hendes Tavshed. Han troede at have naaet, hvad han i sin
sideniuske Selvhævdelsestrang foreløbig havde tilsigtet med sine
Ord, nemlig at ydmyge denne stolte Millionærdatter, i hvis Blik
han straks havde ment at se et Glimt af Ringeagt, og hvis
Silkedragt og lyse Handsker og lette Parfymeduft yderligere
havde ægget hans evangeliske Nidkærhed.
Nu ændrede han derfor sin Tone lidt. Med et Skær af Deltagelse
sagde han:
„Jeg vil jo nødig saare Deres Følelser, men jeg anser det for
min Pligt at sige Dem, at min Broders Liv jo ogsaa i andre
Henseender afgiver et sørgeligt Vidnesbyrd om, i hvor høj Grad
han efterhaanden har mistet ethvert moralsk Holdepunkt. Det er
jo i det hele en stor Vildfarelse at tro, at det religiøse Liv
alene skulde ytre sig i Forholdet til det himmelske og ikke
sætte sit dybe Præg paa vor hele Personlighed. Jeg skal iøvrigt
ikke komme nærmere ind paa dette Punkt for Peter Andreas’
Vedkommende. Der er jo ogsaa Ting, hvorom man vanskelig kan tale
til en Dame, saa -- --.“
„Jeg kan tænke mig, hvortil De sigter. Men netop Pers uheldige
Forhold til Hjemmet og Beskaffenheden af det Selskab, hvortil
han -- maaske tildels af den Grund -- i adskillige Aar har været
henvist, kan -- mener jeg -- baade forklare og undskylde en Del.
Og selv bortset herfra, saa synes jeg, at heller ikke, hvad De
der har berørt, berettiger til en saa haard Fordømmelsesdom.“
„De tager fejl, Frøken Salomon. Vi fordømmer ikke min Broder,
men alene hans Gerninger, hans Liv.“
„Men ogsaa i hans Liv og Gerninger er der dog adskilligt, som
taler til hans Gunst. Han har viist baade Evne og alvorlig Vilje
til at dygtiggøre sig i sit Fag. Under vistnok ret vanskelige
Forhold har han i en ung Alder vakt Opmærksomhed for sig blandt
Fagfæller og er paa Veje til at skabe sig et Navn.“
„Jeg tror at kunne høre paa Dem, at De ikke selv har synderlig
Tillid hertil. Jeg veed jo nok, at en Avis har skrevet noget om
et Kanalprojekt eller hvad det er, og gjort et Forsøg paa at
tillægge det nogen Betydning. Jeg veed ogsaa, at han selv
betragter sig som en Banebryder, en ny Tids Profet. Der er jo
for Øjeblikket hos en Del af de Unge opkommen en Trang til at
revolutionere, hvad der kun vilde være til at smile af, dersom
den ikke afstedkom saa megen Ulykke paa unge og ubefæstede
Sjæle. Det er jo i det hele det betænkelige ved en saadan
aandelig Storm som den, der for Tiden gaar gennem visse Dele af
den danske Ungdom, at det altid bliver de letteste og
uselvstændigste Elementer, der -- ligesom Avnerne fra
Kasteskovlen -- hvirvles højest tilvejrs og videst bort. Og hvad
særlig Peter Andreas angaar, saa er jo Sandheden den
uimodsigelige og nedslaaende, at han efter snart syv lange
Studieaar endnu ikke har taget sin Eksamen eller paa anden Maade
givet Bevis for en Udvikling, som staar i noget rimeligt Forhold
til de store Ofre, der fra Hjemmets Side er bleven bragt. Men --
jeg gentager det -- vi hverken fordømmer eller forkaster Peter
Andreas, kun hans Handlinger, hans Liv. Vi har tværtimod alle
den inderligste Medlidenhed med ham; og trods alt opgiver vi
ikke Haabet om, at det gode engang skal vinde Sejr hos ham. Hvor
Vejen til Oprejsning for ham efter hans Familjes Anskuelse alene
gaar, behøver jeg sikkert nu ikke nærmere at forklare. Og skulde
det have nogen Betydning for Dem at vide det -- og jeg
forudsætter jo stadig, at De har henvendt Dem til mig for at faa
et aabent, et utilsløret Svar -- saa kan jeg paa Forhaand sige
Dem, -- hvad De antageligvis heller ikke nu vil forundres over
eller misforstaa -- at der fra hans Forældres Side ganske
sikkert ikke vil kunne ventes nogen Billigelse af hans
Forbindelse med Dem.“
Jakobe rejste sig. I en halvt bortvendt Stilling blev hun et
Øjeblik staaende bagved Stolen og saae ned paa sin ene Fodspids,
mod hvilken hun trykkede Duppen af sin Solskærm. Saa løftede hun
med eet Hovedet og saae hen paa ham over sin Skulder. Hendes
Ansigt var endnu præget af den voldsomste Ophidselse; dog
spillede der i det Skjulte et lille Smil om hendes Mund, og det
glimtede i de mørke Øjne af en nyskabt Lykke.
„Jeg kom herhen i det Haab at skulle kunne indlede en
Forsoning,“ sagde hun. „Det var -- jeg forstaar det nu -- meget
naivt af mig. Alligevel fortryder jeg ikke, at jeg har søgt Dem.
Jeg har her faaet de Oplysninger, jeg savnede. Og -- jeg kan
ikke lade være med at sige Dem det -- jeg gaar gladere herfra,
end jeg kom hertil.“
Uvis om, hvad hun mente, vilde Eberhard paany tage Ordet; men
Jakobe var allerede paa Vej mod Døren og gik bort uden Farvel.
Da hun stod ude paa Gaden, grebes hun af en saa overmægtig
Længsel efter at se Per, at hun efter en kort Kamp med sig selv
søgte en Droske og kørte ud til Nyboder. Hun syntes ikke, hun
kunde faa Ro i sit Sind, før hun havde gjort Afbøn for sin
Mistro og bedt ham om Tilgivelse for det Forræderi, som Besøget
hos Broderen (hun indsaae det nu!) i Grunden var. -- Aa, hvor
godt hun forstod ham nu! Hvor levende hun følte, hvad han havde
gennemgaaet derhjemme i Faderens Præstegaard! Hun havde under
den selvretfærdige Broders Tale faaet et Indtryk af dette Hjem,
der fik hende til at fryse.
Hun naaede Hjertensfrydgade ikke fem Minutter efter, at Per var
gaaet derfra. Graalige Røgstriber fra hans Cigar svævede endnu
under det lave Loft i hans lille Stue, da Trine førte hende
derind og paa hendes Forlangende lod hende alene.
Hun blev staaende midt paa Gulvet og saae sig om. Hun saae paa
de nøgne Vægge, paa den itubrudte Gyngestol, paa den lille sorte
Voksdugspuf, og et Øjeblik glemte hun næsten sin Skuffelse af
Forfærdelse over dette mørke Rum, der mindede hende om en
Fængselscelle. Hun havde dog ikke troet, at han boede saa
fattigt, saa umenneskelig trist! Og atter faldt der et nyt,
forklarende og forsonende Lys over ham og hans hensynsløse Higen
efter at naa om paa Livets Solskinsside. Omgivet af en saa
nedslaaende Armod og med en saa glædeløs Barndom bag sig -- hvor
kunde han da blive andet end en Lykkejæger? Og hun følte en ny,
øm Tilfredsstillelse ved at vide sig rig nok til at kunne gøre
ham glad.
Hun tog nogle af de Smaating, der laa paa hans Arbejdsbord, og
lagde dem stille ned igen paa deres Plads efter at have
betragtet dem et Øjeblik med Forelskelsens andagtsfulde
Nysgerrighed. Saa gik hun lidt omkring i Stuen, standsede hist
og her og faldt i Tanker. I sin Trang til at være ham nær maatte
hun røre ved alt, hvad der var hans. Idet hun kom forbi en
gammel Slobrok, der hang paa Dørkarmen, strøg hun Haanden
kærtegnende nedad den; ja da hun anden Gang kom den forbi, lagde
hun Kinden ind til den og lukkede Øjnene for at indsuge den
ejendommelige Lugt af hans Person, som hun -- der før havde
afskyet Tobakslugt -- nu til Tider saa lidenskabelig længtes
efter.
Men nu kom Trine ind igen, og Jakobe satte sig ned og skrev bag
paa et Visitkort:
„Min Ven! Hvorfor ser jeg dig ikke? I tre Dage har du ikke været
hos mig. Jeg venter dig i Aften. Jeg har saa meget at tale med
dig om.“
Det var hendes første Brev til ham. Hun puttede Kortet i en
Konvolut, som hun fandt paa Bordet, og skrev hans Navn udenpaa.
Saa saare hun var kørt, stødte Madam Olufsen med sin Stok i
Sovekammergulvet ovenover for at kalde Trine derop til at afgive
Melding. Den gamle Kone laa nu mest tilsengs. Efter Mandens Død
var hendes Kæmpelegeme faldet sammen, og hun bevægede sig med
Besvær. Dog havde hun ikke kunnet styre sin Nysgerrighed, da hun
hørte en Fremmed tale nede i Forstuen, men var staaet op af
Sengen og humpet hen til Køkkendøren for at lytte. Oppe bag
Gadespejlet foran Salsvinduet fulgte hun nu den bortrullende
Droske, indtil den forsvandt om Hjørnet ved Store Kongensgade.
Da Per et Par Timer senere kom hjem og læste Jakobes Brev,
smilte han selvtilfreds. Kuren syntes altsaa at være probat --
tænkte han. Men det var for tidligt at vise Eftergivenhed. Der
maatte endnu en Tid køres med Gaddebidsel!
Om Eftermiddagen gik Jakobe to Gange ud ad Stationsvejen paa
Tider, da der ventedes Tog fra København. Da hun for anden Gang
vendte skuffet tilbage, fandt hun paa sit Værelse et Telegram,
hvori Per paa sin sædvanlige Vis kort beklagede, at han heller
ikke denne Aften saae sig i Stand til at komme til „Skovbakken“.
Hun blev staaende med Telegrammet i Haanden og grundede. „Her
stikker noget under,“ -- sagde hun pludselig højt til sig selv.
Det kunde umuligt være Arbejde, der saaledes Aften efter Aften
bandt ham til Byen.
Hun var bleven meget bleg. Var maaske alt forbi? -- tænkte hun.
Havde hun mistet ham? … Nej, nej! Det maatte ikke ske! Hun vilde
skrive til ham. Hun vilde tilstaa alt, forklare ham det hele og
bede ham om Tilgivelse for sin Mistro og Kulde.
Hun satte sig ned og trykkede Hovedet mellem sine Hænder for at
samle sig. Ja, hun kunde ikke slippe ham! Hun maatte vinde ham
tilbage, om hun saa skulde trygle ham paa sine Knæ.
I det samme aabnedes Døren paaklem, og Søsteren Rosalie stak
Hovedet ind.
„Jeg skulde bede dig kigge ned. Der er kommen en Herre.“
Eybert! -- foer det med Angst igennem hende.
Hendes gamle Frier var igen begyndt at vise sig der i Huset. Var
det et ulykkeligt Varsel? Og at han skulde komme netop nu!
Hun vilde først ikke gaa derned; men saa kom hun til at tænke
paa, at Moderen vilde kunne fatte Mistanke, dersom hun blev paa
sit Værelse. Rimeligvis vidste hun, at der var kommen Telegram
til hende, anede ogsaa nok, at det igen var Afbud fra Per.
Nede i den skumringsfyldte Havesal fandt hun begge Forældrene
tilligemed en Herre, som hun i Halvmørket ikke straks kendte.
Han havde netop taget Plads i en Lænestol, som stod med Ryggen
til den Dør, hvorigennem hun kom ind.
Men nu rejste han sig, og i det samme hun genkendte Per,
trykkede hun overvældet Haanden for Øjnene, som blændet af et
Syn. Han havde efter en fornyet Gennemlæsning af hendes lille
Billet fortrudt sin Haardhed og havde faaet Lyst til at
overraske hende. -- -- Med et højt Udbrud kastede hun sig om
hans Hals.
„Det er dig!“
I et halvt Minut laa hun sanseløs ved hans Bryst. Saa tog hun
sig sammen, skamfuld over at have givet sig saa ubehersket hen i
Forældrenes Paasyn. Dog vedblev hun at holde ham krampagtig i
Haanden, som var hun bange for igen at miste ham. Og under Smil
og Taarer tog hun ham tilsidst under Armen og trak ham med sig
ud i Haven.
Philip Salomon og hans Kone saae efter dem og derpaa hen paa
hinanden.
„Her maa vi nok lade Skæbnen raade, Lea,“ sagde han.
Fru Lea nikkede tavs.
* *
*
Trods Beslutningen om Forlovelsens Hemmeligholdelse varede det
ikke længe, før der rundt om blev snakket ganske aabenlyst om
den. Det laa kun daarligt for Jakobe at lægge Baand paa sine
Følelser nu, da hun ikke længer skammede sig over dem. Hun gik
omkring med en Fornemmelse som En, der har født i Dølgsmaal men
pludselig tør bære sin Lykke frem for Alverden.
Per mærkede da ogsaa, at man i visse Krese var begyndt at
beskæftige sig med hans Person. Naar han kom ind i en af
Kafeerne ved Kongens Nytorv, hvor han nu udelukkende søgte,
hændte det undertiden, at et Par af Gæsterne stak Hovederne
sammen og gav sig til at hviske om ham. Rundtom i Selskabslivet
vakte den mærkelige Forbindelse den største Opsigt. Der
fortaltes allerede de eventyrligste Ting om den unge
Lykkeridder, som først havde arvet en rig Neergaard og nu havde
„hugget sig“ den ene af Philip Salomons Millioner.
Ogsaa til Pers fordums Studiefæller paa den polytekniske
Læreanstalt naaede Forlovelsesrygtet. Her havde allerede
„Falkens“ Artikel om ham og navnlig Bebudelsen af hans
Kampskrift vakt en betydelig Forventning. Per havde hverken
været saa ensom eller saa uforstaaet mellem Kammeraterne, som
han selv havde troet. Ikke alene de urolige Hoveder, der ligesom
han fandt Luften i Professor Sandrups Foredragssal for kvalm,
men ogsaa alle Døgenigtene, der greb enhver Kritik af Skolen som
en Undskyldning for deres Dovenskab, havde længe ventet, at han
paa en eller anden opsigtsvækkende Maade skulde lade høre fra
sig. Nu skabte hans begyndende Berømmelse ham til Gengæld en
Række uforsonlige Fjender blandt de hæderlige Slidere, der
hidtil havde betragtet ham med medlidende Ringeagt. Navnlig
galdt dette en vis Marius Jørgensen, der var Professor Sandrups
Øjesten, og hvem Per i den Anledning engang havde givet
Øgenavnet „det gudvelbehagelige Tabelværk“. Denne vordende
Samfundsbærer forberedte sig nu paa at tage en frygtelig Hævn
over ham ved i Hemmelighed at forsyne „Industribladet“ med en
latterliggørende Kritik, naar hans Skrift udkom.
I den salomonske Familje begyndte man saa smaat at forlige sig
med Forestillingen om Per som Husets tilkommende Svigersøn.
Onkel Heinrich var næsten den, som nu lod mindst tilfreds. Skønt
Per forlængst var kommen under Vejr med, hvorledes det forholdt
sig med hans „Konsortium“, optraadte Hr. Delft stadig overfor
ham som den faderlige Velgører og lod ham i fortrolige Samtaler
vide, at han foreløbig kun var naaet det første og mindst
betydende Skridt fremad. Bestandig talte han fordægtigt til ham
om Enkebaronesse von Adlersborg; og Per, der havde faaet Blod
paa Tanden nu, forstod hans halvkvædede Vise og gik i al Stilhed
ind paa dens Tankegang. Han vidste, at Baronessen endnu opholdt
sig paa en sydtysk Kuranstalt, og det var hans Agt at lægge sin
Rejse deromad for at gøre hende et Besøg. Han havde dog
foreløbig ingen anden Hensigt dermed end at vedligeholde
Forbindelsen med den fornemme Dame for overhovedet at kunne
udnytte de Muligheder, der skulde tilbyde sig fra den Kant. Men
han skulde i Virkeligheden ikke have noget imod for bestandig at
bortslænge det forhadte Sidenius-Navn, dette latterlige Stykke
Degnelatin, denne Troldesvans, der overalt forraadte hans
Oprindelse. Baron von Adlersborg! Hvorfor ikke? Det var et Navn,
der vilde tage sig ud paa et Visitkort.
Til Jakobe nævnte han endnu intet om disse Storhedsdrømme; han
mente hende ganske ligegyldig for ydre Ærestegn og gik ud fra,
at hun derfor ikke vilde billige dem. Han anede ikke, at hun i
sine Tanker byggede endnu mere højtflyvende Planer for ham og
deres fælles Fremtid. Han havde en Aften paa hendes Opfordring
oplæst hele sit Skrift for hende i Sammenhæng; og nu, da hun
hørte paa ham med Kærlighedens Lydhørhed, havde hver Sætning
lydt for hende som en klingende Fanfare.
Hun var dog saa fornuftig indtil videre at beholde dette Indtryk
for sig selv. Trods sin Forelskelse var hun stadig ikke blind
for hans mange Skrøbeligheder og forstod godt, at der endnu var
meget at ophjælpe, før han stod fuldt rustet til den Kamp,
hvortil han nu ogsaa i hendes Øjne var kaaret af selve Skæbnen.
Til Gengæld gav hun sig mere og mere uforbeholdent hen i sin
Lidenskab for hans Person. Det opstemte Ømhedsvæld i hendes
Bryst, den brændende Hengivelsestrang, der fra hendes Barneaar
havde voldet hende saa mangen bitter Ydmygelse, kunde nu endelig
faa Udbrud. Dag og Nat var hendes Tanker hos ham. Hver Morgen
sendte hun friske Blomster til at live op i hans triste Stue.
Hun overvældede ham med allehaande unyttige Foræringer,
anspændte daglig sin Opfindsomhed for at udtænke noget, der
kunde glæde ham. Tilsidst fik hun endog Forældrene overtalt til
at flytte til Byen tidligere end sædvanlig, saa hun kunde se ham
hyppigere, vente hans Komme hver Time paa Dagen og om Natten
vide ham blot ottehundredeogtredive Skridt fra hendes Side, --
hun havde selv engang i Smug opmaalt Afstanden. Men selv dette
var hende ikke altid nok. En Time efter, at han var gaaet fra
hende, kunde hun sætte sig ned og skrive til ham eller
telegrafere. Bestandig var der noget, hun nødvendigvis straks
maatte sige ham, eller noget, hun frygtede for ikke at have
faaet sagt paa rette Maade, eller noget, hun havde sagt men nu
fortrød og vilde bede ham glemme -- altsammen halvt ubevidste
Paaskud for at sige ham dette ene og eneste: at hun elskede ham,
og at hun talte Minuterne og sit Hjertes Sekundslag, til hun
saae ham igen.
„Bon jour, Monsieur!“ skrev hun til ham en Morgen, da Solen
skinnede ind ad hendes Vindu. „Mon du skulde komme i Formiddag?
I saa Fald kunde jeg jo spare mig denne Epistel. Men du er saa
uberegnelig. Hvorfor kom du ikke iaftes? Jeg ventede til Klokken
ti, gik saa i Seng i daarligt Humør og hadede dig af et
oprigtigt Hjerte til Klokken elleve. Idag tilgiver jeg dig for
det prægtige Solskinsvejrs Skyld. -- Kunde du nu ikke for denne
Dag lade dine Korrekturer og Tegninger hvile og komme her ved
To-Tiden; saa er kun Moder og jeg hjemme. Husk paa, at vi snart
er langt borte fra hinanden, og naar du er rejst, gaar jeg i
Kloster og gennemlever Evigheden, indtil du kommer tilbage.“
Per gik under alt dette omkring med en lykkelig Pasjafornemmelse
og tog i Løbet af en Maaned tolv Pund til i Vægt. Alligevel --
den erotiske Atmosfære, hvori Jakobe indhyllede ham, kunde til
Tider blive ham lidt for tropisk. Han kunde nok selv ved
Lejlighed flamme op, navnlig naar de efter Middagen sad ene
sammen i Kabinettet. Men Jakobes evigvarende Blussen var ham
fremmedartet og i Længden temmelig anstrengende. Med sit fra
Barndommen forkrøblede Følelsesliv, beklippet for alle andre
Rørelser end saadanne, der trivedes i Skyggen og opelskedes af
den barske Vind, følte han sig næsten tilbagestødt af hendes
solmodnede Elskov. Han kunde sidde halvt forlegen under hendes
ubeherskede Kærlighedsudbrud og var i det hele mangen Gang en
ret kejtet Elsker.
En Dag, da de sad ene i Mørkningen, lagde Jakobe Armene om hans
Hals og sagde:
„Har du rigtig tænkt paa, Per, at du endnu aldrig har sagt mig,
at du elsker mig?“
„Men du veed det jo.“
„Jamen det er mig ikke nok. Jeg vil høre dig sige det. Jeg maa
dog i det mindste een Gang høre, hvordan det lyder, naar min
Kæreste siger mig, at han elsker mig. -- Gør det nu, Per!“
„Men, kære, jeg har da virkelig ofte sagt dig, at -- --“
„Ikke med de Ord, Per! Og det er netop dem, jeg vil høre. Husk
paa, at det er de tre Ord, vi Kvinder hører lyde for vort Øre
Dag og Nat, vaagen og i Drømme, lige fra vi kommer hjem fra vort
første Bal. Sig dem, Per! Skal jeg hjælpe dig! Hør da -- nu
gentager du mine Ord, saa bliver det ovenikøbet en gensidig
Bekendelse -- Altsaa: Jeg --“
„Jeg,“ gentog han.
„Elsker --“
„Nej, det er virkelig for dumt, Jakobe,“ indvendte Per, rød i
Hovedet af Flauhed, og holdt Haanden for hendes Mund. Og da hun
vedblev at tigge, gjorde han sig vred og frigjorde sig for
hendes Arme.
Dog, saa lettet han ofte følte sig, naar han om Aftenen, efter
den sidste, stormfulde Afsked ude i Forstuen, kom ud paa Gaden
og tændte sig en Cigar, -- han havde aldrig Lyst til straks at
gaa hjem til sit Arbejde, endmindre til som i gamle Dage at
drive ind paa en Kafe. Han var kommen til at holde af at spasere
omkring i Gaderne, helst i de stille og mennesketomme, og give
sig hen i visse nye Stemninger, som han ikke ret forstod.
Ligesom hin første Gang, da han uforvarende var kommen til at
drikke af Evighedens Kilde, havde han en betagende, halvt
skræmmende Fornemmelse af, at der var ved at aabne sig en
Eventyrverden i hans Indre. Men medens den Kærlighedens
Paradishave, hvori han var bleven indført ved den brave
Fransisca, havde været en hyggelig lille Urtegaard med Reseda og
Levkøj og velpassede Køkkenbede, stirrede han nu ind i en
susende Palmelund, stor og højtidelig som et Tempel. Han
begyndte under disse Nattevandringer at faa en Anelse om en
højere Lykke, en større og renere jordisk Lyst end den, han
hidtil havde eftertragtet. Han begyndte at forstaa, at Livet kun
blev rigt ved en Kvindes Kærlighed, og at der var en dybere
Sandhed, end han selv havde vidst, i hans letfærdigt mente Ord
om det Favntagets Himmerig, hvor der var Glemsel for alle
Sorger, Tilgivelse for alle Synder.
En Nat efter Hjemkomsten fra en saadan timelang Vandring skrev
han disse Linjer til Jakobe:
„Der var en Mand, der engang for Spøg kaldte mig for
„Lykke-Per“. Nu, jeg har egenlig heller aldrig selv betragtet
mig som Stedbarn her i Livet. Maaske har jeg i enkelte,
mismodige Øjeblikke kunnet beklage mig over den Skæbne, der lod
mig fødes i det Land, hvor Præstens Søn Adam engang i Tidernes
Morgen giftede sig med Degnens Datter Eva og efterhaanden
opfyldte Jorden med to Millioner Sidenius’er. Men naar jeg nu
ser tilbage paa de forløbne Aar, saa føler jeg, at en Skytsaand
har fulgt mig gennem Livet, og skønt jeg ofte har været paa
Vildspor og jaget efter uægte Glimmer, saa staar jeg nu med
Sejrens Guldkrone i min Haand: dig og din Kærlighed.
Jeg føler Trang til endnu engang, inden jeg gaar til Ro, at
indeslutte dig i mine Tanker og takke dig. Du var min gode
Skytsaand fra den Dag, jeg første Gang betraadte dine Forældres
Hus, det vil sige fra den Dag, der betegner det store Vendepunkt
i mit Liv. Hvad jeg forleden ikke kunde komme over at sige, da
jeg sad hos dig og du bad mig derom, det hvisker jeg nu til dig
gennem Nattestilheden: Jeg -- elsker -- dig!“
Da han den næste Dag i nøgtern Stemning gennemlæste Brevet,
følte han sig flau og brændte det. Saa skrev han et andet i
Stedet, hvori han mest fortalte om sin Bog.
„Det er en Pokkers Tid, det tager med det Trykkeri. Det er nok
de Tegninger, der forsinker; de skal jo skæres i Træ. Veed du
forresten, jeg tænker paa at ændre Bogens Titel. „Nye Tider“
lyder saa almindeligt. „Fremtidsstaten“ vil jeg kalde den.
Klinger det ikke godt?“
* *
*
Man var kommen ind i Oktober, og Per var endelig bleven færdig
med sine Rejseforberedelser. Det var hans Hensigt først at
tilbringe nogen Tid i Tyskland og besøge et Par af de
bekendteste tekniske Instituter dernede. Senere vilde han se at
faa Lejlighed til at følge et eller andet af de store
Vandbygningsarbejder, der udførtes af det engelsk-amerikanske
Verdensfirma Blackbourn & Gries, hvortil hans Svigerfader havde
lovet at skaffe ham Anbefaling. Iøvrigt agtede han sig til
Paris, London, New-York og et Par andre af de nordamerikanske
Storstæder. I det hele vilde han blive borte et Par Aar.
Skønt Jakobe ikke fattede, hvordan denne lange Tid skulde gaa
for hende, gjorde hun ingen Indvendinger. Ja, det var endogsaa
hende, der havde faaet det ene Aar lagt til. Per selv havde ment
at kunne nøjes med den halve Tid; men hun bad ham indtrængende
om ikke at forhaste sig, og hun fandt i dette Punkt Medhold hos
sin Fader, der en Dag lod Per kalde til sig paa sit Kontor og
her overgav ham et Akkreditiv paa fem Tusinde Kroner med den
Tilføjelse, at det skulde blive fornyet efter Udløbet af et Aar.
Midt under Travlheden med Indpakning og Fuldstændiggørelse af
sit ret vidtløftige Rejseudstyr modtog Per en Dag et Brev fra
Eberhard. Broderen skrev, at det var kommet ham for Øre, at han
stod i Begreb med at begive sig til Udlandet; han vilde derfor
ikke undlade at gøre ham bekendt med Faderens Tilstand, der nu
var en saadan, at Katastrofen kunde ventes naarsomhelst. Selv
agtede han sig med det allerførste hjem for at kunne være
tilstede ved Dødslejet, hvor i det hele alle de andre Søskende
ventelig vilde samles.
Efter Modtagelsen af dette Brev gik Per en halv Dag op og ned ad
sit Gulv i tvivlraadige Tanker. Brevets Tone havde været
usædvanlig hensynsfuld, og Lykken havde stemt ham selv
forsonlig. Ingen vilde jo nu heller kunne mistænke ham for at
vende tilbage som den fortabte Søn -- tænkte han.
Og dog! Endnu var hans Triumf ikke fuldstændig. -- Var hans Bog
endda udkommen!
Han brændte tilsidst Brevet sammen med en Del gamle Papirer, som
han ryddede ud af sine Skuffer, og talte slet ikke til Jakobe om
det.
Dagen efter rejste han til Tyskland.