og indfange et bestemt Dyr i Flokken, men som efter en
Times vild Jagt gennem Skoven styrtede død om med et sprængt
Hjerte.
„Tror Damerne virkelig paa den Krønike?“ spurgte Eybert
smilende. „Jeg kan erindre, at jeg hørte den som Dreng; men jeg
havde -- ærlig talt -- allerede dengang ingen Tillid til den.“
I Munden paa hinanden indestod Frøknerne Israel for Beretningens
Sandhed. De havde i sin Tid begge læst den i „Dagen“.
„Med al Respekt -- jeg tvivler alligevel,“ drillede Eybert.
„Selv en halvgal Svensker vilde næppe komme paa en saa forrykt
Ide eller vilde i hvert Fald inden ret længe have løbet sig
Besindighed til og sparet sit Hjerte.“
Paa Per, som havde følt sig personlig berørt af Fortællingen,
virkede disse Ord som en tilkastet Handske.
„Jeg finder, at Historien lyder meget troværdig,“ sagde han.
Paa Grund af hans forudgaaende, langvarige Tavshed og den
udæskende Tone, hvori han talte, vakte Bemærkningen nogen
Studsen.
„Naa, saa De -- Hr. Sidenius! -- hører i dette Tilfælde ogsaa
til de troende,“ bemærkede Eybert.
„Jeg tror,“ svarede Per, „at hvad en Mand med en Smule Agtelse
for sig selv har foresat sig, det gennemfører han -- koste hvad
det vil!“
Ved de sidste Ord søgte hans Blik Jakobe, der imidlertid hele
Tiden havde ladet, som om han ikke var tilstede, og ogsaa nu
saae til den anden Side.
„Det lyder jo meget smukt og navnlig saare mandigt,“ svarede
Eybert og saae smilende hen til Damerne. „Men den ubarmhjertige
Natur har jo dog uimodsigelig sat Skranker, som selv den
mandhaftigste Vilje bliver nødt til at respektere. Og Vorherre
har nu engang udstyret den lige saa yndefulde som velsmagende
Hjorteslægt med fire lange Gallopadeben, mens vi Mennesker har
maattet nøjes med et Par Stolper, der absolut egner sig bedst
til en sindigere Gangart.“
„Talen er jo i dette Tilfælde ikke alene om Hurtighed men ogsaa
om Udholdenhed. Og det er den sidste, der gør Underværkerne her
i Verden. Som Ordsproget siger, Hr. Fabrikant -- den, som ler
sidst, ler bedst!“
Eybert løftede Øjenbrynene; han begyndte at forstaa den skjulte
Trusel i Ordene. Med et medlidende Udtryk vendte han sig bort og
svarede ikke.
„Forresten,“ sagde han, idet han atter henvendte Ordet til
Damerne. „Jeg kommer til at tænke paa, at jeg selv engang i mine
unge Dage oplevede en Historie, der minder en lille Smule om
denne med den svenske Student, om den end fik en langt mindre
tragisk Udgang. Jeg husker, at jeg var paa Hjemvejen fra en
Skovtur sammen med nogle af mine Venner. Vi havde lejet en Vogn
ved Klampenborg for at køre hjem ad Strandvejen, og en af
Vennerne, der holdt af at gøre sig til af sin Styrke, tilbød saa
et Væddemaal. Han vilde løbe den sidste halve Mil ved Siden af
Vognen og forpligte sig til at følge den hele Tiden og være i
København samtidig med os, hvor meget vi saa lod Hestene strække
ud. Væddemaalet kom naturligvis i Stand, og da vi naaede
Konstantia stod Manden af og begyndte at løbe. Vi havde et Par
stivbenede Vognmandsheste for, og det var næsten ikke muligt at
faa dem ud af deres mekaniske Luntetrav, saa der var i og for
sig ikke noget urimeligt i Kapløbet; men allerede da min Ven
havde løbet i fem Minuter, stønnede han som en Blæsebælg, og da
der var gaaet ti, standsede han pludselig og erklærede
højtidelig, at han ikke vilde løbe mere, „fordi det var Synd for
Hestene“. Hvorpaa han -- ganske rørt over sig selv og med
forskellige træffende Bemærkninger om det moralsk forkastelige i
at misbruge de Umælende -- atter steg tilvogns.“
Fortællingen gjorde Lykke. De gamle Damer lo, og Philip Salomon
vendte sig om og sagde:
„Dersom den Mand lever endnu, vil jeg som Bestyrelsesmedlem i
Foreningen til Dyrenes Beskyttelse indstille ham til et
Hædersdiplom.“
Per svedte koldt af Raseri. Han følte sig overbevist om, at
Historien var møntet paa ham; og skønt Jakobe ikke havde taget
Del i Munterheden, martredes han af Medbejlerens Triumf og
pønsede paa at skaffe sig Oprejsning.
Da de gamle Frøkner Israel endelig blev færdig med at le, sagde
han:
„Jeg beklager Dem, Hr. Fabrikant, at De saa tidlig mistede Troen
paa Viljekraften. Jeg faar Lyst til at spørge Dem, om der kunde
være Haab for Dem om at genvinde den, dersom en anden paatog sig
at indfri Deres Ungdomsvens Ord?“
Eybert løftede atter sine gule Øjenbryn.
„Hvadbeha’r? Jeg forstaar Dem ikke.“
„Jeg spørger, om der kunde være noget Haab for Dem om at
genvinde Troen paa Viljekraften, dersom en anden indfriede Deres
Ungdomsvens Ord? For i saa Fald skal jeg gerne paatage mig det.
Og det straks paa Stedet.“
Uden at vente paa noget Svar svang han sig ud over Bagsmækken og
gav sig til at løbe ved Siden af Vognen.
Philip Salomon holdt Hestene an og sagde temmelig bestemt:
„Hr. Sidenius … jeg beder Dem … sæt Dem op i Vognen.“
Men Per raabte overgiven: „Hr. Grosserer! Jeg forsikrer Dem, …
det er ligefrem velgørende at strække Benene lidt. Husk ogsaa
paa, hvormeget det gælder! Ingen veed, hvad det kan komme til at
betyde for Gud, Konge og Fædreland, om Folketingsmanden for
Holbæk Amts syvende genvinder sin Tro paa Viljekraften! Og for
mit Hjerte skal De ingen Bekymringer gøre Dem. Det holder nok!“
„Ligemeget, Hr. Sidenius,“ sagde Philip Salomon næsten bydende.
„Jeg kan ikke tillade, at De løber saaledes ved Siden af
Vognen.“
„Nej, det er ogsaa bedst, jeg tager et Forspring!“
Og idet han trykkede Hatten fast paa Hovedet, foer han frem i
rasende Løb. Skønt Philip Salomon straks piskede paa Hestene for
at indhente ham, var han efter faa Minutters Forløb ude af Syne
-- forsvunden i Taagedisen.
„Det er dog virkelig for galt!“ mumlede Salomon, højrød af
Vrede, og gav Hestene endnu et Rap.
Men nu tog Fru Salomon tilorde.
„Du behøver vist ikke at anstrenge Hestene,“ sagde hun op til
sin Mand. „Hr. Sidenius har aabenbart ikke befundet sig rigtig
vel hos os og har saa -- paa sin egen Maade -- søgt en Anledning
til at slippe bort. Han har jo ogsaa herfra den korteste Vej til
Stationen, naar han skraar ind gennem Skoven.“
Forklaringen lød naturlig nok; thi skønt Hestene endnu gik
stærkt paa, saae man stadig ikke noget til ham; og nogen Genvej
havde han ikke kunnet tage, da de kørte noget nær i Retning af
„Skovbakken“, og Dyrehavshegnet desuden spærrede overalt.
Frøknerne Israel var himmelfaldne over Per og kunde ikke dy sig
for at tilhviske Fru Salomon en Bemærkning om den unge Mands
Mangel paa Levemaade. Endogsaa Ivan fandt hans Indfald meget
ilde anbragt, og Eybert tillod sig smilende en noget vovet
Bemærkning om den mulige Anledning til Pers pludselige
„Absentation“.
Jakobe sad tavs og saae ud paa Maanen, der steg blodrød op over
den svenske Kyst. Det saae ud, som om det hele Optrin ikke havde
gjort synderligt Indtryk paa hende. Og dog følte hun sig dybt
nedværdiget af det og samtidig saa underlig befriet, at hun var
nær ved at le højt. Saa forbitret hun var bleven over Pers
Opførsel, efter at det var gaaet op for hende, at den betød en
bevidst, planlagt Forfølgelse -- inderst inde havde hun
alligevel været højtideligt betaget ved at sidde saaledes og
vente paa det ubeherskede Udbrud af en Mands Lidenskab. Og nu
havde „Naturkraften“ udladet sig -- i en taabelig Drengestreg!
De havde imidlertid naaet Springforbi og drejede igen ind paa
Strandvejen. Hernede ved Søen luftede det lidt. Taagen blev
holdt borte, vældige Myggesværme sydede over Hestenes Hoveder.
De var næsten naaet hjem, da Philip Salomon pludselig holdt
Hestene an.
„Hvad er det? Er det ikke Louise, der kommer der? Der maa jo
være noget paafærde.“
En af Husets Tjenestepiger kom løbende imod dem henne paa Vejen.
Endnu før hun havde naaet dem, raabte Philip Salomon:
„Hvad er der? Er der hændt noget?“
„Ja, det er … det er,“ stammede den stakaandede Pige. „Det er
Hr. Sidenius.“
„Er han hjemme!“ lød det med tre-fire Stemmer paa eengang.
„Ja, -- og han er vist kommen en Skade til. Jeg skulde løbe hen
og hente Doktoren.“
„Gud, hvad er det da?“ spurgte Ivan ligbleg.
„Jeg veed ikke … Hr. Sidenius besvimede. Hr. Dyhring har givet
ham nogle af Frøkenens Draaber; men jeg tror ikke, han er kommen
til sin Bevidsthed.“
Philip Salomon bed sig tavs i sin Negerlæbe og lod Pisken smælde
over Hestenes Øren. Ogsaa han var bleven bleg. Alle var de tavse
og blege, mens det i flyvende Hast gik mod Hjemmet.
Allerede udenfor paa Vejen blev de modtaget af en Flok opskræmte
unge Piger; og da de kørte op for Forstuetrappen, viste Aron
Israel sig sammen med Balling og Nanny. Et Øjeblik efter kom
Dyhring, og tilsidst traadte Per selv ud, endnu lidt farveløs i
Ansigtet og med Skjortebrystet i Uorden, men med et stort Smil,
der lod lystigt og tilfreds.
„Ser De, Hr. Fabrikant, jeg holdt Ord!“ raabte han triumferende,
endnu før Vognen var standset.
„Var det et Væddemaal?“ udbrød de unge Piger i Munden paa
hinanden og flokkede sig omkring Vognen.
„Og hvad var Indsatsen -- om man tør spørge?“ sagde Nanny; hun
stod for sig selv paa det nederste Trappetrin, og hendes
underfundige Øjne gik frem og tilbage mellem Eybert og Jakobe
med et anelsesfuldt Blik.
Ivan sprang straks af Vognen og fattede med ængstelig Mine om
Pers Arm.
„Men Gud, Sidenius -- De har jo været syg!“
„Aa, det var ingenting. Bare lidt Svimmelhed. Jeg bar mig dumt
ad. Som det jo viser sig, havde jeg ikke behøvet at skynde mig
saa stærkt.“
Nu kom ogsaa de andre af Vognen, stadig lige tavse. Philip
Salomon sagde blot til Staldkarlen, idet han med sammenbidt Mine
tilkastede ham Tømmerne:
„Lad Kristian løbe efter Louise. Vi mødte hende henne paa Vejen.
Sig hende, at Doktoren ikke behøver at ulejlige sig herhen.“
I de følgende Minutter var det hele Selskab samlet i den
halvmørke Forstue, hvor Ungdommen højrøstet drøftede
Begivenheden med den overstadige Livlighed, der gerne afløser en
overstaaet Forskrækkelse. Ivan førte an. Han var pludselig
bleven ellevild af Begejstring for Pers Bedrift og maatte Gang
efter Gang høre Beretningen om, hvorledes Nanny og Dyhring, der
var kommen gaaende ovre fra Skoven, havde truffet ham paa
Trappen ude af Stand til at tale, og hvorledes han et Øjeblik
efter var besvimet inde i Dagligstuen.
Henne under Knagerækken stod Eybert og hjalp Jakobe af med
Overtøjet. Hans Øjne hvilede mistænksomt paa hende, mens han med
en tøvende Bevægelse tog Skindslaget fra hendes endnu dirrende
Skuldre.
„Jeg tror, jeg er kommen til at fryse paa Turen,“ sagde hun for
at forklare denne ubetvingelige, nervøse Skælven, der formelig
fik Tænderne til at slaa sammen i hendes Mund. Straks efter gik
hun op ad Trappen for at komme til sit Værelse.
Skønt Per lo og talte højt, som om han slet ikke tænkte paa
hende, havde han ikke et Øjeblik sluppet hende afsyne. I sin
dødelige Ophidselse havde han gjort sig selv det Løfte, at han
endnu denne Aften vilde tale med hende, om han saa skulde bryde
ind til hende fra Altanen udenfor hendes Kammer. Og da han nu
fik Øje paa Eyberts Buket, som hun havde lagt fra sig i
Vindueskarmen og glemt at tage med, greb han straks dette som en
Anledning til at nærme sig hende.
„Frøken Jakobe! Deres Blomster!“ raabte han efter hende.
Og i to-tre Spring var han oppe ad Trappen med Buketten.
Han kom dog ikke helt op. Jakobe var netop naaet til det øverste
Trin, hvorfra hun nu -- uden at vende sig om, endogsaa uden at
sige Tak -- strakte Haanden ud efter Blomsterne.
Men i Stedet for at give hende dem greb han fast om hendes
Haand; og -- efter at have forvisset sig om, at der ingen var
paa Gangen deroppe -- kyssede han den med Heftighed. Hun sank i
Knæ. Hun mægtede end ikke at rive Haanden til sig. Og da han
mærkede det, var han i næste Nu helt oppe hos hende og sluttede
hende i sine Arme.
„De elsker mig!“ hviskede han over hende. „Ikke sandt? De vil
være min?“
Hendes Sjælskraft var udtømt. En vellystfuld Skælven betog hende
i hans knugende Arm, og hendes Hænder greb uvilkaarlig ud i
Luften efter hans.
„De vil være min?“ gentog han. „Er det sandt?“
„Ja, ja,“ hviskede hun, gjort vild af Svedlugten fra hans endnu
ophedede Legeme, og hendes Hoved sank ned paa hans Skulder.
„Jeg kommer igen imorgen Formiddag … Vi tales da nærmere ved.“
Han krystede hende paany, var saa i et Par Spring nede af
Trappen og stod igen mellem de andre i Forstuen.
Det havde altsammen ikke staaet paa i stort mere end et halvt
Minut. Og Per var fra samme Øjeblik, han vidste Sejren vunden,
atter helt sig selv. Han snakkede løs, som om der ingenting var
sket, og fulgte med de andre ind i Havesalen, hvor nu Teen blev
anrettet.
Dog, lidt efter lidt meldte Eftervirkningen sig af den voldsomme
Spænding. Nu, da Dødsspringet var lykkedes, forstod han næsten
ikke, at han havde vovet det. Naar han saae sig tilbage,
sortnede det for hans Øjne. Og vendte han Blikket ud mod
Fremtiden, grebes han af ny Svimmelhed. Han kunde ligesom endnu
ikke rigtig tro paa Begivenheden. Var det virkelig muligt, at
han nu for alle Tider var Pengesorgen kvit, at han -- Per
Sidenius, den fattige Præstesøn -- nu var den tilkommende
Medejer af en Million! Ja, det var jo fuld Virkelighed!
Tryllestaven holdt han i sin Haand! Verden havde aabnet sig for
ham med alle sine eventyrlige Herligheder!
Til Trods for, at det lykkedes ham ganske godt at skjule sin
Sindsbevægelse, var der adskillige af de Tilstedeværende, særlig
blandt de ældre, der fik en Fornemmelse af, at der maatte være
forefaldet noget afgørende deroppe paa Trappen; og den
Omstændighed, at Jakobe ikke lod sig se, bestyrkede
Formodningen. Stemningen blev af den Grund mere og mere trykket,
tilsidst helt uhyggelig. Eybert gik tavs omkring med graablegt
Ansigt og nærmede sig et Par Gange Per paa en Maade, der vakte
Uro hist og her. Alene Kandidat Balling spankulerede omkring med
sin sædvanlige Mangel paa Forstaaelse og talte højrøstet om
Literatur i det Haab, at man skulde anmode ham om at underholde
Selskabet med at læse noget op.
Endelig kom Pigen ind med den længselsfuldt ventede Melding, at
Vognen til Stationen var kørt for Døren, og alle brød nu hurtig
op. Kun Eybert, der ikke skulde til København, blev siddende
lidt i det Haab, at Jakobe maaske skulde komme ned nu, da der
var bleven stille. Men efter at have ventet forgæves en halv
Snes Minuter rejste ogsaa han sig og tog i Tavshed Afsked.
„Nu, Philip --,“ sagde Fru Salomon, da hun endelig var bleven
ene med sin Mand. „Hvad har du saa at sige?“
„Du har Ret, Lea. Dette kan ikke længer gaa. Han er aldeles
utilregnelig.“
„Det har jeg jo sagt dig længe.“
„Jeg skal imorgen den Dag tale med Ivan. Han maa bringes til at
indse, at vi umuligt kan modtage det Menneske oftere.“